Valutaterminsforretninger.

Sagsnummer:100/1993
Dato:29-09-1993
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Valutaterminsforretninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I april 1988 indgik klageren aftale med indklagedes Skive afdeling om en valutaterminsramme på 766.000 kr. Den 20. maj og 2. august 1988 samt 8. maj 1989 blev rammen forhøjet, således at den fra sidstnævnte dato udgjorde 9 mio. kr. Den 8. februar 1991 nedbragtes rammebeløbet til 7,4 mio. kr.

Af skrivelse af 2. august 1988 til klageren fra indklagede fremgår:

"De tilbydes herved en ramme for Deres valutaterminsforretninger for et samlet beløb op til kr. 6 mio. med et maksimalt risikobeløb på kr. 900.000.

[Indklagede] er berettiget til at lukke Deres løbende terminsforretninger, såfremt Deres eventuelle tab opgøres til mere end Deres pantsatte værdier/beløb.

Overskrider det beregnede risikobeløb det aftalte maksimum

eller

ændres Deres sikkerheders værdi så meget, at det samlede risikobeløb overstiger den værdi, Deres sikkerhed er belånt til, er [indklagede] også berettiget til at lukke Deres løbende terminsforretninger uden Deres accept."

Frem til medio 1989 blev aftaler om indgåelse og lukning af forretninger foretaget gennem indklagedes Skive afdeling, men fra dette tidspunkt blev kontakten til klageren overtaget af indklagedes hovedsædes arbitrageafdeling.

Ifølge klageren gav de aftalte forretninger frem til udgangen af 1988 et samlet overskud på ca. 130.000 kr. Efter at engagementet var overført til indklagedes hovedsæde, vendte udviklingen med stadig stigende tab til følge, således at klageren ved udgangen af 1992 havde lidt et tab på ca. 965.000 kr. I 1991 og 1992 blev der afholdt en række møder mellem indklagede og klageren om forløbet af klagerens forretninger.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at stille ham, som om der aldrig havde været indgået aftaler om valutaterminsforretninger, subsidiært at indklagede erstatter klageren tab opstået fra foråret 1989 og fremefter, mere subsidiært klagerens tab opstået siden februar/marts 1991 eller senere, mest subsidiært at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren højst kan tabe 1.110.000 kr. regnet fra den 10. maj 1989.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at han i foråret 1988, hvor han havde en aftalekonto i indklagedes Skive afdeling på ca. 1,1 mio. kr., blev kontaktet af en navngiven medarbejder, som opfordrede klageren til at deltage i valutaterminsforretninger. Han oplyste, at han ikke havde nogen forudsætninger herfor, men gik med i engagementet, idet han tilkendegav, at afdelingen skulle kontakte ham og anbefale ham, hvilke forretninger, der skulle indgåes, og hvornår de skulle etableres, henholdsvis lukkes. I forbindelse med indgåelsen af aftalen i august 1988 spurgte klageren, om det i skrivelsen af 2. august 1988 angivne maksimale risikobeløb var, hvad han maksimalt kunne miste. Hertil svarede indklagedes medarbejder, at han aldrig kunne miste mere end det maksimale risikobeløb. Når indklagede nu hævder noget andet, finder klageren, at der er tale om en vildledende bestemmelse. I forbindelse med overflytningen af kundeforholdet til indklagedes hovedsæde i maj 1989 var klageren sammen med medarbejdere fra afdelingen i Skive på besøg i arbitrageafdelingen i hovedsædet. Klageren hilste da på den medarbejder, der skulle overtage kundeforholdet, og tilkendegav, at han den pågældende kontaktede ham og fortalte, hvad han "skulle gøre og hvornår [han] skulle gøre det". Der oprettedes i denne forbindelse nye dokumenter, hvoraf fremgik, at det maksimale risikobeløb var 1.350.000 kr. Klageren meddelte, at han ikke kunne skrive under på et sådant beløb, da han maksimalt kunne stille 1.110.000 kr. som sikkerhed. Indklagedes medarbejder meddelte, at det var pro forma, men at rammen, når den skulle udvides til 9 mio. kr., krævede 15% sikkerhedsstillelse. Også ved denne lejlighed bekræftede indklagedes medarbejder, at klageren aldrig kunne miste mere end det maksimale risikobeløb. I foråret 1991 anmodede klageren om et møde med indklagedes arbitrageafdeling som følge af klagerens stigende tab ved de indgåede forretninger. Ved mødet tilkendegav han, at indklagede havde undladt som aftalt at kontakte ham og anbefale, hvornår han skulle gå ind og ud af forskellige forretninger. Indklagede har ved en lejlighed undladt at efterkomme hans anmodning om at omlægge en forretning fra GRD til GBP, hvilket medførte en manglende gevinst for klagerne i forbindelse med, at GBP i oktober 1990 blev indlemmet i EMS'en. Han har anført, at den medarbejder i arbitrageafdelingen, som skulle varetage kundeforholdet, mange gange har undladt at kontakte ham i henhold til telefonisk aftale. Han er stedse blevet lovet, at indklagede ville opprioritere engagementet.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført principalt, at klageren må anses for at være erhvervsdrivende, og at sagen derfor bør afvises, jvf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3. Subsidiært bør afvisning ske efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, da en afgørelse af sagen vil kræve en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren bl.a. som følge af det akkumulerede underskud måtte være bekendt med, at der var en risiko forbundet med valutaterminsforretninger. Indklagede har til stadighed handlet efter klagerens instrukser, idet klageren selv er kommet med forslag til nye forretninger. Indklagede er derfor ikke ansvarlig for tabet. Klageren hæfter for det fulde tab på forretningerne, idet det maksimale risikobeløb alene er udtryk for indklagedes krav om sikkerhed. Klageren har ikke påvist erstatningspådragende fejl eller forsømmelser fra indklagedes side.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.