Omprioritering. Opgørelse af nettoprovenu, omkostninger.

Sagsnummer:553/1993
Dato:18-05-1994
Ankenævn:Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Birthe Larsen, Allan Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Realkreditbelåning - rykning
Ledetekst:Omprioritering. Opgørelse af nettoprovenu, omkostninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren foretog i juli 1993 en omprioritering af sin ejendom; omprioriteringen blev gennemført af indklagede 1. Hos indklagede 2 var deponeret et pantebrev med pant i klagerens ejendom, som skulle rykke i forbindelse med omprioriteringen. Klagen vedrører ekspeditionen heraf.

Ved skrivelse af 1. juni 1993 forespurgte indklagede 1 på klagerens vegne indklagede 2 om den panthaver, som havde pant i klagerens ejendom, ville rykke for et nyt kreditforeningslån på 380.000 kr. 7% i forbindelse med en omprioritering. Den 9. juni 1993 modtog indklagede 1 pr. fax en kopi af brevet påført panthaverens accept; nærmere betingelser for rykningen fremgik ikke. Panthaveren havde imidlertid tidligere besvaret en lignende forespørgsel med, at det var en forudsætning for at rykke for et nyt kreditforeningspantebrev, at et eventuelt provenu blev afskrevet på panthaverens pantebrev.

Efter at låneomlægningen var foretaget den 22. og 24. juni 1993 rettede indklagede 1 henvendelse til indklagede 2 med anmodning om, at det efterstående pantebrev påførtes rykningspåtegning.

Den 9. juli 1993 meddelte indklagede 2 indklagede 1, at det var en forudsætning for rykningen, at:

"... nettoprovenuet af det nye lån anvendes til indfrielse af det foranstående lån eller [panthaverens] pantebrev samt at nettoprovenuet af det nye lån ikke overstiger kursværdien af det/de lån, der skal indfries. Nettoprovenuet beregnes som kursværdien fratrukket indskud, gebyr og kurtage.

For god orden skyld skal vi gøre opmærksom på, at vi ikke rykker for renter, terminsydelser og omkostninger ud over de allerede nævnte.

...

Endvidere beder vi Dem fremsende kr. 2.575,00 til dækning af tinglysningsafgift og ekspeditionsgebyr."

Den 12. juli 1993 fremsendte indklagede 1 2.575 kr. til indklagede 2.

Ved skrivelse af 13. juli 1993 fra indklagede 2 til indklagede 1 beregnede indklagede 2 nettoprovenuet ved omprioriteringen. Nettoprovenuet fremkom som forskellen mellem det nye låns kursværdi med fradrag af stiftelsesprovision og gebyr til kreditforeningen samt kurtage. Fra dette beløb var fratrukket kursværdien af det gamle lån på indfrielsestidspunktet, således at nettoprovenuet herefter udgjorde 21.316,91 kr., hvorfor indklagede 2 anmodede om et ekstraordinært afdrag på panthaverens pantebrev på 21.000 kr. Efter at indklagede 1 havde protesteret herimod, meddelte indklagede 2, at man var indstillet på, at et differencerentebeløb på 3.699,76 kr. kunne fratrækkes, således at det ekstraordinære afdrag udgjorde 17.000 kr.

Ifølge indklagede 1 rettede man herefter henvendelse til klageren og oplyste, at man var uenig i indklagede 2's opgørelse af nettoprovenuet. Det var imidlertid klagerens opfattelse, at indklagede 1 skulle fremsende de 17.000 kr., hvilket skete den 20. juli 1993. Klageren bestrider at have accepteret, at der fremsendtes 17.000 kr. til indklagede 2.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede 1 og 2 tilpligtes in solidum at betale klageren 7.400 kr.

Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indfrielsen af det gamle kreditforeningslån og optagelsen af det nye umiddelbart medførte et provenu på ca. 4.500 kr. Han fik herefter oplyst af indklagede 1, at det ikke ville koste noget at omlægge, da provenuet ville dække indklagede 1's gebyr. Han spurgte indklagede 1 yderligere et par gange inden den 9. juli om udgifterne ved omlægningen og fik at vide, at det ville blive 0 kr. Han har ikke givet tilladelse til, at der sendtes 2.575 kr. til indklagede 2 vedrørende rykningsomkostninger. Med hensyn til betaling af de 17.000 kr. ringede han til indklagede 1 i anden anledning og blev oplyst om kravet på de 17.000 kr. Han bad medarbejderen kontakte indklagede 2 for at få de 17.000 kr. nedbragt yderligere. Næste gang han talte med medarbejderen fik han at vide, at der var sendt 17.000 kr. til indklagede 2. Han stiller sig uforstående overfor, at indklagede betalte de 17.000 kr., når han efter indklagedes egen beregning kunne nøjes med et beløb på ca. 9.600 kr. Med hensyn til indklagedes 2's ekspedition af sagen finder klageren, at indklagede 2, da man første gang blev forespurgt om rykningen, burde have meddelt præcist, hvordan man beregnede nettoprovenuet, således at klageren kunne nå at aflyse omprioriteringen.

Indklagede 1 har anført, at klageren på et tidligt tidspunkt i sagsforløbet blev orienteret om, at det ikke var muligt at udarbejde en opgørelse over omkostningerne ved omprioriteringen, forinden der forelå en afregning fra kreditforeningen. Med hensyn til kravet på de 17.000 kr. tilkendegav man over for klageren, at den efterstående panthaver efter indklagede 1's opfattelse skulle respektere omkostninger for 8.470 kr., således at klageren alene skulle have betalt 9.600 kr. som ekstraordinært afdrag. Klageren valgte imidlertid på trods heraf at efterkomme kravet om de 17.000 kr. Det er muligt, at klageren først efterfølgende fik meddelelse om betalingen af 2.575 kr. til indklagede 2, idet afdelingen antagelig vurderede betalingen som led i den almindelige sagsbehandling.

Indklagede 2 har anført, at man har ekspederet de fremsendte forespørgsler i overensstemmelse med god forretningsskik.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede 1 har anført, at den pågældende medarbejder af klageren blev anmodet om at betale 17.000 kr. til indklagede 2 uagtet klageren var blevet orienteret om, at indklagede 1 ikke anså indklagede 2's krav for berettiget. Klageren har bestridt dette. En stillingtagen til dette tvistepunkt vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i forhold til indklagede 1 i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere indklagede 2's ekspeditioner i sagen.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen mod indklagede 1. Klagen tages ikke til følge for så vidt angår indklagede 2. Klagegebyret tilbagebetales klageren.