Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditaftaleloven. Bevis, afvisning.

Sagsnummer:222/1995
Dato:08-01-1996
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditaftaleloven. Bevis, afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I efteråret 1991 blev klagerne, der er ægtefæller, kontaktet af en konsulent fra et investeringsaktieselskab. Konsulenten tilbød klagerne at indtræde i et låne- og investeringsprojekt med det formål at øge familiens opsparing i de kommende år og at nedsætte den løbende indkomstskat. Ifølge en økonomisk omlægningsplan udarbejdet af selskabet, skulle der etableres en kredit på 494.000 kr., hvoraf 110.000 kr. skulle udbetales til klagerne, mens 371.000 kr. incl. etableringsomkostninger skulle investeres i selskabet. En beregnet månedlig skattebesparelse på 2.680 kr. skulle med tillæg af 1.500 kr. indbetales på finansieringskontoen. Det var beregnet, at klagerne ville opnå et nettoudbytte på ca. 73.000 kr. efter 4 år, hvor engagementet skulle afvikles.

Den 30. oktober 1991 underskrev klager B en tegningsaftale med investeringsaktieselskabet.

Den 3. februar 1992 underskrev klager A en kreditaftale, ifølge hvilken indklagede ydede ham en kassekredit på 495.000 kr. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede håndpant i to ejerpantebreve på i alt 350.000 kr. i A's ejendom samt en aktie på 297.500 kr. og et gældsbrev på 52.500 kr. udstedt af investeringsselskabet til B. B påtog sig endvidere selvskyldnerkaution for kreditten. Kredittens restprovenu på 144.000 kr. blev anvendt til indfrielse af klagernes eksisterende gæld på i alt ca. 111.000 kr., omkostninger i forbindelse med kredittens etablering, ca. 12.000 kr., og et gebyr på 21.000 kr. til et administrationsselskab, der var tilknyttet investeringsaktieselskabet. Klagerne havde ikke forud for bevillingen af kreditten noget kundeforhold til indklagede.

Investeringsforløbet udviklede sig ikke som forventet, hvorfor selskabet på generalforsamling den 11. april 1994 vedtog et forslag om delvis indløsning af aktiekapitalen med kurstab og tilbagebetaling af indskudskapitalen. Klagerne udtrådte herefter af aktionærkredsen, hvorpå den resterende indskudskapital på 30.475,06 kr. og provenuet ved indløsning af aktien, 222.006,41 kr., blev krediteret kreditten hos indklagede. Restgælden i henhold til kreditten udgjorde ved udgangen af 1994 262.835,10 kr.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde "godtgørelse for kurstab, renteudgifter og omkostninger ved eftergivelse af en væsentlig del af restgælden på kassekreditten".

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klagerne har anført, at selskabet var kunde hos indklagede, og at indklagede aktivt medvirkede til, at de indgik aftale med investeringsaktieselskabet. Indklagede er erstatningsansvarlig som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med deres indtræden i investeringsprojektet. Såfremt de var blevet gjort bekendt med risikoen herved, ville de ikke være indtrådt i projektet. Deres privatøkonomiske forhold var ikke således, at de kunne påtage sig en risiko. Indklagede bør nedskrive restgælden med ikke under 100.000 kr.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at belysning af sagen kræver vidne- og partsforklaring, som ikke kan finde sted i forbindelse med Ankenævnets behandling.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagerne traf beslutning om investeringerne og forpligtede sig hertil ved underskrivelsen af tegningsaftalen den 30. oktober 1991. Kreditkontrakten blev underskrevet efterfølgende til finansiering af de investeringer, som klagerne således allerede havde truffet aftale om. Indklagede fandt derfor ikke anledning til at gå ind i en rådgivning af klagerne.

Ankenævnets bemærkninger:

Det kan efter det foreliggende ikke udelukkes, at indklagede har deltaget i engagementet på en sådan måde eller haft en sådant kendskab til investeringsselskabets virksomhed og markedsføring, at klagerne i det omfang, de ifølge aftalen har krav mod investeringsselskabet, også vil kunne gøre disse krav gældende over for indklagede. Det gælder, selvom de videregående bestemmelser i kreditaftalelovens § 5, nr. 2, jf. § 33, stk. 1 og stk. 2, ikke måtte være anvendelige i det foreliggende tilfælde. Ankenævnet finder imidlertid, at en stillingtagen til dette spørgsmål ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.