Spørgsmål om opsigelse af erhvervsevnetabsforsikring var aftalt.

Sagsnummer:449/2008
Dato:03-06-2009
Ankenævn:John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Karin Sønderbæk
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Forsikring - dækning ved pengeinstitutskifte
Ledetekst:Spørgsmål om opsigelse af erhvervsevnetabsforsikring var aftalt.
Indklagede:Alm. Brand Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav i anledning af, at en erhvervsevnetabsforsikring blev opsagt i forbindelse med flytning af en pensionsordning.

Sagens omstændigheder.

Den 11. juli 2007 underskrev klageren et af Alm. Brand Liv Pension udfærdiget pensionsforslag. Af forslaget fremgår, at klageren havde valgt, at forslaget "ikke omfatter sikring af dig i tilfælde af, at din erhvervsevne nedsættes". Klageren underskrev samtidig overførselsanmodning til Danica Pension om overførsel af sin eksisterende pensionsordning til Alm. Brand Bank. Ved afkrydsning var det anført, at klageren ikke ønskede "at blive kontaktet vedrørende denne overførselsanmodning".

Klageren har anført, at aftalen om overførslen blev indgået på et møde den 11. juli 2007 på hans daværende arbejdsplads. Fra forsikringsselskabet Alm. Brand deltog medarbejderen A. Han oplyste, at han havde mistet sine personlige papirer i forbindelse med en brand i sin lejlighed tidligere på året. Han havde stadigvæk synlige sår og ar fra branden. Han blev ikke vejledt vedrørende opsigelsen af den eksisterende erhvervsevnetabsforsikring. Alm. Brand Bank har anført, at A gennemgik klagerens forsikringsbehov, herunder behov for erhvervsevnetabsdækning. Klageren tilkendegav, at han ikke ønskede at bibeholde erhvervsevnetabsdækningen i forbindelse med overførsel til Alm. Brand Bank.

Den 23. november 2007 blev klageren sygemeldt.

Ved brev af 10. december 2007 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til Danica Pension med oplysning om, at klageren havde været udsat for en arbejdsskade. Klagerens uarbejdsdygtighed blev anmeldt ved brevet. Ved brev af samme dato rettede advokaten henvendelse til Alm. Brand om flytningen af forsikringsordningerne til Alm. Brand koncernen. Advokaten anmodede om at modtage kopi af de erklæringer, som klageren havde underskrevet ved mødet den 11. juli 2007. Advokaten anførte, at klageren frygtede, at der skulle være sket opsigelse af en forsikring vedrørende hans arbejdsevne.

Ved brev af 10. januar 2008 meddelte Alm. Brand Bank klagerens advokat, at klageren på mødet den 11. juli 2007 havde fået et komplet pensionstjek med udgangspunkt i sine behov. Klageren havde ikke ønsket at bibeholde erhvervsevnetabsforsikringen, som årligt havde kostet 10.000 kr. Nogle måneder efter mødet havde klageren kontaktet A og oplyst, at han muligt skulle sygemeldes. A havde i umiddelbar forlængelse heraf kontaktet Danica Pension for at tilbagekalde overførselsanmodningen, men dette var for sent, da anmodningen var effektueret.

Ved brev af 16. april 2008 anmodede klagerens advokat banken om nærmere at oplyse, hvad der havde ligget til grund for A’s anbefaling til klageren om opsigelse af erhvervsevnetabsforsikringen hos Danica Pension. Advokaten forbeholdt sig sin klients retsstilling.

Ved brev af 24. april 2008 meddelte Danica Pension klageren, at han ikke havde haft nogen dækning vedrørende tab af erhvervsevne på tidspunktet for første oplyste sygedag den 23. november 2007. Klagerens forsikring var den 27. november 2007 overført i henhold til overførselsanmodningen af 11. juli 2007.

En yderligere korrespondance mellem klagerens advokat og Alm. Brand Bank førte ikke til en bilæggelse af tvisten om klagerens manglende erhvervsevnetabsforsikring.

Parternes påstande.

Klageren har den 13. november 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Bank skal stille ham, som om forsikringen via Danica Pension ikke var opsagt.

Alm. Brand Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at mødet den 11. juli 2007 resulterede i, at A opsagde hans eksisterende erhvervsevnetabsforsikring.

Efter mødet modtog han ikke nærmere oplysning om det passerede eller drøftede. På overførselsanmodningen afkrydsede A, at han ikke skulle kontaktes fra Danica Pension vedrørende overførselsanmodningen.

Han er uforstående over for, at A ikke ved mødet bemærkede, at han havde sår og ar fra branden i foråret kunne ikke være i tvivl om, at han havde lidt fysisk/psykisk skade.

På mødet blev han på ingen måde rådgivet eller vejledt om opsigelsen af erhvervsevnetabsforsikringen. Erhvervsevnetabsforsikringen ville i givet fald have medført en årlig udbetaling på ca. 230.000 kr. frem til 2014 samt præmiefritagelse i samme periode.

A optrådte ikke fagligt korrekt eller ydede en faglig kompetent rådgivning ved opsigelsen af erhvervsevnetabsforsikringen.

Han er født i 1954 og det er derfor evident, at han derfor ikke nu har mulighed for at tegne en tilsvarende forsikring.

Afkrydsningen i feltet tyder på, at A vidste, at der var tale om en dårlig og ikke faglig korrekt rådgivning. I forbindelse med overførsel af en anden forsikring i oktober 2007 blev et tilsvarende felt ikke afkrydset.

Alm. Brand Bank har således pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med overførslen.

Banken bør derfor erstatte det tab, han har lidt i forbindelse med opsigelsen af erhvervsevnetabsforsikringen.

Banken har bevisbyrden for, at der er rådgivet på en kompetent og faglig korrekt måde. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Alm. Brand Bank har anført, at klageren på mødet den 11. juli 2007 fik et komplet pensionstjek med udgangspunkt i sine behov. Klageren oplyste, at han havde mistet sine personlige papirer i forbindelse med en brand, men oplyste ikke yderligere om branden.

På baggrund af klagerens lave husleje, årlige indkomst, likvide midler og alder ønskede han ikke at bibeholde erhvervsevnetabsdækningen. Herved bemærkes, at det af pensionsforslaget fremgik, at der ikke ville være dækning ved nedsat erhvervsevne.

Afkrydsningen i overførselsanmodningen om, at klageren ikke ønskede at blive kontaktet vedrørende overførselsanmodningen er normal procedure. Fremgangsmåden anvendes generelt for at angive over for det afgivende selskab, at "redningsforsøg" er overflødige.

Ved mødet bemærkede hverken A eller en anden medarbejder, der deltog i mødet, klagerens sår eller brandmærker. Som anført af klagerens advokat i brevet af 16. april 2008 er dette også sagen uvedkommende, da det ikke er branden, der er årsagen til klagerens nu konstaterede sygdom.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer – John Mosegaard, Karin Ladegaard og Troels Hauer Holmberg - udtaler:

Klageren har anført, at opsigelse af erhvervsevnetabsforsikringen på mødet den 11. juli 2007 ikke skete efter hans ønske, mens Alm. Brand Bank har anført, at klageren udtrykkeligt tilkendegav, at han ikke ønskede at bibeholde erhvervsevnetabsforsikringen. En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for, at sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

2 medlemmer – Karin Sønderbæk og Ole Jørgensen – udtaler:

Vi finder, at klageren med sin underskrift på pensionsforslaget har tiltrådt ikke længere at være forsikret mod tab af erhvervsevne, og at det af banken anførte om rådgivningsforløbet i øvrigt understøtter, at klageren har forstået og accepteret dette.

Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.