Spørgsmål vedrørende misligholdelsesrenter efter ophør af virksomhed og af krav i henhold til regaranti for realkreditlånsamt indsigelser mod omstændigheder i forbindelse medrealisation af pant

Sagsnummer:377/2014
Dato:19-10-2016
Ankenævn:Kari Sørensen, Karin Duerlund, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Søren Geckler
Klageemne:Garantbeviser - øvrige spørgsmål
Inkasso - rentens størrelse
Ledetekst:Spørgsmål vedrørende misligholdelsesrenter efter ophør af virksomhed og af krav i henhold til regaranti for realkreditlånsamt indsigelser mod omstændigheder i forbindelse medrealisation af pant
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål vedrørende misligholdelsesrenter efter ophør af virksomhed og af krav i henhold til regaranti for realkreditlån samt indsigelser mod omstændigheder i forbindelse med realisation af pant.

Sagens omstændigheder

Klagerne A og B var privatkunder i den daværende Sparekassen Lolland, nu Jyske Bank. Klagerne drev endvidere i interessentskabsform et have- og plantecenter, der også var kunde i sparekassen.

Erhvervsengagementet bestod af en erhvervskredit nr. -739, et anlægslån nr. -161, et billån nr. -396 og et yderligere lån nr. -005. Til sikkerhed for engagementet havde sparekassen virksomhedspant og pant i virksomhedens bil.

På foranledning af A og dennes ægtefælle, H, stillede sparekassen i slutningen af 2010 garanti for 832.000 kr. i forbindelse med hjemtagelse af et realkreditlån i DLR på 2.359.000 kr. med pant i en fast ejendom, der var ejet af A og H, og hvor både de og virksomheden havde adresse. A og H underskrev den 28. oktober 2010 en Regaranti DLR – 100% erhvervsgaranti til sparekassen på samme beløb. Ifølge dokumentet om regarantien forpligtede A og H sig til på anfordring at betale et eventuelt beløb som Sparekas­sen Lolland måtte komme til at udrede i henhold til garantien. I øvrigt var sparekassens almindelige forretningsbetingelser gældende.

Under sagen er der fremlagt en udskrift af 7. april 2009 af Sparekassen Lollands Almindelige forretningsbetingelser for erhvervskunder pr. den 1. april 2005. Heraf fremgår blandt andet:

”…

6. Overtræksrente og rykkergebyrer m.v.

Hvis Deres konto overtrækkes, kommer i restance eller udnyttes i strid med aftalen, kan Sparekassen Lolland kræve overtræksrente/provision eller morarente, gebyr for at udsende rykkerbreve, samt udgifter ved juridisk bistand til inkassation m.v.

Overtræksrente/overtræksprovision fastsættes på baggrund af Sparekassen Lollands vurdering af risikoen på misligholdte fordringer generelt samt den enkelte misligholdte fordring konkret.

…”

Efter det oplyste blev virksomheden den 20. august 2012 lukket af SKAT.

Ved breve af 10. december 2012 til henholdsvis A og B opsagde sparekassen erhvervsengagementet, som inkl. renter i intervallet 11,30 % - 11,90 % om året blev opgjort til 996.328,26 kr. I opgørelsen indgik lån -005 med en saldo på 137.470,31 kr. Ifølge brevene var lånets saldo ”d.d. 37.011,26 kr. efter indbetaling af kaution fra Vækstfonden.” Endvidere fremgik at sparekassen ville beregne sig ”morarente 26,90 % af hele beløbet fra d.d. til betaling sker.”

I januar 2013 blev sparekassen overtaget af Jyske Bank.

Den 24. april 2013 blev A’s og H’s faste ejendom solgt på tvangsauktion. Den 30. april 2013 gjorde DLR Kredit garantien gældende over for banken, og den 14. maj 2013 betalte banken 813.203,05 kr. under garantien til DLR kredit. Banken indtrådte samtidig i DLR’s fordring mod A og H for beløbet (subrogation). På betalingsdagen den 14. maj 2013 oprettede banken en konto nr. -572 med A som kontohaver, hvorpå beløbet på 813.203,05 kr. blev trukket. Debetrentesatsen på kontoen var 18 % om året. Banken har oplyst, at debetrentesatsen på kontoen svarede til DLR’s morarentesats.

Ifølge årsoversigten pr. den 31. december 2013 indberettede banken til SKAT en samlet gæld på erhvervsengagementet på 792.746,22 kr. I opgørelsen indgik lån -005 med en saldo på 24.802,19 kr.

