| Sagsnummer: | 494/2023 |
| Dato: | 27-06-2024 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Dorte Runge-Moos, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: | Rådgivning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod manglende kreditværdighedsvurdering efter kreditaftalelovens § 7 c i 2011 og 2013 og mangelfuld råd-givning i forbindelse med salg af fast ejendom i 2014. Spørgsmål om forældelse og passivitet. |
| Indklagede: | Totalkredit |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod manglende kreditværdighedsvurdering efter kreditaftalelovens § 7 c og mangelfuld rådgivning i forbindelse med salg af fast ejendom. Spørgsmål om forældelse og passivitet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i pengeinstitut P, som i 2011 formidlede et realkreditlån i Totalkredit på 1.120.000 kr. i forbindelse med klagerens køb af en ejendom.
Klageren har fremlagt en e-mail af 28. februar 2011, som hun sendte til sin rådgiver i pengeinstitut P, hvoraf fremgår, at klagerens faste udgifter udover husleje var ca. 5.241 kr. om måneden, og at hendes indtægt var:
”…
Netto løn 13.000,00
Børnepenge 2.100,00 …
Børnecheck 1.000,00
I alt 16.100,00
+ ”leje fra [navn]”
…”
I september 2013 optog klageren et tillægslån i Totalkredit på 406.000 kr. i forbindelse med ombygning på ejendommen, også dette lån blev formidlet af pengeinstitut P.
Realkreditinstituttet har anført, at det for begge lån gælder, at pengeinstitut P havde kontakten og dialogen med klageren, herunder pligten til at iagttage ansvaret for rådgivning og oplysningspligter, samt foretage kreditvurdering og godkendelse af klageren til lån hos realkreditinstituttet, og at realkreditinstituttet, hverken i forbindelse med rådgivning om optagelse af lån eller kreditvurdering har været i kontakt med klageren.
Realkreditinstituttet har oplyst, at klageren den 1. januar 2015 grundet økonomiske forhold solgte sin ejendom ved et frivilligt ”underskudssalg” for 1.500.000 kr. Da salgsprovenuet ikke dækkede indfrielsesbeløbet, overdrog indklagede den 7. april 2015 et tabskrav mod klageren på 114.301 kr. til en ekstern inkassovirksomhed.
Realkreditinstituttet har oplyst, at det den 22. maj 2019 indgik en akkordaftale med klageren, hvorefter gælden blev nedskrevet til 90.000 kr., som klageren afdrog 500 kr. pr. måned på.
Totalkredit har anført, at der i september 2021 aftaltes en ny akkord, hvorved klageren den 21. september 2021 indbetalte 75.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af gælden.
Klageren har fremlagt en udateret oversigt over sit regnskab/budget for 2011, hvoraf blandt andet fremgår, at hun havde udgifter for i alt 12.405,60 kr., en lønindkomst på 13.000 kr. og et rådighedsbeløb på 594,40 kr.
Klageren har fremlagt en udateret oversigt over udgifter til ejendommen i 2011, hvoraf blandt andet fremgår, at de samlede udgifter til ejendommen med forbrug, skatter og vedligehold var ca. 11.730,60 kr. om måneden.
Den 26. januar 2023 kontaktede klageren realkreditinstituttet vedrørende spørgsmål om, hvorvidt det havde foretaget en kreditværdighedsvurdering af hende i forbindelse med hendes lånoptagelser.
Den 30. januar 2023 svarede realkreditinstituttet, at det ikke havde foretaget en kreditværdighedsvurdering, da klagerens optagelse af lån lå forud for implementeringen af Boligkreditdirektivet og bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Det formidlende pengeinstitut P havde dog gennemført en kreditvurdering.
Klageren har fremlagt en e-mail af 8. marts 2023 fra Finanstilsynet, hvori Finanstilsynet oplyser klageren, at pligten til at foretage kreditværdighedsvurderinger af forbrugere har fulgt af kreditaftalelovens § 7 c siden 2010.
Klageren har fremlagt en oversigt over opgørelse af krav, hvoraf fremgår, at hun i perioden 1. maj 2011 til 1. januar 2015 betalte ca. 205.742 kr. i renter og 15.000 kr. i omkostninger for realkreditlånet. Det fremgår herudover, at hun i perioden 1. september 2012 til 1. januar 2015 betalte 47.385 kr. i renter og 15.000 kr. i omkostninger for tillægslånet, og at hun i øvrigt blev pålagt inkassoudgifter og øvrige udgifter, hvorfor hendes samlede krav var 342.333 kr.
