Bog, frigørende udbetaling.

Sagsnummer:207/1991
Dato:21-10-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Busk, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Bog, frigørende udbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren, der er 89 år gammel, har siden 1987 haft hjemmehjælper, der også har hjulpet ham med at hæve på sine konti hos indklagede. For så vidt angår en bankbog med mærke har klageren oplyst hjemmehjælperen herom. I den omhandlede periode er der af klagerens hjemmehjælper foretaget en række hævninger samt overførsler mellem klagerens 3 indlånskonti.

Ved skrivelse af 24. april 1991 indgav klageren ved sin advokat politianmeldelse mod 2 tidligere hjemmehjælpere for overtrædelse af straffelovens § 279, idet klageren gjorde gældende, at hjemmehjælperne havde foretaget uberettigede hævninger på klagerens konti.

Klageren har samtidig indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 58.099,14 kr. med procesrente fra den 24. februar 1991 af 48.219,14 kr. og af 8.700 kr. fra den 24. maj 1991.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede i perioden 8. december 1988 til 15. marts 1989 i og perioden 18. april til 29. august 1990 uretmæssigt har udbetalt eller overført fra klagerens checkkonto og bankbøger, ialt 59.700 kr. på anmodning af klagerens hjemmehjælper. Fra dette beløb har klageren fradraget et skønsmæssigt ansat beløb til klagerens økonomiske behov med 700 kr. pr. måned eller ialt 4.900 kr. Indklagede har foretaget betalinger af samtlige klagerens faste udgifter via betalingsservice, hvorfor klagerens økonomiske behov pr. måned vedrørende mad- og drikkevarer er anslået til maksimalt 700 kr. månedligt. Det påklagede beløb udgør de samlede uretmæssigt udbetalte beløb fratrukket 4.900 kr., men med tillæg af inkassosalær til klagerens advokat. Klageren har iøvrigt anført, at indklagede har ladet klagerens hjemmehjælpere hæve på hans checkkonto uden at sikre sig, at fuldmagtsforholdene var i orden.

Hertil kommer, at indklagede burde have reageret på klagerens usædvanligt høje privatforbrug henset til, at klagerens øvrige faste udgifter blev betalt via betalingsservice. Forsåvidt angår de af indklagede fremlagte fuldmagter har klageren bestridt at have underskrevet disse.

Indklagede har anført, at nogle af de omstridte hævninger angår overførsler mellem klagerens forskellige konti, som ikke har reduceret klagerens samlede indestående. Med hensyn til udbetalinger fra bogkonti er der tale om ihændehaverbøger, hvoraf fremgår, at indklagede er berettiget til at udbetale til ihændehaveren. Indklagede erkender, at der vedrørende en udbetaling fra klagerens checkkonto ikke foreligger fuldmagt, men det må anses for undskyldeligt fra indklagedes side, da den ekspederende medarbejder mange gange tidligere havde konstateret, at hjemmehjælperen var berettiget til at hæve på kontoen. Indklagede har endvidere anført, at politiet har afsluttet efterforskningen vedrørende klagerens politianmeldelse og ikke agter at rejse tiltale, idet det ikke findes, at fuldmagterne er falske, eller at der er hævet beløb, uden at dette er sket på foranledning af klageren. Indklagede har endvidere anført, de hævede beløb må antages at være videregivet til klageren.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til det anførte vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske fra Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægterne § 7 stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.