Omkostninger i forbindelse med etablering af lån, som ikke blev effektueret på grund af pengeinstituttets ophævelse af låneaftalen.

Sagsnummer:124/1998
Dato:03-11-1998
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne:Omkostninger - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Omkostninger i forbindelse med etablering af lån, som ikke blev effektueret på grund af pengeinstituttets ophævelse af låneaftalen.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har haft ret til opkræve et beløb til dækning af omkostninger i forbindelse med etablering af et lån, som ikke blev effektueret på grund af indklagedes ophævelse af låneaftalen.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der har bopæl i Norge.

I en retssag ført i Norge mellem et norsk pengeinstitut P og H vedrørende en af H stillet sikkerhed for M's erhvervsengagement med P blev der den 14. maj 1996 indgået et retsforlig, ifølge hvilket P's krav mod H's ejendom bortfaldt ved indbetaling af 1,4 mio. NOK til P inden 60 dage. Såfremt betaling ikke skete inden tidsfristen, var P berettiget til at fremme et krav på 2,5 mio. NOK mod H's ejendom. Af retsforliget fremgår i øvrigt bl.a.:

"4. [M] erklærer med dette ikke å ha verdier av noen art pr tidspunkt. Han er kjent med at ovennevnte uttalelse er av avgjørende betydning for [P's] inngåelse av dette forliket forsåvidt angår overdragelsen av kravet fra [M] til [H]. Dersom [M] har gitt uriktige opplysninger med hensyn til sin økonomiske stilling, skal [P] ha rett til å fremme sitt krav med kr. 1.500.000 mot ham. Eventuell uriktig opplysning om dette forholdet berører ikke forliket mellom [H] og [P]."

Ved telefax til klagerne af 8. juli 1996 tilbød indklagedes Udenlandsk Bankafdeling følgende:

"Vedr.: Belåning af [H's] ejendom

Under henvisning til telefonsamtale d.d. har vi herved fornøjelsen af at meddele Dem, at banken er villig til at stille et lån til Deres rådighed, stort

NOK 1,5 mill. skriver norske kroner enmillionfemhundredetusinde 00/100

på nærmere aftalte vilkår og bestemmelser.

Provenuet af lånet anvendes til refinansiering af lån i [P], Oslo.

Betingelser m.v. vil fremgår af dokumentation, som tillige med pantsætningsdokumenter fremsendes til underskrift i bankens repræsentationskontor i Oslo, hvor disse vil kunne underskrives snarest muligt."

Den 9. juli 1996 fremsendte M pr. telefax til indklagede en håndskrevet fortegnelse over aktiver, der kunne tjene til sikkerhed for lånet. I fortegnelsen var anført 3 faste ejendomme, en båd og 3 selskaber, herunder aktieselskabet A. Som overskrift på fortegnelsen er anført: "Som aftalt sender jeg dig lidt om mine ting!". Klagerne har oplyst, at de anførte aktiver alle tilhører H.

Under sagen er fremlagt en telefaxskrivelse af 9. juli 1996 fra klagernes advokat til indklagedes advokat i Norge. Vedlagt skrivelsen var bl.a. dokumentation for, at det beroede på en fejl, at en anmærkning fra 1995 om tvangssalg af H's ejendom ikke var blevet slettet. Endvidere medfulgte en kopi af retsforliget.

Ved telefaxskrivelse af 10. juli 1996 bekræftede P's advokat over for indklagedes advokat, at begæringen om tvangssalg af H's ejendom, som var fremsat under den verserende retssag, ville blive trukket tilbage ved betaling af 1.400.000 NOK inden den 14. juli 1996. Det blev endvidere bekræftet, at P ved modtagelsen af beløbet ville transportere og oversende 4 pantobligationer på i alt 3 mio. NOK til indklagede.

