Indsigelse mod hæftelse for hævninger på fælles kassekredit efter samlivsophævelse/separation.

Sagsnummer:19/2019
Dato:22-05-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Anita Nedergaard, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne:Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Kassekredit - hæftelse
Ledetekst:Indsigelse mod hæftelse for hævninger på fælles kassekredit efter samlivsophævelse/separation.
Indklagede:Basisbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod hæftelse for hævninger på fælles kassekredit efter samlivsophævelse/separation.

Sagens omstændigheder

Klageren indgik den 8. november 2009 sammen med sin daværende ægtefælle, M, en aftale med Basisbank om en kassekredit på 50.000 kr. tilknyttet deres fælles budgetkonto -337. Renten var variabel og udgjorde for tiden 9,2 % om året.

I 2011 blev klageren og M separeret. Banken har oplyst, at den var vidende om, at klageren og M ønskede at sælge deres fælles hus tilsyneladende uden at blive enige herom, og at klageren bl.a. ønskede at få opdelt kredit -337.

I en mail af 19. oktober 2011 til banken anførte klageren:

”…

[M] og jeg er separeret og derfor skal de 2 fælleskonti vi har, stoppes. Det drejer sig om: [-310] - Lønkonto-fælles + [-337] - Budgetkonto-fælles. De skyldige beløb og kreditter skal så vidt muligt deles ud på os begge.

Er det muligt?

[M] skal – hvis muligt – blive boende i huset, [adresse], og derfor skal følgende BS aftaler med aftalenummer overflyttes til [M’s] personlige konto:

…..

Jeg er flyttet til [adresse] og jeg har afmeldt mine personlige BS aftaler på fælleskontoen.

Mht. BS aftale på bilen: Bilen skal sælges, men BS aftale må blive stående på nuværende budgetkonto, indtil det er faldet på plads.

…”

Af et internt notat i banken af 19. oktober 2011 vedrørende klagerens ovennævnte mail fremgik, at en medarbejder anførte: ”Har skrevet til hende vedrørende BS-aftalerne, at vi skal have det bekræftet af [M] over netbank.”

 

Af en posteringsoversigt for kredit -337 for perioden fra den 17. januar 2011 til den 24. januar 2019 fremgik, at saldoen på kreditten den 19. oktober 2011 var negativ med 49.993,48 kr.

I 2012 blev klageren og M skilt.

Klageren har oplyst, hun flere gange henvendte sig til banken og bad om lukning af kredit -337, men at banken undlod at lukke den. På trods af hendes henvendelser til banken, fortsatte M med at anvende kreditten.

Af et internt notat i banken af 27. februar 2013 fremgik: ”Talt med [klageren] der er meget vred over at vi ikke kan slette hende fra de fælles konti. Jeg har forklaret de juridiske aspekter, om end det ikke hjalp. [M] er igen forsøgt kontaktet pr. mail, men iflg. [klageren] er han overhovedet ikke online. Vi foretager ingen opfølgning.”

Af et brev af 20. april 2016 fra banken til klageren fremgik, at den flere gange forgæves havde bedt både klageren og M om økonomiske oplysninger, og at den ville opsige kredit -337, medmindre klageren indgik en aftale om en månedlig nedbringelse af kreditten med 1.000 kr.

I et brev af 1. august 2016 til banken oplyste klageren bl.a., at hun p.t. ikke så sig i stand til at afdrage på kreditten, da hendes økonomi var meget dårlig. Hun oplyste endvidere, at hun i 2012, efter at hun var blevet skilt, henvendte sig til banken med henblik på opdeling af kassekreditten og et tilbud om at afdrage på halvdelen af kreditten med ca. 1.000 kr. om måneden. Banken ønskede ikke at imødekomme dette og bad hende i stedet om at indbetale beløbet på M’s budgetkonto -337 til huset, som M var blevet boende i. Da hun ikke længere havde fælles økonomi med M, var det ikke i hendes interesse at afdrage på kreditten på denne måde. Hun havde efterfølgende et par gange kontaktet banken og forsøgt at få en acceptabel aftale til afvikling af kreditten i stand, med det kunne ikke lade sig gøre.

Ved et brev af 18. august 2016 orienterede banken hende om, at den havde indgået en aftale med M om en månedlig nedskrivning af kredit -337 med 1.500 kr., første gang den 30. september 2016. Banken anførte, at dette ikke ændrede på hæftelsesforholdet på kreditten.

