Sagsnummer: | 7/2024 |
Dato: | 25-09-2024 |
Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Klaus Tougaard Kristensen, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen |
Klageemne: | Kassekredit - øvrige spørgsmål Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e |
Ledetekst: | Indsigelse mod gæld i forbindelse med kassekredit. Krav om eftergivelse. Sagen foretaget i fogedretten i 2024. |
Indklagede: | Nykredit Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod gæld i forbindelse med kassekredit. Krav om eftergivelse. Sagen foretaget i fogedretten i 2024.
Sagens omstændigheder
I 2010 fik klageren en kredit -812 i Nykredit Bank.
I december 2023 anmodede inkassofirmaet C på vegne banken fogedretten om at foretage udlæg hos klageren for gæld opstået i forbindelse med kreditten.
Den 9. januar 2024 indgav klageren klage til Ankenævnet.
Sagen blev foretaget i fogedretten den 19. februar 2024 over for klageren, hvor klageren mødte personligt og fremkom med indsigelser mod fordringen. Af en udskrift af fogedbogen fremgik, at det skyldige beløb blev opgjort til 55.804,05 kr. Endvidere fremgik blandt andet:
”… Rekvirenten redegjorde for sagen og oplyste, at sagen vedrører en aftale om kassekredit indgået mellem Nykredit Bank og rekvisitus i april 2010. Rekvisitus udnyttede kassekredit fuldt ud. Nykredit Bank opsagde kassekreditten til fuld indfrielse ved brev til rekvisitus af 6. december 2012. Sagen overgik dernæst til kassation hos [inkassofirma C]. Rekvisitus anmodede om henstand, hvilket blev bevilliget, under forudsætning af, at rekvisitus underskrev et henstandsforlig. Rekvisitus underskrev henstandsforliget digitalt den 17. juli 2019, ved brug afNemID.
…
[Klageren] oplyste sammenfattende, … at han har indsigelser til alt det af rekvirenten fremlagte og at han har klaget til politiet, Advokatnævnet og Finanstilsynet. Rekvisitus har foretaget en anmeldelse af [inkassofirma C], blandt andet for brud på god skik. Det er rekvisitus' opfattelse, at rekvirenten har udvist manglende forståelse for hans helbredsmæssige situation. Rekvisitus oplyste, at han er bipolar og syg. Rekvisitus mener ikke, at rekvirenten har grundlag for sit krav og rekvisitus mangler bevis for opgørelsen. Kravet er 14 år gammelt og rekvisitus mener, at kravet er forældet. Det er rekvisitus' opfattelse, at han blev truet med at komme i fogedretten, hvis han ikke underskrev henstandsforlige[t]….”
På mødet i fogedretten den 19. februar 2024 tilbød klageren et forlig på 5.000 kr. til fuld og endelig afgørelse, hvilket banken efterfølgende afslog. Sagen blev herefter foretaget i fogedretten den 8. marts 2024, hvor fogedretten traf afgørelse om, at sagen skulle fremmes til udlæg. Af en udskrift af fogedbogen fremgik blandt andet:
”… Sagen drejer sig om, hvorvidt der kan ske fremme til udlæg på baggrund af et henstandsforlig vedrørende gæld relateret til en aftale om kassekredit, indgået imellem rekvirenten Nykredit Bank AIS og rekvisitus [klageren].
…
Det i sagen fremlagte forlig af 17. juli 2019 fra [inkassofirma C] indeholder oplysning om, at rekvisitus [klageren] ved underskrift af forliget erkender at skylde Nykredit Bank A/S 54.509,73 kr. Forliget indeholder endvidere oplysning om, at forliget kan danne grundlag for tvangsinddrivelse i henhold til retsplejelovens § 478, uden forudgående domsinddrivelse, og at debitor skal betale samtlige påløbne omkostninger ved tvangsinddrivelse, herunder blandt andet advokaternes sædvanlige takster. Rekvirenten har fremlagt dokumentation for, at forliget er underskrevet digitalt af [klageren]. På denne baggrund lægger fogedretten til grund, at der forligger et gyldigt fundament i sagen. Det af [klageren] anførte om, at han ikke husker at have underskrevet forliget samt, at han følte sig tvunget til at underskrive forliget, kan ikke føre til et andet resultat.
…
… Fogedretten finder, at forældelsen blev afbrudt ved rekvisitus' underskrift af forliget og at der ikke er indtrådt forældelse i sagen.
Rekvirenten har under sagens behandling redegjort for opgørelsen af det skyldige beløb, herunder ved dokumentation af kreditaftalen og udskrift af kontoudtog. Fogedretten finder, at rekvirenten har redegjort tilstrækkeligt for kravets eksistens og størrelse. Det af [klageren] anførte om, at der er tale om ulovlig inkassoforretning, at han ikke ser sig bundet af forliget indgået med Nykredit Bank A/S samt at han har klaget til politiet, Advokatnævnet og Finanstilsynet og foretaget anmeldelse af [inkassofirma C], blandt andet for brud på god skik, kan ikke føre til et andet resultat. …”
Klageren har fremlagt en lægeerklæring af 12. april 2024 om sin psykiske lidelse, som han har lidt af siden 2008.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal eftergive kravet, og at banken skal have en bøde og anmærkning for overtrædelse af lovgivningen samt betale en erstatning for svie og smerte.
Klageren har endvidere nedlagt tilsvarende påstande overfor inkassofirmaet C.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken har udøvet ulovlig inkassoskik ved at anmelde/forlænge et krav til fogedretten. Banken har solgt fordringen til inkassofirma C. Både banken og inkassofirma C har overtrådt lovgivningen. Banken har overtrådt inkassolovgivningen og regler om pengeinstitutters drift. Inkassofirma C har i flere tilfælde udøvet ulovlig inkassovirksomhed.