Ved telefaxskrivelse af 10. juli 1996 fra klagernes advokat til indklagedes advokat bekræftedes, at anmærkning nr. -36 om tvangssalg af H's ejendom nu var slettet. Endvidere fremgår bl.a.:

"Forsåvidt gjelder utbetalingen, bemerker jeg på vegne av debitor at NOK 1.400.000,- være innsatt på konto nr. -629 i [P] innen og med valuta senest fredag 12 juli 1996, jfr. brev av 9.7.196 fra [P] ved [navn]. Det vises dessuten til det tidligere oversendte rettsforlik.

Det ville være sterkt ønskelig å få gjennomført også betalingstransaksjonen i morgen torsdag 11.7.1996"

Ved telefaxskrivelse af 10. juli 1996 fra indklagedes advokat blev indklagede bl.a. orienteret om, at man ved transporten i pantobligationerne i klagerens ejendom ville opnå et retsgyldigt pant på 3 mio. NOK med 2. prioritet efter en hæftelse med en aktuel restgæld på 292.068 NOK. Ifølge en under sagen fremlagt vurdering af ejendommen var denne den 24. juni 1996 vurderet til 5 mio. NOK. Telefaxen indeholdt endvidere bl.a. praktiske oplysninger vedrørende udbetalingen af lånet, som måtte ske senest fredag den 12. juli 1996. Ved fremsendelsen af beløbet på 1,4 mio. NOK til P skulle indklagede bl.a. anføre:

"Innbetalingen er betinget af at [P] bekrefter gjennomføring av slettelse af anmerkning [-36] vedr. tvangssalg av [H's ejendom] i tinglysningsregisteret, ..."

Ved telefaxskrivelse af 11. juli 1996 meddelte indklagedes advokat klagernes advokat, at lånedokumenterne lå klar til underskrift på advokatens kontor samme eftermiddag.

Den 11. juli 1996 underskrev klagerne gældsbrevet vedrørende lånet på 1,5 mio. NOK. Ifølge gældsbrevet udgjorde stiftelsesomkostningerne 20.000 DKK; heraf var 15.000 kr. stiftelsesprovision og 5.000 kr. ekspeditionsgebyr. Ved separate håndpantsætningserklæringer af samme dato fik indklagede til sikkerhed for lånet håndpant i 4 panteobligationer på i alt 3 mio. NOK i H's ejendom og et indestående på 1 mio. NOK tilhørende A. Indklagede blev ved telefaxskrivelse fra M anmodet om at overføre 1,4 mio NOK til P.

Under sagen er der fremlagt en af indklagede fremsendt telefaxmeddelelse, hvorpå klagerne med deres underskrift bekræftede pantsætningen på 1 mio. NOK vedrørende A og beløbets indbetaling til en nærmere angiven konto hos indklagede inden den 5. august 1996. Endvidere bekræftede klagerne, at indklagedes omkostninger til advokat i forbindelse med sagens ekspedition skulle bæres af dem, og at beløbet kunne debiteres deres valutaindlånskonto hos indklagede. Telefaxen med klagernes underskrifter er stemplet modtaget hos indklagede den 12. juli 1996.

Under sagen er endvidere fremlagt kopi af en telefaxskrivelse fra P's advokat til indklagede vedlagt en kopi af retsforliget. Telefaxen er stemplet modtaget hos indklagede den 12. juli 1996.

I telefaxskrivelse af 12. juli 1996 (fredag) til henholdsvis indklagede og indklagedes advokat bestred klagernes advokat en meddelelse fra indklagedes advokat samme dag kl. 14.15 om, at "det ikke er oppnådd enighet mellom partene om lånet", og indklagede blev anmodet om at revurdere sin beslutning, således at låneudbetalingen, under hensyn til det tab, klagerne ville lide ved ikke at opfylde retsforliget, kunne finde sted straks.

Lånet blev ikke effektueret.

Ved telefaxskrivelse af 15. juli 1996 afslog P's advokat en anmodning fra klagernes advokat om forlængelse af 60-dages fristen i retsforliget med 4 uger.