I august 2017 afgik M ved døden. Det fremgik af en posteringsoversigt for kredit -337 for perioden fra den 17. januar 2011 til den 24. januar 2019, at saldoen på kreditten den 31. juli 2017 var negativ med 32.971,27 kr.

I marts 2018 indleverede banken et betalingspåkrav til fogedretten, hvoraf fremgik, at klageren skulle betale en hovedstol på kredit -337 på 32.435,93 kr. samt påløbne renter på 1.048,61 kr., i alt 33.484,54 kr. med tillæg af renter på 25 % pr. kvartal. Klageren gjorde indsigelse mod kravet, og sagen blev i april 2018 henvist til civilretten. På klagerens anmodning blev sagen i januar 2019 henvist til Ankenævnet.

Parternes påstande

Den 10. januar 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Basisbank skal anerkende, at hun ikke hæfter for gælden på kredit -337.

Basisbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun ikke kan anerkende at skylde gælden på kredit -337, idet M alene benyttede kreditten efter deres skilsmisse i 2012.

Ved M og hendes separation og skilsmisse i henholdsvis 2011 og 2012 bad hun gentagne gange både M og banken om at lukke/fastlåse kredit -337, som M og hun havde haft i forbindelse med deres ægteskab, og som i de år var tilknyttet deres hus. Hun oplyste, at hun efter en opdeling var villig til at afdrage på halvdelen af kreditten.

Banken ville ikke fastlåse kredit -337, da den påstod, at den ikke havde M’s underskift og godkendelse heraf. Hun informerede banken om, at M og hun lå i skilsmisse og bodelingskonflikt, og at det derfor var vigtigt, at kredit -337 blev låst, at hendes navn blev slettet fra kreditten, og at M fik sin egen private budgetkonto. På trods af hendes mange henvendelser til banken, skete dette ikke, og M fortsatte med at anvende kreditten.  

Det blev i forbindelse med bodelingen aftalt, at provenuet fra salg af M og hendes fælles bil på 10.700 kr. skulle bruges til nedbringelse af kreditten. M anvendte herefter kreditten og oparbejdede en ny gæld.

I forbindelse med bodelingen blev endvidere fastsat en markedslejeværdi på 12.000 kr. pr. måned, og M skulle betale halvdelen heraf til hende, fordi han boede i huset. Dette beløb skulle hurtigst muligt indfri kredit -337, samtidig med at hun forsøgte af få kreditten lukket.

Det af banken anførte om, at hun fortsat havde adgang til kontoen havde ingen betydning, idet hun var fraflyttet ejendommen og havde flyttet sin økonomi til et andet pengeinstitut. Hun ønskede ikke at indsætte penge på kreditten til M’s forbrug, da M benyttede kreditten til sin egen private økonomi, og da han frit kunne hæve på kreditten.

I årene efter skilsmissen fortsatte M med at bo i huset, og hun måtte gennem en advokat bede ham om at sætte huset til salg og om, at bodeling skulle iværksættes. M modarbejdede dette, da han økonomisk sad fordelagtigt i huset med afdragsfrie lån og lavrente flexlån, og han havde en lav husleje og lave månedlige udgifter. Det lykkedes ikke at få huset solgt, førend de afdragsfrie lån udløb i 2017, og M derfor selv ønskede at fraflytte huset.

I 2016 informerede M hende om, at han havde indgået en aftale med banken om at tilbagebetale kreditten.

Hun modtog ikke noget skriftligt fra banken førend i august 2017 efter, at M var afgået ved døden. Hun betragtede på daværende tidspunkt kreditten som betalt af M, dels gennem bodelingen, dels af beløbet fra bilsalget og dels gennem hans egen økonomi. Banken udviste passivitet, idet hun intet hørte fra banken fra 2011/2012 indtil august 2017. Banken kontaktede hende først efter M’s død for at bede hende betale resten af gælden på kreditten.

Hun har på intet tidspunkt indberettet noget til SKAT vedrørende kreditten, så de indberetninger, som banken henviser til, må være bankens egne indberetninger.

Banken har på et år, siden M’s død i 2017, pålagt renter og gebyrer på kreditten på mere end 10.000 kr.

