Kapitalpension, ophør.

Sagsnummer:204/1990
Dato:19-09-1990
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kapitalpension, ophør.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 14. oktober 1985 oprettede klageren i indklagedes Aalborg afdeling en arbejdsgiveradministreret kapitalpensionsordning, der var 100% arbejdstagerbetalt. Ifølge aftalen var kontoens indestående til klagerens frie rådighed ved klagerens 60. år.

I forbindelse med at klagerens arbejdsgiver i 1985 skulle oprette en pensionsforsikring for klageren i Kommunernes Pensionsforsikring, fik klageren oplyst, at han på grund af sin helbredstilstand ikke kunne tegne en forsikring. Arbejdsgiverens bidrag skulle derfor ifølge det pensionsregulativ, som klageren var omfattet af, indbetales på en kapitalpension i et pengeinstitut.

I december 1985 oprettedes herefter en kapitalpensionsaftale mellem klagerens arbejdsgiver, indklagedes Aalborg afdeling og klageren. Det var i aftalen anført:

"Aftalen oprettes i henhold til det til enhver tid gældende regulativ om opsparing i pensionsøjemed, som er knyttet til overenskomst vedrørende løn- og arbejdsforhold for ikketjenestemænd ansatte håndværkere samt overmontører m.fl. ansat i kommuner uden for hovedstadsområdet.

Nærværende aftale føres under samme kontonr. som kapitalpension oprettet den 14. oktober 1985 og indbetalinger sker på samme vilkår."

Ved skrivelse af 19. december 1988 til indklagedes Aalborg afdeling oplyste klagerens arbejdsgiver, at der i forbindelse med oprettelsen af kapitalpensionsordningen i 1985 var begået en fejl som følge af, at klageren ikke havde kunnet antages til forsikring på grund af helbredsoplysningerne, havde Kommunernes Pensionsforsikring til brug for oprettelse af kapitalpensionsaftalen fremsendt en blanket i udfyldt stand bortset fra pengeinstitut og kontonr. Blanketten var blevet fremsendt til klageren til underskrift med anmodning om, at den måtte blive returneret til arbejdsgiveren, men klageren var gået direkte til indklagedes afdeling, som på aftalen tilføjede, at ordningen skulle føres under samme nr., som den kapitalpension, klageren selv havde oprettet, og at indbetalingerne skulle ske på samme vilkår. Arbejdsgiveren underskrev herefter kapitalpensionsaftalen. Pensionsregulativet foreskrev imidlertid, at indeståendet på den oprettede kapitalpensionsordning ved klagerens fratræden, dog tidligst efter det fyldte 60. år, skulle overføres til en livrente. Arbejdsgiveren anmodede derfor indklagede om at adskille de to ordninger, der havde været ført på samme konto, og oprette en ny konto samt oplyse arbejdsgiveren om rentefoden i perioden fra den 1. juni 1985 til dato, således at arbejdsgiveren kunne beregne det beløb, der vedrørte opsparingsordningen, og herefter overføre beløbet til den nye konto.

