Kaution. Manglende underretning. Afvisning. Bevis.

Sagsnummer:596/1993
Dato:10-03-1994
Ankenævn:Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst:Kaution. Manglende underretning. Afvisning. Bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 11. april 1991 underskrev klageren særskilt kautionsdokument, hvorefter hun indestod som selvskyldnerkautionist vedrørende et af indklagedes Svendborg afdeling ydet lån på 12.222,79 kr.

Ved skrivelse af 19. juni 1991 til klageren orienterede afdelingen om, at kautionslånet var i restance med 900 kr.

Indklagede har oplyst, at man herefter med kautionslånets debitor aftalte en afdragsvis afvikling af restancen, hvorefter der indbetaltes regelmæssigt på lånet. I perioden fra oktober 1991 til februar 1992 var lånets restance varierende mellem to og tre måneders ydelse. Herefter steg restancen, og fra 11. maj 1992 til 1. april 1993 betalte debitor ikke på lånet.

Ved skrivelse af 16. marts 1993 til debitor opsagde indklagede lånet til omgående indfrielse. Lånets restgæld var da 13.380,26 kr.

Den 18. juni 1993 døde debitor. Den 22. juli 1993 anmodede afdelingen klageren om at rette henvendelse vedrørende lånets indfrielse.

Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 23. juli 1993 ydede afdelingen klageren et lån på 13.650 kr. til indfrielse af klagerens kautionsforpligtelse.

Den 5. august 1993 henvendte klageren sig i afdelingen og krævede, at indklagede eftergav det netop etablerede lån med henvisning til, at indklagede ikke havde orienteret klageren om kautionslånets restancer. Dette afviste indklagede.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at eftergive klageren det i juli 1993 etablerede lån.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun ikke har modtaget underretning om restancen i perioden 11. maj 1992 - 1. april 1993, og dette bør medføre, at hun må anses for frigjort fra det til indfrielsen af kautionsforpligtelsen oprettede lån.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at indklagedes manglende overholdelse af bank- og sparekasselovens § 41 om underretning af klageren om kautionslånets manglende afvikling alene medfører, at klageren kan fritages i det omfang, klagerens regreskrav er blevet forringet herved. Indklagede kan i medfør af kautionsdokumentets almindelige bestemmelser pkt. 3 give debitor henstand med afdrag m.v. uden at indhente kautionistens samtykke. Hertil kommer, at klagerens regreskrav mod debitor ikke kan anses for forringet på grund af indklagedes undladelse, idet debitor i den omhandlede periode var kontanthjælpsmodtager og ikke ejede aktiver ud over beskedent indbo og derfor ikke ville have været i stand til at honorere et regreskrav fra klageren.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt klagerens regresmulighed blev forringet som følge af den manglende underretning efter § 41 vil kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som gør sagen uegnet til behandling i Ankenævnet, jvf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger:

Som erkendt af indklagede undlod man at give klageren underretning om debitors misligholdelse af låneaftalen som foreskrevet i bank- og sparekasselovens § 41. En stillingtagen til, om denne overtrædelse af bestemmelsen har forringet klagerens regreskrav, findes imidlertid at kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan afgives for Ankenævnet. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af § 7, stk. 1, i nævnets vedtægter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.