Klagerne har oplyst, at H efterfølgende har betalt 2,5 mio. NOK til P.

Den 22. juli 1996 debiterede indklagede valutaindlånskontoen 16.731,33 NOK, hvoraf 6.806,33 NOK udgjorde ekspeditionsgebyr i henhold til lånedokumentet og 9.925 NOK indklagedes advokatomkostninger.

Ved skrivelse af 24. september 1996 erklærede indklagede sig indstillet på at frafalde ekspeditionsgebyret på 6.806,33 NOK, men fastholdt, at klagerne var forpligtet til at betale advokatomkostningerne. Indklagede havde forstået klagernes advokat således, at klagerne ikke ville foretage sig videre i sagen, hvis gebyret og advokatomkostningerne blev frafaldet.

Ved skrivelse af 25. oktober 1996 til indklagede fastholdt klagernes advokat kravet om refusion af begge beløb og fremsatte samtidig rentepåkrav. Endvidere tog advokaten forbehold for et erstatningskrav mod indklagede.

Parternes påstande.

Den 3. april 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere gebyr og omkostninger med tillæg af renter.

Indklagede har erklæret, at man fortsat er indstillet på at frafalde ekspeditionsgebyret på 6.806,33 NOK. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har bl.a. anført, at indklagedes opkrævning af omkostningerne vedrørende låneaftalen var uberettiget, idet lånet ikke blev effektueret. De i sagen oprettede dokumenter indeholder ingen bestemmelse eller forudsætning om, at gebyr og omkostninger skal betales uanset manglende gennemførelse af lånesagen. Det fremgår af dommen i UfR 1996.1253 ØL, at der ikke findes kutymer for honorering af forsøg på låneformidling, og at der er en formodning for, at en opfordring til at formidle eller afgive tilbud kun udløser vederlag, såfremt tilbudet antages. Analogt må det antages, at der heller er krav på vederlag, når et lånetilsagn ensidigt tilbagekaldes af långiver. Det beroede ikke på deres, men alene på indklagedes forhold, at lånet ikke blev effektueret. Indklagede gav den 8. juli 1997 tilsagn om lånet, og aftalen blev bekræftet ved underskrivelsen af lånedokumenterne den 11. s.m. Indklagede var bekendt med retsforliget, som var fremsendt i hvert fald den 9. juli 1996 pr. telefax dels fra M direkte til indklagede, dels fra deres advokat til indklagedes advokat. Det bestrides, at M skulle have afgivet urigtige oplysninger om sine formueforhold, eller at han over for indklagede skulle have givet udtryk for, at han ikke ønskede at give fuld indsigt i sit personlige eller erhvervsmæssige engagement. Uanset, at M benyttede ordvalget "mine ting" på fortegnelsen over aktiver, der kunne tjene til sikkerhed for lånet, måtte indklagede bl.a. på baggrund af M's bestående engagement med indklagede have været bekendt med, at aktiverne tilhørte H. Oplysningerne har ikke dannet grundlag for lånetilsagnet, som var afgivet dagen før, og indklagede kunne i givet fald inden underskrivelsen af lånedokumenterne have søgt nærmere oplysninger om ejerforholdet til aktiverne. Tilsvarende for så vidt angår retsforliget burde indklagede således i hvert fald før underskrivelsen af lånedokumenterne have givet meddelelse, såfremt forliget gav grundlag for overvejelser om at trække lånetilsagnet tilbage. Endvidere kunne indklagedes fejlagtige antagelse om, at H's ejendom havde anmærkning om tvangssalg været afklaret. Anmærkningen vedrørte en sag fra 1995 og var uberettiget, hvilket var fastslået ved en retskendelse, som deres advokat fremsendte til indklagedes advokat. På grund af retsforliget var den aktuelle retssag ikke kommet så langt, at der var grundlag for anmærkning om tvangssalg i tingbogen. Ansvaret for, at låneaftalen ikke blev gennemført, påhviler således indklagede.

