Sagsnummer: | 595/2024 |
Dato: | 20-06-2025 |
Ankenævn: | Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Mette Lindekvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen. |
Klageemne: | Rådgivning - omsætning/opførelse af fast ejendom Realkreditbelåning - byggelån Byggelån |
Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med finansiering af byggeri. |
Indklagede: | Sydbank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med finansiering af byggeri.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Sydbank.
Banken har oplyst, at klageren i 2018 købte en byggegrund, hvor klageren påbegyndte opførelse af en ejendom for egne midler.
Banken har endvidere oplyst, at klageren i sommeren 2021 kontaktede banken, da han ønskede finansiering til færdiggørelse af byggeriet.
Klageren optog et fastforrentet 1,5 % realkreditlån i Totalkredit formidlet af banken. Lånets hovedstol udgjorde 1.023.000 kr. Af låneaftalen fremgår blandt andet:
”Yderligere rådgivning
Jeg bekræfter, at jeg har fået rådgivning og oplysning om:
…
…
Banken har oplyst, at lånet var et forhåndslån, da ejendommen var under opførelse.
Af låne- og pantsætningsaftale indgået i forbindelse med låneaftalen fremgår, at Totalkredit fik pant i ejendommen. Af aftalen fremgår endvidere blandt andet:
”Forfald og opsigelse
Lånet forfalder helt eller delvist til øjeblikkelig indfrielse uden varsel, hvis:
…
Banken har oplyst, at klageren underskrev lånedokumenterne elektronisk den 30. juni 2021.
Banken stillede en garanti for forhåndslånet over for Totalkredit.
Ved brev af 15. juli 2021 til klageren meddelte Totalkredit, at realkreditlånet var blevet udbetalt. Af brevet fremgår endvidere, at lånet blev forrentet fra den 16. juli 2021.
Banken har oplyst, at lånet blev udbetalt til lånesagskonto -190.
Ved brev af 19. juli 2021 til klageren meddelte banken, at lånet på 1.023.000 kr. var blevet udbetalt.
Den 9. juli 2022 blev der tinglyst pant i ejendommen til person H til sikkerhed for et krav på 1.350.000 kr. Pantet fik prioritet efter realkreditpantebrevet til Totalkredit.
Banken har oplyst, at den ikke blev orienteret om, at klageren pantsatte ejendommen til sikkerhed for kravet på 1.350.000 kr.
Banken har endvidere oplyst, at klageren den 20. december 2022 kontaktede banken telefonisk, da klageren ønskede forlængelse i forhold til færdiggørelse af ejendommen. Under samtalen oplyste klageren, at ejendommen var 80 % færdig. Klageren og banken drøftede toårsfristen, herunder muligheden for at udskyde færdiggørelsestidspunktet gennem ansøgning om fristforlængelse. Banken oplyste klageren om, at dette ville kræve en vurdering af ejendommen, og at klageren skulle lave en opgørelse over status på byggeriet.
Banken har yderligere oplyst, at klageren den 13. februar 2023 kontaktede banken telefonisk, da klageren ønskede at drøfte muligheden for at omlægge lånet i ejendommen for derved at udnytte kursen på realkreditlånet og for at få udbetalt et provenu på 150.000 kr. Banken oplyste klageren om, at det skulle undersøges nærmere, da toårsfristen nærmede sig. Banken rykkede endvidere for en opgørelse over status på byggeriet.
Den 2. marts 2023 modtog banken status og budget fra klageren. Af budgettet af 2. marts 2023 fremgår blandt andet:
”Ved at indfri nuværende lån og optage et nyt kreditforeningslån og derved opnå en friværdi (kursværdien) på ca. 200.000 Kr. som så vil være løsningen til at færdiggøre byggeprojektet.”
Banken har oplyst, at klageren den 30. marts 2023 kontaktede banken telefonisk vedrørende omlægning af realkreditlånet. Klageren oplyste, at han havde brug for 200.000 kr. til færdiggørelse af byggeriet. Det blev aftalt, at banken ville se på muligheden for en omlægning af lånet.
Banken har endvidere oplyst, at banken den 20. april 2023 anmodede klageren om en række oplysninger til brug for en kreditvurdering.
Banken har yderligere oplyst, at banken den 22. juni 2023 kontaktede klageren telefonisk. Parterne aftalte, at banken umiddelbart efter samtalen ville køre forbi ejendommen for at se status på byggeriet. Baggrunden for dette var, at toårsfristen nærmede sig. Parterne aftalte endvidere vedrørende forhåndslånet, at banken på klagerens vegne skulle ansøge Totalkredit om fristforlængelse.
