Indsigelse mod pant stillet i fælles ejendom til sikkerhed for klagerens tidligere ægtefælles engagement i banken

Sagsnummer:2/2019
Dato:19-11-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Sønder-bæk, Morten Bruun Pedersen, Finn Borgquist
Klageemne:Ejerpantebrev - gyldighed af håndpantsætning
Pant - stiftelse
Tredjemandspant - stiftelse
Ledetekst:Indsigelse mod pant stillet i fælles ejendom til sikkerhed for klagerens tidligere ægtefælles engagement i banken
Indklagede:Fynske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klager delvis medhold. 

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod pant stillet i fælles ejendom til sikkerhed for klagerens tidligere ægtefælles engagement i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes tidligere og nu afdøde ægtefælle, M, var kunder i Fynske Bank.

Parret havde en fælles ejendom, der i 2010 blev belånt med et realkreditlån på 1.860.000 kr.

Klageren har oplyst, at hun og M i 2011 fik et lån i banken til køb af en motor (herefter fælleslånet), og at banken fik sikkerhed for fælleslånet i et ejerpantebrev i ejendommen på 100.000 kr., som hun og M underskrev i forbindelse med låneoptagelsen.

I 2016 blev parret skilt, og klageren fraflyttede ejendommen. M blev boende på ejendommen, der blev sat til salg for 2.795.000 kr.

Den 16. november 2016 underskrev M et gældsbrev vedrørende et lån i banken på 170.000 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr. over seks år. Banken har oplyst, at der var tale om et boliglån. Klageren har oplyst, at baggrunden for lånet var, at M havde fået en kassekredit i banken, at gælden på kassekreditten over nogle måneder voksede til 130.000 kr. - 140.000 kr., og at kassekreditten og fælleslånet, der på det tidspunkt var nedbragt til 35.000 kr. - 40.000 kr., blev sammenlagt til det nye lån til M.

Den 16. november 2016 underskrev klageren og M en aftale om pantsætning, hvorefter ejerpantebrevet på 100.000 kr. skulle ligge til sikkerhed for ethvert mellemværende, som de som låntagere havde eller måtte få over for banken. Af aftalen om pantsætning fremgik endvidere:

”… Vi har modtaget og gjort os bekendt med … kopi af låneaftale/kreditaftale …”

I november 2017, hvor gælden på M’s lån var nedbragt til 145.000 kr., blev lånet forhøjet til 200.000 kr.

Den 6. maj 2018 afgik M ved døden. Boet blev taget under insolvensbehandling i henhold til dødsboskiftelovens § 69. Restgælden på M’s lån i banken udgjorde 170.085,74 kr. som banken anmeldte i boet.

I august 2018 blev ejendommen solgt for 2.150.000 kr.

I forbindelse med boopgørelsen blev der udarbejdet en handelsopgørelse, hvori provenuet ved salget var opgjort til 238,39 kr. efter indfrielse af hæftelser og fradrag for omkostninger. I opgørelsen indgik indfrielse af ejerpantebrevet til banken med 110.000 kr. og 530 kr. i gebyrer til banken.

Den 29. juni 2018 rejste klageren indsigelse mod at hæfte for M’s lån. Den 5. juli 2018 meddelte klageren, at banken skulle se bort fra hendes klage, da hun havde ”modtaget papirerne der viser at jeg har været så dum at underskrive i 2016”.

Parternes påstande

Den 1. januar 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fynske Bank skal betale 80.000 kr. til hende med tillæg af renter.

