Rådgivning vedrørende omlægning af lån m.v.

Sagsnummer:367/1996
Dato:11-02-1997
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Ledetekst:Rådgivning vedrørende omlægning af lån m.v.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I 1991 drøftede klageren med en ejendomsmægler sine økonomiske forhold. Klageren ejer en ejendom, hvis ejendomsværdi da efter det oplyste var 640.000 kr. Ejendommen var behæftet med 2 realkreditlån til Nykredit udstedt i 1975 på oprindeligt 135.000 kr. og 104.700 kr., henholdsvis et 30- og 20-årigt lån. Ejendommen var yderligere behæftet med et privat pantebrev på oprindelig 39.000 kr. til rente 12% samt et pantebrev på oprindelig 105.000 kr. til 16%. Ifølge klageren foreslog ejendomsmægleren, at hun solgte ejendommen til sin datter, idet ejendommen i samme forbindelse kunne omprioriteres med et 30-årigt realkreditlån på 330.000 kr., hvorved hun ville få et provenu på 60.000 kr. Ifølge klageren foreslog ejendomsmægleren, at hun rettede henvendelse til indklagedes Silkeborg afdeling om sagen. Klageren var da kunde i et andet pengeinstitut.

I juni 1991 kontaktede klageren indklagedes Silkeborg afdeling. Indklagede fandt, at omkostningerne ved salget af klagerens ejendom til datteren med henblik på at opnå mulighed for at optage et realkreditlån var for store. Indklagede tilbød i stedet klageren en kassekredit på 100.000 kr. til en rente på p.t. 14 % p.a.

Ifølge indklagede var baggrunden for klagerens ønske om en omlægning af lånene aktuelle økonomiske problemer begrundet i arbejdsløshed. Ifølge klageren var hun ikke arbejdsløs på daværende tidspunkt, og hendes økonomi var ikke dårligere end, at hun kunne klare det, men hun ville gerne sidde billigere med ejendommen.

Den 6. juni 1991 bevilgede indklagede en kassekredit på 100.000 kr. til klageren. Kreditten skulle ifølge kassekreditkontrakten indfries senest den 30. maj 1994, medmindre der blev truffet aftale om forlængelse. Den 17. juni 1991 blev det private pantebrev på oprindeligt 39.303,10 kr. indfriet ved træk på kassekreditten. Pantebrevsrestgælden var da 13.056,41 kr.

Den 10. december 1991 bevilgede indklagede klageren et boliglån på 78.010,33 kr. til indfrielse af det private pantebrev på oprindeligt 105.000 kr. Pantebrevsrestgælden var ved indfrielsen 78.010,33 kr. Boliglånets rente var p.t. 12 % p.a.

I foråret 1994 gennemførte klageren gennem indklagede en omprioritering af ejendommen. Klageren optog et kontantlån på 350.000 kr. i Nykredit. Af lånets provenu på ca. 344.000 kr. anvendtes ca. 117.000 kr. til indfrielse af de to eksisterende Nykreditlån, mens restprovenuet overførtes til indklagede.

I august 1994 overførte klageren sit engagement til sit tidligere pengeinstitut.

Klageren har den 27. september 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede "skal drages til ansvar for deres dårlige rådgivning".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede har ydet dårlig rådgivning. Hun opnåede ikke nogen lettelse af sin økonomi ved indfrielsen af de to private pantebreve, som skete på indklagedes anbefaling. I december 1993 blev hun kontaktet af indklagede, som gjorde opmærksom på, at kassekreditten, hvis saldo var ca. 80.000 kr., snart skulle indfries. Indklagede anbefalede omlægning af lån til 30 år, ligesom hun skulle indsætte 20.000 kr. på en pensionsopsparing. Hendes gæld var i juni 1991 ca. 245.000 kr. mod 350.000 kr. i 1996. Havde hun ikke fulgt indklagedes råd i 1991, ville hendes gæld i 1996 have været ca. 150.000 kr.

Indklagede har anført, at klageren ved henvendelsen i juni 1991 havde økonomiske problemer. Man tilbød en kassekredit på 100.000 kr. Formålet var at lette klagerens månedlige udgifter og give klageren tid til at overveje andre løsninger f.eks. salg af ejendommen. Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt, hvor der er gået 5 år siden engagementets etablering, at give detaljerede oplysninger om forløbet. Det er afdelingens opfattelse, at klagerens behov dengang var en umiddelbar lettelse af de månedlige ydelser. Dette blev opnået ved etableringen af kassekreditten og omlægning af de to private pantebreve. Indklagede havde ved omlægningen kontakt med klagerens advokat og ejendomsmægler, som begge var enige i de foretagne dispositioner. Indklagede har ikke ydet dårlig rådgivning. Udviklingen i klagerens samlede gæld er en naturlig følge af de foretagne dispositioner.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort omstændigheder i forbindelse med etableringen af kassekreditten for klageren samt ydelsen af klagerens boliglån, der kan medføre, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i denne forbindelse. Som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor

Klagen tages ikke til følge.