Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital.

Sagsnummer:269/2009
Dato:04-05-2010
Ankenævn:John Mosegaard, Søren Geckler, Toels Hauer Holmberg, Erik Sevaldsen
Klageemne:Garantbeviser - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital.
Indklagede:Løkken Sparebank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved tegning af garantikapital begrundet i mangelfuld rådgivning.

Sagens omstændigheder.

Klageren og hendes mand, M, var kunder i Løkken Sparekasse.

Klageren havde den 4. november 2004 indsat 20.000 kr. på en garantikapitalkonto (nr. -218).

Pr. den 31. december hvert år blev tilskrevne renter på garantikapitalkontoen overført til klagerens garantkonto (nr. -196) i sparekassen.

Den 7. april 2006 blev der overført 30.000 kr. fra garantkontoen (-196) til garantikapitalkontoen (-218).

Den 10. november 2006 blev der overført yderligere 200.000 kr., hvorefter det samlede indestående på garantikapitalkontoen udgjorde 250.000 kr.

Den 3. november 2008 lukkede sparekassen for udbetaling af garantikapital.

Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.

Den 13. marts 2009 indgav klageren en klage over Løkken Sparekasse til Ankenævnet.

Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank A/S, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.

Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.

Løkken Sparebank har under sagen fremlagt diverse bilag, herunder blandt andet brochurer og andet informationsmateriale om garantikapital i Løkken Sparekasse samt materiale vedrørende valg til sparekassens repræsentantskab.

Løkken Sparebank har bl.a. oplyst, at garantbeviserne i sparekassen efter en vedtægtsændring i 2000 blev afløst af kvitteringer, som blev udstedt hver gang en kunde tegnede garantikapital. Teksten var bl.a. følgende:

"…

Ovennævnte er indtrådt som garant i Løkken Sparekasse i henhold til Løkken Sparekasses til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.

Beløbet forrentes i henhold til vedtægterne. Tilskrevne renter overføres til afregningskontoen pr. 31. december.

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Løkken Sparekasse samtykker. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse.

Stemmeberettiget ved valg til repræsentantskabet er de myndige garanter, hvis garantikapital er noteret på navn i Løkken Sparekasse senest 4 uger før valget finder sted. Hver garant har 1 stemme for hver DKK 1.000,00 indbetalt garantikapital, dog højest 20 stemmer.

Valg til repræsentantskab afholdes i overensstemmelse med Løkken Sparekasses vedtægter.

…"

Finanstilsynet har den 25. marts 2009 afgivet rapport om undersøgelse af Løkken Sparekasse. Undersøgelsen omfatter sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, markedsføring af garantbeviser og medarbejdernes indflydelse på kunders placering af indskud på garantikapitalkonti. Undersøgelsen har givet Finanstilsynet anledning til påtale af bl.a. manglende skriftlighed vedrørende forretningsgange for rådgivning og indgåelse af væsentlige aftaler. Rapporten er offentliggjort.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Løkken Sparebank skal tilbageføre overførslerne til garantikapitalkontoen.

Løkken Sparebank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun hverken modtog kvitteringer eller anden skriftlig information i forbindelse med overførslerne til garantikapitalkontoen.

Hvis hun var blevet bekendt med, at der bestod en risiko ved kontoen, ville hun straks have tilbageført overførslerne.

Overførslen på 200.000 kr. skete efter en samtale med medarbejder i sparekassen.

Det bestrides, at hun som anført af Løkken Sparebank på daværende tidspunkt skulle have modtaget en brochure om garantikapital.

Medarbejderen rådede hende til at overføre indeståendet på garantkontoen til garantikapitalkontoen, hvor hun kunne få en bedre rente. Hun fremhævede gentagne gange over for medarbejderen, at hun ønskede at gå med både livrem og seler, og at en eventuel overførsel derfor var betinget af, at der ikke var nogen risiko. Medarbejderen bekræftede, at der ikke var nogen risiko. Hun fik det indtryk, at der var tale om en højrentekonto med 3 måneders opsigelse. M syntes, at hun skulle placere alle sine midler i obligationer, men hun valgte det sikre – at beholde halvdelen i sparekassen.

Hun har aldrig deltaget i garantmøder, valg eller lignende. Magasinet Garantnyt forbandt hun med garantkontoen i sparekassen.

Der må være mange klager, der minder om hendes, så det er tydeligt, at sparekassen ikke har levet op til sine forpligtelser.

Løkken Sparebank har bl.a. anført, at garantikapitalen blev tegnet efter udtrykkelig aftale mellem klageren og sparekassen. Der foreligger ikke ugyldighed i forbindelse med tegningen, og Løkken Sparekasse har ikke som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren

Klageren blev orienteret om garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital. Dette fremgik også af de kvitteringer, der efter sparekassens praksis blev udstedt, hver gang en kunde tegnede garantikapital. Der blev endvidere udstedt en overførselskvittering til kunden i alle tilfælde, hvor sparekassen gennemførte overførsler på kundernes vegne. Af overførselskvitteringerne fremgik det overførte beløb og nummeret på den konto, hvor beløbet blev indsat. Det må formodes, at klageren i overensstemmelse med sparekassens praksis fik tilsendt kvitteringer for sine garantindskud.