Ved brev af 16. oktober 2014 opgjorde banken sit tilgodehavende hos B til 1.500.250,94 kr., hvoraf 1.288.033,07 kr. var erhvervsgælden. Opgørelsen var inklusive misligholdelsesrenter på for tiden 19 % om året. Endvidere fremgik, at der den 17. juni 2014 var blevet indbetalt 36.972,81 kr. på billånet, og at beløbet var afskrevet på påløbne renter.

Ved brev af 29. oktober 2014 opgjorde banken sit tilgodehavende hos A til 2.555.165,13 kr., hvoraf 1.296.796,40 kr. var erhvervsgælden. Resten var gæld i henhold til privatkonti, der udgjorde i alt 203.087,41 kr., og fordringen vedrørende regarantien, der inklusiv renter på 18 % blev opgjort til 1.055.281,32 kr. Misligholdelsesrenten var i øvrigt for tiden 19 % om året.

Der er under sagen ikke fremlagt fuldstændige kopier – men kun side ét – af brevene af henholdsvis 16. og 29. oktober 2014.

Den 12. november 2014 indgav klagerne en klage over Jyske Bank til Ankenævnet.

Ved breve af 13. januar 2015 til klagerne korrigerede banken sine opgørelser af tilgodehavenderne således, at

”renteberegningen starter den 14.05.2013 f.s.a. DLR-Modregning og den 06.05.2014 for de øvrige konti.”

Tilgodehavendet hos A blev herefter opgjort til 2.116.530,97 kr., hvoraf 1.094.783,15 kr. var fordringen vedrørende regarantien. Tilgodehavendet hos B blev opgjort til 1.022.964,09 kr. I hver opgørelse var i alt 876.287,77 kr. klagernes fælles erhvervsgæld.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagernes endelige påstand således, at Jyske Bank skal frafalde sit krav mod dem helt eller delvist.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken har tilskrevet ublu renter på engagementet, som desuden er svært at overskue. Bankens indberetninger til SKAT er tilsyneladende ikke korrekte.

Banken bør yde en rentekompensation og betale erstatning for tab som følge af misligholdelse af deres pant for engagementet.

Virksomheden blev lukket af SKAT og de blev i den forbindelse formanet om, at det ville være strafbart, hvis de foretog nogen form for salg af varelager og øvrige værdier. Ansvaret for realisationen lå derfor alene hos banken. Vedrørende virksomhedspantet blev de bedt om en liste over inventar, anlæg og varelager samt en vurdering af værdien. Der skete imidlertid intet fra bankens side. Varelageret bestod af bl.a. mange planter, som gik til. I forbindelse med tvangsauktionen blev de anmodet om at tømme ejendommen, hvilket de modsatte sig med henvisning til, at det var bankens værdier. Advokaten oplyste da, at banken havde frasagt sig pantet. Derved var værdier for mange tusinde kroner forsvundet for dem.

Vedrørende bilen fik de den 14. juni 2013 et bud på 55.000 kr. plus moms, hvilket kunne have dækket restancen på billånet. Banken ville imidlertid have bilen på auktion. Afhentning skete den 9. august 2013. Den 20. februar 2014 blev de kaldt i fogedretten og på daværende tidspunkt havde bilen stadig ikke været på auktion. Banken bør yde en kompensation for værditabet på bilen.

Ved et brev af 20. marts 2013 beklagede banken, at den ikke havde informeret dem om, at banken havde frasagt sig virksomhedspantet. Hvis de havde vidst dette, kunne de selv have solgt varelageret og inventaret. Brevet dokumenterer, at banken manglede overblik samt interesse i at få realiseret værdierne. Banken har været medvirkende til, at mange penge er gået tabt. Banken bør derfor dække minimum halvdelen af deres tab.

Det af banken anførte om, at pantet var af ringe værdi bestrides. Banken har ingen forudsætninger for at udtale herom. Deres anlæg var tværtimod noget af det mest moderne inden for branchen.

Jyske Bank har anført, at det fremgik af både Sparekassen Lollands og Jyske Banks almindelige forretningsbetingelser for Erhvervskunder, at der kræves morarente ved overtræk og restance. I begge forretningsbetingelser fremgik endvidere bl.a., at banken kan standse rentetilskrivning på misligholdte fordringer, men at dette forhold ikke betyder, at banken har givet afkald på at få forrentet sit tilgodehavende. De almindelige forretningsbetingelser var gældende for aftalerne vedrørende kredit, lån og regaranti, så klagerne har ved deres underskrift tiltrådt, at banken kan tilskrive en overtræks- eller morarente ved forsinket betaling eller overtræk, samt at banken på misligholdte fordringer kan undlade at foretage rentetilskrivning uden at give afkald på forrentning.