Fynske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at bankens beskrivelse af sagen som et boliglån og en ”samlet løsning” til finansiering af et hus, der var til salg, og som senere blev sat ned i pris, er forkert. Hun og M talte ikke med banken om løsninger i forbindelse med skilsmissen eller salget af ejendommen. I 2016, da fælleslånet var nedbragt til 35.000 kr. - 40.000 kr., fik M lov til at oprette en kassekredit i banken på trods af, at han havde været syg i to år og ingen indtægt havde. Hun blev ikke bedt om at underskrive kassekreditaftalen, selvom de havde fælles konti. Hun klagede til banken, der erkendte fejlen, opdelte deres konti og overførte kassekreditten til M. Over de næste måneder voksede M’s forbrugsgæld på kassekreditten til ca. 130.000 kr. - 140.000 kr. Da banken skulle have pengene ind igen, fik banken M til at sammenlægge kassekreditten med fælleslånet. Lånet havde intet med ejendommen eller salget af denne at gøre, men blev etableret til indfrielse af M’s forbrugsgæld for at stille banken bedre. Hun kan ikke acceptere at betale for M’s forbrugsgæld og overtræk på kassekreditten. Hun godkendte ikke omlægningen og blev ikke kontaktet eller rådgivet af banken.

Hun underskrev pantsætningsaftalen den 16. november 2016 i sit hjem, hvor M opsøgte hende. Hun var flyttet fra M 14 dage før efter 32 års samliv og ville bare have M ud af sit hus hurtigst muligt. Hun var ikke til et underskriftmøde i banken. Hun fik ikke på noget tidspunkt rådgivning om pantsætningen, hverken ved et møde, telefonisk eller på anden måde. Hvis banken mener, at hun har modtaget rådgivning, må der foreligge en mødedato, indkaldelse, et referat eller lignende. Hun fik på intet tidspunkt rådgivning eller oplysning om, hvad pantsætningen kunne have af økonomiske konsekvenser for hende. Banken burde have indkaldt hende til en samtale og gennemgået risiciene for hende. Hun ville aldrig, med den forhistorie M havde, have skrevet under på aftalen, hvis hun havde fået rådgivning om, hvad aftalen egentligt betød.

Hun modtog ikke oplysninger om M’s økonomi, indholdet af aftalen eller lånets størrelse. Hun modtog først kopi af låneaftalen i forbindelse med klagesagen. Hun fik ikke gennemgået låneforholdet. Ved optagelse af boliglån med hovedstol over 100.000 kr. skal bekendtgørelse om god skik for boligkredit følges. Hun var ikke medunderskriver på lånet, men måtte som medunderpantsætter kunne forvente at få samme oplysninger. Hendes viden om M’s forbrug skyldtes kun, at M selv fortalte hende om dette.

Hun modtog ikke oplysning om forhøjelsen af lånet til 200.000 kr. i november 2017. Forhøjelsen betød, at banken tog overskuddet ved salget af ejendommen. Det er ikke utænkeligt, at forhøjelsen skete på grund af restancer. Hun modtog dog på intet tidspunkt besked om, at M var udeblevet med betalinger. Hun modtog ikke årlig skriftlig meddelelse om gældens størrelse.

I forbindelse med salget af ejendommen blev hun opmærksom på, at banken tog 100.000 kr. plus renter af provenuet. Hun spurgte ejendomsmægleren, der til hendes store undren oplyste om et ejerpantebrev. Det eneste ejerpantebrev, hun kendte til, var oprettet i 2011, og gælden ville på dette tidspunkt være betalt ned til ca. 25.000 kr. Hun skrev en klage til banken, der sendte en kopi af underpantsætningen med hendes underskrift på. Da hun så dette, huskede hun, at M havde opsøgt hende og anmodet om hendes underskrift som en formalitet. Hun fik efterfølgende et råd om at opsøge en advokat af en veninde, som er rådgiver i en anden bank. Hun indgav klagen til Ankenævnet i samråd med en advokat.

Banken bør tilbagebetale pengene, som banken gjorde krav på ved salget af ejendommen. Banken bør betale 80.000 kr. til hende (100.000 kr. fratrukket indfriet fælles gæld på ca. 20.000 kr.) med tillæg af renter.

