Krav om udbetaling af selvpensioneringskonto etableret i 1978.

Sagsnummer:566/2021
Dato:04-07-2022
Ankenævn:Henrik Waaben, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard, Lisbeth Baastrup Burgaard og Finn Borgkvist
Klageemne:Selvpensioneringskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om udbetaling af selvpensioneringskonto etableret i 1978.
Indklagede:Danske Andelskassers Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om udbetaling af en selvpensioneringskonto etableret i 1978.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1953, har fremlagt en kopi af et dokument, hvoraf fremgår, at han den 12. januar 1978 oprettede en selvpensioneringskonto -801 med udløb den 30. november 2013. Endvidere er Regler for selvpensioneringskonti påtrykt dokumentet. Det fremgår ikke, i hvilket pengeinstitut kontoen blev oprettet.

Klageren har endvidere fremlagt en kopi af forsiden af en bankbog fra Danske Andelskassers Bank og et blad med overskriften ”Opsagte beløb”.  

Klageren var ansat i Danske Andelskassers Bank i perioden fra den 1. juli 1977 til den 15. juni 1978 og har fremlagt en anbefaling fra banken af 2. marts 1979 vedrørende ansættelsesforholdet. Klageren har oplyst, at selvpensioneringskontoen blev oprettet som et led i hans ansættelsesforhold i banken.

Klageren har oplyst, at han i 2021 fandt bankbogen og bad banken om at få opsparingen udbetalt.

Banken afviste dette og oplyste, at der ikke fandtes en sådan konto, og at den ikke havde klageren registreret som kunde.

Parternes påstande

Den 6. december 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal udbetale det beløb med tilskrevne renter mv., der står på selvpensioneringskontoen.

Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han i forbindelse med sin ansættelse i banken oprettede pensionsopsparingskontoen og indsatte et månedligt beløb.

 I 1978 flyttede han til udlandet og glemte opsparingen, da bindingsperioden først udløb i 2013. Han fandt først bankbogen efter en hovedrengøring i 2021.

Han har fremlagt dokumentation for, at han var kunde i banken, i form af bankbogen og selvpensioneringskontrakten.

Han har endvidere fremlagt dokumentation for, at han var ansat i banken i form af en anbefaling fra banken vedrørende ansættelsesforholdet. Der var en overenskomst mellem arbejdsgiveren og fagforeningen om pension, hvoraf fremgik, at der skulle oprettes en selvpensioneringskonto til medarbejdere i banken, og at arbejdsgiveren ydede et bidrag til pensionen.

Bankens formodning om, at han har fået beløbet udbetalt eller overført til andet pengeinstitut, må afvises.

Såfremt kontoen var blevet slettet, ville der være blevet lavet en kontrakt om dette, og bankbogen ville være blevet inddraget. Såfremt kontoen var blevet overført til et andet pengeinstitut, ville bankbogen ligeledes være blevet inddraget, og der ville være blevet lavet en kontrakt med anvisning om at overføre beløbet til den nye bank. Og det hele ville blive bogført. Alt dette har banken ikke fremlagt beviser på eller dokumenteret. Tværtimod forsøger banken med usande udtalelser at snyde sig fra sit ansvar.

Banken er forpligtet til at oplyse, hvad der er sket med kontoen, hvor meget der er blevet indbetalt, og hvad er der blevet tilskrevet kontoen som renter og tilskud.  

En bankbog er en bog beregnet til af- og tilskrivning af henholdsvis ind- og udbetaling på en bankkonto (bevis for kontoens indestående). En bankbog fungerer derfor som et gældsbrev.

Det er i øvrigt uden betydning for sagen, om den kopi, som han har fremlagt, er en bankbog eller et kontobevis. Han har fremlagt et bevis på, at kontoen eksisterede, og banken er herefter forpligtet til at dokumentere, hvad der er sket med kontoen, og hvor mange penge der stod.

Banken har pligt til at opbevare ”kontoen” på filmkort, så bevægelserne kan følges, og såfremt der ikke var bevægelser, skulle indeståendet inkl. påløbne renter overføres til en intern opsamlingskonto i banken for "døde konti". Det ser ud til at banken ikke har opfyldt dette krav.

Det fremgår af selvpensioneringskontrakten, at bindingsperioden først udløb i 2013. Før dette tidspunkt var en hævning eller overførsel ikke mulig. I henhold til forældelsesloven § 7 forældes fordringen efter 20 år, hvilket først er i 2033. Begyndelsestidspunktet for forældelse efter forældelseslovens § 7 skal reguleres efter forældelseslovens § 2.

Danske Andelskassers Bank har anført, at det ikke er korrekt, at banken har en forpligtelse til opbevare oplysninger om klageren og dennes konti. Tværtimod har banken en forpligtelse til efter Persondataforordningens art. 17, stk. 1, litra a, at slette alt om klageren, når der ikke længere er et legitimt formål for at bevare oplysningerne. Banken har intet registeret på klageren, og det må derfor have formodningen for sig, at kundeforholdet er ophørt, enten ved, at kontoen er overført til andet pengeinstitut eller ved, at beløbet er udbetalt til klageren.

