Rådgivning om skattemæssigt fradrag for indbetalinger på ratepensionskonto.

Sagsnummer:434/1999
Dato:07-03-2000
Ankenævn:Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:Ratepension - skattemæssige forhold
Ledetekst:Rådgivning om skattemæssigt fradrag for indbetalinger på ratepensionskonto.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning om muligheden for skattemæssigt fradrag for indbetalinger på en ratepensionskonto.

Sagens omstændigheder.

I oktober 1988 oprettede klageren, der er revisor og født i 1945, en ratepension i et pengeinstitut, der efterfølgende fusionerede med indklagede. Ifølge aftalen skulle der årligt indbetales 26.000 kr. frem til klagerens 60. år. Under rubrikken "Supplerende oplysninger" var anført, at "Bidraget ønskes reguleret til det enhver tid gældende maksimum". Ratepensionen skulle komme til udbetaling fra klagerens 60. år over en udbetalingsperiode på 10 år.

I 1995 blev det på foranledning af indklagede præciseret, at indbetalingerne skulle ophøre pr. den 31. december 2004, idet indbetalingerne ifølge reglerne for ratepension skulle ophøre ved udgangen af det kalenderår, der ligger forud for det år, hvor 1. rateudbetaling finder sted.

Klageren indbetalte årligt 26.000 kr. reguleret i takt med opfyldningsfradraget.

Ved telefax af 1. december 1997 anmodede klageren indklagede om at overføre et samlet indskud på 64.400 kr. svarende til det aktuelle opfyldningsfradrag på 32.200 kr. x 2, til ratepensionen for 1997, idet klageren anførte, at han ud over årets aftalte indskud denne gang tillige ønskede at udnytte det mulige opfyldningsfradrag.

Den 1. december 1997 overførte indklagede 2 x 32.200 kr. til ratepensionen, idet posteringerne blev benævnt henholdsvis "Ti årsaftalen" og "Opfyldningsfradrag".

Ved telefax af 17. november 1998 til indklagede anmodede klageren om overførsel af 66.200 kr. til ratepensionen, idet han ligesom det forudgående år ønskede at udnytte opfyldningsfradraget, som nu udgjorde 33.100 kr.

Ved skrivelse af 4. december 1998 meddelte indklagede klageren, at man på grundlag af den foreliggende aftale ikke kunne efterkomme ønsket om et yderligere indskud på 33.100 kr. på ratepensionen i 1998.

Af den efterfølgende korrespondance mellem klageren og indklagede fremgår, at det var indklagedes opfattelse, at opfyldningsfradraget allerede blev udnyttet ved den løbende indbetaling på grundlag af aftalen fra 1988, og at yderligere indbetalinger måtte henføres til en indbetalingsordning med skattemæssig afskrivning over 10 år, jf. pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3 og 4. Indbetalingen af de "ekstra" 32.200 kr. i 1997 ønskede indklagede formaliseret ved, at klageren underskrev en ny aftale vedrørende dette beløb.

Klageren afslog at underskrive en ny aftale og fastholdt, at han var berettiget til at indbetale et beløb svarende til to gange opfyldningsfradraget på grundlag af aftalen fra 1988, således som det var sket for 1997.

Der blev ikke opnået enighed mellem parterne inden udgangen af 1998.

Indbetalingen på ratepensionen i 1998 blev på 33.100 kr.

I februar 1999 rettede klageren henvendelse til skatteministeriet vedrørende spørgsmålet.

Ved skrivelse af 9. marts 1999 anførte Told- og Skattestyrelsen bl.a.:

"Tager man sit udgangspunkt i den foreliggende kopi af aftale om pensionsopsparing af 26.10.1988, er der efter Styrelsens opfattelse tale om en privat aftale om ratepension, hvori der er aftalt lige store indbetalinger på 26.000 kr. i 17 år fra år 1988 frem til og med år 2004.

Fradrag for indbetalinger til ordningen er ikke omfattet af fordelingsreglerne i PBL § 18, stk. 3 eller 4.

Der kan træffes aftale om løbende pristalsregulering af den fastsatte årlige indbetaling. Ved denne pristalsregulering kan anvendes et pris- eller lønindeks beregnet og offentliggjort af Danmarks Statistik, jf. pkt. 10 i cir.nr. 24 af 16/12 1986.

