Indekskontrakter. Udbetaling med variabel grundrente. Nedsættelse af den månedlige udbetaling.

Sagsnummer:25/1995
Dato:21-11-1995
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne:Indekskonto - udbetalingens størrelse
Ledetekst:Indekskontrakter. Udbetaling med variabel grundrente. Nedsættelse af den månedlige udbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I december 1961 og 1962 oprettede klageren henholdsvis 4 og 2 indekskontrakter i den daværende Randers Disconto- og Laanebank, nu indklagede. I 1982 indledtes udbetaling fra klagerens indekskonti. Udbetalingsperiodens længde var aftalt til 15 år. Beregningssaldoen på de to konti blev på basis af en grundrente på 3,5% opgjort til henholdsvis 105.750 kr. og 53.150 kr. Klageren valgte udbetaling med variabel grundrente. De månedlige udbetalinger bestod af egenudbetalingerne og et variabelt rentetillæg.

For udbetalingsåret 1995 fastsatte Hypotekbanken den variable grundrente til 3,25%, hvilket var 0,25% lavere end den grundrente, der var anvendt som beregningsgrundlag. Som følge heraf ændredes de månedlige udbetalinger fra klagerens indekskonti pr. 1. januar 1995, idet egenudbetalingerne blev nedsat med et mindre beløb, og rentetillægget, som klageren hidtil havde modtaget, blev ændret til et rentefradrag på henholdsvis 12,27 kr. og 6,17 kr.

Indklagede har oplyst, at det ved udbetaling med variabel grundrente tilstræbes, at den aftalte udbetalingsperiode fastholdes. I perioder, hvor den faktiske forrentning overstiger den forudsatte forrentning på 3,5%, forhøjes de månedlige udbetalinger, mens de månedlige udbetalinger nedsættes i perioder, hvor den faktiske forrentning er lavere end grundrenten på 3,5%. Ved valg af fast grundrente medfører en højere forrentning end grundrenten en forlængelse af udbetalingsperioden, mens en lavere faktisk forrentning end grundrenten medfører en forkortelse af udbetalingsperioden. Klageren har mulighed for at skifte til udbetaling med fast grundrente.

Spørgsmålet om en lavere forrentning af indekskontoen end grundrenten er reguleret i lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, lovbekendtgørelse nr. 581 af 27. juni 1994, § 7, stk. 2, i hvilken det hedder:

"Såfremt den rente, der godskrives interessenten på en indekskontrakt, der er oprettet i bank eller sparekasse, er mindre end den i henhold til beregningsgrundlaget gældende rente, jf. § 5, stk. 2, udlignes differencen - i det omfang, det er muligt - ved anvendelse af den i pengeinstituttet opsamlede tillægsrente. Om fornødent kan udbetalingsperioden forkortes."

Af Finansministeriets bekendtgørelse nr. 896 af 31. oktober 1994 beskrives i § 10, hvorledes udbetalinger fra indekskonti beregnes. Af bestemmelsens stk. 4 og 5 fremgår:

"Stk. 4. På grundlag af den i stk. 1 og 2 nævnte opgørelse beregnes størrelsen af de gennem hele udbetalingsperioden lige store månedlige egenudbetalinger, der kan tilkomme interessenten den 1. i hver måned, dersom beregningskapitalen - forrentet med grundrenten, jf. § 5, stk. 1 og stk. 2, eller med den variable grundrente, jf. § 5, stk. 3, - afvikles over den aftalte udbetalingsperiode.

Stk. 5. Udbetalingerne reguleres én gang om året, hver den 1. januar, med virkning for det følgende kalenderår afhængig af realrenteafgiftens og den variable rentes størrelse."

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at reduktionen af de månedlige udbetalinger er uberettiget.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at den månedlige egenudbetaling blev beregnet til et fast beløb ved udbetalingsperiodens start, således at den samlede sum blev delt på 15 år. Ud over egenudbetalingen har han modtaget rentetillæg. For 1995 er egenudbetalingen nedsat og dermed blevet variabel, og det sædvanlige rentetillæg er ændret til et rentefradrag. Indklagede er ikke berettiget hertil.

Indklagede har anført, at beregningen af de månedlige udbetalinger forudsatte en forrentning med grundrenten 3,5% i udbetalingsperioden. Forrentningen er nu mindre end den i beregningen forudsatte rente, hvorfor også udbetalingens størrelse ændres i forhold til det oprindeligt beregnede. Efter indekskontrakterne er klageren alene sikret en årlig udbetaling, der pr. kontrakt svarer til købekraften af 500 kr. i 1956. Dette svarer ved 6 kontrakter til et månedligt beløb på 1.857 kr. Ifølge klagerens stamkort for 1995 udbetales 2.501 kr. pr. måned.

Ankenævnets bemærkninger:

Af de grunde, der er anført af indklagede, findes denne at have været berettiget til at nedsætte egenudbetalingen fra klagerens indekskonto som sket.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.