Banken gemmer typisk oplysninger om tidligere kunder i indtil seks år efter kundeforholdets ophør. Det kan derfor konstateres, at der i hvert ikke inden for de sidste 5-6 år ikke har været et kundeforhold hos banken.

Banken bruger ikke samlekonti, hvor flere mindre eller ubrugte ældre konti samles.

Klageren har ikke har dokumenteret noget kundeforhold, og han har ikke dokumenteret noget indestående i form af skatteindberetninger eller andet.

Klagerens bankbog og dennes eventuelle udvisende udgør ikke bevis for et indeståede.

Det fremgår i øvrigt ikke klart af det af klageren fremlagte, om det er en bankbog eller et kontobevis. Det er principielt også uden betydning, idet ingen af delene er bærer af en negotiabel fordring. Bankbogen kan sidestilles med et kontoudtog, der viser bevægelserne på kontoen, og bærer ikke selvstændig nogen fordring. Et kontobevis er ikke andet end et bevis for, at kontoen en gang har eksisteret. Klageren kan derfor ikke støtte nogen ret på hverken en bankbog eller et kontobevis.

Det fremgår ikke af sagen, hvornår der har været sidste bevægelse på klagerens konto.

Klageren har oplyst, at han har været ansat i banken indtil 15. juni 1978, og at han i forbindelse med ophør af ansættelsesforholdet glemte alt om opsparingen. Det må derfor have formodningen for sig, at der ikke har været nogen form for postering på kontoen de seneste 20 år. Hvis klageren måtte have haft en fordring på banken, er den derfor forældet, jf. forældelseslovens § 7.

Banken har ikke påstået, at klageren ikke har været ansat i banken eller, at han ikke har haft kontoforhold i banken. Det fremgår direkte af kontrakten, at bindingsperioden udløb den 30. november 2013.

Det har siden 1. januar 2010 været muligt at få udbetalt sin selvpensionering, selv om de oprindelige krav om 15 års bindingsperiode eller kravet om, at beløbet kunne udbetales ved det fyldte 60. år, ikke var opfyldt.

Det af klageren anførte om, at begyndelsestidspunktet for forældelse af indlån efter forældelseslovens § 7, skal reguleres efter § 2, bestrides. I forældelseslovens § 7 regnes forældelsesfristen fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering på kontoen i øvrigt. Det er uden betydning, om der er knyttet betingelser til fordringen. Det må herefter være klageren, der skal bevise, at der har været posteringer på kontoen inden for de seneste 20 år.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren har fremlagt en kopi af et dokument, hvoraf fremgår, at han den 12. januar 1978 oprettede en selvpensioneringskonto -801, og at bindingsperioden udløb den 30. november 2013.

Klageren har endvidere fremlagt en kopi af forsiden af en bankbog fra Danske Andelskassers Bank og et blad med overskriften ”Opsagte beløb”.

Klageren var ansat i Danske Andelskassers Bank i perioden fra den 1. juli 1977 til den 15. juni 1978 og har fremlagt en anbefaling fra banken af 2. marts 1979 vedrørende ansættelsesforholdet. Klageren har oplyst, at selvpensioneringskontoen blev oprettet som et led i hans ansættelsesforhold i banken. 

Klageren har anført, at han ikke har fået udbetalt beløbet på selvpensioneringskontoen.

Banken har oplyst, at klageren ikke har et kundeforhold i Danske Andelskassers Bank og heller ikke har haft et kundeforhold i banken i de seneste seks år. Banken kan ikke gå længere tilbage i sine systemer, idet den efter Persondataforordningens art. 17, stk. 1, litra a, er forpligtet til at slette alt om klageren, når der ikke længere er et legitimt formål for at bevare oplysningerne.

Dokumentet om selvpensioneringskontoen samt en kopi af forsiden af en bankbog fra Danske Andelskassers Bank og et blad med overskriften ”Opsagte beløb” udgør ikke tilstrækkelig dokumentation for, at klageren har et krav mod banken. Klageren har ikke fremlagt yderligere dokumentation, f.eks. i form at nyere skatteindberetninger eller andet, der dokumenterer, at han har et krav mod banken.

Ankenævnet lægger i overensstemmelse med bankens oplysninger til grund, at klageren ikke i de seneste seks år har haft nogen selvpensioneringskonto i banken. På grund af den medgåede tid finder Ankenævnet ikke, at det kan pålægges banken at fremlægge dokumentation for, at klagerens eventuelle krav mod banken ikke længere består. Ankenævnet finder derfor ikke, at banken skal udbetale noget beløb til klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

 

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.