Forældremyndighedsindehavers indsigelse mod ændring af mindreårigs NemKonto til konto tilhørende anden forældremyndighedsindehaver, krav om tilbageførsel af indtægt af selverhverv indgået på NemKonto, krav om udlevering af kontoudskrift for NemKonto.

Sagsnummer:364/2018
Dato:20-08-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Ida Marie Moesby, Søren Geckler
Klageemne:Umyndighed - øvrige spørgsmål
N - Nemkonto
Konto - kontoudskrift
Ledetekst:Forældremyndighedsindehavers indsigelse mod ændring af mindreårigs NemKonto til konto tilhørende anden forældremyndighedsindehaver, krav om tilbageførsel af indtægt af selverhverv indgået på NemKonto, krav om udlevering af kontoudskrift for NemKonto.
Indklagede:Middelfart Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Indsigelse mod ændring af mindreårigs NemKonto til konto tilhørende anden forældremyndighedsindehaver, krav om tilbageførsel af indtægt af selverhverv indgået på NemKontoen, krav om udlevering af kontoudskrift for NemKontoen m.v.

Sagens omstændigheder

Klageren i sagen er far til D, der er født i november 2001. Klageren og hans tidligere ægtefælle, H, har fælles forældremyndighed over D.

Klageren har fremlagt en udskrift fra NemKonto registret vedrørende D, hvoraf fremgik, at D’s NemKonto den 29. april 2015 af sparekassen blev rettet til konto nr. -267 i sparekassen. Endvidere fremgik, at D siden april 2017 havde fået indbetalinger på NemKontoen fra en arbejdsgiver.

Konto nr. -267 tilhørte H. Sparekassen har fremlagt et fuldmagtsblad vedrørende en fuldmagt til D til at forespørge om og disponere over konto nr. -267. Sparekassen har oplyst, at fuldmagten blev underskrevet digitalt af H som fuldmagtsgiver den 1. maj 2017 og af D som fuldmagtshaver den 2. maj 2017. Sparekassen har fremlagt en udskrift fra sit It-system, hvoraf fremgik, at fuldmagten blev underskrevet den 1. og 2. maj 2017.

Sparekassen har endvidere fremlagt en kortoversigt, hvoraf fremgik, at D havde et kort tilknyttet konto nr. -267.

Af kontooversigter for D for perioden fra 2015 til 2018 fremgik, at D i 2015 og 2016 havde én konto i sparekassen (konto nr. -884), at denne konto udgik i 2017, og at D herefter i 2017 og 2018 havde én konto i sparekassen (nr. -383). I sagen er fremlagt kontoudskrifter for konto nr. -884 for perioden fra 28. august 2015 til 7. maj 2017 og posteringsoversigt for konto nr. -383 pr. 19. februar 2019.

Klageren har fremlagt skatteoplysninger for D for 2017 og 2018 og lønsedler for D for perioden fra april 2017 til december 2018.

Sparekassen har fremlagt en e-mail af 22. oktober 2018, der fremtræder som afsendt af D til sparekassen, og hvori følgende er anført:

”Hej [M, medarbejder i sparekassen]

Det er ok at min løn indgår på min nem-konto, som står under min mors cpr nummer.”

E-mailen er fremlagt i to versioner med forskellig opsætning vedrørende oplysning om modtager/afsender. Klageren har bestridt ægtheden af e-mailen.

Den 13. november 2018 indgav klageren klage til Ankenævnet over sparekassen.

Den 4. februar 2019 anmodede klageren sparekassen om at sende ham en udskrift af konto nr. -267. Klageren anmodede endvidere om at modtage kopi af alle oplysninger m.v. vedrørende D, jf. persondataforordningen (GDPR). I et udateret brev svarede sparekassen:

”Vi forstår din henvendelse som en anmodning om indsigt efter databeskyttelsesforordningen artikel 15.

Vi kan oplyse, at vi behandler oplysninger om [D].  En kopi af personoplysningerne vedlægges.  

Den kontofuldmagt, som 3. mand har givet [D], medfører ikke, at du som værge, kan få oplysninger om 3. mand. Vi vurderer, at det kræver 3. mands samtykke.

