Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med køb af BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta. Modregning i indestående på konto med to kontohavere for den ene kontohavers gæld.

Sagsnummer:5/2011
Dato:18-01-2012
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Ole Jørgensen, Peter Stig Hansen og Morten Bruun Pedersen
Klageemne:Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Modregning - øvrige spørgsmål
Modregning - flere kontohavere
Ledetekst:Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med køb af BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta. Modregning i indestående på konto med to kontohavere for den ene kontohavers gæld.
Indklagede:Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning

Sagen vedrører, om Spar Nord Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med bankens rådgivning af klageren om dennes køb af BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta samt spørgsmål om bankens overførsel af beløb fra aktionærkonto tilhørende klageren og hendes ægtefælle til dækning af underskud på ægtefællens investeringskonto.

Sagens omstændigheder

Ultimo august 2008 drøftede klageren og banken placering af en arv på 326.921,71 kr., som klageren netop havde modtaget.

Banken har oplyst, at klagerens risikoprofil blev fastlagt i forbindelse med drøftelserne, og at banken sendte en investeringsaftale til klageren. Ifølge investeringsaftalen var klagerens generelle risikoprofil lav. Aftalen omhandlede i øvrigt klagerens to eksisterende pensionsordninger. Et ikke underskrevet eksemplar af investeringsaftalen er fremlagt i sagen.

Af et faktaark dateret 22. april 2008 om BankInvest Højrentelande fremgik bl.a., atBankInvest Højrentelande var lav risiko, og at den anbefalede investeringshorisont var minimum 3 år. Af et faktaark dateret 22. april 2008 om BankInvest Højrentelande, lokalvaluta fremgik bl.a., atBankInvest Højrentelande, lokalvaluta var mellem risiko, og at den anbefalede investeringshorisont var minimum 4 år.

Banken har anført, at klageren fik udleveret faktaarkene under drøftelserne om placering af arven. Klageren har anført, at hun ikke modtog faktaarkene.

Den 27. august 2008 købte klageren 2.600 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 82,85 for et samlet beløb på 215.753,12 kr. med valør den 1. september 2008.

Samme dag købte klageren 1.080 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande, lokalvaluta til kurs 98,80 for et samlet beløb på 106.924 kr. med valør den 1. september 2008.

Den 9. oktober 2008 henvendte klageren sig i banken og udtrykte utilfredshed med de foretagne investeringer.

Den 28. oktober 2008 overførte banken 40.000 kr. fra klagerens og hendes ægtefælles fælles aktionærkonto til en konto tilhørende ægtefællen. Overførslen skete efter det oplyste til inddækning af et tab opstået på ægtefællens investeringer.

På møde den 11. november 2008 fremsatte klageren krav om, at banken skulle tilbagekøbe BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta investeringsbeviserne til anskaffelseskurserne. Endvidere blev overførslen på 40.000 kr. drøftet. Banken har anført, at overførslen skete efter aftale med A, der var bogholder i ægtefællens virksomhed. Klageren har bestridt dette. I kommentar til referat af mødet meddelte klageren, at hun ville anmode A om at af- eller bekræfte, om overførslen var sket efter aftale med ham.

På møde den 11. december 2008 blev klagerens indsigelse mod bankens rådgivning om investering drøftet igen.

Den 22. december 2008 tilbød banken en kulanceerstatning på 50 % af det konstaterede tab efter skat ved investering i BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta.

Den 9. marts 2010 solgte klageren sine 2.600 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 73,88 for et samlet beløb på 192.091,40 kr.

Samme dag solgte klageren sine 1.080 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande, lokalvaluta til kurs 99,80 for et samlet beløb på 107.780 kr.

Klageren har opgjort sit tab ved investering i BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta til ca. 81.000 kr. Beløbet svarer ifølge klageren til kurstabet opgjort i foråret 2009, hvor hun skulle bruge provenuet ved salg af investeringsbeviserne til en planlagt renovering af sit hus.

Banken har fremlagt en opgørelse, hvorefter klagerens tab ved investeringen i
BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta investeringsbeviser udgør 4.645,72 kr. inklusiv fradrag for modtaget afkast på 18.200 kr.

Den 18. april 2011 sendte banken en check på 4.645,72 kr. som en kulance erstatning. Checken blev returneret af klageren. Banken har oplyst, at man fortsat er villig til at yde en godtgørelse på 4.645,72 kr. til klageren.

