Krav om erstatning for manglende afkast på ratepension. Tabsopgørelse.

Sagsnummer:128/2021
Dato:20-12-2021
Ankenævn:Bo Østergaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:Ratepension - investeringshorisont
Puljepension - investeringshorisont
Ledetekst:Krav om erstatning for manglende afkast på ratepension. Tabsopgørelse.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag omhandler blandt andet krav om erstatning for manglende afkast på ratepension.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Danske Bank, hvor han har en ratepension nr. -908.

I 2015 var ratepensionsmidlerne, som udgjorde cirka 450.000 kroner, placeret i Puljeinvest Bankvalg. Det var aftalt, at udbetalingerne fra ratepensionen skulle begynde i februar 2016, hvor klageren fyldte 61 år, og at udbetalingerne skulle ske over ti år. Ratepensionsaftalen er ikke fremlagt under sagen. Der er heller ikke fremlagt oplysninger om Puljeinvest Bankvalg.

Den 25. november 2015 sendte banken et brev til klageren med oplysning om den forestående udbetaling. Det fremgik blandt andet af brevet:

”Vær opmærksom på, at såfremt ratepensionen er tilmeldt Puljeinvest, Bankvalg vil den automatisk nedtrappe aktieandelen i takt med den oprindeligt aftalte udbetalingsperiode hvis du ikke indgår anden aftale.”

Den 16. december 2015 holdt klageren og banken et møde, hvor udbetalingstidspunktet på klagerens ratepension blev drøftet. Banken har oplyst, at udbetalingen af klagerens ratepension på mødet forventedes startet ved 65 år over en 10 års periode.

I april 2019 holdt klageren, personen H og banken et møde blandt andet vedrørende klagerens ratepension, og den 2. april 2019 sendte banken en ny pensionsplan til klageren.

Blandt andet følgende fremgår af pensionsplanen af 2. april 2019:

”Vi har aftalt, at Danske Bank sørger for at sende de nødvendige papirer til underskrift, når vi har fået en tilbagemelding fra jer, så I kan følge pensionsplanen ved:

1. at tilpasse udbetalingsprofilen ved:

  • at ændre udbetalingstidspunktet på din ratepension i Danske Bank (forsikringsnummer [-908] fra 67 til 80 år)”

Banken har oplyst, at klageren ikke underskrev pensionsplanen.

Den 24. juni 2020 holdt klageren og banken et møde, hvor ratepensionen blev drøftet. I forlængelse af mødet sendte banken en ændringsaftale vedrørende ratepensionen til klageren, som klageren ikke underskrev. Ændringsaftalen er ikke fremlagt i sagen.

Den 16. december 2020 holdt klageren og banken et møde, og samme dag rettede klageren henvendelse til banken med oplysning om, at hans ratepension fejlagtigt stod til at have udbetalingstidspunkt ved 60/61 år.

På forespørgsel fra klageren oplyste banken den 30. december 2020, at klageren ikke havde lidt noget tab ved, at udbetalingstidspunktet på mødet i december 2015 ikke var blevet ændret fra udbetaling fra 60 år og ti år frem til udbetaling fra 65 år og ti år frem.

I januar 2021 svarede banken på yderligere spørgsmål fra klageren. I en e-mail af 13. januar 2021 anførte banken følgende:

”1. Hvad havde aktieandelen/afkastet været hvis forlængelsen var sket i umiddelbar forlængelse af udløb Jan 2015?

Svar: Med henvisning til vedhæftede specifikationer, kunne du have opnået et merafkast i perioden 21. december 2015 til ultimo december 2020 på din Ratepension på kr. 11.829 før skat. Dette med udgangspunkt i at udløb på ordningen strakte sig frem til 61 år, altså februar 2016. Dette beløb har vi vurderet at du er berettiget til at blive godtgjort og jeg vil straks igangsætte dette beløb indsat på ordningen som renteindtægt. Kollegaen, der [var] behjælpelig med beregningerne der lå til grund for min første udmelding i min mail af 30. december 2020, har vendt tilbage og korrigeret sit svar. Hvad angår forskel i aktieandel, arbejder vi inden for et spænd, der svinder over tid og kan derfor ikke være konkrete i den henseende.

