Spørgsmål om hæftelse for hævetransaktioner som klageren ikke kunne vedkende sig.

Sagsnummer:285/2002
Dato:06-12-2002
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Rut Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for hævetransaktioner som klageren ikke kunne vedkende sig.
Indklagede:Forstædernes Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse imod en række hævetransaktioner debiteret på klagerens konto. Klageren kan ikke vedkende sig transaktionerne.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes ægtefælle har en kassekredit hos indklagede med et maksimum på 30.000 kr. Til kontoen er knyttet et VisaDankort og et Dankort.

Primo marts 2002 rettede indklagede henvendelse til klageren vedrørende et overtræk på kassekreditten på 20.220 kr.

Klageren har anført, at hun straks rettede henvendelse til indklagede og anmeldte, at der var tale om misbrug.

Ved en gennemgang af posteringer på klagerens konto blev det klarlagt, at klageren ikke kunne vedkende sig 43 hævninger på i alt 70.800 kr. foretaget i perioden 7. august 2001 - 4. marts 2002.

Indklagede har oplyst, at hævningerne er foretaget i kontantautomater hos forskellige pengeinstitutter beliggende i klagerens lokalområde. Indklagede har fremlagt en fortegnelse over hævningerne med angivelse af hævested, dato og klokkeslæt.

Klageren har anført, at de benyttede betalingskort ikke er bortkommet, stjålet eller på anden måde har været ude af hendes besiddelse i den pågældende periode.

Indklagede har yderligere oplyst, at man gennem PBS har rekvireret journalruller fra de pengeinstitutter, hvor de omstridte hævninger har fundet sted, ligesom sagen har været forelagt PBS til undersøgelse.

Parternes påstande.

Klageren har den 12. juli 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de uretmæssige hævninger.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at efter at indklagede primo marts 2002 havde rykket for overtrækket, blev VisaDankortet og Dankortet spærret.

Den 11. marts 2002 konstaterede de af kontoudtog, at der var tale om misbrug.

Begge kort har altid været opbevaret i hendes og hendes ægtefælles punge. Pinkoden blev destrueret efter, at de havde lært den uden ad. Dankortet har de endnu ikke brugt.

De har ikke oplyst over for tredjemand - heller ikke hustandens øvrige medlemmer - om pinkoden til kortene eller på noget tidspunkt mærket noget usædvanligt angående kortene og pinkoderne.

De er utilfredse med den sagsbehandlingstid, der har været hos indklagede i forbindelse med sagens undersøgelse. Indklagedes medarbejders attitude har været sjofel, tilbagelænet og total ligeglad. Ved deres henvendelser grinte medarbejderen og sagde "Nej, jeg har ikke hørt noget og jeg har heller ikke rykket for sagen".

Indklagede har anført, at man har fremmet undersøgelsen af sagen, idet man allerede medio marts indhentede klagerens underskrift på indsigelsesblanket til brug for PBS, hvortil blanketten straks blev fremsendt. Klagerens beskrivelse af medarbejderens opførsel bestrides.

I løbet af marts, april og maj måned 2002 var man i kontakt med PBS for en afdækning og opklaring af sagen. En stillingtagen fra PBS forelå først den 28. august 2002.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afgørelse af sagen kræver en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det påståede misbrug har fundet sted i perioden fra 7. august 2001 til 4. marts 2002. Efter at VisaDankortet blev spærret den 8. marts 2002, er det ikke forsøgt anvendt.

Alle transaktioner har fundet sted på et tidspunkt, hvor VisaDankortet ikke har været ude af klagerens rådighed. Klageren har over for indklagede oplyst, at brugen af kortet muligvis er foretaget af en/flere kammerater til klagerens 21-årige hjemmeboende søn.

Klageren har helt eller delvist fortabt retten til at gøre indsigelse om ikke-vedkendelse gældende til skade for indklagede, da klageren har udvist en retsfortabende passivitet.

Klageren har månedligt modtaget posteringsoversigter for kontoen. Første gang 31. august 2001. Af oversigterne fremgår de bestridte transaktioner.

Af indklagedes regler for VisaDankort fremgår, at kortholderen skal kontrollere kontoudskrift omhyggeligt, herunder kontrollere, at der ikke forekommer transaktioner, som kortholder ikke mener at have foretaget.

Kontoudskrifterne fremsendt til klageren indeholder en opfordring til klageren om at afstemme udskriften med kontohavers egne noteringer og i givet fald snarest kontakte indklagedes revisionsafdeling. Det er samtidig anført, at såfremt indklagede ikke hører fra kontohaver inden 14 dage fra modtagelsen, tillader man sig at betragte kontoudskriften som godkendt.

Da klageren ikke har handlet i overensstemmelse med kortholderreglerne og i øvrigt forholdt sig passiv, bør klageren hæfte for de transaktioner, som tidsmæssigt ligger efter det tidspunkt, hvor klageren med rimelighed burde have opdaget den uretmæssige brug af kortet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende må det lægges til grund, at de bestridte hævninger på i alt 70.800 kr. er korrekt registreret og bogført, og at de til klagerens VisaDankort og Dankort hørende pinkoder har været anvendt.

Klageren hæfter herefter under alle omstændigheder for 1.200 kr. af det hævede beløb, jf. § 11, stk. 2, i lov om visse betalingsmidler.

En stillingtagen til, om klageren hæfter for hele det hævede beløb, enten fordi der ikke er tale om misbrug, eller fordi der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klagerens hæftelse ikke er begrænset til 1.200 kr., vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Som følge heraf afvises sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge af den anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.