Klageren har fremlagt en erklæring af 20. marts 2011 fra A, hvori A anførte, at han ikke kunne bekræfte at have givet accept af overførslen på 40.000 kr. fra aktionærkontoen til ægtefællens konto.

Parternes påstande.

Klageren har den 3. januar 2011 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal erstatte hende tabet ved køb af BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta med tillæg af renter samt tilbagebetale det overførte beløb på 40.000 kr.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at banken investerede hendes arv med en anden risiko og tidshorisont end aftalt.

Hun og banken aftalte, at placeringen skulle være uden risiko.

Beløbet skulle anvendes til modernisering af badeværelse i foråret 2009, hvilket hun gjorde banken klart opmærksom på under drøftelserne ultimo august 2008.

Hun underskrev ikke en investeringsaftale.

Hun er ikke bekendt med de fremlagte faktaark. Faktaarkene angav en tidshorisont på 3-4 år, hvilket var i modstrid med hendes behov for at have beløbet til rådighed i foråret 2009. Faktaarket angav risikoen som mellem og ikke som lav.

Hendes ægtefælles arv blev ikke drøftet og er sagen uvedkommende.

Medio september 2008 blev hun klar over, at beløbet var investeret den 1. september 2008, og at tabet efter få uger var på ca. 81.000 kr.

Hun gjorde på efterfølgende møder med banken opmærksom på, at dette var helt uacceptabelt. Hun har ikke udvist passivitet. Klagefristen er 3 år.

Bankens opgørelse bestrides. Opgørelsen af tabet skal ske til det tidspunkt, hvor hun skulle bruge pengene. Renoveringen af badeværelset har endnu ikke fundet sted som følge af hendes usikre økonomiske situation.

Spørgsmålet om bankens overførsel fra aktionærkontoen blev drøftet på flere møder med banken i efteråret 2008, hvor banken skiftevis fremførte, at tilladelsen var givet af hende, hendes ægtefælle eller af A. A havde ikke givet accept af, at banken hævede beløbet på 40.000 kr. fra hendes konto. A afviste dette på et møde med banken. Heller ikke hun eller hendes ægtefælle har givet accept.

Aktionærkontoen var en privat fælles konto, som kun hun indsatte penge på. Hun indsatte sin løn på kontoen. Hun og hendes ægtefælle har altid holdt deres økonomi adskilt. A havde ikke adgang til hendes private konti.

Hun bad i efteråret 2008 i en af samtalerne med banken om, at kontoen alene skulle stå i hendes navn, hvilket banken affejede "da det ikke havde nogen praktisk betydning."

Spar Nord Bank har bl.a. anført, at investeringen af klagerens arv blev foretaget i overensstemmelse med bankens opfattelse af klagerens investeringsformål og tidshorisont.

Klageren var ikke tilfreds med den tilbudte forrentning på indlånskonti og ønskede derfor information om andre muligheder for placering af arven.

Klagerens risikoprofil blev fastlagt som lav.

Klageren oplyste på mødet i august, at hendes tidshorisont for investering af arven var ca. 5 år. Klageren nævnte ikke noget om, at arven skulle anvendes til et badeværelse eller om anden anvendelse af arven. På samme møde drøftede parterne en forventet arv, som klagerens ægtefælle ville modtage, og at denne arv skulle anvendes til renovering af hus.

På baggrund af de udleverede faktaark besluttede klageren sig for at placere 1/3 af arven i BankInvest Højrentelande, lokalvaluta og 2/3 af arven i BankInvest Højrentelande.

Investeringsaftalen blev udarbejdet før købet af BankInvest Højrentelande, lokalvaluta og BankInvest Højrentelande investeringsbeviserne og nævnte derfor alene klagerens to pensionsdepoter.

Klageren blev kort efter investeringerne bekendt med de kraftige kursfald, og at der tilsyneladende ikke var overensstemmelse mellem bankens og hendes egen opfattelse af investeringsformål og -horisont. Banken gjorde på møde den 9. oktober 2008 og efterfølgende opmærksom på muligheden for at sælge. Banken tilbød endvidere en kulancegodtgørelse.

