Rådgivning om lånefinansieret kapitalpension.

Sagsnummer:465/1997
Dato:20-05-1998
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Rådgivning - pensionsforhold
Kapitalpensionskonti - rådgivning
Ledetekst:Rådgivning om lånefinansieret kapitalpension.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning:

Klagerne i denne sag har hver oprettet en lånefinansieret kapitalpension hos indklagede. Sagen vedrører om indklagede har pådraget sig et ansvar for rådgivningen i forbindelse hermed.

Sagens omstændigheder:

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der er født i henholdsvis 1933 og 1935.

I 1987 oprettede H en privat kapitalpension hos indklagede, hvor hun i forvejen havde en arbejdsgiverordning. H indbetalte løbende på privatordningen, men udnyttede ikke indskudsmulighederne fuldt ud.

Senere oprettede også M en privat kapitalpension hos indklagede. Fra oprettelsen af M's kapitalpension blev der indskudt det maksimale fradragsberettigede beløb på både M og H's kapitalpensionskonti. Indskuddene blev primært finansieret via M's kassekredit hos indklagede, som løbende blev forlænget og forhøjet.

Det første år med maksimalt indskud fik klagerne udbetalt overskydende skat, mens skattefordelen de efterfølgende år blev indregnet i forskudsregistreringen.

Af årsopgørelserne og pensionsoversigterne for klagernes konti i årene 1993-95 fremgår følgende saldi for kapitalpensionerne og kassekreditten:



År

M's kapital-pension

H's kapital-pension

Kassekredit

Ult. 1993

221.984 kr.

158.740 kr.

326.549 kr.

(neg.)

Ult. 1994

255.411 kr.

173.490 kr.

382.309 kr.

(neg.)

Ult. 1995

294.037 kr.

218.620 kr.

441.421 kr.

(neg.)

Ultimo 1996 rettede indklagede skriftlig henvendelse til klagerne om kassekreditten, på hvilken der skyldtes ca. 500.000 kr. Kredittens maksimum var 450.000 kr.

Under drøftelserne vedrørende kreditten anførte klagerne bl.a., at de ikke havde været bekendt med, at skattebesparelserne ved indskuddene på kapitalpensionerne skulle indbetales på kassekreditten. Indklagede tilbød pr. kulance at annullere al rentetilskrivning i 1996 på både kapitalpensionskontiene og kassekreditten. Herved blev kassekredittens saldo pr. 23. december 1996 nedsat til 441.421,20 kr., mens saldiene på kapitalpensionskontiene var henholdsvis 283.405,09 kr. og 227.498,06 kr. og på H's arbejdsgiverordning 59.444,05 kr. Indklagede foreslog, at kapitalpensionskontiene blev opgjort og anvendt til nedbringelse af kassekreditten, og at den resterende gæld på kreditten blev konverteret til et lån.

Klagerne kunne ikke acceptere forslaget, hvorpå kravet i henhold til kassekreditten i august 1997 blev overgivet til inkasso.

Den 12. november 1997 udtog indklagede stævning mod M for beløbet ved retten i Fjerritslev. I retsmøde den 30. december 1997 henviste retten sagen til behandling ved Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361, stk. 1.

Parternes påstande:

Den 9. januar 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kassekreditten kan indfries ved betaling af nettoprovenuet ved ophævelse af kapitalpensionsordningerne.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter:

Klagerne har anført, at indklagedes afdelingsleder anbefalede, at der blev oprettet en kapitalpension for dem begge, og at der løbende blev indskudt det maksimale fradragsberettigede beløb finansieret over kassekreditten. De undrede sig over, at det kunne betale sig at låne penge til at foretage opsparing for, men afdelingslederen oplyste, at fremgangsmåden på grund af skattereglerne kunne betale sig, og at der ville være et overskud, når pensionerne kom til udbetaling. Det blev ikke oplyst, at de skattebesparelser, som de opnåede ved at indskyde på kapitalpensionerne, skulle indbetales på kassekreditten for at få engagementet til at hænge sammen. De blev ikke på noget tidspunkt bedt om eller rykket for indbetalinger på kreditten, som blot blev forhøjet løbende uden kommentarer. De modtog enkelte gange overskydende skat, som de har forbrugt i god tro, idet afdelingslederen oplyste, at der blot var tale om ekstra julegaver. Indklagede burde i hvert fald i disse konkrete tilfælde have meddelt, at pengene skulle indsættes på kassekreditten. På grund af indklagedes mangelfulde rådgivning har de ikke som ønsket øget deres pensionsopsparing, men er i stedet blevet påført en uoverskuelig gæld ved pensionsalderens indtræden. Det er derfor urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre kreditaftalen gældende fuldt ud.

Indklagede har anført, at engagementet henset til klagernes alder var fornuftigt og ikke usædvanligt. Afdelingsbestyreren gjorde gentagne gange klagerne opmærksom på, at skattebesparelserne burde indbetales på kreditten. Klagerne har løbende modtaget årsopgørelser og pensionsoversigter og kunne på dette grundlag forholdsvis enkelt konstatere, at kapitalpensionskontiene efter fradrag af 40% i afgift ikke kunne dække kassekreditten.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion:

Ankenævnet finder, at et pengeinstitut ved oprettelsen af et engagement som det i denne sag omhandlede, hvor et indskud på en kapitalpension tilvejebringes ved en samtidig ydet kredit, bør sikre sig, at kontohaveren får tilstrækkelig information om virkningen og betydningen af engagementet.

Klagerne har anført, at de ikke blev orienteret om, at den skattebesparelse, de opnåede ved indskuddene på kapitalpensionskontiene, skulle indbetales på kassekreditten, for at engagementet kunne hænge sammen, mens indklagede har anført, at klagerne gentagne gange blev gjort opmærksom på, at skattebesparelserne burde indbetales på kassekreditten. Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.