Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital og garantikapitallån i Løkken Sparekasse. Opsigelse af garantikapital – berettigelse af opsigelse af garantikapitallån.

Sagsnummer:318/2009
Dato:02-03-2011
Ankenævn:Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen og Karin Sønderbæk.
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - opsigelse
Garantbeviser - rådgivning
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital og garantikapitallån i Løkken Sparekasse. Opsigelse af garantikapital – berettigelse af opsigelse af garantikapitallån.
Indklagede:Løkken Sparebank (EBH Bank)
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital i Løkken Sparekasse.

Sagens omstændigheder.

Klagerne M og H blev kunder i Løkken Sparekasse i 1995.

H tegnede den 10. oktober 1995 garantikapital for 1.000 kr.

Den 13. november 1995 tegnede M ligeledes garantikapital for 1.000 kr.

Fra 2002 og i de følgende år blev garantikapitalen løbende forhøjet.

Der blev også hævet forskellige beløb, så garantikapitalen den 23. oktober 2008 for M udgjorde 172.000 kr. og for H udgjorde 158.000 kr.

Den 3. november 2008 lukkede sparekassen for udbetaling af garantikapital.

Den 4. november 2008 kontaktede H sparekassen, da hun ville hæve 130.000 kr. på garantikapitalkontoen. Da dette ikke kunne lade sig gøre, tilbød sparekassen i stedet at udstedte et lån til H på 130.000 kr.

Den 9. november 2008 underskrev H et gældsbrev til sparekassen om et garantikapitallån på 130.000 kr. til variabel rente for tiden 6,50 % p.a.

Af gældsbrevet fremgår bl.a.:

"…

Opsigelsesbetingelser
Løkken sparekasse kan […] opsige gældsbrevet uden varsel, og forlange det skyldige beløb herunder påløbne renter, samt omkostninger betalt. Såfremt debitor er forbruger kan gældsbrevet dog kun opsiges med 3 måneders varsel.

Ved Løkken Sparekasses opsigelse har debitor krav på en saglig begrundelse.

Ved misligholdelse eller anden forfaldsgrund jvf. "Løkken Sparekasse’s almindelige betingelser for lån og kreditter" er gælden dog straks forfalden til fuld indfrielse.

..."

Særlig bestemmelser
Lånet forfalder til indfrielse ved udbetaling af garantikapitalen.

Af gældsbrevets ydelsesoversigt fremgår, at der frem til den 1. december 2013 kun skal betales renter af lånet, hvorefter det indfries med en ydelse på 137.769,31 kr.

Det var således meningen, at renteindtægterne fra garantikapitalkontoen skulle dække renteudgifterne til garantikapitallånet.

Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at Sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.

Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank, nu EBH Bank, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde ca. 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.

Samme dag, den 25. marts 2009, indgav klagerne en klage over Løkken Sparekasse til Ankenævnet.

Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.

Den 18. november 2009 modtog klagerne et brev fra Løkken Sparebank A/S, hvoraf det fremgik, at garantikapitalen blev slettet, og at der ikke ville blive udbetalt renter for 2009.

Den 19. januar 2010 modtog H et brev fra Nordjyske Bank, der havde overtaget H’s lån. Da H ikke havde fået udbetalt rente af sin garantikapital til dækning af renterne på garantikapitallånet, skulle H indbetale rentebeløbet 6.745,56 inden den 1. februar 2010.

I maj 2010 modtog H et brev fra Løkken Sparebank (EBH Bank), hvoraf det fremgik, at lånet var flyttet dertil. Samtidig opsagde Løkken Sparebank (EBH Bank) lånet til indfrielse senest den 9. august 2010.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har under sagen bl.a. fremlagt brochurer og andet informationsmateriale om garantikapital i Løkken Sparekasse samt materiale vedrørende valg til sparekassens repræsentantskab, herunder vedrørende det seneste valg i efteråret 2008.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har endvidere oplyst, at garantibeviserne i sparekassen efter en vedtægtsændring i 2000 blev afløst af kvitteringer med blandt andet følgende tekst:

"…

Ovennævnte er indtrådt som garant i Løkken Sparekasse i henhold til Løkken Sparekasses til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for Løkken Sparekassens forpligtelser.

Beløbet forrentes i henhold til vedtægterne. Tilskrevne renter overføres til afregningskontoen pr. 31. december.

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Løkken Sparekasse samtykker. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse.

Stemmeberettiget ved valg til repræsentantskabet er de myndige garanter, hvis garantikapital er noteret på navn i Løkken Sparekasse senest 4 uger før valget finder sted. Hver garant har 1 stemme for hver DKK 1.000,00 kr. indbetalt garantikapital, dog højest 20 stemmer.

Valg til repræsentantskab afholdes i overensstemmelse med Løkken Sparekasses vedtægter.