De oplysninger vi skal give dig er disse:

1. Formålene med behandlingen af dine personoplysninger

2. Kategorier af personoplysninger

3. Modtagere eller kategorier af modtagere

4. Modtagere i tredjelande, herunder internationale organisationer

5. Opbevaring af personoplysningerne

6. Hvor dine personoplysninger stammer fra

7. Automatiske afgørelser, herunder profilering

8. Ret til berigtigelse, sletning, begrænsning og indsigelse

9. Klage til Datatilsynet

I det vedlagte bilag 1 finder du en uddybning i forhold til de oplysninger, vi skal give dig.”

Klageren har i et efterfølgende indlæg i klagesagen anført, at han vil indgive klage til Datatilsynet vedrørende anmodningen om indsigt.

Klageren havde den 25. maj 2017 indgivet en klage over Middelfart Sparekasse til Ankenævnet (sag nr. 220/2017). Sag nr. 220/2017 angik indsigelse mod en hævning fra D’s konto nr. -884. Klageren har fremlagt uddrag af korrespondance fra denne klagesag. Ved afgørelsen af 7. november 2017 i sag nr. 220/2017 udtalte Ankenævnet følgende:

”I september 2015 bekræftede Middelfart Sparekasse over for klageren, at D’s konto var klausuleret således, at der alene kunne hæves på kontoen med accept af begge D’s forældre. Hævningen den 12. april 2017 var i strid med denne rådighedsbegrænsning, og sparekassen har derfor handlet ansvarspådragende.

Ankenævnet finder ikke, at sparekassen har godtgjort, at indsættelsen af beløbet på 8.400 kr. på kontoen den 31. marts 2017 var en åbenlys fejl, der medførte, at sparekassen kunne tilbageføre beløbet den 12. april 2017.

Ankenævnet finder herefter, at sparekassen skal retablere den omhandlede konto på de vilkår, der gjaldt for kontoen – herunder med rådighedsbegrænsning – og med det beløb, der indestod på den 12. april 2017 med tillæg af renter fra denne dato i overensstemmelse med den pågældende kontos rentesats.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om sparekassen herefter har grundlag for at gøre et berigelseskrav gældende over for D.

Ankenævnets afgørelse

Middelfart Sparekasse skal inden 30 dage retablere den omhandlede konto tilhørende D med valør 12. april 2017.

Klageren får klagegebyret tilbage.”

Klageren havde endvidere den 6. februar 2018 indgivet en klage over Middelfart Sparekasse til Ankenævnet (sag nr. 55/2018) vedrørende D’s konto nr. -883, der blev etableret efter Ankenævnets afgørelse i sag 220/2017, og konto nr. -884. Ved afgørelsen af 26. juni 2018 i sag nr. 55/2018 udtalte Ankenævnet følgende:

”Indsigelsen vedrørende udbetalingskvitteringen af 12. april 2017 og overførslen af samme dag ifølge kontoudskrift omhandler forhold, som må anses behandlet ved Ankenævnets afgørelse af 7. november 2017 i sag nr. 220/2017. Som følge heraf, og da der ikke findes grundlag for at genoptage den tidligere sag, kan Ankenævnet ikke behandle denne del af klagen.

Ankenævnet finder ikke anledning til at afvise den øvrige del af klagen.

Sparekassen bekræftede i e-mail af den 25. september 2015 overfor klageren, at den oprindelige konto var under værgens forvaltning jvf. §4 stk. 1 i værgemålsbekendtgørelsen, og ”det alene er værgen der kan disponere over kontoen indtil barnet er myndig. Ved fælles forældremyndighed skal begge værger være enige.” Sparekassen har den 19. januar 2018 og under klagesagen bekræftet, at den nye konto, der blev etableret efter Ankenævnets afgørelse af 7. november 2017, er underlagt den samme rådighedsbegrænsning. Ankenævnet finder, at sparekassen herved har opfyldt Ankenævnets afgørelse af 7. november 2017. Ankenævnet bemærker, at hævninger fra kontoen med den ovennævnte rådighedsbegrænsning kun kan ske med accept fra begge forældre, så længe der er fælles forældremyndighed, og begge forældre dermed er værger.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen vedrørende vilkår for oprettelse af den nye konto til D.