Efter at klageren den 9. januar 1989 var fyldt 60 år og den 1. februar 1989 var gået på pension, meddelte indklagede i skrivelse af 10. marts 1989 klageren, at de to ordninger hidtil var blevet opfattet således af indklagede, at de kunne køre efter samme vilkår. Arbejdsgiveren havde imidlertid efterfølgende meddelt afdelingen, at man ved en fejl ikke havde reageret på den ændrede aftale, da den blev fremsendt. Indklagede anførte endvidere, at selv om det i aftalen indgået december 1985 var noget uklart, hvilke vilkår, der skulle gælde for pensionen - eftersom oplysningerne i kontrakten indbyrdes strider imod hinanden - var indklagede nået til den konklusion, at aftalen af 30. december 1985 skulle behandles i overensstemmelse med de regler, som udtrykkeligt er fremhævet i aftalen. Dette ville indebære, at der var tale om to separate ordninger, og at indklagede måtte lave en opgørelse over ordningerne med tilbagevirkende kraft, således at ordningerne kunne administreres ud fra de oprindelige aftaler. Aftalerne blev herefter opsplittet, og der blev oprettet en livrente i et forsikringsselskab.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede har været uberettiget til at nægte udbetaling af det fulde indestående på kapitalpensionen ved klagerens fyldte 60. år.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt, at klagen afvises, subsidiært frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren, der bestrider, at påstanden er for upræcist formuleret, anført, at klageren ved den opståede situation rådførte sig med indklagede, der forelagde problemet for sin juridiske afdeling. Klageren, der ikke havde indsigt i de nærmere detaljer, støttede sig herefter til indklagedes tilkendegivelse i skrivelse af 10. marts 1989, skønt klageren ikke kunne forstå, hvorfor der skulle ske denne opsplitning, nar arbejdsgiveren, som det tydeligt fremgik, havde indbetalt på kapitalpensionen på de oprindeligt aftalte vilkår. Klageren lider et ikke uvæsentligt tab ved, at det betydelige provenu hidrørende fra arbejdsgiverens indbetalinger på kapitalpensionsordningen nu er bundet i en livrente. Det er i klagerens klare interesse at få fremskudt likviditetsfordelen, således at det provenu, der er overført til livrenten, frigives til klagerens disposition i overensstemmelse med den oprindelige aftale med indklagede og arbejdsgiveren. I betragtning af at der foreligger en klar pensionsaftale, som var underskrevet af de i aftalen nævnte parter, er det utvivlsomt, at arbejdsgiveren ikke efterfølgende kan forlange ændringer i en en gang indgået pensionsaftale. Klageren har ikke afgivet noget tilsagn vedrørende opsplitningen af indeståendet på kapitalpensionen, som af indklagede anført, men klageren har fuldt og helt støttet sig til den rådgivning, indklagede har ydet, men denne rådgivning har været fejlagtig, idet klageren fik en ringere retsstilling, end han var berettiget til efter den indgåede pensionsaftale. Indklagede burde således ikke have optrådt som bedømmelsesorgan for arbejdsgiverens pensionsregulativer.

Indklagede har anført, at klagerens påstand er for upræcist formuleret. Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at der ikke kan være tvivl om, at der er tale om to separate ordninger, hvorfor indklagede finder det korrekt, at ordningerne blev opgjort med tilbagevirkende kraft, således at ordningerne kunne administreres ud fra det oprindeligt aftalte. Klageren har således opnået den retsstilling, som han kunne have forventet, dels i henhold til den først etablerede kontrakt, dels jf. pensionsregulativet. Ved den foretagne adskillelse af de to ordninger har klageren fået den pensionsmæssige retsstilling, han i henhold til sin ansættelseskontrakt med arbejdsgiveren har krav på. Klageren har herved ikke lidt noget tab set i relation til de rettigheder, han ville have haft efter de indgåede aftaler med kommunen. Den foretagne opdeling stiller muligvis klageren anderledes rent likviditetsmæssigt, men da klageren ved de indgåede pensionsaftaler netop uberettiget har fået en anden og likviditetsmæssigt bedre retsstilling, vil denne ikke nyde beskyttelse i forhold til den korrekte pensionsmæssige stilling, der netop er opnået ved den foretagne opdeling. Derudover anføres, at klageren i forbindelse med opdelingen indvilgede heri, og klageren ikke nu med de fremførte begrundelser kan fragå dette tilsagn.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagen angår fortolkningen af en mellem klageren, indklagede samt indklagedes arbejdsgiver oprettet pensionsaftale og ikke alene en konkret formueretlig tvist mellem klageren og indklagede. Herefter, og idet en behandling af en sådan tvist findes at forudsætte, at indklagedes arbejdsgiver inddrages, findes sagen uegnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor det i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7,

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.