Kaution.

Sagsnummer:87/1989
Dato:25-04-1989
Ankenævn:Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:

I december 1985 ydede indklagede klagerens søn et lån på 150.000 kr. Lånet skulle fra den 1. februar 1986 afvikles med en månedlig ydelse på 2.115 kr., som skulle debiteres debitors checkkonto ved automatisk overførsel af ydelsen til lånekontoen.

Klageren påtog sig selvskyldnerkaution for mellemværendet, ligesom han til indklagede håndpantsatte et ejerpantebrev med pant i sin faste ejendom.

Ved debitering af ydelserne pr. 2. marts, 1. april og 1. maj 1987 konstateredes det, at der manglede dækning på debitors checkkonto, hvorfor de nævnte ydelser henholdsvis den 3. marts, 2. april og 4. maj 1987 blev tilbageført. Restancen udgjorde herefter 6.345 kr. Herefter blev den automatiske overførsel stoppet.

Under drøftelserne med debitor om afvikling af lånet gav denne bl.a. udtryk for, at klageren var bekendt med hans økonomiske vanskeligheder, bl.a. som følge af et dårligt driftsresultat i det af ham ejede anpartsselskab.

I efteråret 1988 blev debitors faste ejendom solgt på tvangsauktion, og indklagede gjorde herefter kautionsforpligtelsen gældende imod klageren.

Efter brevveksling med indklagede har klageren opfyldt sin kautionsforpligtelse, og den stillede sikkerhed er frigivet af indklagede.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand principalt om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke med rette har kunnet gøres gældende mod ham, subsidiært om, at indklagede tilpligtes at anerkende at have været uberettiget til at tilbageføre de pr. 2. marts, 1. april og 1. maj 1987 på lånekontoen krediterede ydelser på i alt 6.345 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede ved ikke straks at give ham meddelelse om, at der savnedes dækning for ydelserne pr. 2. marts, 1. april og 1. maj 1987, har udvist en passivitet, der må medføre, at indklagede har fortabt sin ret til at gøre kautionsforpligtelsen gældende imod klageren. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren særlig anført, at beløb, der en gang er krediteret en konto i mangel af særskilt aftale imellem debitor og pengeinstituttet ikke kan tilbageføres til den konto, hvorfra overførselen er sket.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at debitor til stadighed har givet udtryk for, at klageren var bekendt med hans økonomiske problemer.

Ankenævnets bemærkninger:

Låntagerens angivelser af, at klageren var bekendt med hans økonomiske problemer, har ikke kunnet fritage indklagede for pligten til at give klageren underretning om den indtrådte misligholdelse af tilbagebetalingsvilkårene for det kautionssikrede lån, jf. Bank- og Sparekasselovens § 41. En stillingtagen til, om klagerens mulighed for at gøre regres imod låntageren er blevet forringet som følge af den udviste fejl, findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af vidneafhøringer, som ikke bør finde sted for Ankenævnet, men i givet fald for domstolene, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.

Indklagede har været berettiget til som sket under henvisning til, at der savnedes dækning for overførselsbeløbene, at tilbageføre de fra låntagers checkkonto til lånekontoen pr. 2. marts, 1. april og 1. maj 1987 overførte ydelser, hvorved bemærkes, at låntager var kontohaver på begge disse konti.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage, for så vidt angår klagerens principale påstand. I øvrigt tages klagen ikke til følge.