Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578.

Sagsnummer:9712064/1998
Dato:02-12-1998
Ankenævn:Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Jeanette Werner, Per Englyst og Leif Mogensen
Klageemne:Personlig fordring - forældelse
Nedbringelse - rpl
Ledetekst:Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578.
Indklagede:Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som pdf
Realkreditinstitutter

Det indklagede realkreditinstitut overtog i april 1985 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 469.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 555.488 kr., som fordeltes med 468.313 kr. i kolonne 2 og 87.175 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. juli 1986 ejendommen bl.a. med overtagelse af de tre indestående lån. I maj 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 59.850 kr., svarende til instituttets endelig tab, gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 7 pct. i fem år. Klageren protesterede forgæves over kravet og dets opgørelse.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham, subsidiært at fordringen skulle opgøres til et mindre beløb end af instituttet opgjort. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning, eller at klageren kunne kræve den personlige fordring yderligere nedsat, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Eftersom budsummen ifølge instituttet var anvendt til forlods dækning af restgælden, måtte instituttets krav mod klageren ifølge flertallet i dets helhed bestå af restancer, herunder renter og bidrag, som var forældet efter 1908-loven.
Mindretallet fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det således godtgjorte krav skulle forrentes med 7 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.