Spørgsmål om erstatning som følge af manglende investering af pensionsmidler, der blev overført fra forsikringsselskab.

Sagsnummer:196/2008
Dato:11-11-2008
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne:Pensionskonti - overførsel
Rådgivning - pensionsforhold
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om erstatning som følge af manglende investering af pensionsmidler, der blev overført fra forsikringsselskab.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren som følge af manglende investering af klagerens ratepensionsmidler, der blev overført til banken fra et forsikringsselskab.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i august 1945, underskrev den 17. november 2004 en aftale med Danske Bank om en ratepension med kontonummer -986, der skulle overføres til banken fra Danica Pension. Ifølge aftalen skulle udbetalingen af ratepensionen starte den 1. september 2015. I øvrigt fremgår bl.a.:

"…

Forrentning

Er der aftalt Puljeinvest, Flexinvest eller andre investeringsformer, henvises til separat aftale herom. Ellers gælder omstående regler for forrentning og værdipapirkøb.

Forrentning og værdipapirkøb

Kontant forrentning.

Midler, der er placeret alene som kontant indestående, forrentes med højeste indlånsrente samt en særlig overrente. Begge satser er variable og fastsættes til enhver tid af banken.

Eget depot:

Anbringelse af midler kan ske i værdipapirer i overensstemmelse med de af myndighederne fastsatte bestemmelser.

De indkøbte værdipapirer skal opbevares i aftalehavers pensionsdepot i banken. Pensionsdepotet er underlagt samme regler som pensionskontoen og er en del af pensionsordningen. Afkast samt udtræknings-, salgs- og andet provenu af værdipapirerne indsættes på pensionskontoen. Banken er berettiget til at hæve alle omkostninger og gebyrer vedrørende køb, salg og forvaltning af de under depotet hørende værdipapirer på pensionskontoen.

…"

Om baggrunden for aftalen har banken anført, at det på klagerens initiativ på et møde i maj 2004 blev drøftet at overføre pensionsordningen, som klageren betragtede som "passive penge, som lige så godt kunne komme ud og arbejde". På daværende tidspunkt var det imidlertid forbundet med for store omkostninger at overføre ordningen. Da flytteomkostningerne efterfølgende blev sat ned, besluttede klageren sig for overførslen i november 2004. Klageren har anført, at banken anbefalede ham at overføre pensionsmidlerne, idet banken kunne påtage sig en aktiv forvaltning af midlerne, hvorved han ville kunne opnå et væsentligt bedre afkast end hos Danica Pension, hvor midlerne var placeret til en garantirente på 4,50 %. Han fremhævede, at han ikke havde nogen interesse i selv at deltage i beslutningen om, hvad der skulle investeres i, og at banken skulle foretage den bedst mulige investering af midlerne i værdipapirer med moderat risiko.

Den 12. januar 2005 blev der ved en overførsel fra Danica indsat 2.811.725 kr. på ratepensionskonto -986 i banken. Kontoen blev forrentet med 1,25 % pr. år.

Den 24. januar 2005 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken. Banken har anført, at bl.a. investering af ratepensionsmidlerne blev drøftet. Klageren ønskede ikke at investere midlerne, idet han fyldte 60 år i august samme år, og i den forbindelse overvejede at få ordningen udbetalt. Klageren har anført, at investering af pensionsmidlerne ikke blev drøftet på mødet. Det var ikke aktuelt for ham at få pensionsmidlerne udbetalt, når han blev 60 år, idet han ikke økonomisk havde brug herfor. På et tidspunkt spurgte banken, om han kunne være interesseret i, at pensionsmidlerne blev udbetalt, men oplyste samtidig, at det ikke kunne betale sig, idet det ville udløse beskatning.

Banken har under sagen fremlagt et investeringsoplæg i form af nogle plancher, som blev forelagt klageren på et møde i banken den 27. maj 2005.

Den 31. maj 2005 fik klageren tilsendt en oversigt over hans og ægtefællens pensionsordninger i Danske Bank. Det fremgår, klageren havde to ratepensioner (kontonummer -986 og -093) med en samlet værdi på ca. 3,1 mio. kr. og to kapitalpensioner med værdi på i alt ca. 1,75 mio. kr., hvoraf ca. 1,28 mio. kr. var placeret i depot.

Banken har anført, at der i marts, maj og juni 2005 blev afholdt møder med klageren, hvor en eventuel investering af pensionsmidlerne igen blev drøftet. Heller ikke på disse møder var der hos klageren interesse for en investering af pensionsindeståendet. Rådgivningen, herunder vedrørende investeringsoplægget, blev ydet af erfarne medarbejdere i banken, der opfattede klagerens tilkendegivelse som en klar afvisning af bankens forslag om investering. Klageren har anført, at han på mødet i maj 2005 gik ud fra, at der allerede var foretaget investeringer, og at det foreviste investeringsoplæg vedrørte den fremtidige tilrettelæggelse af investeringerne. Han gentog, at han ikke havde nogen interesse i selv at deltage i beslutningen om, hvad der skulle investeres i, og at banken skulle foretage den bedst mulige investering af midlerne i værdipapirer med moderat risiko.