Fynske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører en konkret formueretlig tvist. Af boopgørelsen for M fremgik, at der var et overskud på 238,39 kr. ved salg af ejendommen. Klageren har ikke lidt et tab, som banken kan gøres erstatningsansvarlig for.

Parterne har forskellig opfattelse af, hvordan klageren fik oplysning om M’s økonomiske situation. En stillingtagen til sagen forudsætter en mundtlig bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen må afvises.

Subsidiært kan banken ikke anerkende tabsopgørelsen.

Fynske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at de indgåede aftaler var en samlet løsning for de tidligere ægtefæller i forbindelse skilsmisse og efterfølgende salg af den fælles ejendom.

Underskriften skete ikke som anført af klageren. Underskriften skete fysisk og ikke digitalt. Banken afholder underskriftsmøde i banken, hvis underskrifter afgives fysisk. Der er ikke påført vitterlighedsvidner, hvilket ville være tilfældet, hvis underskriften var sket uden for bankens lokaler.

I korrespondancen mellem klageren og banken fra juni/juli 2018 anførte klageren oprindeligt, at hun ikke var bekendt med M’s gæld, og at hun ikke havde skrevet under på aftalen om underpantsætning. Da banken sendte aftalen til klageren, måtte hun erkende, at hun havde underskrevet papirerne. Det må af korrespondancen mellem klageren og banken anses for dokumenteret, at klageren i det hele taget havde glemt at have underskrevet papirerne. Det er derfor mærkværdigt, at klageren nu har i meget frisk erindring, at papirerne blev underskrevet i hendes eget hjem og uden bankens tilstedeværelse og rådgivning. Det ville have været naturligt, at klageren havde bragt dette alternative underskriftssted frem i den løbende korrespondance med banken. Der er tale om efterrationalisering.

Rådgiveren, der var involveret i rådgivningen, er nu ansat i et andet pengeinstitut.

Banken rådgav og vejledte klageren om, hvilken betydning en underskrift på underpantsætningen havde for hende. Banken oplyste størrelsen af det underliggende gældsforhold mellem M og banken, som ejerpantebrevet lå til sikkerhed for. Låneforholdet blev gennemgået i forbindelse med underskrivelsen af pantsætningsaftalen.

Det underliggende låneforhold blev gennemgået i forbindelse med underskriften på underpantsætningsaftalen. Banken oplyste klageren om størrelsen af gælden. Underpantsætningen blev underskrevet samtidig med, at M underskrev gældsbrevet på 170.000 kr. Klageren erklærede ved sin underskrift på underpantsætningen at være blevet gjort bekendt med den underliggende låneaftale. Lånet var til afløsning af et tidligere fælles boliglån samt anden forbrugsgæld for M. Det er ikke korrekt, at klageren ikke var vidende om eller ikke blev kontaktet af banken vedrørende M’s økonomi. Klageren anfører også selv, at hun var vidende om M’s gæld og økonomiske situation.

På tidspunktet for underpantsætningen kunne hverken banken, klageren eller M forudse, at ejendommens værdi ville falde så meget. M’s død, der yderligere satte ejendomshandlen under pres, var ligeledes uforudsigelig.

Banken kan ikke gøres ansvarlig for, hvilke aftaler, der har været mellem de tidligere ægtefæller før og efter skilsmissen i forbindelse med afvikling af gæld, herunder om klageren måtte have afviklet på M’s gæld mv. Banken er ikke bekendt med hvilke aftaler, der i øvrigt er indgået mellem parterne i forbindelse med skilsmissen.

Det fremgik af korrespondancen mellem klageren og banken fra juli 2018, at klageren var vidende om, at ejerpantebrevet stadig lå til sikkerhed for M’s gæld.

Forhøjelsen af lånet til M medførte ikke en forøget byrde for klageren, idet ejerpantebrevet og underpantbeløbet uændret udgjorde 100.000 kr.

M’s lån var omfattet af den dagældende god skik bekendtgørelse for boligkredit. Klageren var ikke debitor på dette lån, og banken var således ikke forpligtet til at give rådgivning i henhold til bekendtgørelsen til klageren.