2. Hvad havde aktieandelen/afkastet været hvis det var blevet ændret til den profil/udløb vi kom frem til ved net mødet – hvis dette var sket umiddelbart eftermødet med [navn]/Dig i foråret 2020?

Svar: Med henvisning til, at [navn] og jeg på mødet den 24. juni 2020 og samme dag – skriftlig fremsendt til din Netbank – i Formueprognosen med scenariet ”Optimering” anbefalede dig at forlænge din ratepension til 80 år, afventede vi din tilbagemelding herpå og har derfor ikke ændret noget. Havde du vendt positivt tilbage på anbefalingen og forlængelsen blev foretaget, ville det i perioden 29. juni 2020 til 11. januar 2021 på din Ratepension have betydet er merafkast på 38.108 før skat (denne beregning tager dog ikke højde for, at de individuelle puljeomkostninger ville have været lidt højere pga. den højere andel af aktier og kreditobligationer).”

Den 16. januar 2021 klagede klageren til banken.

 

Den 12. februar 2021 svarede banken blandt andet følgende til klageren:

”Der er mellem parterne enighed om, at der er sket en mangelfuld opfølgning og iværksættelse af forlængelse af din pensionsperiode tilbage i 2015. Derfor er dit økonomiske tab, der har været i den forbindelse også blevet dækket af banken.

Forløbet omkring beregning af tabets størrelse har ikke levet op til bankens standarder, og har forståeligt nok skabt en mistillid til banken fra din side. Du anfører i klagen, at du ikke har tiltro til at tabsberegningen er foretaget korrekt. Du har fået tilsendt det materiale, der danner baggrund for beregningerne, og såfremt du fortsat er er usikker på om beregningerne er korrekte, vil jeg foreslå, at du kontakter en uvildig rådgiver fx din revisor, der kan gennemgå tallene. En anden mulighed er også at beregningen foretages af en anden medarbejder i Danske Bank, men jeg forestiller mig, at du hellere vil anvende en ekstern rådgiver.”

Den 9. marts 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet.

Den 7. maj 2021 fremlagde banken yderligere dokumentation for opgørelsen af klagerens erstatning.

Følgende fremgår blandt andet af bankens fremlagte dokumentation, hvor der er taget udgangspunkt i, at klagerens ratepension per 31. januar 2015 var på 445.593,10 kroner:

”Kunden havde udbetalingsdato for Ratepensionen i ILIPS 1.2.2016 med udbetalingsperiode over 10 år. Aftalen har endnu ikke startet udbetaling – og har derfor haft en investeringshorisont på halvdelen af udbetalingsperioden = 3-7 år. Hvis aftalen var blevet ændret i december 2015, kunne kunden have haft en længere investeringshorisont i perioden 21. december 2015 – 1. februar 2018, hvorefter den igen ville være 3-7 år. I WOID har jeg der beregnet afkast for henholdsvis 3-7 år og 7-11 år i perioden. Herefter af denne afkastforskel ført frem fra 1. februar 2018 til december 2020.

...                

Pool correction

Wrong (Actual)

Correct (Intented)

Correction

21.12.15-28.12.15

-1.285,57

2.135,22

849,65

28.12.15-28.12.16

-22.516,05

23.025,03

508,98

28.12.16-27.12.17

-22.117,20

22.358,00

240,8

27.12.17-01.02.18

2.021,40

-1.415,66

605,74

 …

 

 

 

Net correction

-43.897,42

46.102,59

2205,17

…”

Banken har fremlagt bilag med henblik på at understøtte de pågældende tal i beregningen.

Den 7. maj 2021 bemærkede banken yderligere følgende vedrørende beregningen:

”Beregningen kommer frem til et tab på 2.200 kroner. Dette skyldes at i dette beregningssystem fratrækkes administrationsomkostninger og PAL-skat inden kundens tab fremkommer. Klagerens kompensation på 11.829 kr. er derfor uden fratræk af omkostningerne og PAL-skatten. De valgte dog at kompensere klageren med 11.829 kroner, i stedet for at lave denne mere omfattende beregning, som nu er foretaget.”