Den 22. juni 2023 ansøgte banken Totalkredit om fristforlængelse på afslutning af lånesagen. Af ansøgningen fremgår, at der blev ansøgt om fristforlængelse til den 16. december 2023.
Banken har oplyst, at banken den 23. juni 2023 meddelte klageren, at ejendommen skulle vurderes til brug for Totalkredits vurdering af fristforlængelsen.
Ved kreditaftale af 23. juni 2023 indgik parterne aftale om, at klageren blev bevilget et midlertidigt overtræk på 200.000 kr. på konto -182. Af kreditaftalen fremgår, at debitorrenten udgjorde 6,4504 % p.a., og at overtrækket bortfaldt den 13. september 2023.
Ved e-mail af 11. juli 2023 til banken meddelte Totalkredit, at den forlængede fristen med tre måneder til den 16. oktober 2023.
Banken har oplyst, at banken den 18. juli 2023 kontaktede klageren telefonisk vedrørende status på byggeriet.
Den 21. juli 2023 havde parterne en telefonisk drøftelse vedrørende omlægning. Banken har fremlagt en transskribering af samtalen. Af transskriberingen fremgår blandt andet:
”[Banken]: Det er godt. Kan du huske, at du spurgte om du kunne lægge lån om, og lave det om, og alt det her.
[Klageren]: Ja.
[Banken]: Hvis det nu var.
[Klageren]: Ja.
[Banken]: Ja. Jeg har undersøgt det og har svar til dig. Det der er ved det, det er, at hvis vi skal gøre det, så det at øh vi skal have vurderet projektet helt forfra på ny, og du skal, hvad er det det hedder, komme med beskrivelser af alt, og regninger og forslag til hvad det koster, og alt det der.
[Klageren]: Puha, nå.
[Banken]: Ja. Så uanset så.
[Klageren]: Ja. Det andet det, var det bare et tillægslån?
[Banken]: Det jeg har ydet dig nu, det er sådan bare en midlertidig kredit, fordi når det så er, at de kommer ud og godkender ejendommen,
[Klageren]: Ja.
[Banken]: Og ligesom sige, at nu står den der, den er i brug og det virker,
[Klageren]: Ja,
[Banken]: Så kan vi lægge lånet om uden at vi skal hen i det der projekt, for samtidigt - i mellemtiden - så har vi nemlig også fået det sådan, at vi har en afdeling nede sydpå, der hedder vores byg-afdeling, som tager sig af nybyggeri. Og så skal de involveres, henover det. Og uden at det skal lyde forkert, så skal de til at holde møder med dig, og så skal vi hen og lave det, og alt det der, og så er spørgsmålet, er det ikke bare bedre at du bruger tiden på at bygge hurtigt færdig, og så laver vi det, når du er færdig?
[Klageren]: Jo, og så tager vi en endelig vurdering. Ja.
[Banken]: Ja.
[Klageren]: Det er det vi gør.
[Banken]: Skal vi ikke gøre det?
[Klageren]: Jo.
[Banken]: Det er sgu i orden.
[Klageren]: Det gør vi bare."
Banken har oplyst, at parterne den 18. august 2023 havde en telefonisk drøftelse vedrørende status på byggeriet.
Banken har endvidere oplyst, at klageren under en telefonsamtale den 29. august 2023 oplyste, at han forventede at være færdig med byggeriet inden for to måneder.
Banken har yderligere oplyst, at klageren under en telefonsamtale den 11. september 2023 oplyste, at byggeriet ikke kunne færdigmeldes. Parterne aftalte, at overtrækket skulle forlænges.
Ved kreditaftale af 13. september 2023 indgik parterne aftale om, at klageren blev bevilget et midlertidigt overtræk på 200.000 kr. på konto -597. Af kreditaftalen fremgår, at debitorrenten udgjorde 12,5509 % p.a., og at overtrækket bortfaldt den 22. november 2023.
Banken har oplyst, at overtrækket på konto -597 blev brugt til at inddække trækket på konto -182.
Den 11. oktober 2023 ansøgte banken Totalkredit om fristforlængelse på afslutning af lånesagen. Af ansøgningen fremgår, der blev ansøgt om fristforlængelse til den 16. januar 2024.
Ved e-mail af 17. oktober 2023 til banken meddelte Totalkredit, at den forlængede fristen til den 31. december 2023.
