Kaution. Stiftelse. Ældre gæld.

Sagsnummer:421/1989
Dato:30-04-1990
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Per Overbeck, Niels Busk, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution. Stiftelse. Ældre gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I efteråret 1987 anmodede klagerens søn klageren om at kautionere for en kassekredit på 30.000 kr., som indklagede havde ydet ham i februar 1987. Til sikkerhed for kassekreditten var håndpantsat et ejerpantebrev med pant i sønnens ejendom. Ejerpantebrevet, der var tinglyst for 320.000 kr., tjente tillige til sikkerhed for et lån stort 75.000 kr., som indklagede havde ydet sønnen i maj 1986.

I skrivelse af 11. november 1987 til indklagede meddelte klageren, at hun var indforstået med at kautionere for 75.000 kr.

Ved allonge af 13. december 1987 forhøjedes kassekreditten fra 30.000 kr. til 120.000 kr. Det anføres herefter i allongen: "Sideløbende med ejerpantebrev stort 320.000 kr. med pant i matr. nr. .... indestår som kautionist [klageren] Hele beløbet forfalder til fuld indfrielse ved salg af ovennævnte matrikelnummer.

Ejendommen matr. nr. .... er udbudt til salg. Ejerpantebrevet er tillige til sikkerhed for lån nr. ...."

Klageren underskrev allongen som selvskyldnerkautionist. Der skyldtes på dette tidspunkt ca. 108.000 kr. på kassekreditten, for hvilken der havde været bevilget et overtræk på 75.000 kr.

Klageren tiltrådte ved påtegning på indklagedes skrivelse af 7. juli 1988, at ejerpantebrevet udgik som sikkerhed i forbindelse med salg af huset, selv om der ikke fremkom noget provenu til nedskrivning af kassekreditten. Klageren tiltrådte endvidere, at debitor indtil videre kun betalte renter på kassekreditten.

Ved skrivelse af 12. juni 1989 rykkede indklagede klageren for betaling af restancer på kassekreditten, og ved skrivelse af 3. juli 1989 opsagdes kassekreditten til fuld indfrielse pr. 18. juli 1989.

Efter at indklagede havde overgivet sagen til inkasso, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagedetilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende mod hende.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om afvisning.

Klageren anført, at hun kort tid efter, at hun af sin søn var blevet anmodet om at kautionere, telefonisk blev kontaktet af en medarbejder hos indklagede, som spurgte, om hun var villig til at kautionere for sønnens gæld. Den pågældende sagde, at kautionen alene var en formalitet, som skulle ordnes af hensyn til indklagedes bestyrelse. Det blev anført, at sagen hastede, da der skulle være bestyrelsesmøde næste dag. Klageren blev derfor bedt om helst samme dag at sende et brev til indklagede, hvor hun indvilligede i at kautionere. På baggrund af denne telefonsamtale fremsendte klageren den ønskede skriftlige bekræftelse. Klageren har på intet tidspunkt været hos indklagede med henblik på at underskrive dokumenter. Underskrivelserne er ekspederet via korrespondance, og klageren har ikke modtaget oplysninger om låneforholdet ud over de ovennævnte.

Klageren er ikke blevet gjort opmærksom på, at kautionen angik en allerede eksisterende gæld, og at kassekreditten var betydeligt overtrukket på tidspunktet for kautionens meddelelse. Indklagede måtte på dette tidspunktet være vidende om, at ejerpantebrevet med pant i debitors bolig reelt var uden værdi.

Trods dette undlod indklagede at oplyse klageren om debitors økonomiske forhold. Indklagede har ikke oplyst, hvorfor kautionsdokumentet blev udfærdiget på 120.000 kr., selvom klageren i skrivelse af 11. november 1987 alene erklærede sig villig til at kautionere for 75.000 kr.

Kautionsforpligtelsen er påtaget under sådanne omstændigheder, at det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende jf. aftalelovens §§ 33 og 36. Der henvises navnlig til, at debitor ikke fik stillet provenu til rådighed i forbindelse med, at klageren påtog sig kautionen.

Klageren har herved henvist til Ankenævnets kendelser i sagerne 22/88 og 138/88 og har gjort gældende, at kautionsforpligtelsen ikke er blevet gyldig ved, at klageren senere efter anmodning har underskrevet diverse papirer, idet det er sket i den vildfarelse, at det oprindelige kautionstilsagn var virksomt og bindende.

Indklagede har til støtte for den principale påstand anført, at klageren var bekendt med, at debitor havde økonomiske vanskeligheder, og at hans engagement med indklagede ville blive opsagt, medmindre hun kautionerede. Allerede på grundlag af det i klageskriftet anførte må det lægges til grund, at klageren var bekendt med, at der ikke i forbindelse med kautionen blev stillet yderligere midler til rådighed for debitor. Indklagede var ved kautionsforpligtelsens påtagelse ikke bekendt med, hvilken dækning indklagedes pant ville opnå ved salg af den faste ejendom.

Klageren har først reklameret overfor indklagede den 8. november 1984 og har således udvist forpligtende passivitet.

Det foreliggende tilfælde falder ikke ind under den i de omtalte Ankenævnskendelser anførte hovedregel, idet der i den foreliggende sag ikke er tale om lån til en erhvervsdrivende. Endvidere kan det på baggrund af klagerens egen forklaring vanskeligt lægges til grund, at hun ved afgivelsen af kautionsløftet forudsatte, at der blev stillet yderligere midler til debitors rådighed.

Til støtte for sin subsidiære påstand har indklagede anført, at der i hvert fald er så betydelige indicier for, at klageren var bekendt med forholdene, at sagen ikke bør afgøres uden mundtlig bevisførelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en kautionist i almindelighed må kunne forudsætte, at provenuet af det kautionssikrede lån stilles til rådighed for debitor i forbindelse med kautionserklæringens afgivelse. Har der været tale om kaution for en allerede eksisterende gæld, må det derfor påhvile pengeinstituttet at godtgøre, at man har givet kautionisten oplysning herom, eller at kautionisten i øvrigt var eller burde være bekendt hermed.

Ankenævnet finder det ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at klageren vidste eller burde vide, at kautionen i det væsentlige angik en allerede eksisterende gæld, men finder, at der foreligger sådanne oplysninger og omstændigheder, at indklagede bør have adgang til at søge dette bevist gennem parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene, afviser Ankenævnet i overensstemmelse med indklagedes subsidiære påstand klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.