Indklagede har bl.a. anført, at M anmodede om lånet under en telefonsamtale den 3. juli 1996, hvor han oplyste, at lånet skulle anvendes til refinansiering af et lån i P, som var optaget af H og sikret ved 3 mio. NOK panteobligationer i H's faste ejendom. Provenuet af lånet var anvendt af ham personligt til køb af et fragtskib. Som sikkerhed tilbød M de nævnte panteobligationer og et kontant indestående tilhørende et af ham 100% ejet selskab A. Baggrunden for låneanmodningen var, at han for tiden havde likviditetsproblemer, idet han af egne midler havde finansieret A's køb af speedbåde. M ønskede ikke, at indklagede fik nærmere indsigt i hans økonomi, men oplyste, at han førte konto i indklagedes datterselskab i Luxembourg, og at han oppebar indtægter fra aktiviteter i en række selskaber. Hans personlige formue udover A bestod bl.a. i indeståender i andre selskaber og en lystyacht til en værdi af 1,2 mio. USD. Hertil kom H's ejendom med en friværdi på ca. 4 mio. NOK, et sommerhus og en grund med værdi på i alt ca. 7 mio. NOK. Indklagede anmodede M om en skriftlig redegørelse for sine formueforhold, hvilket var baggrunden for den håndskrevne telefax af 9. juli 1996. Under drøftelserne betingede man sig en "handling-fee" på 5.000 kr. samt betaling af de afgifter, der var forbundet med etablering af pantet i Norge og udgifter i forbindelse med sagens ekspedition, herunder salær til indklagedes advokat i Norge. Herudover aftaltes en stiftelsesprovision på 15.000 kr. På baggrund af oplysningen i telefaxen af 10. juli 1996 fra indklagedes advokat om, at man ved fremsendelsen af lånebeløbet skulle betinge sig, at en anmærkning vedrørende tvangssalg af den pantsatte ejendom blev slettet, kontaktede indklagede den 12. juli 1996 M herom. Denne oplyste, at der måtte foreligge en misforståelse, hvorefter man tog kontakt til P's advokat, der bl.a. oplyste om retsforliget, som herefter blev telefaxet til indklagede. Da man på baggrund af retsforliget kunne konstatere, at M havde givet urigtige oplysninger dels om anvendelse af låneprovenuet, dels om sine formueforhold, besluttede man at trække lånetilsagnet tilbage, hvilket blev meddelt M telefonisk den 12. juli 1996 samt efterfølgende indklagedes norske advokat. Da M opgav urigtige oplysninger om låneformålet og om sine økonomiske forhold, var man berettiget til at annullere låneaftalen. På baggrund af dels de skriftlige og mundtlige aftaler, der er indgået med klagerne, dels dansk rets regler om erstatning i form af negativ kontraktsinteresse var man berettiget til at kræve betaling for de faktiske omkostninger i forbindelse sagen. Afgørelsen i UfR 1996.1253, adskiller sig fra nærværende sag, hvor der allerede forelå en aftale mellem parterne, hvilken aftale imidlertid blev annulleret på grund af forhold hos klagerne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har under sagen bekræftet, at man er indstillet på at frafalde ekspeditionsgebyret på 6.806,33 NOK.

Spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er berettiget til at forlange advokatomkostningerne på 9.925 NOK dækket af klagerne, beror på, om indklagede den 12. juli 1996 var berettiget til at ophæve låneaftalen med klagerne. Indklagede har anført, at ophævelsen var begrundet i, at den ene af klagerne havde givet indklagede urigtige oplysninger dels om låneformålet, dels om sine formueforhold, medens klagerne har bestridt, at der er givet urigtige oplysninger. Ankenævnet finder på denne baggrund, at en afgørelse af det spørgsmål, klagen angår, ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.