Fastkursaftale. Rådgiveransvar.

Sagsnummer:20902026/2009
Dato:23-06-2009
Ankenævn:Hugo Wendler Pedersen, Mads Svaneklink, Per Englyst, Mads Laursen
Klageemne:Fastkursaftale - rådgivning
Ledetekst:Fastkursaftale. Rådgiveransvar.
Indklagede:Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Det indklagede realkreditinstitut udarbejdede den 1. maj 2007 et finansieringsforslag til klageren vedrørende hendes planlagte køb af en ejendom. Finansieringsforslaget omhandlede dels et realkreditlån, dels et boliglån hos det med instituttet koncernforbundne pengeinstitut. Klageren fremsendte den 15. maj 2007 pr. e-mail en købsaftale til realkreditinstituttet. Realkreditinstituttet udarbejdede den 21. maj 2007 et lånetilbud til klageren. Lånetilbuddet blev fremsendt til det koncernforbundne pengeinstitut. Af lånetilbuddet fremgik det, at beregningerne var foreløbige, og at nye beregninger ville blive foretaget, når lånet blev udbetalt. Der var endvidere givet oplysninger om mulighederne for kurssikring. Realkreditinstituttet fremsendte den 8. juni 2007 en bekræftelse til det koncernforbundne pengeinstitut på en fastkursaftale, som klageren samme dag havde indgået. Lånet blev den 30. august 2007 afregnet i overensstemmelse med fastkursaftalen. Klageren fandt, at kurssikringen burde være sket på et tidligere tidspunkt, og indbragte efterfølgende en sag for Pengeinstitutankenævnet. Pengeinstitutankenævnet afviste ved en flertalsbeslutning at behandle klagen over kurssikringen, idet sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af part- og vidneforklaringer, som ikke kunne ske for Pengeinstitutankenævnet. Af mindretallets dissens fremgik det, at mindretallet fandt, at klageren på et møde i banken den 29. maj 2007 havde anmodet om kurssikring, og at mindretallet derfor stemte for, at banken skulle stille klageren, som om der var kurssikret den 1. juni 2007.

Ved Realkreditankenævnet påstod klageren realkreditinstituttet tilpligtet at anerkende, at instituttet som følge af mangelfuld rådgivning var ansvarlig for, at der ikke på et tidligere tidspunkt blev foretaget kurssikring. Realkreditinstituttet påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at afvise klagen. Et flertal i Nævnet fandt det ikke bevist, at klageren havde fremsat ønske om kurssikring før den 8. juni 2007, og stemte for at frifinde instituttet. Et mindretal i Nævnet lagde på baggrund af instituttets sagsfremstilling til grund, at pengeinstituttet handlede på vegne af realkreditinstituttet, og stemte af de grunde, de var anført i dissensen i kendelsen fra Pengeinstitutankenævnet for at give klageren medhold. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal, og instituttet blev frifundet.