Ankenævnet kan ikke behandle den øvrige del af klagen.”

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Middelfart Sparekasse skal ændre D’s NemKonto til en konto i D’s navn, levere en udførlig begrundelse og dokumentation for baggrunden for sparekassens flytning af D’s NemKonto den 29. april 2015, fremlægge en fuldstændig kontoudskrift for D’s NemKonto i perioden fra den 29. april 2015, tilbageføre samtlige indbetalinger indgået på NemKontoen plus renter i ”den halvandet år lange konfiskation” til D’s konto nr. -383 samt fremlægge udskrift af alle D’s konti i sparekassen.

Middelfart Sparekasse har nedlagt påstand om principalt frifindelse subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at sparekassen den 29. april 2015 uberettiget sørgede for, at indbetalinger til D’s NemKonto skulle omdirigeres til H’s kontrol. D har som følge heraf været afskåret fra at modtage indbetalingerne til NemKontoen i flere år. Sparekassens manøvre har ledt ca. 62.000 kr., som D har tjent på sit fritidsjob i 2017 og 2018, uden om D og ind på H’s konto. Sparekassen må tilbageføre beløbet og alle efterfølgende indkommende beløb til D. Det mest hensigtsmæssige vil være at indsætte beløbet på en konto, der er inddraget under værgens forvaltning, jf. værgemålslovens § 4, stk. 1.

Den eneste forklaring på sparekassens ønske om at tage penge fra D synes at være, at jo flere penge, der flyttes til H, jo større sikkerhed får sparekassen for at få indfriet sine udeståender. Ankenævnet bør undersøge, om D’s tab på 70.000 kr. har udløst en tilsvarende gevinst for sparekassen.

Sparekassen har anført, at D har råderet over midlerne efter værgemålsloven § 42, stk. 1 nr. 1. Sparekassen havde imidlertid allerede i 2015 sørget for, at D fik frataget råderetten over sine egne indtægter. Sparekassen glemte at få D’s accept, inden hun som 15½ årig begyndte at tjene penge på sit fritidsjob. Sparekassen har ikke ønsket at fremlægge dokumentation om sit overgreb på D’s økonomi og råderet i 2015.

Sparekassen henviser til en fuldmagt. Uden sparekassens uretmæssige aktion i 2015 havde D haft fuldstændig rådighed over hele sin løn. En delt rådighed er dårligere end en fuld og udelt rådighed. D har lidt et tab og har mistet kontrol over sine egne penge. D har hverken fuldmagt eller fri dispositionsret til konto nr. -267. Sparekassen har forsøgt at stå som udsteder af en fuldmagt til H’s konto. Dette tyder på, at kontoen i virkeligheden er sat under sparekassens administration. Der mangler et kontoudtog som beviser, at D’s indtægt var uberørt af andre og derfor var til rådighed for D.

H har ved flere lejligheder tømt D’s og D’s brors konto, som også beskrevet i sag 220/2017. H’s overførsel af ca. 10.000 kr. fra D’s konto, jf. sag 220/2017, skete med sparekassens opbakning.

Sparekassen har anført, at "Klagers datter har anvist os til at anvende en konto i en anden persons navn som sin Nemkonto." Og videre: "Hertil skal det bemærkes, at vi i forbindelse med behandlingen af klagen har rettet henvendelse til klagers datter og forespurgt, om hun ønsker sin NemKonto flyttet, hvilket blev afvist. Vi bad i denne forbindelse om dokumentation herpå, hvorefter vi modtog en bekræftelse på mail”.  E-mailen af 22. oktober 2018, som sparekassen påberåber sig, viser, at sparekassen ikke havde noget grundlag for sin egenhændige flytning af NemKontoen. Ellers ville der ikke være grund til pludselig at indhente D’s tilladelse. E-mailen kan ikke tillægges bevismæssig værdi. Sparekassen har efter eget udsagn "rettet henvendelse til klagers datter" "hvorefter vi modtog en bekræftelse på mail". Sparekassen undgår at svare på hans spørgsmål om, hvem der sendte mailen af 22. oktober 2018 og hvilken mail, mailen af 22. oktober 2018 er et svar på. Den eneste nærliggende forklaring er, at mailen af 22. oktober 2018 ikke blev sendt af D. E-mailen ligner ikke hans egen e-mail korrespondance med den pågældende medarbejder i sparekassen. Sparekassen har fremlagt to versioner af e-mailen. Med to forskellige versioner ligger det fast, at mindst den ene version er falsk. Det kan ikke udelukkes, at begge mail-versioner er falske.