Ved kreditaftale af 6. december 2023 indgik parterne aftale om, at klageren blev bevilget et midlertidigt overtræk på 200.000 kr. på konto -307. Af kreditaftalen fremgår, at debitorrenten udgjorde 11,9511 % p.a., og at overtrækket bortfaldt den 10. februar 2024.
Banken har oplyst, at klageren har meddelt banken, at han ikke modtog kreditaftalerne af 23. juni, 13. september 2023 og 6. december 2023.
Banken har endvidere oplyst, at overtrækket på konto -307 blev brugt til at inddække trækket på konto -597.
Banken har yderligere oplyst, at parterne den 13. december 2023 havde en telefonsamtale. Klageren oplyste, at byggeriet ikke var færdigt. Banken meddelte, at byggeriet skulle være færdigt inden for fristen den 31. december 2023, og at banken i den forbindelse skulle bruge et samlet overblik over udgifterne til byggeriet til brug for færdigmeldingen over for Totalkredit. Derudover blev muligheden for omlægning eller tillægslån efter færdigmeldingen drøftet, hvor klageren blev oplyst om, at var en forudsætning, at H’s pant af 9. juli 2022 rykkede for Totalkredit.
Den 21. december 2023 sendte klageren en endelig opgørelse over byggeudgifter til banken.
Banken har oplyst, at parterne den 16. januar 2024 havde en telefonisk drøftelse vedrørende færdigmelding, hvor banken gjorde opmærksom på, at Totalkredit var berettiget til at opsige realkreditlånet på grund af manglende færdigmelding. Klageren oplyste også, at han manglede to måneder til at færdiggøre byggeriet. Banken oplyste, at banken ikke kunne stille yderligere likviditet til rådighed for færdiggørelsen af byggeriet. Banken oplyste klageren om, at lånet ikke kunne omlægges, før byggeriet var færdiggjort.
Ved e-mail af 16. januar 2024 ansøgte banken Totalkredit om fristforlængelse på afslutning af lånesagen. Der blev ansøgt om fristforlængelse til den 16. april 2024.
Ved e-mail af 29. januar 2024 til banken meddelte Totalkredit, at den forlængede fristen med tre måneder til den 16. april 2024. Realkreditinstituttet meddelte endvidere, at fristen ikke ville blive forlænget igen.
Banken har oplyst, at den samme dag blandt andet orienterede klageren om fristforlængelsen, og at realkreditinstituttet ville igangsætte opsigelse af lånet, hvis ikke byggeriet blev færdigt.
Banken har endvidere oplyst, at klageren ønskede at holde et møde med banken den 27. februar 2024, men at klageren aflyste mødet.
Banken har yderligere oplyst, at parterne havde en telefonisk drøftelse den 1. marts 2024. Banken oplyste klageren om, at lånet i Totalkredit ikke kunne omlægges, da byggeriet ikke var færdigt, og da klageren ikke havde indhentet rykningstilsagn i forhold til H’s pant.
Ved brev af 2. april 2024 til banken fremsatte klageren krav om betaling af sine øgede omkostninger og renteudgifter som følge af bankens mangelfulde sagsbehandling. Af brevet fremgår blandt andet:
”Jeg hører at det kan betale sig at omprioriterer fast forrentede lån, da renten stiger og kursen falder.
Jeg kontakter derfor Sydbank ved [personnavn A] kundecenter [område] d. 3. februar 2023, for at høre, om det er noget jeg kan gøre brug af, hvilket han ikke svarer på.
Jeg kontakter [personnavn A] ca. 2 måneder senere, og spørg om det er en gemmeleg? da han ikke har svaret på min kontakt. Hvortil han svarer ”Jeg skal lige tale med min Chef!”
Kort tid efter indsætter Sydbank 185.000 Kr. på min Budget konto, helt uden at vi har talt sammen om hvilke betingelser dette medfører. Disse flyttes uden min viden til en anden budgetkonto, hvorfor?
[Personnavn B] fra [ejendomsmægler], kommer ud og vurderer huset d. 28. juni 2023 og han udtaler at det skal være færdigt indvendigt til Nytår, det fremgår ikke hvornår huset skal være færdigt udvendigt, derfor prioritere jeg det indvendige, og denne besked blev overhørt af min datter.
Allerede 2 måneder efter begynder [personnavn A], at rykke for at vi kan færdigmelde huset, hvortil jeg svarer, at [personnavn B] har sagt til Nytår, det kan han da ikke bestemme, siger [personnavn A]. Hvem skal bestemme dette?
