Spørgsmål om rettidig meddelelse

Sagsnummer:136/2013
Dato:24-10-2013
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard
Klageemne:Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
Ledetekst:Spørgsmål om rettidig meddelelse
Indklagede:Nordea Bank
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, hvorvidt klageren spærrede sit kort rettidigt, efter kortet blev stjålet fra ham på en restauration i Hamborg.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank, hvor han har en indlånskonto med et tilknyttet betalingskort.

I januar 2013 var klageren på en tur til Hamborg med fem venner.

I forbindelse med en betaling af en drink på en restauration natten til den 11. januar 2013 blev klagerens betalingskort stjålet. Klageren satte efter gerningsmanden uden held. Han vendte derefter tilbage til sit hotel, hvorfra han kontaktede banken og spærrede sit kort kl. 04.33.

I mellemtiden var der foretaget to hævninger med klagerens kort henholdsvis kl. 03.43 og kl. 04.04 på i alt 9.384 kr. Transaktionerne var gennemført ved aflæsning af kortets chip samt indtastning af korrekt PIN-kode.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt den 11. januar 2013 meldte klageren tyveriet af hans betalingskort til politiet i Hamborg.

Den 21. januar 2013 indleverede klageren en kortindsigelse vedrørende de to transaktioner foretaget kl. 03.43 og kl. 04.04 natten til den 11. januar 2013. Klageren underskrev samtidig en tro og love erklæring om, at hverken han eller andre med hans accept havde anvendt kortet til hævningerne på i alt 9.384 kr.

Klageren har oplyst, at kortet blev stjålet ud af hånden på ham da han var ved at køre magnetstriben igennem terminalen. Han er i tvivl om han overhovedet fik godkendt beløbet, før han herefter løb efter tyven. Tyven burde ikke kende pinkoden, da der var afskærmning på terminalen, ligesom han altid er meget omhyggelig med at skærme koden når han taster ind.

Efter klagerens kortindsigelse var gerningstidspunktet ca. kl. 02.30 og efter politianmeldelsen kl. 02.30. Efter klagers første supplerende redegørelse var det ”et par timer over midnat”. I den næste supplerende redegørelse hedder det:

”Jeg kan ikke oplyse det helt præcise tidspunkt for røveriet, da jeg for det første var chokeret, og tænkte mere på, at få fat i tyven og siden spærre kortet, end se på klokken, men det var som allerede oplyst ca. 03 om natten”.

Banken indsatte efterfølgende 1.384 kr. på klagerens konto, idet banken henviste til, at klageren havde en selvrisiko på 8.000 kr. Banken lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens personlige PIN-kode var anvendt ved transaktionerne, samt at der var forløbet 1½ time fra tyveriet fandt sted til klageren havde foranlediget kortet spærret.

Parternes påstande

Den 23. april 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale 8.000 kr.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at det var første gang han anvendte kortet på turen, da han var løbet tør for kontanter, som han havde hævet på Københavns Hovedbanegård.

Kortet blev revet ud af hånden på ham, da han havde kørt det igennem magnetfeltet.

Han satte efter gerningsmanden ud på den menneskefyldte gade, men mistede hurtigt vedkommende af syne.

Han tog herefter tilbage til sit hotel, hvor han fandt telefonnummeret til banken for at spærre kortet. Nummeret er hurtig at finde, hvis man har mulighed for at søge på internettet. Den mulighed havde han ikke om natten på en bar i et fremmed land. Han tog derfor tilbage til hotellet så hurtigt som muligt, hvor han fik fat i nummeret og spærrede kortet straks.

Gerningstidspunkt kan godt have været senere end kl. 02.30. Han var chokeret og tænkte i den situation ikke på at undersøge, hvad klokken præcist var.

Han var efter røveriet chokeret. Han opholdt sig i et fremmed land midt om natten, og var fuldstændig uforberedt på at blive udsat for et røveri.

Han forstår ikke, hvordan gerningsmanden kan have anvendt hans PIN-kode, da han altid er meget påpasselig med at skærme for tasterne, når han trykker koden. Han opbevarer desuden udelukkende koden i sin hukommelse og har ikke oplyst den til andre.

Banken har under sagen henvist til to sager fra Ankenævnets praksis. De to sager er imidlertid ikke sammenlignelige med forløbet i hans sag.

Nordea Bank har anført, at klageren i henhold til betalingstjenesteloven § 62, stk. 3, nr. 1, hæfter for de 8.000 kr.

