Spørgsmål om hæftelse for hævetransaktioner, som klageren ikke kan vedkende sig. Bortkommet kort.

Sagsnummer:339/2016
Dato:11-09-2017
Ankenævn:Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for hævetransaktioner, som klageren ikke kan vedkende sig. Bortkommet kort.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for ni ikke vedkendte hævninger på i alt 97.000 kr. foretaget i perioden 11. maj 2015 - 20. maj 2015 og én hævning på 39 kr. den 25. maj 2015 med klagerens betalingskort.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Danske Bank, hvor han har en konto med et tilknyttet betalingskort.

Den 10. maj 2015 indsatte klageren 97.000 kr. på kontoen, som herefter havde en saldo på 97.064 kr.

I perioden 11. maj 2015 - 20. maj 2015 blev der ved i alt ni hævninger med klagerens betalingskort i forskellige pengeautomater hævet i alt 97.000 kr. Den 25. maj 2015 blev der i en butik foretaget en betaling på 39 kr. med kortet. Saldoen på kontoen var herefter på 25 kr.  

Den 31. maj 2015 blev kortet spærret på foranledning af klageren.

Den 1. juni 2015 underskrev klageren en blanket til banken, hvor han gjorde indsigelse mod hævningerne på i alt 97.039 kr., idet han på tro- og love erklærede, at han ikke havde godkendt eller deltaget i transaktionerne. Klageren anførte blandt andet, at han sidst havde anvendt kortet den 8. maj 2015, at han opbevarede koden sammen med kortet, at han havde mistet kortet den 9. maj 2015, og at han den 31. maj kl. 20 havde konstateret, at kortet var bortkommet.

Ved brev af 11. juni 2015 til klageren meddelte banken, at den havde valgt at ”politianmelde forholdet uden at godtgøre dig”.

Parternes påstande

Den 30. oktober 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham transaktionerne med kortet.

Danske Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken bør tilbageføre pengene, da han intet forkert har gjort.

Han har fået stjålet 97.000, som han havde lånt af en kammerat til køb af en andelslejlighed. Han står nu med en gæld til kammeraten for nogle penge, som han aldrig har fået nytte af.

Det var kun ham og kammeraten, der kendte til overførslen af de 97.000 kr. De mødtes dagligt på en cafe, hvor de talte om overførslen i en længere periode inden overførslen fandt sted.

Han har først cirka 1½ år efter indsigelsen fået endeligt svar fra banken.

Banken bør anerkende, at der er sket misbrug, da politiet har efterforsket sagen og ikke har kunnet finde nogen at rejse sigtelse imod.

Det af banken anførte om, at han har undladt at besvare henvendelser fra politiet bestrides. Han modtog aldrig nogen henvendelse fra politiet, som heller ikke havde hverken hans e-mail adresse eller telefonnummer, og forsøgte derfor selv at tage kontakt, hvilket først lykkedes efter flere forgæves forsøg, da han ikke havde noget sagsnummer, og sagen ikke kunne findes på baggrund af hans cpr. nr. Han kom herefter til afhøring, men hørte efterfølgende ikke mere til sagen.

Han var senest i besiddelse af kortet, da han modtog det med posten.

Han har flere gange tidligere mistet et kort og bestilt et nyt.

Han var ikke klar over, at nogen tilsyneladende var kommet i besiddelse af kortet og koden, ellers ville nærværende sag ikke være aktuel.

Han brugte stort set ikke kortet i perioden før misbruget fandt sted.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at der efter bankens vurdering ikke er tale om tredjemandsmisbrug, hvilket klageren heller ikke har godtgjort.

Klagerens oplysninger stemmer ikke overens med hinanden, og eventuelt misbrug af kortet forekommer usandsynligt.

Klageren modtog kortet i januar 2015. Ifølge klagerens oplysninger under klagesagen, var han sidst i besiddelse af kortet, da han modtog det, og ifølge indsigelsesblanketten anvendte han senest kortet den 8. maj 2015.

Ifølge indsigelsesblanketten var kortet bortkommet den 9. maj 2015, og under sagen har klageren anført, at han ikke er klar over, om andre har haft adgang til kortet, men at ”der er en eller anden, der er kommet i besiddelse af det på en eller anden måde”.

Klageren opbevarede kortet og koden sammen i sin lomme.

Den sidste hævning på 39 kr. skete i en fysisk butik cirka 3 km. fra klagerens bopæl.

Et eventuelt misbrug forudsætter blandt andet, at tredjemand den 9. maj 2015 overhørte en samtale mellem klageren og hans kammerat og derefter stjal kortet, afventede overførslen af de 97.000 kr. og herefter misbrugte kortet i perioden 11. maj 2015 - 20. maj 2015 samt efter fem dages pause igen den 26. maj 2015. 

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet.  

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at de omtvistede transaktioner med klagerens betalingskort er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller fejl, jf. lov om betalingstjenester § 64, stk. 1. Efter bestemmelsens tredje punktum er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv et bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til lov om betalingstjenester § 59.

Ankenævnet lægger endvidere til grund, at hævningerne blev foretaget ved aflæsning af kortets chip samt anvendelse af kortets pinkode.

Afgørelsen af klagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget af klageren selv eller med klagerens samtykke. Ankenævnet finder, at det kun vil være muligt at træffe afgørelse i sagen, efter afgivelse af mundtlige forklaringer fra parterne, samt efter der er foretaget afhøring af relevante vidner. Dette vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, at Ankenævnet herefter må afvise sagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.