Banken har anført, at mulighederne for ophævelse eller videreførelse af ratepensionen blev drøftet på et møde i efteråret 2005. Banken har anført, at klageren efter nogen tids overvejelse besluttede at videreføre ratepensionen og at sætte den under udbetaling. Klageren har anført, at der løbende blev afholdt møder mellem ham og banken vedrørende deres forretningsmæssige samarbejde. Der var ikke drøftelser vedrørende hans pensionsindeståender.

Den 12. december 2005 blev ratepension nr. -093 med et indestående på ca. 300.000 kr. overført til ratepension nr. -986.

Den 11. januar 2006 underskrev klageren en ny aftale med banken om ratepension -986, som var "under udbetaling, og udbetales frem til 31. december 2015." Ifølge kontoudskriften for konto -986 begyndte udbetalingerne den 3. april 2006.

Den 13. januar 2006 blev ca. 3 mio. kr. af indeståendet på ratepensionskonto -986, som da udgjorde ca. 3,15 mio. kr., placeret i værdipapirer.

Ved brev af 8. november 2007 henvendte klageren sig til banken via sin revisor med krav om erstatning for manglende investering af ratepensionsmidlerne i perioden 12. januar 2005 - 13. januar 2006. Klageren rejste krav om en forrentning på 26,69 % svarende til pensionsafkastet i Danske Bank i 2005 eller 24,01 % svarende til markedsafkastet.

Banken afviste kravet.

Parternes påstande.

Den 14. maj 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale erstatning for det tab, der er lidt ved pensionsmidlernes anbringelse.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke foretog sig noget i forbindelse med overførslen fra Danica Pension, idet han gik ud fra, at banken sørgede for, at midlerne blev investeret bedst muligt. Han havde det klare indtryk, at han blev rådgivet af erfarne medarbejdere i banken med hensyn til såvel overførslen som investeringen af ratepensionen, som han derfor trygt overlod til banken.

Det har formodningen imod sig, at han skulle overføre midlerne fra en forrentning på 4,50 % i Danica Pension til en forrentning på 1,25 % i Danske Bank. Overførslen tjente heller ikke noget formål, hvis han havde til hensigt at ophæve pensionsordningen, når han fyldte 60 år. Han har en ikke ubetydelig formue og havde derfor ikke på nogen måde brug for at ophæve ordningen ved det fyldte 60. år.

Det strider mod god bankskik, at banken lod midlerne henstå til en forrentning på 1,25 %. Banken har ikke anført nogen begrundelse for, at han skulle lade pensionsmidlerne henstå til en bagatelagtig rente, der var betydeligt lavere end den rente, som han kunne have fået ved at lade ratepensionen forblive i Danica. Det bestrides, at det beror på hans egne forhold, at pensionsmidlerne ikke blev investeret før den 13. januar 2006.

Banken lovede fra starten at sørge for investeringen af midlerne, hvilket var hele begrundelsen for, at pensionsordningen blev overført fra Danica Pension.

Banken havde ikke grundlag for at afvente en instruks fra ham. I så fald havde det været naturligt, hvis banken kunne dokumentere at have skrevet til ham og anmodet ham om en sådan instruks.

Da overførslen blev aftalt, blev det præciseret, at banken skulle sørge for investering af midlerne, når overførslen fandt sted, og at han ikke skulle høre noget før et år senere, hvor man skulle drøfte afkastet og dermed, om investeringen havde været hensigtsmæssig. Det bestrides derfor, at han først den 13. januar 2006 gav instruks om investering af pensionsmidlerne. På dette tidspunkt greb han ind, da han opdagede, at investering ikke var sket som aftalt.

Banken bør dokumentere sin påstand om, at han blev rådgivet om, hvordan investering skulle foretages, og at han fravalgte dette. Denne dokumentation kunne banken havde tilvejebragt ved et mødereferat eller et brev.

Det bestrides, at han er fortrolig med investering i værdipapirer. Han er alene fortrolig med investering i fast ejendom.

Banken bør erstatte det tab, han har lidt ved ikke at opnå et afkast af pensionsmidlerne svarende til den forrentning på 26,69 %, som var pensionsafkastet i Danske Bank i 2005.

Danske Bank har anført, at banken ikke kunne investere midlerne uden en instruks fra klageren. Først den 13. januar 2006 modtog banken den fornødne instruks om investering af ratepensionsmidlerne. Hverken på dette tidspunkt eller tidligere gjorde klageren indsigelse imod, at midlerne ikke var blevet investeret tidligere.

I perioden efter overførslen var der løbende drøftelser med klageren om investering af midlerne. Det blev endvidere drøftet, hvornår og hvordan der skulle ske udbetaling af pensionsmidlerne, herunder hensigtsmæssigheden af at investere i værdipapirer tæt på klagerens 60 års fødselsdag.

Da klagerens tilkendegivelser blev opfattet som en klar afvisning af bankens forslag om investering, var der ikke behov for at udarbejde mødereferater, hvilket er i overensstemmelse med bankens sædvanlige praksis, idet der i sådanne situationer kun udarbejdes mødereferater, hvis det specielt er aftalt.

Klageren, som er fortrolig med investeringer, kunne til enhver tid have meddelt banken, at pensionsmidlerne skulle investeres.

Det beror på klagerens egne forhold, at investering ikke skete før den 13. januar 2006.

Erstatningskravet for placeringen i 2005 blev først rejst af klageren i november 2007.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På baggrund af de modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.