Banken kan ikke give yderligere oplysninger om M’s økonomi.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hendes tidligere og nu afdøde ægtefælle, M, var kunder i Fynske Bank.

I 2011 optog klageren og M et fælles lån i banken (fælleslånet). Banken fik sikkerhed for fælleslånet í parrets fælles ejendom i et ejerpantebrev på 100.000 kr., som parret oprettede i forbindelse med låneoptagelsen. Pantsætningsaftalen er ikke fremlagt i sagen. Ankenævnet lægger til grund, at pantsætningsaftalen fra 2011 var bindende for parterne, og at ejerpantebrevet alene blev lagt til sikkerhed for fælleslånet.

I 2016 blev parret skilt, og klageren fraflyttede ejendommen, der blev sat til salg. Den 16. november 2016 underskrev M et gældsbrev vedrørende et lån i banken på 170.000 kr. Klageren underskrev ikke gældsbrevet som pantsætter. Samme dag underskrev klageren og M en aftale om pantsætning, hvorefter ejerpantebrevet på 100.000 kr. skulle ligge til sikkerhed for ethvert mellemværende, som de som låntagere havde eller måtte få over for banken.

I maj 2018 afgik M ved døden. I august 2018 blev ejendommen solgt. Ved salget modtog banken 110.530 kr. vedrørende indfrielse af ejerpantebrevet.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises.

Ankenævnet lægger til grund, at ejendommen ved salget var ejet af klageren og boet efter M i lige sameje.

Ifølge lov om finansiel virksomhed § 48 skal et pengeinstitut forud for indgåelse af en aftale om tredjemandspant sikre sig, at pantsætter er tilstrækkeligt informeret om indholdet af aftalen og om konsekvenserne af at påtage sig forpligtelsen, herunder oplysninger om, hvad den konkrete forpligtelse indebærer og en afbalanceret beskrivelse af risiciene. Endvidere skal pengeinstituttet med samtykke fra debitor udlevere debitors seneste årsopgørelse fra SKAT og seneste tre lønsedler eller det seneste årsregnskab, hvis der kautioneres for en erhvervsdrivendes gæld. Et pengeinstitut, som ikke har overholdt dette, kan kun gøre forpligtelsen gældende, hvis pantsætteren på anden vis har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme risiciene. En tredjemandspantsætter kan ikke hæfte for et beløb, der er større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse. En aftale om tredjemandspantsætning kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis den står i misforhold til pantsætterens økonomi.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren ved underskrivelse af pant-sætningsaftalen den 16. november 2016 blev informeret om indholdet og konsekvenserne af sikkerhedsstillelsen for M’s mellemværende med banken, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 1. Ankenævnet finder herefter, at pantsætningsaftalen af 16. november 2016 må tilsidesættes som uforbindende for klageren i medfør af aftalelovens § 36 for så vidt angår M’s mellemværender med banken.

Ankenævnet finder, at aftalen fra 2011 om pantsætning til sikkerhed for fælleslånet ikke er bortfaldet i forbindelse med pantsætningsaftalen af 16. november 2016. Efter det oplyste var gælden på fælleslånet nedbragt til ca. 35.000 kr.  den 16. november 2016.

Ankenævnet finder herefter, at banken i forbindelse med salget af ejendommen alene kunne kræve restgælden på fælleslånet pr. 16. november 2016 med tillæg af renter og omkostninger samt boet efter M’s halvdel det resterende provenu dækket under ejerpantebrevet.

Banken skal herefter betale differencen mellem dette beløb og 110.530 kr. til klageren med tillæg af sædvanlig procesrente fra indgivelsen af klagen den 1. januar 2019 til betaling sker.

Ankenævnets afgørelse

Fynske Bank skal inden 30 dage betale en erstatning til klageren som anført ovenfor.

Klageren får klagegebyret tilbage.