Indsigelse mod hæftelse for tab på forretning i CHF indgået i september 2008.

Sagsnummer:437/2008
Dato:19-04-2010
Ankenævn:Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Ladegaard og Astrid Thomas
Klageemne:Terminsforretninger - indgåelse
Terminsforretninger - lukning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod hæftelse for tab på forretning i CHF indgået i september 2008.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klager vedrører klagerens krav om ikke at skulle hæfte for tab på en valutaterminsforretning i CHF.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Sydbank.

Den 10. september 2008 indgik klageren med Sydbank en valutaterminsforretning, hvorefter han solgte 850.000 CHF til kurs 467,49 til levering 14. oktober 2008.

Klageren har anført, at baggrunden for forretningen var, at bankens investeringsrådgiver C uopfordret foreslog ham en valutaforretning frem for yderligere investeringer i aktiemarkedet. Ifølge C bevægede CHF sig i kursniveauet 4,65 – 4,61, hvilket kunne udnyttes til at tjene omkring 25.000 – 30.000 kr. indenfor en kort periode.

Sydbank havde i forbindelse med forretningens indgåelse sendt klageren en beskrivelse af valutaforretninger i CHF benævnt case, hvoraf fremgår:

"…

Udnyt de nervøse finansielle markeder.

CHF fungerer som safe-heaven ved tiltagende risikoaversion, hvilket giver et oplagt tradingmulighed.

Usikkerheden på de finansielle markeder betyder, at CHFDKK har bevæget sig i et forholdsvis snævert univers.

Vi foreslår køb af CHFDKK i niveau 461,50 og salg i niveau 464,50.

Rent praktisk foregår handel med valuta på termin typisk 1 måned frem. Der stilles en 5 % sikkerhedsmargin.

Eksempel:

Sikkerhedsstillelse i form af kontanter, depot mv. for DKK 200.000,- giver mulighed for handel på en modværdi af DKK 4.000.000,-.

Ved en bevægelse fra 461,50 til 464,50 svarer det til en gevinst på DKK 26.000,-.

…"

I casen var gengivet en graf udvisende kursudviklingen i CHF fra januar til september 2008.

Klageren har anført, at han før en ferie i Spanien fra den 25. september til 10. oktober 2008 orienterede C herom. Baggrunden var, at CHF siden forretningens indgåelse var steget. C oplyste, at han skulle tage det roligt, og at kursen nok skulle komme ned igen, ligesom C ville kunne kontakte ham telefonisk. Han sendte en mail til C med sit spanske mobilnummer. C kontaktede ham ikke under ferien.

Den 10. oktober 2008 forlængede Sydbank klagerens terminsforretning til udløb den 14. november 2008; terminskursen var 467,61.

Den 13. oktober 2008 drøftede klageren telefonisk terminsforretningen med C. C gav udtryk for en forventning om, at kursen på CHF ville falde igen. Sydbank har anført, at klageren accepterede en fortsættelse af forretningen.

Klageren har anført, at hans rådgiver i Sydbank, R, havde ferie indtil den 20. oktober 2008. Herefter forsøgte han forgæves at komme i kontakt med R, hvilket først lykkedes den 27. oktober 2008.

På et møde den 27. oktober 2008 blev terminsforretningen og udsigterne for kursudviklingen i CHF drøftet. Klageren har anført, at banken nu stillede krav om yderligere sikkerhedsstillelse. R gav udtryk for, at han burde overveje situationen i tilfælde af, at CHF steg til 6 kr. over night; C supplerede med, at ingen kunne vide, hvor CHF var på vej hen. På mødet følte han sig presset til at tage stilling til, hvor meget han var indstillet på at tabe på forretningen. CHF var da i 5,14 – 5,16, svarende til tab på forretningen på ca. 420.000 kr. ved en lukning straks. Sydbank har anført, at klageren gav udtryk for, at han ikke ville tabe mere end 500.000 kr., hvilket ville svare til en stop-loss kurs på 525, hvilket man udtrykte ikke kunne være helt urealistisk at nå, mens kurs 600 ville være utopi. Mødet endte med, at klageren ville vende tilbage senere samme dag.

Senere den 27. oktober 2008 meddelte klageren, at han ønskede indlagt en stop-loss på kurs 520.

Sydbank har oplyst, at stop-loss kursen på 520 blev ramt den følgende nat, hvor kursen var oppe på 521,05.

Den 28. oktober 2008 lukkede Sydbank klagerens valutaterminsforretning ved en modgående forretning indgået til kurs 520,27, hvorved klageren realiserede et tab på ca. 465.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 4. november 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank tilpligtes at erstatte hans tab ved valutaterminsforretningen.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke modtog rådgivning før indgåelsen af terminsforretningen. Banken burde allerede have foreslået en stop-loss mulighed i forbindelse med forretningens indgåelse.

Banken burde have kontaktet ham under hans ferie i Spanien, da kursudviklingen på CHF gik ham imod. Banken forlængede forretningen uden at kontakte eller informere ham. Det havde ikke været aftalt, at banken uden videre kunne forlænge terminsforretningen.

På mødet den 27. oktober 2008 blev han presset til at tage stilling til, hvor stort et beløb han var indstillet på at tabe. Nu skulle han ikke længere tage det roligt og bare forlænge terminsforretningen og vente, indtil der faldt ro på markederne.

