Spørgsmål om hvorvidt fem overførsler foretaget af banken var berettigede.

Sagsnummer:107/2009
Dato:01-02-2010
Ankenævn:Kari Sørensen, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen, Astrid Thomas
Klageemne:Passivitet - overførsel til tredjemands konto
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hvorvidt fem overførsler foretaget af banken var berettigede.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank berettiget har kunnet foretage fem overførsler fra private konti tilhørende klageren og dennes ægtefælle til en erhvervskredit tilhørende ægtefællens virksomhed.

Sagens omstændigheder.

Den 14. april 2008 udarbejdede Jyske Bank et oplæg i forbindelse med, at klagerens ægtefælle ønskede at etablere et erhvervsengagement i banken. Af oplægget fremgår:

"…

Her er dine fordele - kort fortalt:

Økonomi….

?

Rammer til at dække hele dit kreditbehov både i virksomhed samt privat.

Vi foreslår, at vi løser det daglige behov for driftskapital med en kassekredit på følgende vilkår:

Maksimum

1.250.000 kr. til [klagerens virksomhed]

50.000 kr. privat kassekredit

(I hæfter begge for den private kredit)

Dit behov

Du har et aktuelt behov for finansiering af 357.000 kr. vedr. [fast ejendom I]

Erhvervslån

Lånebeløb 357.000 kr.

Løbetid

Det er en betingelse for Jyske Banks overtagelse af engagementet at ejendommen sælges hurtigst muligt til den oplyste pris på til kr. 400.000,-.

Jyske Bank finansierer således kun dette lån midlertidigt indtil salget falder på plads. Handlen skal være på plads senest pr. 01.07.2008.

Øvrige vilkår

*Deponeringskonto vedr. salget af [fast ejendom II] skal indfri 2 private boliglån i [pengeinstitut A].

*Overtræk accepteres som hovedregel ikke.

…"

Klagerens ægtefælle fik til brug for sin virksomhed bevilget en erhvervskredit på 1.250.000 kr. samt et erhvervslån. Ægtefællerne fik desuden bevilget en fælles lønkonto med en kreditfacilitet på 50.000 kr. samt en fælles budgetkonto. Parret gav hinanden mulighed for hver for sig at kunne disponere på de to konti. Desuden fik klageren og ægtefællen mulighed for at disponere på både de private og erhvervskontiene gennem netbanken i ægtefællens virksomhed.

Den 28. juli 2008 blev der på lønkonto krediteret 141.087,37 kr. Beløbet hidrørte fra en deponeringskonto i pengeinstitut A. Samme dag overførte Jyske Bank 28.543,77 kr. til opgørelse af ægtefællens lønkonto i pengeinstitut A og 74.085,06 kr. til indfrielse af et boliglån i pengeinstitut A.

Den 30. juli 2008 overførte Jyske Bank fra lønkonto 20.000 kr. til ægtefællens erhvervskredit.

Den 11. august 2008 overførte banken fra lønkonto 50.000 kr. til ægtefællens erhvervskredit.

Banken har anført, at der den 6. november 2008 som følge af økonomiske vanskeligheder blev holdt et møde med klageren, ægtefællen og deres revisor.

Den 11. november 2008 overførte Jyske Bank fra budgetkonto 7.000 kr. til ægtefællens erhvervskredit.

Af bankens mødereferat dateret 17. november 2008, som blev sendt til ægtefællens virksomhed, fremgår:

"…

Driftskredit:

Nuværende saldo på kassekreditter blev diskuteret. Med baggrund i kommende afregninger, bevilges der udtagelsesvis et midlertidigt overtræk på kontoen på kr. 100.000 indtil 20.12.2008. Ifølge oplysninger fra [klageren] og [ægtefællen] er der pr. denne dato udsendte regninger til forfald på ca. kr. 600.000,-. Efter denne dato kan yderligere overtræk ikke forventes bevilget. Det er dog en betingelse for overtrækket at nuværende virksomhedspant forhøjes til kr. 2.000.000,-.

Privat lønkonto:

Der mangler fortsat at bliver overført penge fra lånesagskonto i Nykredit, hvorfor regning til tømmerhandel ikke har kunnet blive betalt. [Klageren] kontakter Nykredit for at få dette bragt i orden. Jyske Bank får transport i det resterende beløb hos Nykredit.

