Opfyldelse af kendelse fra Ankenævnet. Retskraft af afgørelse i fogedsag.

Sagsnummer:574/1995
Dato:26-03-1996
Ankenævn:Niels Waage, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:O - Opfyldelse af afgørelse fra Ankenævnet
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Ledetekst:Opfyldelse af kendelse fra Ankenævnet. Retskraft af afgørelse i fogedsag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved Ankenævnets kendelse af 2. november 1994 (sag nr. 154/1994) blev indklagede tilpligtet at regulere restgælden på klagerens og dennes ægtefælles lån således, at renten fra begyndelsen af gældsbrevets løbetid blev beregnet i overensstemmelse med gældsbrevets individuelle rentevilkår.

Lånet var etableret ved gældsbrev af 21. september 1992 med en hovedstol på 2.584.000 kr. Ifølge gældsbrevet skulle det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med CIBOR-renten på tre måneder plus 2 %, p.t. 12,81 %, som skulle tilskrives lånet hvert kvartal. Rentesatsen skulle reguleres hvert kvartal, første gang den 30. september 1992.

Ved skrivelse af 15. december 1994 fremsendte indklagede en fornyet beregning af lånet, der viste, at differencen mellem den faktisk beregnede rente og en forrentning med CIBOR-renten plus 2 % i hele lånets løbetid udgjorde 46.019,17 kr. i indklagedes favør. Årsagen til differencen i indklagedes favør var, at lånet specielt i fjerde kvartal 1992 og første kvartal 1993 faktisk havde været forrentet med en sats, der var lavere end CIBOR-renten på tre måneder plus 2 %. På baggrund af beregningen fandt indklagede ikke grundlag for at yde refusion.

Klageren rettede henvendelse til indklagedes interne revision med indsigelser vedrørende indklagedes opgørelse af lånets restgæld, herunder den af indklagede siden lånets etablering beregnede rente. Klageren gjorde vedrørende forrentningen blandt andet gældende, at der for lånet var aftalt den i gældsbrevet nævnte rente på 12,81 %.

Ved skrivelse af 30. september 1995 rettede klageren henvendelse til Ankenævnet, idet han fandt, at indklagede ikke havde opfyldt Ankenævnets kendelse af 2. november 1994, og at lånet fortsat ikke blev forrentet med den aftalte rente.

Med henvisning til skrivelsen af 15. december 1994 og den i forbindelse hermed udarbejdede beregning afviste indklagede ved skrivelse af 26. oktober 1995, at klageren var berettiget til refusion.

Den 2. november 1995 afsagde fogedretten i Roskilde en kendelse, hvorefter en af indklagede begæret fogedforretning på grundlag af gældsbrevet fremmedes. Under fogedsagens behandling blev der afgivet forklaring af klageren og en af indklagedes medarbejdere.

Klageren bestred herunder den renteberegning, som indklagede på baggrund af Ankenævnets kendelse af 2. november 1994 havde foretaget.

Af fogedrettens kendelse fremgår:

"Da restgælden på det i sagen fremlagte gældsbrev, som er underskrevet af begge rekvisitii, i kraft af de udeblevne afdrag må anses for forfalden til betaling, og da rekvisitii ikke har sandsynliggjort eller ført bevis for deres påstand om, at de skulle have et eller flere erstatningskrav på rekvirenten, som kan bringes til modregning i fordringen, ligesom de ikke har oplyst omstændigheder, som kan begrunde en tilsidesættelse af rekvirentens renteberegning, som er bekræftet af den interne revision

b e s t e m m e s:

Den af rekvirenten, mod rekvisitii, begærede udlægsforretning fremmes."

Ved klageskema af 20. november 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere lånet for meget debiteret rente, opgjort af klageren pr. 30. juni 1995 til 73.981,34 kr. (717.069,99 kr. - 643.088,65 kr.).

Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren påkærede fogedrettens kendelse til Østre Landsret ved kæreskrift af 18. december 1995. Klageren, der nu var repræsenteret ved advokat, gjorde gældende, at beløbet ikke var korrekt opgjort bl.a. med henvisning til, at der ved beregningen af rente ikke var taget højde for indbetalinger på i alt 133.949,30 kr. fra en kautionist, og at gældsforholdet indtil den 30. juni 1993 skulle forrentes med 12,81 % p.a. og efterfølgende med CIBOR-renten på 3 måneder med tillæg af 2 %.

Ved indklagedes processkrift af 16. januar 1996 bestred indklagede med henvisning til gældsbrevet, at det var aftalt, at lånet skulle forrentes med 12,81 % indtil den 30. juni 1993. Indklagede fremlagde en ny beregning af lånet, hvor kautionistens indbetalinger på i alt 133.949,30 kr. var medtaget. Beregningen viste, at der også herefter var en difference i indklagedes favør, nu opgjort til 26.211,01 kr.

Den 22. januar 1996 afsagde Østre Landsret sålydende kendelse:

"Kærende har for landsretten udelukkende gjort gældende, at indkæredes beregning af det skyldige beløb ikke er korrekt.

Af de af byretten herom anførte grund, og da det for landsretten fremførte ikke findes at kunne føre til et andet resultat,

b e s t e m m e s:

Den påkærede kendelse stadfæstes."

Klageren har ved skrivelse af 15. februar 1996 fastholdt sin klage ved Ankenævnet.

Klageren har anført, at hans indsigelser vedrørende forrentningen af lånet ikke blev behandlet ved fogedretten, der henviste ham til at anlægge sag ved byretten eller indbringe spørgsmålet for Ankenævnet, såfremt han mente, at indklagedes fordring ikke var korrekt opgjort. Østre Landsret stadfæstede kendelsen i henhold til dens grunde og gav ham ikke mulighed for at kommentere indklagedes processkrift af 16. januar 1996, som indeholdt flere ukorrekte oplysninger. Det fastholdes, at hans opgørelse pr. 30. juni 1995 er korrekt, og at indklagede bør kreditere lånet for for meget debiteret rente på 73.981,34 kr. pr. denne dato.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens indsigelser vedrørende lånets rente er behandlet ved fogedretten i Roskilde, der netop anfører i sin kendelse, at der ikke var omstændigheder, som kunne begrunde en tilsidesættelse af rekvirentens renteberegning. Det fremgår af kæreskriftet til Østre Landsret, at klageren under kæresagen har gjort de samme indsigelser gældende som under klagesagen. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det fastholdes, at en efterlevelse af Ankenævnets kendelse af 2. november 1994 ikke kan medføre, at klageren er berettiget til renterefusion.

Ankenævnets bemærkninger:

Ved Roskilde fogedrets kendelse af 2. november 1995 blev en udlægsforretning hos klageren, der var begæret af indklagede, fremmet bl.a. med den begrundelse, at der ikke var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde en tilsidesættelse af indklagedes renteberegning vedrørende det i sagen omhandlede gældsbrev.

Denne kendelse blev den 22. januar 1996 stadfæstet af Østre Landsret i henhold til den begrundelse, der var anført af fogedretten.

Selvom reglerne om retskraft ikke måtte afskære klageren fra at få samme spørgsmål prøvet under en egentlig retssag ved de almindelige domstole, findes det herefter at måtte følge af princippet i § 5, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter, at Ankenævnet er afskåret fra at behandler klagen, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.