Parternes påstande

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal:

  • anerkende, at ratepensionens udbetalingstidspunkt er ved klagerens 80. år.
  • erstatte manglende afkast fra perioden december 2015 til december 2020 baseret på, at ratepensionens udbetalingstidspunkt er ved 80 år.  
  • fremsende fyldestgørende dokumentation for sin beregning af kompensationen på 11.829 kroner med oplysninger om de bagvedliggende beregninger samt tilhørende forklaringer.
  • beklage forløbet, herunder at hans anmodning om anden rådgiver ikke blev efterkommet, samt give klageren en fair behandling.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken skal anerkende, at ratepensionens udbetalingstidspunkt er ved klagerens 80. år, samt at banken skal erstatte manglende afkast fra perioden december 2015 til december 2020 baseret på, at ratepensionen skal udbetales ved 80 år.

Han har opgjort sit krav til minimum differencen mellem 11.829 kroner og 38.108 kroner, det vil sige som minimum 26.279 kroner.

Han har holdt mange møder med banken siden han blev 60 år, idet han i efteråret 2015 måtte sygemelde sig. I den forbindelse fik han udbetalt erstatning på over 700.000 kroner årligt, hvorfor det måtte være klart for enhver i banken, at han ikke skulle bruge sin ratepension foreløbigt.

 

I de pensionsrapporter han har fået tilsendt, er der både nævnt udbetalingsdato ved 65 og 67/80 år. Banken hævder, at der ikke er noget, der tyder på, at udbetalingstidspunktet skulle være 80 år, men det fremgår af pensionsrapporten af 2. april 2019.

 

I pensionsanalysen af 2. april 2019 er tidspunktet for udbetalingen af ratepensionen sat til 80 år. Når banken i de fremsendte analyser skriver, at de ”sørger for”, så må banken være forpligtet til at udføre det lovede. Alternativt må den dokumentere, hvorfor det ikke er sket. Han er uforstående over for, at banken ikke har foretaget ændringerne som aftalt.

 

Banken har fremhævet, at den har sendt dokumenter til hans underskrift, hvilket den ikke kan eller vil dokumentere. Den forholder sig ikke til, at han telefonisk har meddelt sin bankrådgiver, at udbetalingstidspunktet skulle være 80 år. Banken fremlægger hverken dokumentation for, at den har udført opgaven professionelt eller for, at den har sendt en eventuel rykker for hans svar, hvis den ikke mener, det er modtaget.

Banken bør sende fyldestgørende dokumentation for sin beregning af kompensationen på 11.829 kroner med oplysninger om de bagvedliggende beregninger og forklaringer.

Da han spurgte, hvordan banken var kommet frem til beløbet, fremsendte den et regneark uden forklaring på, hvad der var grundlag for beregningen. Han bad banken om grundlaget, men fik oplyst, at han blot kunne få en revisor til at gennemgå regnearket.

Banken bør beklage forløbet, herunder at hans anmodning om anden rådgiver ikke blev efterkommet, og banken bør give ham en fair behandling.

Det er beskæmmende, at banken ikke henvendte sig til ham i 2020 og indrømmede sin fejl, men først afviste, herefter delvist erkendte og nu faktisk er af opfattelsen, at den har overkompenseret ham.

Danske Bank har blandt andet anført, at klageren ikke er berettiget til yderligere erstatning.  

Klageren har i sin e-mailkorrespondance fra den 16. december 2020 ønsket godtgørelse for, at hans ratepension med tilknyttet PuljeInvest ikke i december 2015 blev forlænget til 65 år, og at investeringsaftalen samtidig ikke blev tilpasset denne horisont.