Salg af virksomhed:

Der arbejdes videre med ideen om at sælge virksomheden til nuværende "emne". [Ægtefællen] sørger for at følge op på eksisterende forhandlinger.

I den nuværende situation ser Jyske Bank et salg som værende den absolut bedste løsning.

Kopi af nærværende skrivelse er ifølge aftale fremsendt til revisor, [navn].

…"

Ved brev af 25. november 2008 til klageren og dennes ægtefælle opsagde Jyske Bank lønkontoen med tilhørende kreditfacilitet, da ægtefællens virksomhed var lukket pr. 21. november 2008.

Ved brev af 16. januar 2009 forespurgte klageren banken, hvorfor der var overført penge fra private konti til erhvervskonti, og hvad beløbet på 141.087,37 kr. overført fra deponeringskontoen i pengeinstitut A var blevet brugt til. I den følgende mailkorrespondance drøftede klageren og banken, hvorvidt ovennævnte overførsler på henholdsvis 28.543,77 kr., 74.085,06 kr., 20.000 kr., 50.000 kr. og 7.000 kr. var gennemført af banken med rette. Parterne nåede ikke til enighed herom.

Parternes påstande.

Klageren har den 10. februar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår påstanden således, at Jyske Bank skal tilpligtes at tilbageføre fem overførsler og derved kreditere hendes og hendes ægtefælles fælles konti i alt 179.628 kr.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken overførte de fem beløb fra de fælles konti uden tilladelse.

Hun har ikke haft noget med ægtefællens virksomhed at gøre og skal ikke hæfte for virksomhedens gæld.

Ved mødet den 6. november 2008 deltog deres revisor ikke. På mødet blev kun erhvervskonti diskuteret. Banken svarede ikke på spørgsmål vedrørende overførslerne fra de fælles konti. Hun har ikke modtaget noget mødereferat.

Jyske Bank har anført, at de to overførsler den 28. juli 2008 blev gennemført på vegne af og med samtykke fra klageren og/eller ægtefællen på baggrund af oplægget af 14. april 2008. Det fremgår heraf, at overførslerne var en betingelse for engagementet i banken.

Overførslerne den 30. juli, den 11. august og den 11. november 2008 blev gennemført på vegne af og med samtykke fra klageren og/eller ægtefællen for at holde erhvervskreditten indenfor den tilladte låneramme.

Klageren har været fuldt vidende om de fem transaktioner. Hun har primært stået for betalingen af virksomhedens regninger, hvilket dokumenteres ved, at hendes personlige brugernummer overvejende blev anvendt i virksomhedens netbank. Ægtefællen havde et andet personligt brugernummer.

Klageren og ægtefællen hæfter solidarisk for den fælles kredit, og de kan disponere over kontoen hver for sig. Ægtefællen har været berettiget til at foretage dispositioner alene på den fælles kredit.

Banken har i juni og juli 2008 på vegne af og med mundtligt samtykke fra klageren og/eller ægtefællen foretaget tre andre overførsler på 10.000 kr., 25.000 kr. og 18.000 kr. fra den fælles kredit til erhvervskreditten og tilbage igen, uden at klageren har reageret. Disse overførsler blev ligeledes gennemført for at holde ægtefællens erhvervskredit indenfor kreditrammen.

De fem omstridte overførsler er fremgået af både netbank og kontoudskrifter. Klageren har først valgt at reklamere efter engagementets opsigelse og har således ved passivitet fortabt retten til eventuelle indsigelser.

Til støtte for afvisningspåstanden gøres gældende, at sagens afgørelse vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Overførslerne den 28. juli 2008 hidrørende fra deponeringskontoen på henholdsvis 28.543,77 kr. og 74.085,06 kr. til opgørelse af lønkonto og boliglån i klagerens og dennes ægtefælles tidligere pengeinstitut findes at være aftalt ved betingelserne for bankens oplæg af 14. april 2008, som klageren må have været bekendt med.

Overførslerne den 30. juli, den 11. august og den 11. november 2008 fra den fælles budgetkonto til ægtefællens erhvervskredit er ifølge banken sket efter aftale med enten klageren eller dennes ægtefælle. Da en stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, afviser Ankenævnet denne del af sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende overførslerne den 30. juli, den 11. august og den 11. november 2008 fra den fælles budgetkonto til ægtefællens erhvervskredit.

Klagen tages ikke i øvrigt til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.