Klageren opgav hurtigt forfølgelsen af den person, som stjal hans kort. På dette tidspunkt havde klageren en positiv viden om, at hans kort var stjålet. Det var på dette tidspunkt, at klagerens underretningspligt vedrørende spærring af kortet indtrådte.

Det må også have stået klart for klageren, at tyven stjal hans kort med henblik på misbrug og at det, under de givne omstændigheder ved åbenlys fratagelse af kortet, ville ske hurtigst muligt.

Der gik imidlertid næsten to timer inden klageren fik spærret sit kort kl. 04.33, og klageren spærrede dermed ikke sit kort snarest muligt under de givne omstændigheder.

Såfremt klageren havde spærret sit kort snarest muligt kunne de pågældende transaktioner være undgået.

Klageren kunne have benyttet en telefon på den bar, hvorfra kortet blev stjålet. Klageren var ligeledes i selskab med fem venner, og det forekommer næsten usandsynligt, hvis ikke klageren eller én af hans venner havde en mobiltelefon med sig, hvorfra klageren kunne ringe og spærre kortet.

I sagerne nr. 368/2000 og nr. 189/2006 fik klagerne ligeledes meget snævre tidsmæssige grænser for at få kortet spærret.

Ankenævnets bemærkninger

Efter betalingstjenesteloven § 62, stk. 2, hæfter brugeren med op til 1.100 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, hvis den til betalingsinstrumentet hørende personlige kode er anvendt. Klageren hæfter derfor i hvert fald for 1.100 kr. af misbruget.

Efter betalingstjenesteloven § 62, stk. 3, nr. 1, således som den forudgående bestemmelse i lov om betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1, er fortolket i Ankenævnets praksis, jf. Ankenævnets kendelse af 3. juli 2001 i sag nr. 51/2001, påhviler det indehaveren af et betalingskort at spærre kortet snarest muligt efter, at den pågældende har fået kendskab til, at kortet er bortkommet. Ved manglende rettidig underretning om kortets bortkomst hæfter kortindehaveren for op til 8.000 kr. af det misbrug, der opstår som følge af den manglende underretning.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Karin Duerlund og Anita Nedergaard – udtaler:

Vi lægger til grund, at tyveriet fandt sted den 11. januar 2013 i tidsrummet ca. kl. 02.30 og i hvert fald ikke senere end 03.00.

Det fremgår, at klageren efter tyveriet af hans betalingskort satte efter gerningsmanden, men mistede vedkommende af syne.

Klageren har oplyst, at han herefter vendte tilbage til sit hotel, hvorfra han kontaktede banken og spærrede betalingskortet kl. 04.33. De uberettigede hævninger fandt sted henholdsvis kl. 03.43 og kl. 04.04.

Vi finder, at klagerens underretningspligt i henhold til betalingstjenestelovens § 62, stk. 1, nr. 3, indtrådte, da klageren opgav at forfølge gerningsmanden. Det var i den forbindelse ikke en forudsætning, at klageren havde adgang til internettet. Vi lægger dermed til grund, at klageren ved brug af en mobiltelefon kunne have fundet frem til bankens nummer og spærre det stjålne betalingskort uden først at vende tilbage til sit hotel.

På den baggrund finder vi ikke, at klageren snarest muligt efter han blev bekendt med kortets bortkomst foranlediget kortet spæret, hvorfor vi stemmer for, at klageren ikke får medhold i sin påstand.

To medlemmer – Søren Geckler og Troels Hauer Holmberg – udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort at klageren – eller andre personer i klagerens selskab – var i besiddelse af mobiltelefoner med adgang til at foretage opkald eller internetsøgninger i udlandet, eller at klageren på anden vis havde umiddelbar adgang til at foretage opkald eller internetsøgninger. Vi finder derfor ikke, at det i sig selv var i strid med kravet om at underrette betalingskortudbyderen snarest muligt, at klageren valgte at tage hjem til sit hotelværelse for at spærre kortet. Nordea Bank har endvidere ikke godtgjort at hjemtransporten var af en sådan varighed, at denne måtte anses for at være i strid med kravet om at underrette betalingstjenesteudbyderen snarest muligt. Vi lægger herved vægt på at tidsrummet fra tyveriet af kortet til spærringen af kortet er uafklaret. Det bemærkes, at der gik 50 minutter fra første misbrugstransaktion til spærringen af kortet. Vi finder herefter ikke, at Nordea Bank i overensstemmelse med § 62, stk. 3, har godtgjort, at klageren undlod at underrette om tyveriet snarest muligt.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.