Pristalsreguleringen kan fradrages direkte i det år den betales uden fordeling, jf. PBL § 18, stk. 6.

Der kan ikke anvendes en pristalsregulering foretaget efter personskattelovens § 20, ligesom der heller ikke kan anvendes en pristalsregulering, der knytter sig til det til enhver tid gældende opfyldningsfradrag.

De indbetalinger som skatteyderen har foretaget på baggrund af den aftalte reguleringsform, og som overstiger kr. 26.000 årligt, må derfor anses for engangsindbetalinger omfattet af PBL § 18, stk. 3. Dette vil imidlertid kun have skattemæssige konsekvenser for skatteyderens fradragsret i den udstrækning, at disse merindbetalinger sammenholdt med eventuelle andre indbetalinger omfattet af PBL § 18, stk. 3 eller 4 overstiger det til enhver tid gældende opfyldningsfradrag.

Da skatteyderen i 1997 foretager et kapitalindskud på 32.000 kr., således der samlet indbetales 64.000 kr. på ratepensionen, bør det samlede fradrag begrænses med 32.000 kr. - 26.000 kr. eller i alt 6.000 kr., der må overføres til fradrag for det efterfølgende år 1998. Hvis skatteyderen har foretaget tilsvarende kapitalindskud i 1998, vil der være anledning til yderligere skattemæssige reguleringer."

Ved skrivelse af 12. marts 1999 fremsendte Skatteministeriets departement en kopi af Told- og Skattestyrelsens skrivelse til klageren. Af departementets fremsendelsesskrivelse fremgår bl.a.:

"Som det fremgår af brevet, er Told- og Skattestyrelsen af den opfattelse, at Deres ratepensionsaftale er indgået på vilkår om lige store indbetaling på 26.000 kr. i 17 år. Fradraget for indbetalinger på op til 26.000 kr. årligt er dermed ikke omfattet af fordelingsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3 eller 4.

Pensionsordninger, hvor indbetalingsaftalen lyder på "det til enhver tid gældende opfyldningsfradrag" anses derimod for aftaler med éngangsindskud. Departementet kan således bekræfte, at Deres ratepensionsordning adskiller sig fra den refererede afgørelse i TfS 1990.397.

Departementet kan i øvrigt tilslutte sig Told- og Skattestyrelsens brev og har ingen kommentarer til beskrivelsen af konsekvenserne af den aftalte reguleringsordning."

Ved skrivelse af 14. oktober 1999 ændrede de lokale skattemyndigheder klagerens skatteansættelse for 1997 og 1998 således, at skattefradraget i 1997 blev begrænset med 6.200 kr. (64.400 kr. - 26.000 kr. - 32.200 kr.), mens skattefradraget i 1998 blev forhøjet med samme beløb.

Parternes påstande.

Den 25. oktober 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde fuld kompensation for tab og ulempe af enhver art.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på grund af stigende indtægter havde brug for et ekstra skattefradrag i 1997 og derfor ønskede at udnytte opfyldningsfradraget på 32.200 kr. ud over det aftalte bidrag. Indklagede efterkom anmodningen omgående og uden kommentar.

Da han i 1998 var i en lignende situation, bad han indklagede om som i 1997 at overføre såvel bidraget som opfyldningsfradraget til ratepensionen.

Som følge af indklagedes fejlagtige opfattelse af reglerne blev der ikke overført det ønskede beløb til ratepensionen, selv om midlerne hertil var til rådighed.

Han har lidt et direkte tab på 422 kr. som følge af ændringen af skatteansættelsen for 1997, ligesom han har lidt tab ved ikke at kunne udnytte det fulde opfyldningsfradrag for 1998. Endvidere er hans forudsætninger for ordningen bristet, idet der i de resterende 6 år kun kan indbetales 26.000 kr. årligt, idet beløb herudover i givet fald vil reducere det årlige opfyldningsfradrag.

Ved at så tvivl om reglerne har indklagede endvidere været årsag til, at han har måttet yde en betydelig arbejdsindsats på først at forsøge at forsvare ordningen over for indklagede og dernæst at forelægge sagen for skattemyndighederne. Da han lever af at sælge sin tid, har han herved mistet indtægt. En sag som denne ville have givet et betragteligt honorar, såfremt den var blevet ført for en klient.

