Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed

Sagsnummer:366/2020
Dato:30-06-2021
Ankenævn:Bo Østergaard, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard og Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne: -
Ledetekst:Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed
Indklagede:Vestjysk Bank (Den Jyske Sparekasse)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelser om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Den Jyske Sparekasse, som er blevet overtaget af Vestjysk Bank.

Banken har oplyst, at sparekassen ydede klageren et lån på 20.000 kr. i august 2013, hvor der blev lavet en rådighedsberegning, der viste, at klageren havde et rådighedsbeløb på 6.000 kr. på basis af årsopgørelse, lønsedler og budget. Klageren var på daværende tidspunkt hjemmeboende.

Af klagerens årsopgørelse fra 2014 fremgik, at hans skattepligtige indkomst var på 20.385 kr.

Af klagerens mail til sparekassen af 13. januar 2015 fremgik, at et inkassofirma ville fjerne ham fra RKI, hvis sparekassen ville give en garanti for, at 1.700 kr. ville blive betalt den 1. februar 2015 eller hurtigst muligt.

I marts 2015 blev lånet forhøjet fra 20.000 kr. til 58.000 kr., og ydelsen blev ændret til 1.250 kr. pr. måned. Lånet blev etableret for at inddække et overtræk samt nogle få regninger, som klageren på daværende tidspunkt indvilligede i at få med under et nyt lån.

I august 2015 blev lånet forhøjet fra 55.000 kr. til 80.000 kr.

Af mail af 12. august 2015 fra sparekassen til klageren fremgik, at klagerens rådighedsbeløb ikke var tilstrækkeligt, hvorfor en låneforhøjelse ville kræve sikkerhedsstillelse.

Af sparekassens vejledende budgetberegning vedrørende klageren af 12. august 2015, angående budget for perioden 1. september 2015 til 31. august 2016, fremgik, at klageren havde et rådighedsbeløb pr. måned på 2.476 kr.

Af klagerens årsopgørelse fra 2015 fremgik, at hans skattepligtige indkomst var på 190.146 kr.

I februar 2016 blev lånet forhøjet til 130.000 kr. Der var på daværende tidspunkt tale om sammenlægning af gæld, indfrielse af eksisterende kassekreditlønkonto samt mindre lån. På daværende tidspunkt boede klageren hjemme.

Af sparekassens vejledende budgetberegning vedrørende klageren af 8. februar 2016, angående budget for perioden 8. december 2016 til 7. december 2017, fremgik, at klageren havde et gennemsnitligt rådighedsbeløb pr. måned på 10.313 kr.

Den 20. oktober 2016 blev lånet forhøjet med 6.050,00 kr. Lånet skulle afvikles med en ydelse på 2.735,00 kr. hver måned og en ekstraordinær ydelse på 1.300,00 kr. hvert år. Renten var på det tidspunkt 9,550 % p.a.

Af klagerens årsopgørelse fra 2016 fremgik, at hans skattepligtig indkomst var på 142.194 kr.

Den 24. juli 2020 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvor det blandt andet fremgik, at forliget var omfattet af kreditaftaleloven, og at klageren skyldte 130.804,11 kr. pr. 27. juli 2020.

I det skyldige beløb indgik følgende beløb: 130.391,63 kr. på konto - 689 og 412,48 kr., som var renter 8,05% p.a. fra den 1. juli 2020 til den 13. juli 2020, i alt 130.804,11 kr.

Af forliget fremgik yderligere:

”…

Forliget afvikles med kr. 1.000,00 pr. måned første gang 01.08.2020. Hele gælden forfalder til fuld indfrielse 01.08.2025 såfremt der ikke er indgået en ny afviklingsaftale senest den 15.07.2025 eller gælden er indfriet.

…”

I 2019 foretog Finanstilsynet en undersøgelse vedrørende udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering. Af undersøgelsen fremgår:

”…

Kreditaftaleloven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde kredit til en forbruger.

Det følger af § 7 c i kreditaftaleloven, at:

”Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.”

Kreditgiver er dermed forpligtet til at vurdere, om en forbruger må antages at kunne opfylde en given låneaftale.

For at et institut skal kunne give karakteren 2a (god bonitet) til en kunde, skal rådighedsbeløbet, ifølge Finanstilsynets vejledning, minimum være 8.500 kr. pr. måned for et par uden børn, 5.000 kr. pr. måned for en single og 2.500 kr. pr. måned pr. barn. I gældssaneringsbekendtgørelsen fastsættes rådighedsbeløbet pr. 1. januar 2019 til 6.420 kr. om måneden for en single.

Kravet om, at pengeinstituttet skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplysninger, vil i hvert fald være opfyldt, hvis instituttet er i besiddelse af

· forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger eller evt. oplysninger herfra indhentet via eSKAT

· tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter

· forbrugerens seneste årsopgørelse, og

· kreditinformationer fra relevante debitorregistre.

Ved vurderingen af forbrugerens kreditværdighed indgår også et passende rådighedsbeløb.

Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver ikke må indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i stand til at tilbagebetale de forudsatte ydelser, vil det det efter Finanstilsynets opfattelse være i strid med ”god skik”-forpligtelsen til at drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet, der følger af § 43 i lov om finansiel virksomhed, at indgå låneaftaler i sådanne situationer.

…”

Parternes påstande

Den 30. september 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at hans låneaftaler med Vestjysk Bank skal erklæres ugyldige, og at banken skal tilbagebetale hans afdrag på lånene på henholdsvis 20.000 kr., 25.000 kr. og 46.000 kr. optaget i marts 2015, august 2015 og februar 2016, samt tilbagebetale gebyrer og renter på lånene.