Basisbank har anført, at klageren og M optog en fælles kredit, og at banken har været berettiget til at opretholde engagementet med begge debitorer i mangel af enighed mellem debitorerne. Klageren kan ikke ensidigt frasige sig hæftelsen for kreditten.

Klageren har forespurgt til opdeling af kreditten, men har på intet tidspunkt tilbudt at indfri kreditten hverken helt eller delvis og har ej heller på noget tidspunkt deltaget i nedbringelse af kreditten.

Banken har hverken direkte eller indirekte været involveret i eller haft kendskab til aftaler vedrørende bodelingen. Både klageren og M var repræsenteret ved advokat i forbindelse med skilsmissen, uden at disse har fundet anledning til at kontakte banken vedrørende de aftaler, der måtte være indgået omkring deling af fællesbo og gæld. Uagtet hvad parterne indbyrdes måtte have aftalt omkring kreditten, herunder hvorledes provenuer fra salg af aktiver skulle anvendes til nedbringelse heraf, er disse aftaler ikke meddelt banken, som derfor ikke har haft anledning til at forholde sig hertil.

Klageren erkendte sin hæftelse for kreditten i mailen af 19. oktober 2011 til banken. På dette tidspunkt udgjorde forpligtelsen 49.993,48 kr. Klageren anerkendte endvidere sin forpligtelse i mailen af 1. august 2016 til banken, hvor hun oplyste, at hun var ude af stand til at afdrage på mellemværendet. Som det fremgår, har banken orienteret klageren om aftaler vedrørende kreditten.

Banken har i hele perioden fastholdt den fælles hæftelse for kreditten over for klageren, og klageren har på intet tidspunkt haft anledning til at tro, at banken havde opgivet kravet i relation til den fælles kredit. Banken fastholder klagerens hæftelse for gælden, som pr. 4. januar 2018 kunne opgøres til 32.435,93 kr. med tillæg af renter og omkostninger.

Klageren har i hele perioden haft og har fortsat adgang til kontoen i netbank.

Banken har for alle årene indberettet klageren som medkontohaver for den omhandlede kredit med fradragsret for rentetilskrivninger.

Ankenævnets bemærkninger

I november 2009 optog klageren sammen med sin daværende ægtefælle, M, en fælles kassekredit på 50.000 kr. tilknyttet deres budgetkonto -337 i Basisbank.

Den 19. oktober 2011 sendte klageren banken en mail, hvoraf fremgik, at M og hun var blevet separeret, og at M blev boende i deres hus. Hun bad bl.a. banken om at ”stoppe” kredit -337 og så vidt muligt opdele kreditten mellem M og hende. Saldoen på kassekredit -337 den 19. oktober 2011 var negativ med 49.993,48 kr.

Banken undlod at lukke kreditten. Klageren har oplyst, at M herefter fortsatte med at anvende kreditten alene.

Ankenævnet finder, at banken begik en ansvarspådragende fejl ved at undlade at spærre kredit -337 efter modtagelsen af klagerens mail af 19. oktober 2011, hvori hun tilkendegav, at hun ikke ønskede at hæfte for kreditten udover, hvad der allerede var trukket på denne. Ankenævnet finder, at banken i en sådan situation var forpligtet til at spærre kreditten uden at stille krav om, at meddebitor forinden bekræftede, at han ville flytte sine BS-aftaler. Ankenævnet finder, at banken herudover havde en rådgivningsforpligtelse over for begge kontohavere, således at parterne havde mulighed for at få etableret/anvende separate konti og indgå aftaler om, hvorledes de skulle forholde sig vedrørende fællesengagementet og eventuelle fællesudgifter.

Ankenævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at klageren har lidt et tab som følge af bankens fejl. Kreditten var optaget af klageren og M i forening, og som følge af den solidariske hæftelse for debitorerne hæftede klageren over for banken for hele gælden pr. den 19. oktober 2011 på 49.993,48 kr. Banken var ikke forpligtet til at opdele gælden mellem klageren og M, som ønsket af klageren. Da banken i marts 2018 indledte retsforfølgning mod klageren, var gælden på kreditten nedbragt til 33.484,54 kr., hvortil skulle tillægges renter og omkostninger.

Ankenævnet finder ikke, at banken har fortabt sit krav mod klageren som følge af passivitet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.