…"

Finanstilsynet har den 25. marts 2009 afgivet rapport om undersøgelse af Løkken Sparekasse. Undersøgelsen omfatter sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, markedsføring af garantbeviser og medarbejdernes indflydelse på kunders placering af indskud på garantikapitalkonti. Af rapporten, som er offentliggjort, fremgår bl.a., at markedsføringsmaterialet har ensidigt fokus på den høje forrentning, men ikke informerer om konsekvensen af, at garantindskud ikke er dækket af indskydergarantiordningen eller statsgarantiordningen, at der ikke var udarbejdet interne forretningsgange eller instrukser til brug for generel rådgivning og salg af garantbeviser til kunder, at der ikke var udarbejdet forretningsgange til at sikre overholdelsen af god skik, at der i rådgivningen ikke var særligt fokus på risikoen for at tabe garantikapitalen, da denne risiko blev betragtet som hypotetisk, at der ikke blev rådgivet særligt omkring betingelserne for at opsige garantikapitalen, at der ikke systematisk blev foretaget vurderinger af, om det ville være hensigtsmæssigt for kunden at indskyde garantikapital, at sparekassen ikke har udarbejdet skriftlige aftaler i forbindelse med salg af garantikapital og således ingen dokumentation har for den ydede rådgivning, samt at Løkken Sparekasse ikke har overholdt § 6 i god skik bekendtgørelsen, idet sparekassen har undladt at indgå skriftlige aftaler om forhøjelse af garantikapital, hvori kundens væsentlige rettigheder og pligter er angivet, og hvor forudsætningerne for den ydede rådgivning er nedfældet.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har på baggrund af en generel forespørgsel fra Ankenævnet anført, at Løkken Sparebank (EBH Bank) ikke har været involveret i drøftelserne med Finanstilsynet i forbindelse med Finanstilsynets rapport af 25. marts 2009 og således ikke til fulde er bekendt med Finanstilsynets grundlag for de i rapporten anførte bemærkninger og konklusioner.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har videre anført, at Ankenævnet bør træffe sin afgørelse på baggrund af den umiddelbare bevisførelse, der finder sted i kraft af parternes indlæg og dokumentation vedrørende de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Rapporten kan ikke betragtes som dokumentation for Løkken Sparekasses rådgivning og håndtering af kunders tegning af garantikapital i de konkrete sager.

Parternes påstande.

Klagerne har nedlagt påstand om, at Løkken Sparebank (EBH Bank) skal betale 200.000 kr.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de har underskrevet garantbeviser for 10.000 kr. i Løkken Sparekasse. De var således ikke garanter for et større beløb. Desuden havde de en garantkonto i sparekassen.

Sparekassen opfordrede dem til at oprette en garantikapitalkonto til deres opsparing. Der var 3 måneders opsigelse og en lidt højere rente, men ellers fungerede den akkurat som garantkontoen.

De har aldrig modtaget information om, at kontoen var det samme som et garantbevis.

Når de talte med Sparekassens medarbejdere, blev der aldrig talt om garantikapital, men om en garantkonto, som ikke var bindende.

De har aldrig fået tilsendt et kontoudtog hvor garantikapital er nævnt.

De ville aldrig have oprettet en garantikapitalkonto, hvis man havde fortalt dem sandheden.

De har ikke tidligere set det af indklagede fremsendte materiale, som Løkken Sparebank (EBH Bank) har fremlagt under sagen.

De har kun været med til ét såkaldt garantmøde for 8-9 år side. Det var en fest med musik og dans, uden diskussion om penge eller lignende.

M opsagde i oktober 2008 sin garantikapital på 172.000 kr.

Ved optagelsen af lånet på 130.000 kr. oplyste sparekassen, at det kun var en formalitet, til der om kort tid igen kom orden i forholdene.

H har overholdt sine forpligtelser i henhold til lånet og betalt renter til Nordjyske Bank. Løkken Sparebank (EBH Bank) var ikke uden en saglig begrundelse og uden misligholdelse berettiget til at opsige lånet til indfrielse den 9. august 2010.

Løkken Sparebank (EBH Bank) har bl.a. anført, at garantikapitalen blev tegnet efter udtrykkelig aftale med klagerne. I forbindelse med tegningen blev klagerne orienteret om garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital. Der foreligger ikke ugyldighed i forbindelse med tegningen, og Løkken Sparekasse har ikke som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne.

Sparekassens information om vilkårene for og karakteren af tegning af garantikapital har til enhver tid været retvisende og fyldestgørende.

Finanstilsynets rapport af 25. marts 2009 kan ikke lægges til grund som dokumentation for mangelfuld rådgivning i forhold til klageren i denne sag. Det fremgår ikke af rapportens konklusion, at sparekassen skulle have handlet ansvarspådragende overfor sine kunder.

Garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital og de dermed forbundne risici fremgik af bl.a. de kvitteringer, der blev udstedt ved tegningen. Efter sparekassens praksis blev en sådan kvittering udstedt hver gang en kunde tegnede garantikapital og således også i tilfælde, hvor en eksisterende garant forhøjede sin andel af garantikapitalen. Kvitteringerne blev sendt til garanterne med de på tegningstidspunktet gældende vedtægter. Sparekassen tog ikke konsekvent kopi af udstedte kvitteringer. Man kan derfor ikke fremlægge kopi kvitteringerne for klagerens garantiindskud. Det må imidlertid formodes, at klageren i overensstemmelse med sparekassens praksis fik tilsendt kvitteringer.