Parternes påstande
Den 16. august 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at långivningen til klageren fra 2011 og frem er ugyldig, og at Totalkredit skal godtgøre hende 342.333 kr.
Totalkredit har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at realkreditinstituttet ikke foretog den lovpligtige kreditværdighedsvurdering, og at realkreditinstituttet havde viden eller burde-viden om hendes anstrengte økonomi.
Hun henvendte sig i 2011 til pengeinstitut P for at få økonomisk rådgivning og bank- samt kreditforeningsfinansiering til køb af fast ejendom. På daværende tidspunkt samarbejdede pengeinstitut P med Totalkredit. Pengeinstitut P formidlede kreditforeningsbelåning hos Totalkredit til sine kunder. Pengeinstitut P optrådte på den måde som repræsentant for realkreditinstituttet over for hende.
Totalkredit foretog ikke en kreditværdighedsvurdering, da Boligkreditdirektivet ikke var trådt i kraft i 2011. Kreditværdighedsvurderinger blev under alle omstændigheder foretaget af pengeinstitut P. Uanset hendes manglende erfaring på området og anstrengte økonomi tillod pengeinstitut P på realkreditinstituttets vegne, at hun optog et afdragsfrit lån med variabel rente.
Salget af hendes faste ejendom skete i tæt dialog med pengeinstitut P, der optrådte på vegne af realkreditinstituttet, og dialogen var så insisterende fra realkreditinstituttets side, at det var som at være under administration. Salget af hendes faste ejendom realiserede et tab, hvilket var medvirkende til, at hun misligholdt sine engagementer med henholdsvis realkreditinstituttet og pengeinstitut P. Begge kreditorer har iværksat inkasso mod hende, og der er påløbet mange omkostninger og renter, foruden det psykiske pres hun har oplevet ved processen.
Hun har været i dialog med pengeinstitut P med henblik på at afklare, hvorvidt den foretog den lovpligtige kreditværdighedsvurdering ved långivningen ved købet af hendes faste ejendom, herunder på vegne af realkreditinstituttet. Pengeinstitut P har ikke dokumenteret, at der er foretaget en sådan vurdering, men henviser i stedet til, at der er indhentet økonomiske oplysninger og udarbejdet budget.
Når pengeinstitut P ikke kan dokumentere, at der er foretaget en lovpligtig kreditværdighedsvurdering på vegne af realkreditinstituttet, bør nævnet lægge til grund, at dette ikke er sket.
Realkreditinstituttet har vedrørende et lovgivningsmæssigt krav til kreditværdighedsvurdering gjort gældende, at man som kreditforening først blev underlagt et sådant krav med implementeringen af Boligkreditdirektivet i 2016. Finanstilsynet har bekræftet, at indtil ikrafttræden af Boligkreditdirektivet gjaldt forpligtelsen til kreditværdighedsvurderinger efter Forbrugerkreditdirektivet og Kreditaftaleloven. Der er således en tilsyneladende diskrepans mellem realkreditinstituttets og Finanstilsynets generelle opfattelse af krav om kreditværdighedsvurderinger i perioden fra 2010 til 2016.
Realkreditinstituttet har stolet på, at pengeinstitut P foretog de fornødne kreditværdighedsvurderinger. Denne tillid er ikke begrundet. Ankenævnets afgørelse skal offentliggøres som principiel, idet mange andre låntagere kan være i hendes situation.
Det fremgår af hendes budget, at der var et overskud på 7.750 kr. pr. måned til husudgifter og diverse omkostninger. Hendes køb af fast ejendom medførte en gennemsnitlig boligudgift på 11.730 kr. pr. måned, hvilket medførte, at der var et beløb på -3.980 kr. pr. måned til diverse udgifter.
Opgjort efter metodikken i Gældssaneringsbekendtgørelsen havde hun i 2011 et månedligt rådighedsbeløb på 594 kr., hvilket er væsentligt under taksten i bekendtgørelsen, der på daværende tidspunkt var 5.480 kr.
Ugyldigheden ved realkreditinstituttets långivning er oprindelig, hvorfor den eller de akkorder, der er blevet indgået, alene akkorderer hovedstolen og ikke renter eller omkostninger.
Realkreditinstituttet kan ikke som långiver, set i forhold til låntager, overlade forpligtelsen til gennemførelse af den lovpligtige kreditværdighedsvurdering til pengeinstitut P med den virkning, at en manglende vurdering ikke kan gøres gældende. Realkreditinstituttet har bevisbyrden for, at der er foretaget en kreditværdighedsvurdering, og denne er ikke løftet.