Indklagede har anført, at det på grund af aftalens ordlyd samt foreliggende regler, afgørelser og litteratur om ratepensionskonti var berettiget at antage, at de af klageren ønskede supplerende indskud på ratepensionen i 1997 og 1998 var at betragte som nye indskud, der skulle afskrives over 10 år, jf. pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3 og 4. Den supplerende indbetaling i 1997 blev da også markeret som "10-årsaftalen". Det har nu vist sig, at skattemyndighederne, jf. udtalelsen af 12. marts 1999, anlægger en lempeligere fortolkning for skatteborgeren, hvilket man har taget til efterretning.

Man har ikke bibragt klageren en berettiget forventning om at kunne udnytte et fradrag svarende til to gange opfyldningsfradraget. Efter reglerne er klagerens mulighed for fradrag begrænset til det aftalte bidrag på 26.000 kr. reguleret efter pristallet og med tillæg af opfyldningsfradraget.

Man har ikke afskåret klageren fra at foretage supplerende indskud på ratepensionen, men har alene henvist et sådant indskud til 10 års skattemæssig afskrivning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må efter Told- og Skattestyrelsens og Skatteministeriets udtalelser af henholdsvis 9. og 12. marts 1999 lægges til grund, at klageren ifølge reglerne i pensionsbeskatningsloven var berettiget til skattemæssigt fradrag for indbetalinger på ratepensionen svarende til det aftalte årlige indskud på 26.000 kr. med tillæg af det aktuelle opfyldningsfradrag.

Klageren har anført, at hans forudsætninger for ordningen er bristet som følge af, at han ikke har mulighed for at opnå skattemæssigt fradrag for et beløb svarende til opfyldningsfradraget x 2. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede var bekendt med denne forudsætning, eller at indklagede ved at modtage et indskud af denne størrelse i 1997 har bibragt klageren en berettiget forventning om, at der kunne opnås et skattemæssigt fradrag af denne størrelse. Hertil kommer, at indklagede ved aftalens oprettelse med nogen ret kan være gået ud fra, at en regulering af det aftalte årlige indskud i overensstemmelse med reguleringen af opfyldningsfradraget ville blive betragtet som en pristalsregulering. Ankenævnet finder derfor ikke, at indklagede har pådraget sig et ansvar for tabet på 422 kr. som følge af nedsættelsen af fradraget for 1997 med 6.200 kr., ligesom indklagede er uden ansvar for, at klagerens mulighed for skattemæssigt fradrag frem til udløbet af indbetalingsperioden er begrænset i forhold til det af klageren forventede.

Det må lægges til grund, at klageren for indkomståret 1998 kunne have opnået skattemæssigt fradrag for en indbetaling på i alt 59.100 kr. (26.000 kr. + 33.100 kr. - 6.200 kr.), og at klageren ville have foretaget denne indbetaling, såfremt indklagede havde ydet korrekt rådgivning om muligheden for indbetaling.

Selv om det må lægges til grund, at praksis på området var uklar, finder Ankenævnet, at indklagede har pådraget sig et ansvar ved over for klageren kategorisk at indtage det standpunkt, at en indbetaling ud over 33.100 kr. ikke kunne fradrages i indkomståret 1998, men kun over en 10 årig periode i forbindelse med oprettelse af en ny aftale. Det bemærkes herved, at indklagede kunne have modtaget den af klageren ønskede indbetaling på 66.200 kr. under den bestående aftale med forbehold om forelæggelse af spørgsmålet for skattemyndighederne.

Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør yde klageren en erstatning for manglende indbetaling af 19.800 kr. (59.100 kr. - 33.100 kr. - 6.200 kr.) på ratepensionen i 1998. Som erstatning bør indklagede betale et beløb svarende til den skattemæssige fordel, klageren ville have opnået, såfremt han havde indbetalt yderligere 19.800 kr. på ratepensionen i 1998. Beløbet bør opgøres som differencen mellem beskatningen af 19.800 kr. med klagerens marginalskatteprocent i 1998 og den forventede beskatning ved ratepensionens udbetaling. Det således opgjorte beløb betales til klageren med tillæg af renter efter renteloven fra den 25. oktober 1999.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde kompensation for det arbejde, der for klageren har været forbundet med sagen. Det bemærkes herved, at det af Ankenævnets vedtægter § 16, stk. 1, fremgår, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger betale klageren en erstatning som ovenfor anført. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.