Vilkårene for indskud af garantikapital fremgik af sparekassens informationsmateriale, herunder at garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser og ikke er dækket af Indskydergarantifonden.

Klagerne blev hvert år indkaldt til garantmøde i sparekassen. Indkaldelse skete ved personlig skriftlig invitation. Som garanter fik klagerne endvidere hvert kvartal tilsendt sparekassens nyhedsmagasin GarantNyt. Af klagernes årsopgørelser fremgik garantindskuddene som "Garantikapital", hvilket er en traditionelt anvendt betegnelse for ansvarlig kapital i en sparekasse.

Rentesatsen på garantikapitalkonti var væsentlig højere end rentesatsen på sparekassens øvrige indlånskonti. Tilskrevne renter blev overført til separate garantkonti, hvilket også var et tegn på garantikapitalkontoens særlige karakter.

I efteråret 2008 blev der afholdt valg til repræsentantskabet i sparekassen. Der blev i den forbindelse sendt blandt andet en individuelt udformet stemmeseddel til hver enkelt garant, idet antallet af stemmer afhang af størrelsen på garantens indskud.

For så vidt angår klagernes opsigelse af garantikapital i oktober 2008, er dette ikke registreret i Løkken Sparekasses oversigt over garantikapital, men bankens medarbejder vil dog ikke afvise, at en sådan opsigelse kan have fundet sted. Under alle omstændigheder har banken været berettiget til at nægte udbetaling af garantikapital, som måtte være opsagt til udbetaling i januar 2009.

Klagerne har på intet tidspunkt forud for marts 2009 reklameret i forhold til Løkken Sparekasse over den gennemførte tegning.

For så vidt angår garantikapitallånet fremgår det af gældsbrevet, at Løkken Sparekasse var berettiget til at opsige gældsbrevet med tre måneders varsel. Lånet er opsagt, da garantikapitalen i Løkken Sparekasse ikke længere eksisterer. Opsigelsen har herefter været fuldt ud berettiget.

Hvis det lægges til grund, at sparekassens rådgivning var mangelfuld, gøres det gældende, at klagerne ikke har løftet bevisbyrden for, at de ikke ville have tegnet garantikapital.

Et eventuelt erstatningskrav må nedsættes helt eller delvist på grund af klagernes egen skyld.

Der foreligger hverken kausalitet eller adækvans imellem det lidte tab og en eventuel ansvarspådragende adfærd.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at en evt. opsigelse af klagernes garantikapital i oktober 2008 med tre måneders varsel ikke ville have medført, at klagerne havde krav på udbetaling garantikapitalen, jf. nævnets afgørelse i sag nr. 216/2009.

For så vidt angår tegningen af garantikapital udtaler tre medlemmer – Kari Sørensen, Niels Bolt Jørgen og Karin Sønderbæk:

Som sagen foreligger oplyst, finder vi ikke, at det uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan afgøres, om sparekassen har givet klagerne tilstrækkelig rådgivning om risikoen for at miste garantikapitalen. Da denne bevisførelse ikke kan finde sted ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, stemmer vi for, at sagen i det hele afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Et medlem – Troels Hauer Holmberg, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:

På baggrund af Finanstilsynets undersøgelse af Løkken Sparekasses generelle håndtering af rådgivning, markedsføring og salg af garantkapital forud for indløsningsstoppet i 2008 finder jeg, at Løkken Sparekasse må bære risikoen for bevisusikkerhed om, hvorvidt sparekassen har ydet tilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salg af garantikapital. Da sparekassen herefter ikke har godtgjort, at der er givet klageren sådan rådgivning i forbindelse med erhvervelsen af garantbeviser, stemmer jeg for, at der gives klageren medhold i den nedlagte påstand.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

For så vidt angår opsigelsen af garantikapitallånet på 130.000 kr. forudsætter Løkken Sparekasses opsigelse af lånet med 3 måneders varsel en saglig begrundelse, jf. også gældsbrevets bestemmelse herom.

Det fremgår af gældsbrevet, at lånet havde en løbetid på 5 år. Der var således tale om en relativt afgrænset periode.

Taget i betragtning, at lånet blev udstedt i november 2008, hvor sparekassen kendte til risikoen for, at garantikapitalen kunne gå tabt, finder Ankenævnet således, at banken må være nærmest til at bære risikoen herfor.

Klageren havde overholdt sine forpligtelser i henhold til gældsbrevet. Det kan på den baggrund ikke betragtes som en saglig begrundelse for opsigelsen af lånet, at garantikapitalen er gået tabt.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

For så vidt angår udbetaling af opsagt garantikapital tages klagen ikke til følge.

For så vidt angår tegningen af garantikapitalen kan Ankenævnet ikke behandle klagen.

For så vidt angår opsigelsen af lånet skal banken anerkende, at opsigelsen i maj 2010 var uberettiget.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.