Han antager, at Sydbanks formål med mødet alene var at beskytte banken og medarbejdernes interesser ved at manipulere ham til at indgå aftale om stop-loss på et niveau, der kunne dække bankens udestående.

Under mødet var der løbende kontakt med Sydbanks datterbank i Schweiz, hvor han havde investeret 500.000 kr. i valutaforretninger. Under mødet blev det besluttet, at hans engagement i Schweiz skulle lukkes ned et tab på ca. ½ mio. kr.

Sydbank har pådraget sig et erstatningsansvar overfor ham som følge af mangelfuld rådgivning og sløset, useriøs og fejlagtig sagsbehandling. Han finder det kritisabelt, at banken i september 2008 - midt i finanskrisen - foreslog ham en terminsforretning.

C lovede at kontakte ham i Spanien, såfremt der skete markante kursændringer. C burde have kontaktet ham, efter at kursen var gået langt over 4,80.

Hans kendskab til valutahandler var yderst begrænset. Han har aldrig diskuteret risiko, stop-loss eller andre tekniske detaljer.

Bankens råd om, at han skulle indgå en forretning, hvor han solgte CHF mod DKK på et tidspunkt, hvor der var uro i markedet, og hvor det er almindeligt anerkendt, at CHF betragtes som "safe heaven", stiller han spørgsmålstegn ved. Det undrer ham, at Sydbank først på et tidspunkt, hvor hans midler var tabt, drøftede med ham, hvor meget han maksimalt ville tabe. Banken burde som professionel allerede på det tidspunkt, hvor CHF ikke udviklede sig som forventet, have drøftet situationen med ham, herunder gjort opmærksom på muligheden for at lukke forretningen.

Det er korrekt, at han har erfaring med værdipapirhandel. Hans kendskab til valutahandel er derimod begrænset.

Under sagens forberedelse ved Ankenævnet har han haft mulighed til at overhøre telefonsamtaler fra september/oktober 2008. Dette har ikke givet ham anledning til korrektion af sit standpunkt i sagen.

Sydbank har anført, at klageren i september 2008 var bekendt med risikoen ved indgåelse af terminsforretninger. Han havde i 2007 indgået en CHF-swap med en gevinst på ca. 120.000 kr. Inden forretningens indgåelse havde han modtaget den ovenfor citerede Case. Banken er som udgangspunkt enig i, at klager med denne case ikke er fuldt dækkende for de nødvendige informationer, som en kunde har behov for. Netop derfor bliver der altid efterfølgende taget en personlig eller telefonisk drøftelse med kunden hvor de nærmere omstændigheder bliver diskuteret. Dette er også sket i dette tilfælde.

Det bør indgå i vurderingen af klagers forhold, at han oplyste, at han udover forretningerne i Sydbank havde forretninger i med Sydbanks datterbank i Schweiz.

Efterhånden som forretningen udviklede sig negativt, blev situationen drøftet med klageren, hvis holdning var, at "stormen skulle rides af" således, at forretningen løbende blev forlænget.

I forbindelse med klagerens ferie i Spanien blev det aftalt, at han skulle kontaktes, men kun hvis der skete noget, som kunne ændre ved instruksen om forretningen.

I forbindelse med den telefoniske drøftelse den 13. oktober 2008, tilkendegav banken en forventning om, at CHF ville falde igen, og klageren fik oplyst, hvor meget han tabte ved hvert kurspoint CHF steg.

På mødet den 27. oktober 2008 oplyste banken, at der skulle stilles yderligere sikkerhed i form af pant ved en forsættelse af forretningen. Tabets omfang blev drøftet, og det blev tilkendegivet, at man ville lade forretningen fortsætte mod fornøden sikkerhed. Klageren blev bedt om at forholde sig til, hvor meget han ville risikere at tabe. Bankens medarbejdere kan ikke genkende udtalelsen om, at CHF kunne komme i kurs 6,00.

Efter mødet, men samme dag meddelte klageren, at han maksimalt ønskede at tabe 500.000 kr. Man oplyste, at dette beløb indikerede en stop-loss på 5,25. Der blev herefter aftalt en stop-loss 5,20.

Det bestrides, at klageren skulle være en kunde med lav viden om investering generelt og manglende viden om den aktuelle risiko på markedet i forbindelse med indgåelsen af valutaforretningen, ligesom det bestrides, at klagerens risikoprofil skulle være lav. Klageren havde tidligere indgået i spekulative investeringer med belåning i fast ejendom.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Sydbank har bl.a. anført, at den beskrivelse af valutaforretningen i CHF, som klager modtog forud for forretningens indgåelse, ikke er fuldt dækkende for de informationer, som en kunde har behov for, og det er baggrunden for, at forretningen efterfølgende drøftes med kunden enten personligt eller telefonisk, hvilket også er sket i denne sag. Klager bestrider at have modtaget rådgivning inden valutahandlen blev indgået.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af, om Sydbank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes indgåelse af terminsforretningen bl.a. afhænger af klagers personlige og økonomiske forhold, herunder hans erfaring med forretninger af den pågældende karakter, og indholdet af den rådgivning, som klager modtog ved forretningens indgåelse og frem til forretningen blev lukket.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene i form af parts- og vidneforklaring afvises sagen efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :



Ankenævnet kan ikke behandle klagen.