Indsigelse mod rentebeløb/samlet beløb, som klageren betalte på et misligholdt lån optaget i 1982/1983, og som blev afviklet i perioden 1986-1996 i henhold til aftale med banken.

Sagsnummer:463/2020
Dato:09-11-2021
Ankenævn:Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Udlån - studielån
Udlån - indfrielse
Forældelse - udlån
Ledetekst:Indsigelse mod rentebeløb/samlet beløb, som klageren betalte på et misligholdt lån optaget i 1982/1983, og som blev afviklet i perioden 1986-1996 i henhold til aftale med banken.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod rentebeløb/samlet beløb, som klageren betalte på et misligholdt lån optaget i 1982/1983, og som blev afviklet i perioden 1986-1996 i henhold til aftale med banken.

Sagens omstændigheder

Klageren, der for tiden ikke har et engagement hos Danske Bank, optog i 1982/83 et studielån med en hovedstol på 39.500 kr. i banken.

Klageren har oplyst, at da han skulle tilbagebetale lånet, aftalte han med sin far, at denne skulle betale den månedlige ydelse, mens klageren var i militæret og derefter bortrejst i halvandet år. Da klageren kom tilbage i august 1986, fandt han ud af, at hans far ikke havde indtalt på lånet, og at lånet var gået til inkasso. Klageren har oplyst, at han i sommeren 1986 indgik en afdragsordning med banken, og at han derefter i henhold til aftalen indbetalte 800 kr. om måneden i ti år frem til sommeren 1996, svarende til en samlet indbetaling på i alt cirka 96.000 kr.

Banken har oplyst, at den ikke er i besiddelse af oplysninger og dokumenter om klageren/gældsforholdet, da alle relevante oplysninger og dokumenter er slettet i henhold til persondataforordningens artikel 17. Banken har endvidere oplyst, at den har forsøgt at fremskaffe de daværende, relevante rentesatser, men at dette ikke har været muligt.

I forbindelse med Danske Banks såkaldte gældsinddrivelsessag om for meget opkrævet på bankens inkassosager har banken oprettet en hjemmeside, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

Hvis du skal have penge tilbage

Vi undersøger i øjeblikket alle de sager, der kan være omfattet af fejlen. Derfor kan der gå lidt tid, inden vi ved, om du skal have penge tilbage.

Alle kunder, der kan være påvirket af fejlen, modtager et brev fra os. Hvis du skal have penge tilbage, vil du i brevet kunne se, hvor meget du skal have tilbage, og hvordan du får pengene retur.

Du kan anmelde yderligere tab

Hvis du mener, at du har haft et indirekte tab eller et tab ud over det beløb, du skal have tilbage, kan du anmelde det ved at udfylde formularen og sende den til os.”

Klageren indgav en anmeldelse banken, som afviste klagerens krav. Den 2. september 2020 sendte klageren en klage til banken, der ved brev af 2. oktober 2020 anførte, at klageren efter bankens opfattelse ikke havde lidt et tab som følge af bankens gældsinddrivelsessag.

Klageren har oplyst, at han har rettet henvendelse til de offentlige myndigheder, som var ansvarlige for studielån i 1982/1983, og som oplyste, at hans lån var af låntypen 4, hvor renten var diskontoen minus tre procent om året, mens han læste, og derefter diskontoen plus 1 procent om året.

Klageren har fremlagt uddrag af sine årsopgørelser fra Skat for årene 1986-1996. Klageren har anført, at oplysningerne fra Skat viser, at rentetilskrivningen på lånet skete med rentesatser, der lå langt over de gældende rentesatser for hans lån (låntypen 4).

Klageren har udarbejdet beregninger over, hvordan lånet efter hans opfattelse skulle have været afviklet. Klageren har oplyst, at han i beregningerne har anvendt rentesatserne for låntype 4, og at beregningerne indeholder renters rente ved månedlig rentetilskrivning. Klageren har endvidere udarbejdet beregninger af de af banken anvendte rentesatser. Banken har bestridt klagerens beregninger.

Parternes påstande

Den 27. november 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal udregne den rette rente og tilbagebetale eventuelt for meget betalt rente.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han efter afsløringen af, at Danske Bank har krævet for meget i tilbagebetaling i forbindelse med tusindvis af inkassosager, ikke er i tvivl om, at han er blandt én af de mange, der er blevet opkrævet alt for meget.