 

Der er intet der tyder på, at ordningen har været drøftet til startudbetaling ved 80 år. Klageren har udelukkende i sin korrespondance givet udtryk for, at han havde en forventning om, at startudbetaling var 65 år. Derfor stiller banken sig uforstående over for denne nye påstand, som må afvises på grund af manglende dokumentation fra klageren.

 

Klageren fik den 2. april 2019 tilsendt en ny pensionsplan. På mødet om pensionsplanen foreslog banken, at klageren ændrede sin ordning til udbetaling ved 80 år. Af side 1 og 3 i pensionsplanen fremgår det tydeligt, at klageren skal vende tilbage, såfremt han ønsker ordningen ændret. Aftalen er først indgået, når klageren underskriver en ny pensionsordning, hvilket han ikke har gjort. Derfor skal han ikke kompenseres yderligere.

 

Hvis ændringen af ratepensionen var blevet gennemført i december 2015, kunne investeringshorisonten have været 7-11 år i perioden fra den 21. december 2015 til den 1. februar 2018, og derefter 3-7 år indtil eventuel ny aftaleændring.

 

Afkastforskellen i Puljeinvest i perioden fra den 21. december 2015 til den 1. februar 2018 var cirka 10.160 kroner beregnet ud fra afkastberegning i WOID. Forskellen er afkastberegnet frem til ultimo december 2020, svarende til cirka 1.668 kroner, i alt 11.829 kroner.

 

Det blev først fejlagtigt konkluderet, at den manglende forlængelse af pensionsordningen ingen økonomiske konsekvenser havde for klageren. Denne fejl blev straks rettet, og klageren blev godtgjort.

 

Klageren er fuldt kompenseret og har ikke krav på yderligere kompensation. Klageren har efterspurgt en nærmere beregning af tabet. I et andet og mere omfattende beregningssystem er der indhentet en beregning. Beregningen er den samme som tidligere, men i dette pensionsberegningssystem er det muligt at se, hvorledes beregningen teknisk er foretaget, og derfor er den mere dybtgående og detaljeret. Håbet er derfor, at klageren med denne beregning bedre kan forstå beregningen af sit tab, da der ikke er mulighed for at fremsende en anden eller en endnu mere detaljeret beregning.

 

Klageren kan vælge den udbetalingsdato, som han ønsker. På nuværende tidspunkt står ordningen og puljeaftalen stadig anført til, at den udbetales fra år 2016 til år 2025. Dette skyldes, at klageren ikke har signeret den ændringsaftale, der blev fremsendt til ham umiddelbart efter netmødet med banken den 16. december 2020. Klageren har meddelt, at han ikke ønsker at underskrive ændringsaftalen, så længe klagesagen ikke er afsluttet. Af den grund kan banken på nuværende tidspunkt ikke ændre hans pensionsaftale.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren er kunde i Danske Bank, hvor han har en ratepension tilknyttet PuljeInvest Bankvalg.

Den 16. december 2015 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken om ratepensionen, da udbetalingerne skulle begynde i februar 2016, hvor klageren fyldte 61 år. Ved en fejl blev udbetalingstidspunktet ikke udskudt til klageren fyldte 65 år.

I 2020 betalte banken 11.829 kroner som erstatning for manglende afkast som følge af, at udbetalingstidspunktet for ratepensionen ikke var blev ændret til 65 år.

Ankenævnet finder ikke, at parterne hverken i 2019 eller 2020 indgik en aftale om ændring af ratepensionens udbetalingstidspunkt til klagerens 80. år, hvorfor erstatningsopgørelsen skal baseres på udbetaling ved 65 år.

Ankenævnet finder ikke grundlag for, at banken skal betale yderligere erstatning, og Ankenævnet kan ikke pålægge banken at foretage yderligere beregninger af erstatningen.

Ankenævnet bemærker, at banken har oplyst, at klageren har mulighed for selv at vælge tidspunktet for ratepensionens udbetalingstidspunkt, hvorfor klageren nu kan ændre udbetalingstidspunktet til 80 år.

Påstanden om at banken skal beklage forløbet afvises, da den ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, jf. § 5, stk. 3, nr. 2, i Ankenævnets vedtægter.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.