Spørgsmål om, hvorvidt effekter indlagt i depot var omfattet af pantsætning.

Sagsnummer:427/1999
Dato:26-06-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Depot - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om, hvorvidt effekter indlagt i depot var omfattet af pantsætning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes realisation af nogle obligationer indlagt i et depot.

Sagens omstændigheder.

Klageren har gennem en årrække haft et engagement med indklagede i forbindelse med en erhvervsmæssig virksomhed drevet i selskabsform. Klageren har i denne forbindelse afgivet selvskyldnerkaution over for indklagede, ligesom indklagede har sikkerhed i et ejerpantebrev på 750.000 kr. i klagerens private ejendom.

I sommeren 1993 ønskede klageren at optage størst muligt realkreditlån som tillægslån i sin private bolig og rettede i denne forbindelse henvendelse til indklagede.

Klageren har anført, at han som en betingelse for tillægsbelåningen tilkendegav over for indklagede, at obligationerne fra lånet skulle henlægges i særskilt depot, således at renter og udtrækninger blev anvendt til terminsbetalinger på realkreditlånet, at saldoen på depotet til enhver tid skulle svare til realkreditlånets obligationsgæld samt at hele engagementet skulle "hvile i sig selv". Hensigten var at gøre ejendommens friværdi mere likvid, men samtidig foretage selvbåndlæggelse af denne likviditet. Indklagede accepterede hans betingelser. Indklagede bestrider klagerens sagsfremstilling.

I juli 1993 blev der gennem indklagede hjemtaget et mixlån på 595.000 kr. fra Realkredit Danmark. Provenuet fra obligationerne blev indsat på en sikringskonto (-741).

I maj 1995 blev mixlånet erstattet med et annuitetslån på 822.000 kr. 10% fra Realkredit Danmark. I december 1995 blev dette lån omlagt til et 7% annuitetslån på nominelt 911.000 kr. Obligationerne fra lånet blev indlagt i klagerens depot -7247 hos indklagede.

Klageren har anført, at obligationsbeholdningen i depotet fra indklagedes side blev reguleret således, at denne svarede til obligationsgælden på realkreditlånet. Rente og udtrækninger fra obligationerne blev kvartalsvis overført til hans personlige kassekredit, hvorfra terminerne blev betalt.

Fra sin tidligere erhvervsmæssige virksomhed havde klageren et engagement med indklagede. Engagementet var ved udgangen af 1994 i størrelsesorden 3,2 mio. kr. I 1995 førte forhandlinger mellem indklagede og klageren til, at indklagede ved skrivelse af 14. juli 1995 meddelte, at 3.214.437,13 kr. af engagementet med virkning fra den 1. januar 1995 indestod rentefrit indtil 31. december 1997 "dog således at [indklagede] forbeholder sig ret til renteberegning svarende til 8% p.a. i det omfang, der ved salg af [en erhvervsmæssig ejendom] samt andre stillede sikkerheder er dækning udover ovenstående restgæld."

Ved skrivelse af 10. august 1995 til indklagede anførte klageren, at han ikke mente det i indklagedes skrivelse anførte var i overensstemmelse med det mellem parterne aftalte.

Ved skrivelse af 5. marts 1996 til klageren fastholdt indklagede det i skrivelsen af 14. juli 1995 anførte forbehold om rentetilskrivning.

Ved udateret låneaftale underskrevet af klageren formentlig omkring februar/marts 1996 ydede indklagede klageren et lån på 225.000 kr., hvoraf 175.000 kr. udgjorde en forhøjelse. Til sikkerhed blev bl.a. deponeret de til enhver tid i depot nr. -7247 beroende effekter.

Den 5. marts 1996 underskrev klageren på vegne et anpartsselskab en kreditaftale vedrørende en af indklagede ydet kredit på 225.000 kr. Til sikkerhed herfor blev af klageren "som tertiær pant" deponeret de til enhver tid beroende effekter i depot -7247.

Ved udgangen af 1997 udgjorde klagerens erhvervsmæssige mellemværende med indklagede 3.128.086,92 kr. i henhold til konto -290. I løbet 1998 førtes en række forhandlinger mellem klageren og indklagede i forbindelse med salget af den erhvervsmæssige ejendom.

Ved salget af den erhvervsmæssige ejendom modtog indklagede omkring 3 mio. kr., som blev indsat på konto -290. Denne kontos saldo var den 23. november 1998 ca. 371.000 kr. (negativ).

Ved skrivelse af 10. november 1998 meddelte indklagede klagerens advokat, at da man ikke havde modtaget et lovet oplæg til afklaring af klagerens mellemværende med indklagede, var der vedrørende konto -290 beregnet rente for perioden 1. januar 1995 til 30. juni 1998 med ca. 885.000 kr., således at kontoens saldo herefter udgjorde 1.256.834,50 kr. Samtidig meddelte indklagede, at medmindre man modtog et oplæg til afvikling af kravet senest den 19. november 1998, ville man realisere de i depot -7247 beroende værdipapirer.

Efter yderligere korrespondance mellem indklagede og klagerens advokat, som ikke førte til enighed mellem parterne, realiserede indklagede den 24. november 1998 nominelt 618.000 kr. 7% obligationer hidrørende fra det i november 1995 optagne realkreditlån.

Klageren protesterede gennem sin advokat mod indklagedes realisation af obligationerne. En yderligere korrespondance mellem indklagede og klagerens advokat førte ikke til enighed.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. oktober 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at retablere depot -7247 med værdipapirbeholdningen pr. 10. november 1998. Subsidiært at frigive ejerpantebrevet på 750.000 kr. med pant i klagerens private ejendom.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at baggrunden for optagelsen af realkreditlånet var, at der i 1993 blev åbnet mulighed for tillægsbelåning af fast ejendom gennem realkreditinstitutter. Det kunne være tvivlsomt, hvor længe denne mulighed ville blive opretholdt, hvorfor han ønskede at hjemtage størst muligt tillægslån.

Han henvendte sig til indklagede med forslaget om tillægsbelåning og anførte om sine betingelser, at obligationerne for lånet skulle henlægges i særskilt depot, således at renter og udtrækninger blev anvendt til betaling af terminer og saldoen på depotkontoen skulle til enhver tid svare til obligationsgælden. Lånet og hele engagementet skulle således hvile i sig selv.

Indklagede accepterede betingelserne og ekspederede herefter lånesagen, dog opretholdt indklagede imod det aftalte håndpantsætningen af ejerpantebrevet, hvorved indklagedes sikkerhed nu blot blev likvid i form af obligationerne, men tillige uretmæssigt udvidet.

Han bestrider, at indklagede er berettiget til at tvangsrealisere obligationerne som sket, og indklagede bør retablere værdipapirbeholdningen, subsidiært frigive ejerpantebrevet i ejendommen.

Indklagede har anført, at intet er dokumenteret vedrørende den af klageren hævdede aftale med hensyn til betingelserne omkring realkreditlånets hjemtagelse.

Det omhandlede depot er pantsat af klageren til sikkerhed for klagerens forpligtelser over for indklagede. Obligationer var indlagt i dette depot.

Realisationen skete efter længerevarende forgæves forhandlinger med klagerens advokat om klagerens engagement.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af vidne- og partsforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen, hvorfor denne afvises, jf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.