Sparekassen har tilsyneladende opgivet forsvaret af sin uretmæssige NemKonto-ændring i 2015. I stedet satser sparekassen på at sandsynliggøre, at sparekassens handling ikke har påført D et økonomisk tab. En stillingtagen forudsætter imidlertid en fremlæggelse af en fuldstændigt kontoudskrift for konto nr. -267, hvilket sparekassen har afvist. Sparekassen bør sende en udskrift af alle D’s konti i sparekassen.

Sparekassen har anført, at han ikke som værge kan få indsigt i oplysninger om tredjemand uden tredjemands samtykke. Den underskrevne fuldmagt til D giver adgang til at "forespørge om og disponere over" konto nr. -267. Han har som fælles forældremyndighedshaver via værgemålsloven på D’s vegne ret til at modtage en udskrift med samtlige posteringer på kontoen, siden fuldmagten trådte i kraft primo maj 2017. En værge til en person med fuldmagt er ikke "3. mand". Han er lige så lidt "3. mand" i forhold D’s mor, som D er. Sparekassen har endvidere selv videregivet oplysninger om H.

I e-mailen af 4. februar 2019 anmodede han sparekassen om indsigt efter GDPR i en række helt centrale dokumenter, herunder korrespondance og øvrige registreringer (inkl. oplysninger om afsender, modtager og dato) om baggrunden for, at sparekassen omkring den 1. maj 2017 bad D og H underskrive en fuldmagt, den øvrige korrespondance omkring fuldmagten, sparekassens henvendelse til D i efteråret 2018 om evt. annullering af sparekassens flytning af D’s NemKonto i 2015, mailen af 22. oktober 2018, D’s anvisning om "at anvende en konto i en anden persons navn som sin NemKonto", den øvrige korrespondance og dokumenter omkring "bekræftelsen" vedrørende NemKontoen, dokumenterne med aktiveringsdato for hvert kontokort, den øvrige korrespondance og noteringer vedrørende udstedelsen af kontokort til D, dokumentation for at sparekassen med sine  egne ord "blev anvist til" at flytte D’s NemKonto væk fra D’s egen konto den 29. april 2015 og den øvrige korrespondance og øvrige registreringer om flytningen af D’s NemKonto i 2015. Sparekassen valgte kun at imødekomme én af de 10 anmodninger, nemlig dokumentation vedrørende aktiveringen af D’s kontokort. Sparekassen har kun givet indsigt i dokumenter, der kan underbygge sparekassens sag. Han vil klage til Datatilsynet over dette, som er i strid med GDPR reglerne. GDPR og sagen hos Datatilsynet bør ikke forsinke behandlingen i Det finansielle ankenævn.

Middelfart Sparekasse har støtte for frifindelsespåstanden anført, at D anviste sparekassen at anvende en konto i H’s navn som sin NemKonto. Sparekassen var forpligtet til at efterkomme anvisningen. Det bemærkes herved, at der ikke er krav om ejerskab til den konto, der anvises som NemKonto.

Sparekassen har ikke dokumentation for den første anvisning af NemKonto, og dette er heller ikke et lovkrav.

D har via fuldmagt adgang til og kan frit disponere over NemKontoen. Oprettelsen af fuldmagten skete ikke på foranledning af sparekassen, men på foranledning af fuldmagtsgiver og fuldmagtstager. At fuldmagtsforholdet opstod i maj 2017, må ud fra en logisk betragtning ses i lyset af, at D begyndte arbejde i april 2017, jf. de fremlagte lønsedler. Af udskriften fra NemKonto fremgår, at betalinger via NemKonto-ordningen fra arbejdsgiver begyndte i slutningen af april 2017, hvilket er samme tidspunkt, som disponeringsretten i henhold til fuldmagten blev givet.

Der er alene udstedt ét kort til NemKontoen. Dette kort er udstedt til D.