Jeg spørger til de aftaler de to har indgået i forbindelse med færdiggørelsen, men der er ikke indgået nogen aftaler udtaler [personnavn A].
Fredag den 29.12.2023 ringer [personnavn A] og beder mig om at godkende et nyt lån fra Totalkredit med det samme, hvilket skal gøres inden nytår, med Mit-Id, hvilket jeg gør mens han er på telefonen, da jeg grundet datoen kun 2 dage før nytår, føler mig presset, fordi det er jo årets sidste bankdag han ringer på. Men det viser sig, at det jeg godkender, er en kassekredit med bevilget overtræk til høje renter og omkostninger.
Ifølge min overbevisning, bør Sydbank dække de øgede omkostninger og renteudgifter, som er blevet mig pålagt, ganske simpelt fordi den sagsbehandling jeg har fået i denne sag, har været endog meget mangelfuld, da der gentagne gange ikke er blevet svaret på mails, og samtidig ender med at være meget tidspresset.
Der er aftalt, at projektet skal gøres færdigt hurtigst muligt, pengene til færdiggørelsen er ikke stillet til rådighed og der er ikke lavet aftale om en endelig slut dato.”
Ved e-mails af april 2024 til klageren meddelte banken, at den havde forsøgt at kontakte ham telefonisk. Banken oplyste, at Totalkredit kunne kræve lånet indfriet, og at der derfor ville komme et træk på klagerens konto på ca. 950.000 kr.
Banken har oplyst, at parterne den 30. april og den 1. maj 2024 talte om, at fristen var overskredet, og at lånet kunne opsiges til indfrielse. Banken har endvidere oplyst, at den kontaktede klageren telefonisk den 8. maj 2024 for at drøfte håndteringen af sagen, herunder at lånet ville blive opsagt.
Banken har endvidere oplyst, at parterne den 24. maj 2024 havde en telefonisk drøftelse. Banken gentog, at Totalkredit ville opsige lånet. Klageren oplyste, at H havde indvilliget i at lade sit pant rykke for et realkreditlån på 1,2 mio. kr.
Ved brev af 12. juni 2024 til banken meddelte Totalkredit, at forhåndsgarantien var udløbet, og at realkreditinstituttet ikke kunne lukke lånesagen. Dette betød, at banken skulle indfri lånet på 1.023.000 kr. inden for 15 bankdage.
Banken har oplyst, at parterne den 3. juli 2024 havde en telefonisk drøftelse. Banken tilbød klageren at stille en midlertidig kredit rådighed brug for indfrielse af forhåndslånet til Totalkredit.
H gav over for banken tilsagn til rykning af sit pantebrev i ejendommen.
Banken udarbejdede en kreditaftale af 4. juli 2024 vedrørende en trækningsret på 1.005.000 kr. Debitorrenten udgjorde 7,1859 %, og kreditten skulle indfris den 2. december 2024. Banken har oplyst, at klageren ikke ønskede at indgå kreditaftalen.
Ved e-mail af 8. juli 2024 til klageren meddelte banken:
”Vi skal have styr på det videre forløb. Det er vigtigt, at vi får en aftale i hus omkring den videre finansiering inden dit Totalkredit lån indfries og det haster.
Lånet er opsagt og skal indfries. Indfrier vi det uden at du har underskrevet lånesagskreditten og fundet en anden løsning i banken, kan vi ikke få 1. prioritetspant og det vil betyde det fulde beløb forfalder til indfrielse hos dig.
Jeg fortalte dig i telefonen, at vi ikke kan hjælpe dig videre og så bliver sagen overdraget til vores inkassoafdeling – med mindre du kan låne pengene et andet sted.
Jeg vil klart anbefale dig, at underskriv lånesagskreditten, da du på den måde får mere tid til færdiggørelse af projektet. Her er deadline 1. oktober. Det er en langt billigere løsning end inkasso og du har tid til at færdiggøre huset.”
Ved e-mail af 16. september 2024 til banken oplyste klageren, at han ville undersøge muligheden for at skifte bank.
Ved brev af 28. oktober 2024 til klageren opsagde banken konto -307 til fuld indfrielse. Af opsigelsen fremgår blandt andet, at klageren inden for 10 dage skulle betale 230.212,82 kr., at renten var variabel og på daværende tidspunkt udgjorde 16,25 %.