Sagen er forældet, jf. forældelsesloven § 1. Reglerne om forældelse kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skyldner, jf. forældelseslovens § 26. Ingen af kravene i sagen er indenfor forældelsesfristerne på tre år og ti år. Der er dermed indtrådt forældelse på kravet, jf. § 23, stk. 1. Alle afledte krav, renter m.m. bortfalder også. Sikkerhedsstillelser bortfalder samtidigt § 25. Det samme gælder for kautioner, som bortfalder og forældes sammen med hovedkrav.
Han har en sindslidelse, der har store indvirkninger på hele hans liv. Han blev syg efter en konkurs i 2010 og har siden kæmpet med psykiske sindslidelser. Banken og inkassofirma C er blevet gjort bekendt med, at han derfor ikke er i stand til at betale. I 2019 pressede banken og inkassofirma C ham telefonisk og fik ham til at underskrive en selvskyldnererklæring i en psykisk stressende tilstand og i mani.
Banken og inkassofirma C har trods informationer om hans sygdom fortsat med at presse ham og har fortsat deres rykkerprocedure og tilskrivning af renter og salær m.m. Dette er i strid med § 9 i reglerne om god inkassoskik. Bankens og inkassofirma C’s fastholdelse af kravet til trods for ovenstående oplysninger er endnu et brud på § 9 for god inkassoskik, jf. også Pengeinstitutankenævnets afgørelse af 24. oktober 2001 (sag 40/2001), hvorefter pengeinstituttet ikke kunne afkræve skyldner for rykkergebyr efter det tidspunkt, skyldneren havde oplyst pengeinstituttet om, at han på ingen måde var i stand til at betale. Banken og inkassofirma C har fortsat fogedsagen, selvom han indgav klage til Ankenævnet, velvidende at en fogedretsforretning ikke kan gennemføres, før klagen og kendelsen er afsagt af Ankenævnet.
I hele processen figurerer der forskellige tal, som der ikke redegøres for til trods for, at han anmodet om en udførlig redegørelse for beløb, renter, gebyr og inkasso fra sagens start. Indbetalinger og modregninger fremgår ingen steder. Han fik brev fra inkassofirma C om en fejl i skatteindberetningen, og at denne skulle være indsendt til SKAT. Der foreligger ingen form for beregning eller bevis på dette.
Nykredit A/S fik påbud af Finanstilsynet i september 2020 om at redegøre for og få alt på plads med sin gældsinddrivelse, renter, hovedstol, m.m. Den 12. januar 2023 fik banken igen et påbud, som beviser, at den ikke følger reglerne. Banken skal have frataget sin ret til at udføre finansiel virksomhed. Inkassofirma C skal have frataget sin autorisation.
Nykredit Bank har anført, at sagen skal afvises, da den er under behandling ved en domstol.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Nykredit Banks krav mod klageren vedrørende kreditten er forældet, eller om fordringen kan gøres gældende. Nykredit Bank har via samarbejde med inkassofirma C den 29. december 2023 indbragt sagen til behandling ved fogedretten. Det fremgår af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, at Ankenævnet skal afvise at behandle en klage, hvis klagen hører under behandling ved, eller har været behandlet af en domstol, herunder fogedretten.
Ankenævnets bemærkninger
I 2010 fik klageren en kredit -812 i Nykredit Bank.
I december 2023 anmodede inkassofirmaet C på vegne banken fogedretten om at foretage udlæg hos klageren for gæld opstået i forbindelse med kreditten.
På et møde i fogedretten den 19. februar 2024 oplyste banken, at klageren havde udnyttet kreditten fuldt ud, at banken opsagde kreditten til fuld indfrielse i december 2012, og at sagen derefter overgik til inkasso. På mødet i fogedretten den 19. februar 2024 mødte klageren personligt og fremkom med indsigelser mod fordringen. Det skyldige beløb blev opgjort til 55.804,05 kr. Klageren tilbød et forlig på 5.000 kr. til fuld og endelig afgørelse, hvilket banken efterfølgende afslog. Sagen blev herefter foretaget i fogedretten den 8. marts 2024, hvor fogedretten traf afgørelse om, at sagen skulle fremmes til udlæg.
Det følger af Ankenævnets vedtægter § 3, stk. 1, at Ankenævnet ikke kan behandle sager, som er afgjort ved endelig dom eller sager, hvor der foreligger endelig retsafgørelse. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e, at Ankenævnet skal afvise at behandle en klage, hvis klagen hører under, er under behandling ved, eller har været behandlet af en domstol. Som følge heraf kan Ankenævnet ikke behandle klagen mod Nykredit Bank vedrørende klagerens gæld til banken.
Det ligger udenfor Ankenævnets kompetence at pålægge banken en bøde, give banken en påtale, eller fratage banken sin tilladelse til at udføre finansiel virksomhed.
Vedrørende klagerens påstand om godtgørelse for svie og smerte finder Ankenævnet ikke, at der er grundlag for at pålægge banken at betale godtgørelse til klageren.
Ankenævnet behandler klager vedrørende et konkret økonomisk mellemværende mellem en klager og et pengeinstitut eller dettes datterselskab. Inkassofirma C er ikke et pengeinstitut eller et datterselskab af et pengeinstitut. En stillingtagen til klagen over inkassofirma C er således ikke omfattet af Ankenævnets kompetence, og Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i sit krav mod Nykredit Bank om godtgørelse for svie og smerte.
Ankenævnet kan ikke behandle den øvrige del af klagen.