Klageren valgte selv at beholde investeringsbeviserne. Uanset den meget forskellige opfattelse af forudsætningerne for investeringen har klageren, ved ikke at reagere eller gå videre med sagen efter bankens tilbud af 22. december 2008, selv påtaget sig risikoen og kan ikke gøre et krav gældende.

Klagerens opgørelse af tabet bestrides. Banken har sendt klageren en check på 4.645,72 kr. som en kulanceerstatning. Klageren har ikke lidt et tab herudover.

Overførslen af beløbet på 40.000 kr. skete efter aftale med og instruks fra A, som direkte tilkendegav, at overførslen skete med accept fra klageren og klagerens ægtefælle. Forholdet kan dokumenteres ved vidneførsel.

A havde i hvert fald accept fra klagerens ægtefælle. Ægtefællen var medkontohaver af aktionærkontoen og var derfor berettiget til at disponere over kontoen.

Klageren har accepteret overførslen ved at forholde sig passiv i mere end to år. Banken oplyste klageren om A’s accept på mødet den 11. november 2008. Parret anførte som kommentar til referatet af mødet den 11. november 2008, at de ville bede A bekræfte, at han havde accepteret overførslen. På møde den 11. december 2008, hvor A også deltog, blev der ikke stillet yderligere spørgsmål til overførslen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Banken har anført, at A meddelte samtykke til overførslen af 40.000 kr. fra aktionærkontoen til klagerens ægtefælles konto, og at overførslen tillige skete efter accept fra klageren og/eller klagerens ægtefælle. Klageren har anført, at hverken hun, hendes ægtefælle eller A gav samtykke til overførslen.

Uanset om overførslen skete efter forudgående samtykke eller ej finder Ankenævnet, at banken var berettiget til at foretage modregning i indeståendet på aktionærkontoen efter almindelige modregningsregler. Ankenævnet lægger herved til grund, at både klageren og hendes ægtefælle var kontohavere på aktionærkontoen, og at banken havde et forfaldent krav på 40.000 kr. mod klagerens ægtefælle. Ankenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge banken at tilbageføre beløbet.

Ankenævnet lægger til grund, at klagerens risikoprofil på tidspunktet for investeringen i BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta var lav risiko.

Den 27. august 2008 købte klageren for ca. 216.000 kr. BankInvest Højrentelande investeringsbeviser og for ca. 107.000 kr. BankInvest Højrentelande, lokalvaluta investeringsbeviser. Klagerens arv var herefter placeret med ca. 2/3 i BankInvest Højrentelande investeringsbeviser og ca. 1/3 i BankInvest Højrentelande, lokalvaluta investeringsbeviser.

Ankenævnet lægger til grund, at investeringen skete på baggrund af bankens rådgivning og anbefaling.

BankInvest havde oprindeligt angivet, at investering i BankInvest Højrentelande var forbundet med lav risiko, og at investering i BankInvest Højrentelande, lokalvaluta var forbundet med mellem risiko.

Vurderingen af BankInvest Højrentelande blev senere ændret til, at investeringen er forbundet med høj risiko. Ankenævnet finder, at det generelt påhviler et pengeinstitut at foretage en selvstændig vurdering af risici ved produkter, som pengeinstituttet rådgiver om og sælger.

Ud fra de foreliggende oplysninger finder Ankenævnet ikke, at banken i 2008 berettiget kunne anse investering i BankInvest Højrentelande som værende forbundet med lav risiko.

Ankenævnet finder, at investeringen i BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta var i strid med klagerens risikoprofil.

Ankenævnet finder det ikke dokumenteret, at banken på tilstrækkelig vis rådgav klageren om risikoen ved BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta, og at klageren tiltrådte, at investeringen og sammensætningen af værdipapirdepotet afveg fra hendes risikoprofil.

Ankenævnet finder herefter, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med rådgivningen af klageren, og at klageren har krav på erstatning for det lidte tab.

Banken har opgjort klagerens tab ved investeringen i BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta til 4.645,72 kr., inklusiv fradrag for modtaget afkast.

Ankenævnet bemærker, at banken den 18. april 2011 sendte klageren en check på dette beløb, at checken blev returneret af klageren, og at banken har oplyst, at man fortsat er villig til at yde en godtgørelse på 4.645,72 kr. til klageren.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens opgørelse af tabet. Ankenævnet finder ikke, at klageren har krav på yderligere kompensation.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.