Investering i juni 2008 i obligationer udstedt af pengeinstitutter som ansvarlig lånekapital (2 % Kalvebod Serie 1, 2013).

Sagsnummer:750/2009
Dato:10-05-2010
Ankenævn:John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk
Klageemne:Rådgivning - investering
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Investering i juni 2008 i obligationer udstedt af pengeinstitutter som ansvarlig lånekapital (2 % Kalvebod Serie 1, 2013).
Indklagede:Amagerbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning på tab på investering i juni 2008 i 2 % Kalvebod Serie 1, 2013.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1941, rettede i forsommeren 2008 henvendelse til Amagerbanken med henblik på at blive kunde i banken.

På et møde i banken den 17. juni 2008 drøftede klageren investering af frie midler for ca. 300.000 kr.

Amagerbanken har anført, at klageren gav udtryk for, at han ønskede en sikker kortvarig investering. Bankens medarbejder gennemgik sammen med klageren bankens liste benævnt "Investeringsforslag for obligationer" over en række realkreditobligationer, skibskreditobligationer samt obligationslignende papirer (Scandinotes obligationer og Kalvebod obligationer). Medarbejderen orienterede om, at merrenten på 2 % Kalvebod 2013 i forhold til kortløbende skibs- og realkreditobligationer medførte en større risiko, da der var tale om en virksomhedsobligation med sikkerhed i en portefølje af ansvarlig lånekapital udstedt af 12 forskellige danske pengeinstitutter. Medarbejderen informerede om hæftelsesforholdene for obligationen, herunder at pengeinstitutterne hæftede for hver sin andel af det samlede lån. Klageren valgte herefter at købe nominelt 310.000 Kalvebod obligationer. Klageren bestrider, at medarbejderen orienterede om Kalvebod obligationerne som anført af banken.

Ved fondsnota af 17. juni 2008 afregnede Amagerbanken klagerens køb af nominelt 310.000 2 % Kalvebod Serie 1 2013 til kurs 92,3 svarende til en kursværdi på 286.130 kr.

Ved brev af 11. juni 2009 rettede klageren henvendelse til Amagerbanken med indsigelse mod bankens anbefaling om køb af Kalvebod obligationerne. Klageren stillede krav om, at banken tilbagekøbte obligationerne til købsprisen. Ved brev af 1. juli 2009 afviste Amagerbanken klagerens krav.

Klageren har fremlagt oversigt over indholdet af sit frie depot i Amagerbanken, hvoraf fremgår, at Kalvebod obligationernes kurs pr. 10. juni 2009 var 68 svarende til en kursværdi på 186.000 kr. vedrørende klagerens beholdning på nominelt 273.529, 41 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 6. juli 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Amagerbanken tilbagekøber nominelt 310.000 kr. Kalvebod Serie 1 2013 til kurs 92,30.

Amagerbanken har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke i forbindelse med beslutningen om at købe Kalvebod obligationerne modtog nogen som helst oplysninger om risiko, idet medarbejderen intet nævnte herom. Han selv understregede, at investeringen absolut skulle være risikofri. Det bekræftede medarbejderen.

Han gik ind i banken i den tro, at obligationer altid var 100 % sikre. Medarbejderens oplysninger ændrede ikke ved hans opfattelse heraf.

Det er fremgået af medierne, at Amagerbanken kun kunne komme af med de omhandlede obligationer til uvidende småsparere.

Amagerbanken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren i forbindelse med sin beslutning om investeringen blev informeret om karakteristika ved Kalvebod obligationen, herunder at der er tale om en virksomhedsobligation, og at sikkerheden består af ansvarlig lånekapital i 12 forskellige danske pengeinstitutter.

Medarbejderen informerede klageren om, at papirerne som følge af den højere effektive rente alt andet lige var forbundet med en større risiko end skibs- og realkreditobligationer. Klageren accepterede den større risiko ved at vælge investeringen.

Bankens rådgivning om værdipapirer baserer sig på forventninger, som kan vise sig ikke at holde stik.

Banken garanterede ikke et bestemt afkast af investeringen, eller at den ville blive indfriet til kurs 100.

Klageren traf på et oplyst grundlag beslutning om at købe obligationerne og må bære risikoen herved.

På baggrund af klagerens ønske om en sikker, kortvarig investering for 300.000 kr. var investeringen i de omhandlede obligationer i overensstemmelse med klagerens risikoprofil, uanset at der ikke blev udarbejdet en skriftlig investeringsprofil for klageren.

Til støtte for afvisningspåstanden har Amagerbanken anført, at klageren og banken har modstridende opfattelser af hændelsesforløbet, hvorfor en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at han ikke modtog nogen rådgivning om Kalvebod obligationernes karakter, og at han gik ud fra, at der var tale om sædvanlige obligationer, mens Amagerbanken har anført, at klageren på mødet i juni 2008 blev gjort opmærksom på den risikomæssige forskel mellem stats- og realkreditobligationer og Kalvebod­ obligationerne. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.