Banken har oplyst, at overtrækket blev overdraget til bankens inkassoafdeling.
Den 28. november 2024 indgav klageren sagen for Ankenævnet.
Banken har oplyst, at banken havde en drøftelse med Totalkredit. Realkreditinstituttet besluttede ikke at opsige realkreditlånet til fuld indfrielse og frigav forhåndslånsgarantien over for banken mod, at banken stillede sædvanlig supplerende sikkerhed over for TotaIkredit.
Banken har endvidere oplyst, at banken telefonisk har oplyst klageren om, at lånet ikke vil blive opsagt, og at fremtidig belåning af ejendommen gennem Totalkredit, herunder omlægning, vil kræve, at byggeriet er afsluttet og færdigmeldt over for kommunen, ligesom det vil kræve sædvanlig kreditvurdering.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Sydbank skal betale 200.000 kr. samt tilbagebetale renter.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken bør udbetale det provenu, som han kunne have opnået i forbindelse med omlægning af sit realkreditlån samt en eventuel forhøjelse af lånet, i alt 200.000 kr. Herudover bør banken kompensere ham for de renter, som han er blevet pålagt i forbindelse med kassekredit oprettet under pres.
Han har været kunde i banken i fire år. I perioden har han været i gang med at opføre et hus. I den forbindelse er banken kommet med modstridende oplysninger og manglende rådgivning i forbindelse med omlægning af lån. Dette har medført, at banken bl.a. har oprettet en budgetkonto, på hvilken den indsatte 185.000 kr. Han anså dette som et forskud på en aftalt låneomlægning, men den låneomlægning har banken aldrig sat i værk.
Den 29. december 2023 blev han kontaktet af banken angående låneomlægningen. Han skulle skrive under her og nu for at få omlagt lånet. Det, han skrev under på, viste sig at være at være en kassekredit med langt højere omkostninger.
I juli 2024 kom banken med et tilbud om et lån på 1.005.000 kr. til at afbetale lån hos Totalkredit. Dette lån havde en løbetid på fire måneder og 28 dage. Senere fremsatte banken telefonisk et tilbud om et lån på 200.000 kr., som havde en løbetid på halvanden måned.
Sydbank har anført, at klageren ikke havde ikke krav på omlægning af lånet i Totalkredit. Klageren havde således ikke krav på at optage lån gennem Totalkredit, som ville give ham et provenu på 200.000 kr. Det følger af fast ankenævnspraksis, at et pengeinstitut ikke er forpligtet til at tilbyde kunder lån, og at det beror på pengeinstituttets egne kreditpolitiske overvejelser og vurderinger, om et pengeinstitut ønsker at imødekomme et ønske om lån eller omlægning.
Banken har løbende ydet rådgivning til klageren om forhåndslånet, herunder tidsfristerne. Den 21. juli 2023 blev det aftalt med klageren, at banken ikke skulle undersøge nærmere i forhold til ønsket om omlægning. Klageren ønskede først at omlægge Totalkreditlånet efter færdiggørelse af byggeriet. Klageren har under hele forløbet i forbindelse med fristforlængelserne stillet banken i udsigt, at han næsten var færdig med byggeriet. Klageren har allerede af denne grund ikke lidt et tab. Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med håndteringen af klagerens forespørgsel på omlægningen af lånet i foråret 2023.
Banken er derfor ikke erstatningsansvarlig over for klageren vedrørende omlægning af Totalkreditlånet i foråret 2023.
Klageren blev bevilget en midlertidig trækningsret på konto -182 den 23. juni 2023 på 200.000 kr., som udløb den 13. september 2023. Klageren blev derefter bevilget en midlertidig trækningsret på konto -597 den 13. september 2023 på 200.000 kr., som blev brugt til at inddække overtrækket på konto -182. Trækningsretten udløb den 22. november 2023. Klageren blev derefter bevilget en midlertidig trækningsret på konto -307 den 6. december 2023 på 200.000 kr., som blev brug til at inddække overtrækket på konto -597.
Banken er kun berettiget til at opkræve rente i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 23, hvilket bankens inkassoafdeling har taget højde for, og allerede betalte renter og omkostninger er blevet fratrukket i bankens tilgodehavende mod klageren for overtrækket på konto -597.
Banken har løbende ydet rådgivning til klageren om forhåndslånet, herunder tidsfristerne. Banken har ansøgt om fristforlængelse tre gange, da klageren stillede banken i udsigt, at han ville være færdig med byggeriet inden for de ansøgte fristforlængelser.