Kravene forældes efter 20 år jf. forældelseslovens § 16, som regnes fra det tidspunkt, hvor den skadelidende har fået sådan kundskab, at hun var i stand til at gøre sit krav gældende ved en dansk domstol. Alternativt forældes kravene 10 år efter afslutningen på parternes mellemværende i september 2021. Forældelse begyndte først at løbe i foråret 2023, da hun blev klar over, at realkreditinstituttet ikke havde gennemført den lovpligtige kreditværdighedsvurdering. Hun har reageret med fornøden hastighed efter at være blevet klar over, at realkreditinstituttet ikke havde gennemført den lovpligtige kreditværdighedsvurdering, og den almindelige passivitetsgrundsætning finder derfor ikke anvendelse.
Totalkredit har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens krav på baggrund af mangelfulde kreditværdighedsvurderinger er omfattet af de almindelige forældelsesregler i forældelseslovens § 3, stk. 1, hvilket er tre år regnet fra det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med sit tab som følge af mangelfuld rådgivning.
Foruden den mundtlige rådgivning, som klageren modtog fra pengeinstitut P som formidlende pengeinstitut, modtog klageren i forbindelse med sine lånoptagelser tillige den fulde lovpligtige låneinformation, herunder amortiseringsplan og ydelsesoversigt for lånene hos realkreditinstituttet.
Forældelse for rådgivningssager løber som udgangspunkt fra det tidspunkt, hvor den påståede fejl blev begået, og senest fra det tidspunkt, hvor det kunne konstateres, at der var handlet ansvarspådragende.
Klageren kan således ikke antages at være uvidende om sine økonomiske forpligtelser allerede fra tidspunktet for optagelsen af lånene i marts 2011 og september 2013, hvorfor forældelsen retteligt bør løbe fra tidspunkterne for de to lånoptagelser.
Alternativt bør forældelsen løbe fra tidspunktet for første terminsbetalinger, efterfølgende betalingsmislighold og under ingen omstændigheder senere end tidspunktet for klagerens underskudssalg af ejendommen den 1. januar 2015, hvor det økonomiske tab som følge af ejendomshandlen stod klart.
Dette til trods har klageren på intet tidligere tidspunkt rejst indsigelse over den nu påståede mangelfulde rådgivning og kreditgodkendelse.
Heller ikke i forbindelse med klagerens første terminsbetalinger, efterfølgende mislighold og endsige underskudssalg af ejendommen den 1. januar 2015 har sådanne indsigelser eller krav været rejst.
Klageren har i stedet ved underskrevne skylderklæringer i forbindelse med den første akkordaftale i maj 2019, den endelige akkord og indbetaling til fuld og endelig afgørelse i 2021 kontinuerligt vedkendt sig gælden uden indsigelser.
Der er således tale om et efter lovgivning forældet krav, men ligeledes et klart forhold af passivitet fra klagerens side. Den almindelige passivitetsgrundsætning finder anvendelse, idet den reaktionskrævende omstændighed klart var til stede i forbindelse med klagerens underskudssalg og konstateringen af et økonomisk tab samt den omstændighed, at realkreditinstituttet med føje kunne gå ud fra, at et eventuelt krav var frafaldet ved de to akkordaftaler til fuld og endelig afregning af ethvert mellemværende med klageren i maj 2019 og september 2021.
Realkreditinstituttet har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerens antydning af, at realkreditinstituttet skulle have tilkendegivet, at vurderingen af klagerens kreditværdighed ikke indgik i sagsbehandlingen ved klagerens lånoptagelser, idet disse lå forud for implementeringen af Boligkreditdirektivet er direkte misledende eller fejlagtig.
Realkreditinstituttet havde i januar 2023 en telefonisk samtale med klagerens advokat, som blev oplyst om sondringen mellem kreditvurdering og kreditværdighedsvurdering som følge af implementeringen af Boligkreditdirektivet.
Det blev meddelt, at realkreditinstituttet ikke havde foretaget en vurdering benævnt ”kreditværdighedsvurdering”, idet begrebet først og fremmest ikke blev anvendt særskilt i kreditdokumentationen hos realkreditinstituttet før implementeringen af Boligkreditdirektivet, og at kreditvurderingen desuden var foretaget af pengeinstitut P som det formidlende pengeinstitut.
Realkreditinstituttet har således intet modsætningsforhold i sin praksis i forhold til den opfattelse, som Finanstilsynet har angivet.
Realkreditinstituttet har ikke på noget tidspunkt tilkendegivet, at kreditvurderingerne foretaget af det formidlende pengeinstitut, ikke har inddraget og iagttaget kravene efter kreditaftalelovens § 7 c.
