Fejlekspedition. Erstatningsansvar. Afvisning, bevis.

Sagsnummer:627/1991
Dato:12-08-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen
Klageemne:Fejlekspedition - betalingsformidling
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Fejlekspedition. Erstatningsansvar. Afvisning, bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I januar 1991 opnåede klagerne henstand med betaling af marts 1991 terminen på to pantebreve på henholdsvis opr. 237.000 kr. og 136.000 kr. med pant i klagernes helårsbolig. Pantebrevene havde månedlige terminer med forfald den 1. i måneden. Uanset henstanden betalte indklagedes Skovlunde afdeling ved en fejlekspedition den 8. marts ydelsen, der forfaldt 1. marts 1991.

Ved anbefalede breve af 15. maj 1991 fremsendte pantekreditor til klagerne påkrav vedrørende betaling af maj terminen. Af påkravet fremgik bl.a.

"Vi skal (....) anmode Dem om at indbetale beløbet inden syv dage fra dato, idet kapitalen kan forlanges indfriet, såfremt renter og afdrag ikke indbetales inden fristens udløb."

Klagerne har oplyst, at de herefter den 16. maj telefonisk rettede henvendelse til en medarbejder i afdelingen vedrørende påkravet. Pågældende lovede at kontakte kreditor, og det var underforstået, at terminerne blev betalt på den ene eller anden måde, eller at klagerne fik besked fra medarbejderen. Indklagede har bestridt, at denne henvendelse har fundet sted, eller at indklagede skulle have påtaget sig at forespørge pantekreditor, om den ikke benyttede henstand for marts terminen kunne "overføres" til maj terminen. Ifølge indklagede henvendte klagerne sig i afdelingen den 21. maj 1991 og oplyste, at de ville forespørge pantekreditor om henstand med maj termin, og afdelingen accepterede ikke ved denne lejlighed at foretage betaling af maj terminen; klagerne har oplyst, at afdelingen på intet tidspunkt underrettede klagerne om, at man ikke ville betale maj terminen.

Ved anbefalede skrivelser af 23. maj 1991 opsagde pantekreditor begge pantebreve.

Den 24. maj 1991 bevilligede afdelingen klagerne et overtræk og fremsendte via check terminsbeløbet for maj terminen til pantekreditor. Samme dag indgav pantekreditor udlægsrekvisition til fogedretten vedrørende pantebrevene.

Ved skrivelse af 27. maj 1991 til klagerne meddelte pantekreditor, at maj terminen var modtaget med forbehold, ligesom opsigelsen fastholdtes.

Ved kendelse af 25. juli 1991 afsagt af fogedretten i Ballerup bestemtes, at pantekreditors begærede udlægsforretning mod klagerne burde nyde fremme. Af fogedrettens kendelse fremgår, at den ene af klagerne for fogedretten har forklaret "..... at han den 21. maj 1991 henvendte sig i sin bank og anmodede banken om at betale den skyldige terminsydelse, men p.g.a. den pågældende bankmedarbejders ferie blev ydelsen først betalt ved check den 24. maj 1991."

Efter at indklagedes afdeling i september 1991 havde meddelt klagerne afslag på en låneanmodning med henblik på at indfri de to opsagte pantebreve, rettede klagerne skriftlig henvendelse til indklagedes direktion. I en skrivelse af 26. september 1991 fra klagernes advokat til indklagedes hovedsæde anførtes, at klagerne af pantekreditor var oplyst om, at dennes krav for at lade pantebrevene forblive indestående var, at klagerne enten skaffede kautionister for pantegælden, eller at pantekreditor modtog et kontant beløb på ca. 75.000 kr. i erstatning, ligesom pantebrevene skulle forhøjes rentemæssigt. I skrivelse af 1. oktober 1991 meddelte indklagedes juridiske afdeling herefter, at man var indstillet på kulancemæssigt at indgå et forlig på nærmere aftalte vilkår, som ville tage sit udgangspunkt i det af pantekreditor fremsatte forligstilbud som skitseret i klagernes advokats skrivelse af 26. september. Pantekreditor fragik imidlertid senere det mundtlige forligstilbud.

Den 9. oktober 1991 indgik klagerne aftale med indklagede om, at indklagede indvilligede i at indfri de to opsagte pantebreve. I skrivelse af 11. oktober 1991 meddelte pantekreditors advokat indklagede, at indfrielse skulle ske til kurs 114. Indklagede meddelte derpå den 23. oktober 1991 klagernes advokat, at forudsætningen for bankens tilbud af 9. oktober 1991 var bristet som følge af pantekreditors krav om indfrielse til kurs 114.

Den 10. december 1991 afholdtes møde hos indklagede med deltagelse af klagernes advokat og den ene af klagerne. På mødet skitseredes indholdet til et forlig, og den 8. januar 1992 afsendtes forligsforslaget fra indklagede til klagerne. Ved skrivelse af 3. februar 1992 afslog klagerne indklagedes forligstilbud.

Den 7. februar 1992 afholdtes tvangsauktion over klagernes ejendom. På en panthavers begæring berammedes ny auktion til den 13. marts 1992.

Ved klageskema af 30. december 1991 indgav klagerne klage til Ankenævnet. Klagerne har under klagesagen nedlagt påstand om betaling af erstatning, men har ikke nærmere opgjort beløbet.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Klagerne har anført, at hvis indklagede havde betalt maj terminen på de omhandlede pantebreve, ville klagerne have haft mulighed for at sælge ejendommen i fri handel med et resultat fra 0 - +35.000 kr. I forbindelse med henvendelsen til indklagede den 16. maj og 21. maj 1991 måtte klagerne gå ud fra, at indklagede betalte maj terminen, således at opsigelse af pantebrevene ikke fandt sted.

Indklagede har anført, at en afgørelse af, hvorvidt indklagede er erstatningsansvarlig og om indklagedes rådgivning har påført klagerne et adækvat og kausalt økonomisk tab, vil kræve en bevisførelse af et sådant omfang, at klagen bør afvises, jfr. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1. Det bestrides, at klagerne har lidt et økonomisk tab, idet klagerne, uanset om indklagede havde indfriet pantebrevene, ikke havde økonomisk mulighed for at betale terminerne i huset.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerne har anført, at indklagede inden betalingsfristens udløb den 22. maj 1991 lod klagerne forstå, at man ville betale maj terminen på de opsagte pantebreve, medens indklagede har bestridt dette. En stillingtagen til dette tvistepunkt findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.