Indsigelse mod forlænget løbetid på lån.

Sagsnummer:128/2016
Dato:19-08-2016
Ankenævn:Vibeke Rønne, Finn Borgquist, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg
Klageemne:Udlån - løbetid
Ledetekst:Indsigelse mod forlænget løbetid på lån.
Indklagede:Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod forlænget løbetid på hans lån i Nordea Bank.

Sagens omstændigheder

Ved gældsbrev af 25. januar 2002 ydede Nordea Bank klageren og dennes ægtefælle et privatlån på 188.500 kr., der skulle afvikles med en ydelse på 2.000 kr. hver måned. Renten var variabel for tiden 9,5 % om året med kvartalsmæssig rentetilskrivning, svarende til en nominel årlig rente på 9,8438 %. I øvrigt fremgik blandt andet:

”…

Der betales første gang den 31. 01. 2002 og sidste gang den 31. 03. 2016, i alt 171 gange.

Den 31. 03. 2016 betales en ydelse på kr. 1.721,50


En ændring af rentesatsen vil bevirke ændring af ydelsernes størrelse, så den aftalte løbetid fastholdes. Ændringen sker automatisk en gang om året. Ved mindre ændringer af løbetiden sker der ingen ændring af ydelsen.

…"

Ifølge kontoudskriften for lånet blev dette udbetalt den 1. februar 2002. Den 22. februar 2002 blev der hævet 7.001,88 kr. på lånekontoen, hvorefter saldoen var ÷195.501,88 kr. Lånet blev herefter afviklet med mindre uregelmæssigheder, ligesom der blev foretaget enkelte mindre hævninger.

Klageren og ægtefællen fik løbende tilsendt kontoudskrifter og årsoversigter. Af disse fremgik blandt andet, at renten faldt i 2002 og 2003, og at ydelsen i samme periode blev nedsat til 1.930 kr. I perioden 2006 - 2015 varierede renten i intervallet 10,921 % - 14,199 %. Fra og med den 10. september 2012 var renten til stadighed 14,199 %. Ydelsen steg til 2.000 kr. i 2006, 2030 kr. i 2007, 2.130 kr. i 2008 og 2.330 kr. i 2009. Restgælden var følgende:

31. december

Restgæld

2002

190.076,82 kr.

2003

182.970,77 kr.

2004

175.860,88 kr.

2005

168.139,37 kr.

2006

158.553,03 kr.

2007

153.083,91 kr.

2008

146.907,26 kr.

2009

135.735,07 kr.

2010

122.358,38 kr.

2011

107.909,48 kr.

2012

92.729,52 kr.

2013

75.823,81 kr.

2014

56.519,62 kr.

2015

34.475,30 kr.

Ved brev af 18. marts 2016 til banken henholdt klageren sig til, at han ifølge låneaftalen kun skulle betale én sidste ydelse på 1.721,50 kr. på lånet

Parternes påstande

Den 5. april 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal frafalde restgælden på hans og hans ægtefælles lån i banken efter deres betaling af ydelsen pr. den 31. marts 2016.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han og ægtefællen berettiget kunne forvente, at lånet som anført i låneaftalen var afviklet ved ydelsesbetalingen den 31. marts 2016.

Ydelserne er løbende blevet reguleret netop med henblik på at fastholde den aftalte løbetid. Der er bankens ansvar, at reguleringerne tilsyneladende har været utilstrækkelige.

De forskydninger i afviklingen, som banken har fremhævet, kan ikke begrunde den relativt store restgæld efter løbetidens udløb.

Nordea Bank har anført, at den forlængede løbetid skyldes, at ydelsen ikke er blevet forhøjet ved mindre rentestigninger, at der har været enkelte overførsler fra kontoen, hvormed restgælden er øget uden tilsvarende ændring af afdrag, og at der har været uregelmæssighed med ydelsesbetalingerne.

Lånets løbetid er ikke er ændret ud over, hvad klageren måtte forvente henset til aftalen om, at der kan ske ”mindre ændringer af løbetiden”. Der kan ske flere mindre ændringer, som tilsammen ikke nødvendigvis er ”mindre”.

Klageren har løbende modtaget kontoudskrifter og årsopgørelser, hvoraf renter, rentesats og restgæld er fremgået.

Selv om Ankenævnet måtte lægge til grund, at lånets løbetid blev forlænget som følge af fejl fra bankens side, kan det ikke begrunde et krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation. Dette er fastslået ved Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996. side 200.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og dennes ægtefælle optog i 2002 et variabelt forrentet privatlån i Nordea Bank. På baggrund af den aktuelle rente og de aftalte ydelser blev løbetiden beregnet til ca. 14 år med udløb ved betaling af ydelsen pr. den 31. marts 2016.

Det lægges til grund, at banken ikke begik fejl ved beregningen af løbetiden.

Den faktiske løbetid blev efter det oplyste ca. 1½ år længere end beregnet. Årsagen var manglende regulering af ydelsen ved mindre renteændringer, hævninger og uregelmæssige ydelsesbetalinger.

Ankenævnet finder ikke, at banken garanterede klageren en bestemt løbetid. Ankenævnet finder, at det ville have været hensigtsmæssigt, såfremt dette tydeligere fremgik af aftalegrundlaget.

Ifølge ordlyden i gældsbrevet ville ydelserne alene blive reguleret på baggrund af renteændringer. Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at hævninger og uregelmæssig afvikling ville medføre, at løbetiden blev forlænget.

Den faktiske afvikling af gælden fremgik af kontoudskrifter og årsoversigter, som klageren fik tilsendt. Klageren har endvidere ikke lidt et formueretligt tab som følge af den forlængede løbetid, jf. Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 side 200, hvorefter skuffede forventninger ikke erstattes.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.