Børneopsparingskonto.

Sagsnummer:460/1989
Dato:17-04-1990
Ankenævn:Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Børneopsparingskonto.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klagerens far oprettede den 21. maj 1979 hos indklagede en børneopsparingskonto for klageren, der er født den 5. februar 1968. Bindningsperioden blev aftalt således, at denne udløb den 21. maj 1986.

Klageren, der var af den opfattelse, at bindingsperioden udløb på hendes 21. års fødselsdag i 1989, henvendte sig omkring dette tidspunkt til indklagede med henblik på at få børneopsparingskontoen ophævet. Hun blev her oplyst om, at kontoen var udgået i 1986.

Klageren har under sagen nedlagt påstand om erstatning for det til faderen udbetalte beløb på 10.605,45 kr. med renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun af sine forældre var oplyst om, at kontoen kunne hæves, når hun fyldte 21 år i 1989. Hun bestrider, at hun sammen med sin fader indfandt sig hos indklagede den 21. maj 1986 for at hæve børneopsparingskontoen. Hun finder det iøvrigt usandsynligt, at nogen hos indklagede skulle kunne erindre, at hun sammen med sin far indfandt sig i banken den nævnte dag.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klageren sammen med sin far indfandt sig hos indklagede den 21. maj 1986 og anmodede om, at børneopsparingen blev ophævet. Der blev i denne forbindelse overført 5.000 kr. til klagerens konto 4974000, og restbeløbet 5.605,45 kr. overførtes til en faderen tilhørende konto. Den 14. oktober 1986 overførte klageren endvidere 5.000 kr. fra sin førnævnte konto til en konto tilhørende faderen, samtidig med at klageren anmodede om et lån.

Klageren har endvidere anført, at hun sammen med sin far den 14. oktober 1986 var hos indklagede med henblik på at opnå et lån på 5.000 kr. Det er ikke korrekt, at hun har medvirket eller opfordret til, at der overførtes 5.000 kr. fra hendes konto 4974000, da hun på dette tidspunkt var uvidende om denne kontos eksistens.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at børneopsparingskontoen på klagerens anmodning ophævedes, medens klageren bestrider dette. En stillingtagen til dette spørgsmål forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.