Spørgsmål om oplysningspligt i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån.

Sagsnummer:249/1998
Dato:06-05-1999
Ankenævn:Niels Waage, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Realkreditbelåning - inkonvertible realkreditlån
Ledetekst:Spørgsmål om oplysningspligt i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt klagerne kan gøre ansvar gældende over for indklagede i anledning af, at klagernes ejendom i 1985 blev prioriteret med et inkonvertibelt obligationslån 11% frem for et konvertibelt obligationslån.

Sagens omstændigheder.

Med overtagelse den 15. november 1985 erhvervede klagerne en byggegrund. Klagerne indgik den 21. oktober 1985 aftale med et byggefirma om opførelse af et parcelhus på grunden.

I forbindelse med erhvervelsen af byggegrunden og indgåelsen af byggelånskontrakten rettede klagerne henvendelse til indklagedes Århus afdeling, der er klagernes sædvanlige pengeinstitut, om finansiering af grundkøbet og byggeriet. Indklagede bevilgede i denne forbindelse en kredit på 1.150.000 kr.

I juli 1986 hjemtog klagerne igennem indklagede et inkonvertibelt obligationslån på 973.000 kr. 11% ydet af Nykredit. Lånet udbetaltes den 24. juli 1986 til kurs 113. På forsiden af pantebrevet til Nykredit er anført "Lånet kan kun indfries med obligationer." Pantebrevet er underskrevet af klagerne den 6. december 1985.

I september 1997 rettede klagerne henvendelse til indklagede og tog forbehold om at gøre erstatningskrav gældende i anledning af indklagedes medvirken ved hjemtagelsen af det inkonvertible lån. Indklagede afviste at være erstatningsansvarlig.

Parternes påstande.

Klagerne har den 27. juli 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 369.448,32 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået.

Parternes argumenter.

Klagerne har bl.a. anført, at de rettede henvendelse til indklagede for at opnå den bedst mulige finansiering. Indklagede skulle således rådgive både om byggefinansieringen samt den efterfølgende kreditforeningsfinansiering. De modtog ikke sådan rådgivning, men fik Nykreditlånet forelagt som den bedste finansieringsmulighed. De blev ikke orienteret om den risiko, som hjemtagelse af et inkonvertibelt obligationslån indebærer, uanset indklagede som professionel havde pligt til at gøre opmærksom herpå. Det var indklagede, der indhentede lånetilbudet, og der var således ikke tale om en ren ekspeditionssag. De bestrider, at anskaffelsessummen for byggeriet blev væsentligt større end budgetteret, herunder at det på noget tidspunkt blev drøftet af fremskaffe et større provenu ved hjemtagelse af lån baseret på inkonvertible obligationer frem for konvertible. De bestrider, at de blev forelagt to tilbud, hvoraf det ene skulle vedrøre et konvertibelt lån. De bestrider, at hjemtagelse af lån baseret på inkonvertible obligationer på lånetidspunktet kunne anses for værende rigtig, idet de ikke havde ønske om at påtage sig risici. De finder, at afgørelserne refereret i U 1997.1137 og U 1997.1582 støtter, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar. De har ikke udvist passivitet, idet de allerede i forbindelse med rentefaldet i 1993/94 rettede henvendelse til indklagede om muligheden for omprioritering. Deres tab er opgjort på grundlag af børskursen den 1. juli 1998, 155,50, fratrukket hjemtagelseskursen på 113 svarende til et kurstab på 42,5 kurspoint. Restgælden pr. 1. juli 1998 udgjorde 869.290,17 kr., hvorfor tabet er opgjort til 369.448,32 kr.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der i sagen er en sådan usikkerhed om de faktiske forhold, at det vil kræve bevisførelse i form af vidne- og partsforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede bl.a. anført, at man ikke længere har arkivmateriale vedrørende sagen, da denne er afsluttet for mere end 5 år siden. Indklagedes sagsfremstilling bygger på hukommelse hos de medarbejdere, som havde med sagen at gøre, ligesom indklagede har rettet henvendelse til Nykredit. Indklagede ydede ved hjemtagelsen af lånet tilstrækkelig og nødvendig bistand, idet der blev indhentet to tilbud, hvilket indicerer, at der blev rådgivet om to lånetyper. Det inkonvertible lån blev ikke "forelagt" klagerne, men måske anbefalet. Et sådant råd var givetvis også rigtigt på rådgivningstidspunktet, som er det afgørende tidspunkt. Lånet ville give et bedre provenu i forhold til et konvertibelt obligationslån, men med samme ydelse som et konvertibelt lån. Det måtte have stået klart for klagerne, at der var tale om lån med særlige indfrielsesvilkår, idet det af det underskrevne pantebrev fremgår, at lånet kun kunne indfries med obligationer, ligesom lånet blev udbetalt til overkurs. Byggeriet blev dyrere end budgetteret, hvorfor der opstod et større finansieringsbehov. Det bestrides, at muligheden for eventuel senere omprioritering af ejendommen indgik som en væsentlig forudsætning på tidspunktet for lånets hjemtagelse. Frem til en lovændring i 1993 var der kun meget få muligheder for senere omprioritering, ligesom spekulation heri næsten ikke forekom. Klagerne har udvist passivitet, idet de allerede i 1993/94 havde mulighed for at fremkomme med indsigelserne, da det på dette tidspunkt blev klart for dem, at lånet kun kunne indfries med obligationer. Det bestrides, at de af klagerne påberåbte afgørelser har betydning for nærværende sag, idet afgørelserne vedrører gældsovertagelse af inkonvertible lån. Subsidiært bestrides klagernes erstatningsopgørelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af forsiden på pantebrevet til Nykredit fremgår, at lånet kun kan indfries ved indlevering af obligationer. Når endvidere henses til, at lånet blev udbetalt til overkurs, finder Ankenævnet, at klagerne burde have været klar over, at lånet var undergivet særlige indfrielsesvilkår, som kunne indebære, at det alene kunne indfries til overkurs. Der findes herefter ikke at være grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar. Ankenævnet finder ikke, at de af klagerne anførte forhold eller påberåbte domme kan føre til et andet resultat.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.