Spørgsmål om bortfald af hæftelse på grund af sindssygdom.

Sagsnummer:53/1999
Dato:03-06-1999
Ankenævn:Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne:Udlån - stiftelse
Udlån - hæftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om bortfald af hæftelse på grund af sindssygdom.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren på grund af sindssygdom helt eller delvist er frigjort for hæftelsen for en kredit hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der har oplyst, at han er maniodepressiv, underskrev den 13. oktober 1997 et gældsbrev til indklagede vedrørende et lån på 20.668,69 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Lånet skulle anvendes til betaling af klagerens restskat.

Ved kreditkontrakt underskrevet af klageren den 6. februar 1998 ydede indklagede klageren en kredit på 10.000 kr. Kreditten blev ydet til finansiering af klagerens køb af en PC med specialtastatur.

Ved kreditkontrakt af 20. marts 1998 blev kreditten forhøjet med 15.000 kr. til 25.000 kr. Forhøjelsen skulle anvendes til annonceudgifter i forbindelse med klagerens opstilling til valg til Folketinget. Af kontoudskrifterne for klagerens grundkonto, hvortil kreditten var knyttet, fremgår en hævning på 14.500 kr. ved check den 24. marts 1998.

Den 2. april 1998 debiteredes kontoen 8 hævninger på i alt 20.060 kr. vedrørende dankortkøb i en natklub. Kontoens saldo var herefter 35.515,80 kr. (negativ), og indklagede foranledigede klagerens dankort spærret. Samme dag blev klageren tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling.

Henholdsvis den 14., 20. og 27. april 1998 udbetalte indklagede 1.500 kr., i alt 4.500 kr., fra kontoen til klagerens ægtefælle til dækning af dennes daglige fornødenheder.

Under et møde den 30. april 1998 mellem indklagede, klageren og dennes ægtefælle underskrev klageren et gældsbrev til indklagede, hvorefter lånet på oprindeligt 20.668,69 kr. blev forhøjet med 45.996,97 kr. til 57.795,34 kr., som skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt. Provenuet af låneforhøjelsen på 45.000 kr. blev samme dag overført til grundkontoen til inddækning af den negative saldo på nu ca. 40.000 kr.

Parternes påstande.

Den 2. februar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte gælden i henhold til lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han under drøftelserne med rådgiveren den 6. februar 1998 oplyste, at han havde måttet opgive sit arbejde p.g.a. endogene depressioner. I marts 1998, hvor han anmodede om forhøjelsen af kreditten kunne, enhver se, at han var meget manisk. Bankrådgiveren, der var bekendt med sygdommen, og som kunne se, hvordan han havde det, burde have afslået yderligere kredit og i stedet have inddraget dankortet. Gældsbrevet på de 57.795 kr. blev underskrevet på et tidspunkt, hvor han på grund af fejlordineret medicin befandt sig i en døs, der medførte, at han på ny måtte indlægges i juli/august 1998. Det var først i november 1998, at det gik op for ham, at han den 30. april 1998 havde skrevet under på at skylde 57.795 kr. Gældsforholdet er ulovligt/ugyldigt, da han på gældsstiftelsestidspunktet måtte betegnes som sindssyg. Han kan ikke drages økonomisk/juridisk til ansvar for, at hvad han gør i en mani. Indklagede har handlet uansvarligt i forbindelse med hans forbrug frem til den 2. april 1998. Det er derfor i strid med god bankskik at forlange hele gælden i henhold til gældsbrevet af 30. april 1998 indfriet.

Indklagede har anført, at der hverken i forbindelse med bevillingen af kreditten den 6. februar 1998 eller i forbindelse med forhøjelsen den 20. marts 1998 var noget der tydede på, at klageren var maniodepressiv, og det bestrides, at klageren orienterede bankrådgiveren herom. Også under mødet den 30. april 1998, hvor klagerens ægtefælle deltog, fremstod klageren som fuldt ud i mental ligevægt. Klageren gav ikke på nogen måde udtryk for, at han ikke ville vedstå den opståede gæld fuldt ud. Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klageren som hævdet på grund af sindslidelse var ude af stand til at handle fornuftsmæssigt og spørgsmålet om, hvorvidt klageren som hævdet skulle have informeret om sin sindslidelse. En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ankenævnet. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren ved indgåelsen af låneaftalerne besad evnen til at handle fornuftsmæssigt, og at aftalerne således er bindende for klageren. Subsidiært gøres det gældende, at klageren henholdsvis ved underskriften på gældsbrevet den 30. april 1998 og ved sine vedvarende betalinger har ratihaberet eventuelle ugyldige erklæringer. Låntagningen er kommet klageren til nytte, idet beløbene er anvendt til inddækning af restskat, annoncering i forbindelse med opstilling til folketingsvalget samt til nødvendige husholdningsudgifter. Overtrækket i forbindelse med natklubbesøgene den 1. april 1998 baserer sig ikke på en aftale med indklagede. Såfremt det lægges til grund, at klagerne den 1. april 1998 på grund af sindslidelse var ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, må klageren henvises til at rejse krav over for natklubben.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet har forstået klagen således, at klagerens indsigelser vedrørende gældsbrevet af 30. april 1998 alene relaterer sig til forhøjelsen på 45.996 kr. med fradrag af den kredit på 10.000 kr., der blev ydet den 6. februar 1998 eller i alt ca. 36.000 kr., som primært relaterer sig til dels forhøjelsen af kreditten på 15.000 kr., dels dankortkøbene i natklubben på ca. 20.000 kr.

For så vidt angår de 20.000 kr. finder Ankenævnet, at klageren som anført af indklagede må henvises til at gøre en eventuel ugyldighedsindsigelse gældende over for betalingsmodtageren, med hvem klageren har indgået aftale om betaling. Herved bemærkes, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at fastslå, at indklagede har pådraget sig ansvar ved at undlade at inddrage eller spærre kortet i marts 1998.

For så vidt angår aftalen med indklagede om forhøjelsen af kreditten med 15.000 kr. den 20. marts 1998 finder Ankenævnet, at en afgørelse af spørgsmålet om aftalens gyldighed, herunder om klageren besad evnen til at handle fornuftsmæssigt ved indgåelsen af kreditkontrakten og/eller ved vedståelsen af gælden den 30. april 1998 forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.