Realkreditinstituttet er ikke i besiddelse af dokumentation for de gennemførte kreditvurderinger foretaget hos pengeinstitut P.
Det kan ikke fastslås om en sådan dokumentation tidligere er modtaget hos realkreditinstituttet, idet den under alle omstændigheder vil være blevet slettet med henblik på pengeinstitut P’s efterlevelse af gældende regler om opbevaring af kundeoplysninger efter endt kundeforhold.
Pengeinstitut P er efter klagerens lånoptagelser endvidere udtrådt af formidlingssamarbejdet omkring realkreditinstituttets realkreditlån. Pengeinstitut P har telefonisk meddelt, at det under henvisning til persondatalovens regler samt GDPR ikke vil udlevere oplysninger til realkreditinstituttet, hverken i forhold til dokumentation omkring kreditvurdering eller dets eget svar til Ankenævnet i sag 408/2023, hvor klageren har indbragt en klage over Pengeinstitut P.
Klageren har ved e-mail ligeledes tilkendegivet, at hun ikke ønsker at give realkreditinstituttet samtykke til at indhente eventuel relevant information, som pengeinstitut P måtte være i besiddelse af.
Realkreditinstituttet bliver bedt om at fremlægge dokumentation for kreditvurderinger foretaget for henholdsvis 10 og 12 år siden. Det vil være både urimeligt og betænkeligt at tillægge den manglende dokumentation skadevirkning for realkreditinstituttet ved at tage klagerens ensidige og efterfølgende udarbejdede estimat af klagerens 2011-budget til indtægt for, hvordan klagerens faktiske økonomiske forhold så ud på tidspunktet for långivningen.
Realkreditinstituttet anerkender ikke, at der ved lånenes etablering ikke blev gennemført en kreditværdighedsvurdering, om end der efter den medgåede tid, ikke længere kan frembringes skriftlig dokumentation for dette. I henhold til persondatalovgivning skal sådanne oplysninger slettes, når der ikke er grundlag for at opbevare oplysningerne længere.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i pengeinstitut P, som i 2011 formidlede et realkreditlån i Total-kredit på 1.120.000 kr. i forbindelse med klagerens køb af ejendom.
I september 2013 optog klageren et tillægslån i Totalkredit på 406.000 kr. i forbindelse med ombygning på ejendommen, også dette lån blev formidlet af pengeinstitut P.
Realkreditinstituttet har oplyst, at klageren den 1. januar 2015 grundet økonomiske forhold solgte sin ejendom ved et frivilligt ”underskudssalg” for 1.500.000 kr. Da salgsprovenuet ikke dækkede indfrielsesbeløbet, overdrog indklagede den 7. april 2015 et tabskrav mod klageren på 114.301 kr. til en ekstern inkassovirksomhed.
I januar 2023 gjorde klageren indsigelse mod optagelsen af realkreditlånet i 2011 og tillægslånet i 2013, og har i den forbindelse anført, at lånene bør erklæres ugyldige, da realkreditinstituttet eller pengeinstitut P på realkreditinstituttets vegne ikke har udført en korrekt kreditværdighedsvurdering, jf. kreditaftalelovens § 7 c, hvorfor realkreditinstituttet skal tilbagebetale klageren renteudgifter samt øvrige omkostninger, som realkreditinstituttet har opkrævet i forbindelse med lånenes afvikling.
Realkreditinstituttet har anført, at klagerens eventuelle krav er forældede. Realkreditinstituttet har herudover anført, at det for begge lånoptagelser gælder, at pengeinstitut P har haft kontakten og dialogen med klageren, herunder pligten til at iagttage ansvaret for rådgivning og oplysningspligter, samt foretage kreditvurdering og godkendelse af klageren til lån hos realkreditinstituttet, og at realkreditinstituttet, hverken i forbindelse med rådgivning om lånoptag eller kreditvurdering har været i kontakt med klageren.
Ankenævnet lægger til grund, at pengeinstitut P rådgav klageren i forbindelse med salget af klagerens ejendom i 2015. Ankenævnet finder derfor ikke, at Totalkredit har pådraget sig et rådgiveransvar over for klageren i denne forbindelse.
Klageren gør gældende, at låneaftalerne af 2011 og 2013 bør anses for ugyldige. Ankenævnet finder ikke, at indsigelsen om ugyldighed er bortfaldet som følge af forældelse.
Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser, jf. den dagældende kreditaftalelovs § 7 c.
Bestemmelsen har til formål at beskytte forbrugeren, og vurderingen sker med henblik på at kunne vurdere, om forbrugeren vil være i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet.
