Kaution, underretning. Afvisning, bevis.

Sagsnummer:370/1992
Dato:16-12-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, underretning. Afvisning, bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved gældsbrev af 4. december 1986, ydede indklagede to debitorer et lån på 55.341 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 800 kr. første gang 31. januar 1987 og lånets løbetid var i gældsbrevet anslået til 120 måneder.

Klageren og dennes broder kautionerede ved særskilte kautionsdokumenter underskrevet henholdsvis 4. og 5. december 1986, som sevlskyldnerkautionister for lånet.

Det fremgår af sagen, at kautionslånet afvikledes uden problemer indtil ultimo april 1988. Herefter havde debitorerne problemer med betalingen af aftalte ydelser.

I oktober 1989 aftaltes det med debitorerne, at lånet fremover skulle afvikles ved betaling af 500 kr. hver 14. dag. Indklagede har om lånets afvikling endvidere oplyst, at lånet ved udgangen af 1988 var i restance med 800 kr.; ved udgangen af 1989 var restancen 4.400 kr. I 1990 forøgedes indbetalingerne på lånene, således at restancen ved årets udgang var 200. kr. Frem til udgangen af maj måned 1991 betalte debitorerne 5.500. kr., således at debitorerne på dette tidspunkt var 1.300. kr. forud, i forhold til det ved lånets etablering aftalte. Lånets restgæld var herefter 51.261,57 kr.

Fra juni 1991 var der ikke længere dækning på debitorernes lønkonto, hvorfra ydelser til kautionslånet hævedes bortset fra betaling af 500 kr. den 10. juni 1991. Af fremlagte kontoudtog fremgår, at yderligere ydelser på 500 kr. er krediteret kautionslånet og er tilbageført den følgende ekspeditionsdag.

I skrivelse af 13. november 1991 til klageren rykkede indklagede for lånets restance, som oplystes til 6.000 kr. Klageren blev påny rykket den 13. januar 1992, hvor det oplystes, at restancen udgjorde 8.000 kr. Ved skrivelse af 24. februar meddelte indklagede klageren, at restancen udgjorde 9.000 kr., og at indklagede forbeholdt sig at opsige lånet som misligholdt, såfremt restancen ikke berigtigedes. Ved skrivelse af 13. april 1992 til klageren opsagde indklagede lånet og anmodede om indbetaling af kautionsforpligtelsen, der opgjordes til 60.914,76 kr.

Efter at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte kautionsforpligtelsen.

Indklagede har efter sagens indbringelse for Ankenævnet tilbageført 8 rykkergebyrer af 90 kr. debiteret på kautionslånet i perioden 28. december 1990 til 29. maj 1991. Indklagede har iøvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at debitor har misligholdt lånet, som ikke er afviklet i årene 1988 til 1991 i overenstemmelse med afviklingsaftalen indeholdt i gældsbrevet fra 1986. Dette bør medføre en nedsættelse af klagerens kautionsforpligtigelse.

Indklagede har anført, at lånet ved udgangen af maj 1991 ikke var i restance, ligesom klageren den 13. november 1991 blev anmodet om at indbetale restance på lånet opstået efter maj 1991. Restancen var også til stede, selvom den månedlige ydelse kun som oprindeligt aftalt havde været 800 kr. Klageren har endvidere ikke fået forringet sin mulighed for at gøre regres mod debitor. Indklagede har således opfyldt sin forpligtigelse efter bank- og sparekasselovens § 41 om inden 6 måneder at underette kautionisten.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af sagen, at indklagede undlod at orientere klageren om restancer på lånet opstået i 1988 til 1990. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til, hvorvidt den manglende underretning har forringet klagerens regresmuligheder overfor debitor vil forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.