Klagerne har desuden pligt og mulighed for i forbindelse med deres selvangivelse at foretage eventuelle ændringer af bankens indberetninger til Skat.

Banken har under sagen pr. kulance frafaldet sit krav på misligholdelsesrente på erhvervsengagementet for perioden 1. januar 2012 - 5. maj 2014, og har således alene tilskrevet misligholdelsesrente fra den 6. maj 2014 med for tiden 19 % om året.

Tilgodehavendet vedrørende garantien er tilskrevet misligholdelsesrente på for tiden 18 %, som svarer til den af DLR fastsatte morarente, fra betalings- og forfaldstidspunktet den 14. maj 2013.

Den del af klagen der vedrører virksomhedspantet og pantet i virksomhedens bil vedrører erhvervsforhold og bør derfor afvises af Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3. Afvisning bør endvidere ske i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1, på grund af usikkerhed med hensyn til bedømmelsen af de faktiske oplysninger.

Der blev fra bankens medvirket til salg af varelageret, men de potentielle købere var ikke interesserede i at købe varelageret grundet, at antallet og mængden var for lille i forhold til udgifter forbundet med flytning og ommærkning med videre. Som virksomhedspanthaver havde banken interesse i bedst muligt salg.

Ankenævnets bemærkninger

Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4 behandler Ankenævnet klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence.

Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører bankens virksomhedspant og pant i virksomhedens bil vedrører erhvervsforhold, der ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence. Ankenævnet finder endvidere, at en afgørelse af, om banken på baggrund af omstændighederne i forbindelse med realisationen af pantet har pådraget sig et ansvar over for klagerne ville kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet. I givet fald må bevisførelsen ske ved domstolene, hvor der bl.a. er mulighed for parts- og vidneforklaringer.

Ankenævnet behandler herefter alene den del af klagen, der vedrører misligholdelsesrenter, der er påløbet engagementet efter virksomhedens ophør.

Ankenævnet finder, at banken i de Almindelige forretningsbetingelser, der var gældende for aftalerne vedrørende engagementerne, havde tilstrækkeligt grundlag for at kræve forhøjet rente ved misligholdelse. Banken var derfor berettiget til at kræve misligholdelsesrente fra den 10. december 2012, hvor engagementerne blev opsagt.

Banken har under sagen frafaldet misligholdelsesrenter frem til den 6. maj 2014, hvor engagementerne overgik til bankens inkassoafdeling.

Ankenævnet finder ikke, at misligholdelsesrentesatsen på 19 % om året kan tilsidesættes som urimelig.

Klageren A og dennes ægtefælle påtog sig en regaranti for bankens garanti for deres realkreditlån i DLR Kredit. Den 30. april 2013 gjorde DLR Kredit garantien gældende over for banken. Den 14. maj 2013 betalte banken 813.203,05 kr. under garantien til DLR kredit og fik derved et tilsvarende krav mod klageren A og dennes ægtefælle. Ifølge dokumentet om regarantien skulle et eventuelt krav betales på anfordring. Banken har under sagen frafaldet misligholdelsesrenter på 18 % om året for perioden forud for betalingsdagen den 14. maj 2013, hvor banken oprettede en konto nr. -572 med A som kontohaver, hvorpå der blev trukket 813.203,05 kr. vedrørende regarantien.

Der foreligger efter det oplyste ingen aftale om konto nr. -572, som godtgør, at banken er berettiget til renter på 18 % om året af fordringen vedrørende regarantien, og Ankenævnet finder, at henvisningen til Almindelige forretningsbetingelser i dokumentet om regarantien ikke udgør fornøden hjemmel til renten på 18 % om året. Ankenævnet finder heller ikke, at DLR Kredits krav på misligholdelsesrenter i henhold til bankens garanti kan gøres gældende over for A og ægtefællen i henhold til regarantien. Ankenævnet finder derfor, at banken for så vidt angår denne fordring alene har krav på renter efter renteloven. Ankenævnet finder derfor, at Jyske Bank skal nedsætte sit krav vedrørende regarantien i overensstemmelse hermed.

Klagerne får i øvrigt ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører der vedrører Jyske Banks pant i klagernes virksomhed og i virksomhedens bil. Jyske Bank skal inden 30 dage nedsætte sit rentekrav vedrørende fordringen i henhold til rentegarantien som ovenfor anført. Klagerne får i øvrigt ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.