To medlemmer – Vibeke Rønne og Dorte Runge-Moos, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 16 er tillagt to stemmer – udtaler:
Vi finder, at klageren senest i forbindelse med salget af ejendommen den 1. januar 2015 havde fornødent grundlag for at kende de omstændigheder, som begrunder indsigelsen om ugyldighed.
Klageren rettede først i januar 2023 henvendelse til realkreditinstituttet vedrørende sin indsigelse om, at realkreditinstituttet havde udført en mangelfuld kreditværdighedsvurdering.
Vi finder, at klageren under disse omstændigheder ikke har fremsat indsigelsen om ugyldighed inden for rimelig tid, og at indsigelsen om ugyldighed er bortfaldet som følge af passivitet. Der henvises herved til Højesterets dom af 4. april 2017 gengivet i U.2017.2023H.
Vi finder ikke, at en afgørelse, hvorefter forbrugerens krav under de foreliggende omstændigheder anses for bortfaldet på grund af passivitet, er i strid med EU-retten. Vi bemærker herved, at de domme, som mindretallet henviser til, nemlig EU-Domstolens dom af 10. juni 2021 i de forenede sager C-776/19 og C-782-19 (BNP og BNP-Paribas) og EU-Domstolens dom af 25. april 2024 i sag C-484-21 (CAIXABANK) ikke vedrører retsfortabende passivitet, men bl.a. præklusive søgsmålsfrister og forældelse. Vi bemærker endvidere, at EU-Domstolen i dom af 25. april 2024 i sag C-484-21 (CAIXABANK) i præmis 32 anerkender, at forbrugerbeskyttelsen ikke er absolut, og at der af hensyn til retssikkerheden kan fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister. Endvidere fastslår Domstolen i præmis 40 og 41, at anvendelse af en forældelsesfrist på krav om tilbagebetaling, der fremsættes af forbrugere med henblik på at gøre deres rettigheder i henhold til direktiv 93/13 gældende, ikke i sig selv vil være i strid med effektivitetsprincippet, hvis anvendelsen heraf ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder der tillægges efter dette direktiv.
Et medlem – Dorte Runge-Moos – bemærker herudover, at der er en lang tradition i pengeinstitutter og realkreditinstitutter for at indhente økonomiske oplysninger herunder lønsedler, årsopgørelse og budget fra lånsøger. Dette sker – uanset om det kaldes en kreditvurdering eller en kreditværdighedsvurdering – bl.a. for at sikre, at lånsøger kan tilbagebetale gælden og for at sikre lånsøger mod overgældsætning. Forbrugerne har således i en længere årrække kendt til, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter har foretaget en gennemgang af en lånsøgers økonomi.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:
Vi finder, at forbrugere I forbrugeraftaleforhold, som ugyldighedsbestemmelsen baserer sig på, må gives en særlig lang reaktionstid, idet forbrugeren berettiget må kunne forvente, at en professionel kreditgiver iagttager sine lovbestemte pligter.
Den offentlige bevågenhed over for, at kreditgivere er underlagt en kreditværdighedsvurderingspligt, skete først, da Forbrugerombudsmanden satte fokus på området, og Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet udsendte vejledningen om kreditværdighedsvurdering i april 2021. Forbrugere i almindelighed har derfor ikke tidligere kendt til kreditors pligt til at vurdere, om lånet kunne betales tilbage på de aftalte vilkår. Allerede af disse grunde, finder vi ikke, at klagerens indsigelse om ugyldighed er bortfaldet som følge passivitet.
Det bør i denne forbindelse anerkendes, at overvejelserne omkring en indsigelse, samt eventuel rådføring med forskellige personer, evt. professionelle, tager noget tid. Derfor finder vi ikke, at klagerens indsigelse om ugyldighed er bortfaldet som følge af passivitet. Vi finder således, at klageren ikke havde rette forudsætninger for en indsigelse på tidspunktet for salget af ejendommen i 2015, og at klagerens indsigelse i januar 2023 er fremsat inden for rimelig tid og uden ugrundet ophold, jf. U2017.2023H.
Da retsvirkningen af forældelse og passivitet er sammenlignelig, navnlig at forbrugeren afskæres retten til at fremsætte et krav, finder vi, at forbrugerbeskyttelseshensynene i EU-retspraksis vedrørende forældelse, som behandlet i blandt andre C-776-782-19 BNP-Paribas og C-484/21 CAIXABANK også finder anvendelse ved vurdering af passivitet, i det tilfælde at der er tale om potentiel ugyldig långivning.
Som følge af udfaldet af stemmeafgivelsen har vi ikke anledning til at tage materiel stilling til klagerens påstand om ugyldighed.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.