Banken blev af Totalkredit orienteret om, at lånet ville blive opsagt, hvilket banken videreformidlede til klageren. Banken er ikke ansvarlig for, at Totalkredit på grund af sagsbehandlingsfejl ikke opsagde lånet over for klageren, selvom Totalkredit var berettiget til dette.
Selvom banken ikke var forpligtet til at yde lån til klageren, tilbød den klageren en kreditfacilitet til at indfri lånet til Totalkredit, hvor banken blandt andet sikrede, at panthaveren underskrev et uigenkaldeligt rykningstilsagn. Klageren afslog bankens finansieringstilbud.
Banken har i forbindelse med klagesagen for Ankenævnet foranlediget, at Totalkredit har frafaldet opsigelsen af lånet.
Klageren har derfor ikke lidt et tab.
Banken er derfor ikke erstatningsansvarlig over for klageren vedrørende bankens rådgivning i forbindelse med udløbet af forhåndslånet.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Sydbank.
Banken har oplyst, at klageren i 2018 købte en byggegrund, hvor klageren påbegyndte opførelse af en ejendom for egne midler. I sommeren 2021 kontaktede klageren banken, da han ønskede finansiering til færdiggørelse af byggeriet.
Klageren optog et forhåndslån i Totalkredit formidlet af banken. Lånets hovedstol udgjorde 1.023.000 kr. Byggeriet skulle færdigmeldes til realkreditinstituttet senest to år efter, at lånet var udbetalt. Banken stillede en garanti for forhåndslånet over for Totalkredit. Den 16. juli 2021 blev lånet udbetalt.
Banken har oplyst, at klageren den 13. februar 2023 kontaktede banken telefonisk, da klageren ønskede at drøfte muligheden for at omlægge lånet i ejendommen for derved at udnytte kursen på realkreditlånet og for at få udbetalt et provenu på 150.000 kr. Banken oplyste klageren om, at det skulle undersøges nærmere, da toårsfristen nærmede sig.
Banken har endvidere oplyst, at klageren den 30. marts 2023 kontaktede banken telefonisk vedrørende omlægning af realkreditlånet. Klageren oplyste, at han havde brug for 200.000 kr. til færdiggørelse af byggeriet. Det blev aftalt, at banken ville se på muligheden for en omlægning af lånet. Den 20. april 2023 anmodede banken klageren om en række oplysninger til brug for en kreditvurdering.
Den 21. juli 2023 havde parterne en telefonisk drøftelse vedrørende omlægning. Under samtalen blev det aftalt, at lånet skulle omlægges efter færdiggørelse af byggeriet. Banken har fremlagt en transskribering af samtalen.
Ankenævnet finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at klageren og banken indgik en aftale om omlægning af klagerens realkreditlån, således at han fik udbetalt et provenu på 200.000 kr. Endvidere finder Ankenævnet, at det beror på bankens forretnings- og kreditmæssige vurdering, om den ønsker at tilbyde klageren en låneomlægning.
Klageren får derfor ikke medhold i sin påstand om, at banken skal betale ham 200.000 kr.
Ved kreditaftale af 23. juni 2023 blev klageren bevilget et midlertidigt overtræk på 200.000 kr. Af kreditaftalen fremgår, at debitorrenten udgjorde 6,4504 % p.a. Overtrækket blev forlænget ved kreditaftaler af 13. september og 6. december 2023. Debitorrenten udgjorde henholdsvis 12,5509 % p.a. og 11,9511 % p.a.
Ved brev af 28. oktober 2024 til klageren opsagde banken konto -307 til fuld indfrielse. Den 28. november 2024 indgav klageren sagen for Ankenævnet. Banken har oplyst, at Totalkredit traf beslutning om ikke at opsige realkreditlånet til fuld indfrielse og frigav forhåndslånsgarantien over for banken mod, at banken stillede sædvanlig supplerende sikkerhed over for TotaIkredit.
Klageren har anført, at banken bør kompensere ham for de renter, som han er blevet pålagt i forbindelse med kassekredit oprettet under pres.
Ankenævnet finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at kreditaftalerne af 23. juni, 13. september og 6. december 2023 blev indgået efter utilbørligt pres fra banken, hvorfor klageren ikke får medhold i denne del af klagen.
Ankenævnet finder, at det ikke i øvrigt kan anses for godtgjort, at banken har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med finansieringen af klagerens byggeri.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.