I forbindelse med behandling af klagen rettede sparekassen henvendelse til D og spurgte, om hun ønskede sin NemKonto flyttet, hvilket D afviste. Sparekassen anmodede om dokumentation for dette, og sparekassen modtog i den forbindelse den fremlagte e-mail af 22. oktober 2018. Sparekassen oplyste klageren om, at såfremt D måtte skifte mening, stod det hende frit for at ændre NemKontoen, enten ved henvendelse til sparekassen eller via selvbetjeningen. Dertil kommer, at D til enhver tid kan anmode sin private arbejdsgiver om at anvende en helt anden konto til udbetalinger, jf. lov om offentlige udbetalinger m.v. § 5a, stk. 3.

Der er tale om én og samme e-mail af 22. oktober 2018, som er fremlagt dels i en beskåret version, så man ikke kan se den bagvedliggende korrespondance, dels i en anden version med hele korrespondancen.

Klagerens krav om tilbageførsel af indkomst i årene 2017 og 2018 afvises. Hvad D har erhvervet ved eget arbejde efter det fyldte 15. år, råder D selv over, jf. værgemålslovens § 42, stk. 1, nr. 1. Råderetten gælder også i forhold til den konto, som de erhvervede midler udbetales på. Hverken klageren eller sparekassen kan bestemme, hvilken konto disse midler skal udbetales på. Hvis klageren ønsker, at D får frataget sin råderet, skal dette ske med Statsforvaltningens godkendelse, jf. værgemålslovens § 42, stk. 3. Sparekassen kan ikke flytte D’s NemKonto uden D’s samtykke.

Sparekassen har fremlagt en kontooversigt for D.

For så vidt angår klagerens krav om udlevering af kontoudskrifter for konto nr. -267 mener sparekassen ikke, at kontoudskrifter på en konto tilhørende tredjemand kan udleveres til klageren uden tredjemands samtykke. Hvis Ankenævnet mener noget andet, vil kontoudskrifterne blive udleveret.

Middelfart Sparekasse har støtte for afvisningspåstanden anført, at store dele af klagen falder inden for § 5, stk. 3, nr. 3 i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hans tidligere ægtefælle, H, har fælles forældremyndighed over deres datter, D, der er født i november 2001.

Af en udskrift fra NemKonto registret vedrørende D fremgik, at D’s NemKonto den 29. april 2015 af sparekassen blev rettet til konto nr. -267 i sparekassen. Konto nr. -267 var registreret i H’s navn. Sparekassen har anført, at D anviste sparekassen at anvende en konto i H’s navn som sin NemKonto, og at sparekassen ikke har dokumentation for anvisningen i april 2015. I sagen er fremlagt en fuldmagt af 1. maj 2017, hvorefter D fik fuldmagt til at forespørge om og disponere over konto nr. -267. I sagen er endvidere fremlagt en e-mail af 22. oktober 2018, der fremtræder som afsendt af D til sparekassen, hvori det blev bekræftet, at ”Det er ok at min løn indgår på min nem-konto, som står under min mors cpr nummer.”

På baggrund af den fremlagte udskrift og øvrige oplysninger i sagen må det lægges til grund, at indbetalingerne til D’s NemKonto bestod af lønindkomst ved D’s selverhverv efter det fyldte 15. år, som D selv rådede over i medfør af værgemålslovens § 42, stk. 1 nr. 1. Ankenævnet finder, at råderetten også gjaldt beslutning om, hvilken konto midlerne skulle indbetales på, og at det må lægges til grund, at indbetalingen af D’s løn til konto nr. -267 i H’s navn skete med D’s samtykke. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge sparekassen at tilbageføre indbetalingerne indgået på D’s NemKonto eller for at pålægge sparekassen at ændre NemKontoen til en konto i D’s navn.

Konto nr. -267 var oprettet i H’s navn. På baggrund heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at kritisere, at sparekassen har afvist at udlevere kontoudskrifter for kontoen uden H’s samtykke.

Der er i sagen fremlagt kontooversigter for D for perioden fra 2015 til 2018 og udskrifter og oplysninger vedrørende kontiene nr. -884 og -383, der tilhørte/tilhører D. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge sparekassen at fremlægge yderligere oplysninger.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.