Lånet var på 39.500 kr., som var det højeste beløb, man kunne låne på daværende tidspunkt. Da han kom tilbage efter militærtjeneste og udlandsrejse i august 1986 var lånet gået til inkasso og var blevet mere end fordoblet. Han indgik aftale med banken om betaling af 800 kr. månedligt i ti år fra august 1986 og har således betalt cirka 96.000 kr.  Et lån på 39.500 kr. kan ikke stige til over det dobbelte på 2 ½ år.

Han holdt et møde med den daværende bankdirektør i sin lokale afdeling i banken, mens tilbagebetalingen foregik, hvor han klagede over, at der var noget galt med tilbagebetalingen af lånet.

Oplysningerne, som han har indhentet hos de offentlige myndigheder, som var ansvarlige for studielån i 1982/1983 og hos Skat samt hans beregninger viser, at Danske Bank har opkrævet alt for høje renter.

Ifølge Skats oplysninger var renteudgiften i for eksempel 1986 7.860 kr., hvilket svarede til en rentetilskrivning med en rente på langt over 14 % p.a., hvilket var langt over den gældende rentesats på 8 % p.a. på låntype 4. Tilsvarende fremgår af de øvrige årsopgørelser.

De af banken anvendte rentesatserne er forkerte. Hans beregninger viser, at han har betalt alt for meget, og at banken i alle årene har anvendt alt for høje rentesatser i forhold til de for lånet gældende rentesatser.

Danske Bank har anført, at banken selv ville have kontaktet klageren, såfremt han havde haft et gyldigt krav, hvilket han imidlertid ikke har.

Banken er forpligtet til at slette klagerens persondata, jævnfør persondataforordningens artikel 17, når banken ikke længere har et gyldigt formål til at behandle, herunder opbevare dem, hvilket banken ikke længere har i denne sag.

Da låneforholdet ligger så langt tilbage i tid, kan banken ikke biddrage med yderligere sagsoplysninger. Banken har ingen oplysninger eller dokumenter om klageren/gældsforholdet. Det er desværre ikke muligt for banken at genskabe en oversigt over de persondata, banken har haft i relation til sagen. Banken har forgæves forsøgt at fremskaffe de daværende, relevante rentesatser, men dette har ikke været muligt, henset til at forholdet ligger så langt tilbage i tid. Banken kan således desværre ikke kan imødekomme klagerens forespørgsel om at sende dokumenter og oplysninger, ligesom banken ikke kan pålægges at imødekomme forespørgslen.

Banken kan således ikke medvirke til at oplyse eller dokumentere hvilken type lån, der blev optaget i banken, herunder hvilke (rente)vilkår, der regulerede låneforholdet. Banken kan således ikke vurdere, om lånet fulgte de rentesatser, som klageren anfører, eller om banken eksempelvis havde en minimumssats eller nogle tillæg, gebyrer eller andet, der påvirkede de af klageren oplyste rentesatser.

I 1980’erne og 1990’erne havde banken generelt et højt renteniveau, hvorfor den af klageren oplyste udvikling på lånet ikke virker usandsynlig eller urimelig datidens renteniveau taget i betragtning.

Klagerens udregninger bestrides.

Et tilbagesøgningskrav på for meget betalte renter er desuden forældet både i forhold til den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, samt i henhold til den absolutte forældelsesfrist på ti år, jævnfør forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, idet lånet - og dermed de sidste renter - ifølge klagerens sagsfremstilling blev indfriet i sommeren 1996.

Ankenævnets bemærkninger

I 1982/83 optog klageren et studielån på 39.500 kr. i Danske Bank. Lånet overgik til inkasso, og i sommeren 1986 indgik klageren en afdragsordning med banken om betaling af 800 kr. om måneden i ti år.

På grund af den forløbne tid siden 1996 finder Ankenævnet, at det ikke på nuværende tidspunkt kan pålægges banken at føre bevis for rigtigheden af bankens opkrævning af gælden over for klageren, eller at det skal komme banken bevismæssigt til skade, at den ikke længere er i besiddelse af oplysninger om klageren og gældsforholdet.

Hertil kommer, at det følger af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, at et eventuelt krav mod banken er forældet på nuværende tidspunkt, idet der ved indgivelsen af klagen til Ankenævnet den 27. november 2020 var forløbet mere end ti år efter, at klageren indfriede gælden.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.