Vilkårene for indskud af garantikapital fremgik af sparekassens informationsmateriale, herunder at garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser og ikke er dækket af Indskydergarantifonden.

Klageren blev hvert år indkaldt til garantmøde i sparekassen. Indkaldelse skete ved personlig skriftlig invitation. Som garant fik klageren endvidere hvert kvartal tilsendt sparekassens nyhedsmagasin GarantNyt. Af klagerens årsopgørelser fremgik garantindskuddene som "Garantikapital", hvilket er en traditionelt anvendt betegnelse for ansvarlig kapital i en sparekasse.

Rentesatsen på garantikapitalkonti var væsentlig højere end rentesatsen på sparekassens øvrige indlånskonti. Tilskrevne renter blev overført til separate garantkonti, hvilket også var et tegn på garantikapitalkontoens særlige karakter.

Garantindskuddet på 200.000 kr. blev tegnet i umiddelbar forlængelse af, at sparekassen i november 2006 sendte en brochure om garantikapital til samtlige personer, som på daværende tidspunkt var registreret som indehavere af garantikapital, idet man samtidig oplyste, at der nu var mulighed for indskud på op til 250.000 kr. pr. person. Klageren burde i hvert fald senest ved modtagelsen af dette materiale have indset, at garantikapital havde en særlig karakter som ansvarlig kapital, og at hun risikerede at miste pengene, hvis sparekassen kom i økonomiske problemer.

Klageren undlod at reklamere og er allerede af den grund afskåret fra at gøre sine indsigelser gældende.

I efteråret 2008 blev der afholdt valg til repræsentantskabet i sparekassen. Der blev i den forbindelse sendt blandt andet en individuelt udformet stemmeseddel til hver enkelt garant, idet antallet af stemmer afhang af størrelsen på garantens indskud.

Sparekassens information om vilkårene for og karakteren af tegning af garantikapital har til enhver tid været retvisende og fyldestgørende.

Hvis det lægges til grund, at sparekassens rådgivning var mangelfuld, gøres det gældende, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at hun ikke ville have tegnet garantikapital.

Et eventuelt erstatningskrav må nedsættes helt eller delvist på grund af klagerens egen skyld.

På tegningstidspunktet måtte den finansielle krise, der var årsag til de indtrufne vanskeligheder, anses for særdeles usandsynlig.

Der foreligger hverken kausalitet eller adækvans imellem det lidte tab og en eventuel ansvarspådragende adfærd.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

To medlemmer - John Mosegaard og Erik Sevaldsen, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler:

Som sagen foreligger oplyst, herunder vedrørende forretningsgange i sparekassen, finder vi ikke, at det uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan afgøres, om sparekassen har givet klageren tilstrækkelig rådgivning om risikoen for at miste garantikapitalen. Da denne bevisførelse ikke kan finde sted ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, stemmer vi for, at sagen i det hele afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

To medlemmer - Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler - udtaler:

Mindretallet bemærker, at Finanstilsynet i sin undersøgelse af Løkken Sparekasses generelle håndtering af rådgivning, markedsføring og salg af garantkapital forud for indløsningsstoppet i 2008, har fundet, at markedsføringsmaterialet har ensidigt fokus på den høje forrentning, men ikke informerer om konsekvensen af, at garantindskud ikke er dækket af indskydergarantiordningen eller statsgarantiordningen, at der ikke var udarbejdet interne forretningsgange eller instrukser til brug for generel rådgivning og salg af garantbeviser til kunder, at der ikke var udarbejdet forretningsgange til at sikre overholdelsen af god skik, at der i rådgivningen ikke var særligt fokus på risikoen for at tabe garantikapitalen, da denne risiko blev betragtet som hypotetisk, at der ikke blev rådgivet særligt omkring betingelserne for at opsige garantikapitalen, at der ikke systematisk blev foretaget vurderinger af, om det ville være hensigtsmæssigt for kunden at indskyde garantikapital, at sparekassen ikke har udarbejdet skriftlige aftaler i forbindelse med salg af garantikapital og således ingen dokumentation har for den ydede rådgivning, samt at Løkken Sparekasse ikke har overholdt § 6 i god skik bekendtgørelsen, idet sparekassen har undladt at indgå skriftlige aftaler om forhøjelse af garantikapital, hvori kundens væsentlige rettigheder og pligter er angivet, og hvor forudsætningerne for den ydede rådgivning er nedfældet. På den baggrund finder vi, at Løkken Sparekasse må bære risikoen for bevisusikkerhed om, hvorvidt sparekassen har ydet tilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salg af garantikapital. Da sparekassen herefter ikke har godtgjort, at der er givet klageren sådan rådgivning i forbindelse med erhvervelsen af garantbeviser, stemmer vi for, at der gives klageren medhold i den nedlagte påstand.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

">a f g ø r e l s e :



Ankenævnet kan ikke behandle denne sag.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.