Omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling. Fejlagtigt kategoriseret lån.

Sagsnummer:675/1992
Dato:12-11-1993
Ankenævn:Niels Waage, Søren Geckler, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen
Klageemne:Rente - udlån
Omkostninger - ved klagesag
Ledetekst:Omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling. Fejlagtigt kategoriseret lån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I 2. kvartal 1986 ydede indklagedes Helsinge afdeling klagerne et boliglån på 175.000 kr. med tillæg af provision og ekspeditionsgebyr på 7.600 kr., ialt 182.600 kr. Lånet skulle afvikles med 6.000 kr. hvert kvartal, første gang 11. september 1986. Af gældsbrevet fremgik, at indklagede ved renteændringer kunne ændre lånets ydelse under hensyn til den oprindeligt aftalte løbetid, som ifølge klagerne var aftalt til 15 år.

Ved skrivelse af 22. december 1988 til klagerne oplyste indklagedes afdeling, at den kvartårlige ydelse var forhøjet til 7.800 kr. med virkning fra den 1. januar 1989 som følge af, at man havde konstateret, at der ved den aktuelle ydelse alene betaltes renter på lånet grundet rentestigninger siden lånets udbetaling.

I januar 1992 modtog klagerne kontooversigt fra indklagede, hvoraf fremgik, at lånets restgæld ultimo 1991 var 173.920,65 kr. Det fremgik endvidere, at den årlige rente svingede mellem 16,705% og 17,267%. Klagerne rettede henvendelse til afdelingen, som ved skrivelse af 2. marts 1992 oplyste udviklingen i lånets rentesats således:


31. december 1986

12% p.a.

(12. januar 1987 + 1%)

31. december 1987

13% p.a.

31. december 1988

13,75% p.a.

(28. april 1988 + 0,75% og

20. juni 1988 - 0,25%)

31. december 1989

16,75% p.a.

31. december 1990

15,75%


Indklagede tilbød samtidig at ændre lånets rentesats til 13,5% p.a., idet det oplystes, at renten på et tilsvarende boliglån p.t. var 14,5% p.a.

Klagerne rettede derpå henvendelse til en advokat, som ved skrivelse af 28. april 1992 til afdelingen meddelte, at klagerne ikke fandt, at indklagedes tilbud i tilstrækkelig grad ydede klagerne kompensation; samtidig opfordredes afdelingen til at fremsætte et tilbud, som gav mulighed for, at lånets restgæld kunne afvikles inden for den oprindeligt stipulerede løbetid. Under den efterfølgende korrespondance oplyste afdelingen, at klagernes lån var etableret med en korrekt rente, men fejlagtigt var etableret i en lånegruppe, som ikke svarede til boligformål. Klagerne stillede derpå krav om, at afdelingen foretog en nøjagtig beregning over, hvorledes lånet ville have været afviklet, såfremt det havde været oprettet korrekt. Dette afslog afdelingen og fastholdt det tidligere tilbud om en rentenedsættelse.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere lånet for fejlagtigt opkrævede renter, således at restgæld og resterende afviklingsperiode er i overensstemmelse med det oprindeligt aftalte. Klagerne har endvidere påstået indklagede tilpligtet at betale klagernes sagsomkostninger.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod, at indklagede krediterer klagernes lån 18.444,42 kr. pr. 31. december 1992, og således at lånet renteberegnes med den til enhver tid gældende rentesats for boliglån med udgangspunkt i en sats på 14% p.a. pr. 31. december 1992.

Indklagede har under sagens behandling ved Ankenævnet fremlagt en tilnærmet beregning af lånets afviklingsforløb sammenholdt med et afviklingsforløb beregnet med boliglånsrente. Beregningen udviser en forskel på 18.444,42 kr. i klagernes favør.

Klagerne har anført, at lånets rentesats pr. 31. december 1992 ikke bør fastsættes til 14%, idet afdelingen under drøftelserne med klagernes advokat i juni 1992 tilbød 13% med virkning fra 15. juni 1992. De 14% svarer til højeste boliglånsrente, men klagernes boliglån blev i 1986 ikke sat til satsen for højeste boliglån. Klagerne finder, at renten pr. 31. december 1992 bør være ca. 12%. Indklagede bør godtgøre klagerne sagsomkostninger, idet klagerne forinden henvendelse til advokat fandt sted forgæves havde forsøgt selv at få indklagede til at rette fejlen.

Indklagede har anført, at den fremlagte beregning af låneforløbet er korrekt, ligesom indklagedes tilbud bør tage udgangspunkt i en rentesats på 14% pr. 31. december 1992. Det i juni 1992 fremsatte tilbud om en rentesats på 13% var et forligsmæssigt tilbud med henblik på et løse den foreliggende tvist. Forligselementet udgjorde på daværende tidspunkt ca. 1%, men klagerne afslog tilbuddet. Ved indklagedes tilbud opnår klagerne fuld kompensation for følgerne af den oprindelige fejletablering af lånet. Indklagedes tilbud er et udslag af kulancemæssige overvejelser og er ikke baseret på en retlig forpligtelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har under sagens behandling erkendt, at klagernes lån har været beregnet med en fejlagtig rentesats. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes beregning af den for meget beregnede rente, ligesom Ankenævnet heller ikke finder grundlag for at tilsidesætte renten pr. 31. december 1992 på 14% p.a. som urimelig.

Det følger af Ankenævnets vedtægters § 16, stk. 1, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part. Med hensyn til sagsomkostninger før sagens indbringelse for Ankenævnet finder Ankenævnet det ikke sandsynliggjort, at det var nødvendigt for klagerne at søge advokatbistand. Ankenævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at erstatte klagerne udgifterne hertil.

Som følge heraf

Indklagede bør nedsætte restgælden på klagerens lån pr. 31. december 1992 med 18.444,42 kr. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.