Vestjysk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han blev godkendt til flere lån i banken i henholdsvis 2013, 2015 og 2016. Disse burde erklæres som ugyldige, fordi de er i strid med god skik for finansielle virksomheder.

I december 2013 havde han været tæt på at blive optaget i RKI. I 2014 havde han en A-indkomst på 48.000 DKK. Banken godkendte alligevel et lån.  Dette var i strid med bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

Banken bevilligede et lån i marts 2015 uden at tage udgangspunkt i hans økonomi. Han havde ikke et job i 2014, hans løn rakte kun til 3-5 dage, og han havde en sag hos et inkassofirma. Han kendte ikke konsekvenserne ved manglende betaling af de aftalte afdrag.  Han havde ikke forstand på økonomi. Banken lagde til grund, at han var hjemmeboende. Han var lige startet på et job i 2015 og var ikke medlem af en A-kasse. Han blev kreditvurderet ud fra et job, han havde haft i tre måneder, og fra en konto i overtræk i hele 2014. Banken burde, ud fra hans økonomi, have vidst at han ikke kunne tilbagebetale lånet. Lånet var sikret ved kaution, men banken gjorde ikke kautionsforpligtelsen gældende. Kautionisten burde have betalt afdragene på lånet i de måneder, hvor han havde været arbejdsløs. På grund af bankens dispositioner gik hans konto i minus frem til marts 2015, da banken bevilgede lånet.

Banken ydede også dårlig rådgivning, da han optog et lån i august 2015. Han havde ikke et rådighedsbeløb på 5000-6000 kr. om måneden, som Finanstilsynet havde anbefalet for single personer, men banken bevilgede ham alligevel flere penge. Banken bevilgede ham penge for at betale en regning på hans bil. Banken burde i stedet for have vurderet, at han ikke behøvede at have en bil for at kunne komme på arbejde. Han stolede på bankens rådgivning. Han var 24 år gammel og var ikke uddannet bankrådgiver.

Han fik bevilget et andet lån i banken i september 2015 på trods af, at han ikke havde økonomien til at låne flere penge. Banken lagde sine vurderinger til grund for at bevilge lånet. Han havde kun et rådighedsbeløb på 2.400 kr., efter alle hans udgifter var betalt. Banken bevilgede alligevel flere penge, hvilket var i strid med kreditaftaleloven.

I februar 2016 bevilgede banken ham endnu flere penge, selvom han lige var startet på et nyt job. I den forbindelse lavede banken nogle beregninger, som viste et rådighedsbeløb på 10.000 kr. Det var ikke rigtigt, at han havde et rådighedsbeløb på 10.000 kr. Dette fremgik også af hans årsopgørelser fra 2015 og 2016. Han blev igen kreditgodkendt i banken i strid med kreditaftaleloven. Han modtog ikke et budget forud for vurderingen af hans økonomi. Banken lagde til grund, at han var hjemmeboende. Han var ikke medlem af en A-kasse. Fra februar 2016 til august 2016 var han konstant i minus på sin lønkonto, bortset fra april, hvor han modtog feriepenge. Banken burde ikke have lagt den forudsætning, at han ville forblive hjemmeboende, til grund for beregningerne. Dette var fejlagtigt, fordi han havde en alder på 24 år, og det var forventeligt at flytte hjemmefra.

Forbrugerombudsmanden fastslår, at oplysninger, som lægges til grund for vurdering af forbrugernes kreditværdighed inden bevilling af lån, ikke alene skal indhentes, men også anvendes på en sådan måde, at forbrugere ikke ydes lån, medmindre de er kreditværdige og dermed har udsigt til at kunne tilbagebetale lån og omkostninger.

Hans låneaftaler med banken skal erklæres som ugyldige i henhold til aftalelovens § 36, jf. kreditaftalelovens § 7 c. I henhold til bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed burde banken have kreditvurderet ham i forhold til hans økonomiske situation, hans erfaring med de relevante ydelser, hans formål med ydelsen samt hans risikovillighed.

Han var ikke klar over konsekvenserne af lånene. Han befandt sig i en sårbar situation og kunne ikke takke nej til lånene.

Han vil ikke opnå en berigelse, hvis lånene bliver erklæret ugyldige, idet han vil få tilbagebetalt, hvad han allerede har betalt på lånene, jf. Højesterets dom U 2005.2371 H.

Sagen er ikke forældet, idet der ikke er tale om rådgiveransvar, men mangelfuld kreditvurdering. Der er som sådan ikke tale om et erstatningsansvar, men tale om mangler i en kreditvurdering, hvor aftaleloven og kreditaftaleloven er i brug. Lånene er ugyldige og derfor er afdrag, renter og gebyr ligeledes ugyldige.

Hvis der var tale om rådgiveransvar ville forældelsen kunne suspenderes som følge af skadelidtes manglende sagkundskab, indtil fejlen konstateres. Klager konstaterer først i december 2019 efter sagerne ved forbrugerombudsmanden, at der eventuelt er fejl, og fristen skal derfor regnes herfra.

Vestjysk Bank har anført, at banken ikke har gjort sig skyldig i uansvarlig långivning, og at banken har handlet redeligt og i overensstemmelse med god bankskik.

Klager har ved sin fremlægning af sagsforløbet og med sine supplerende kommentarer ikke godtgjort omstændigheder omkring stiftelsen eller andet, der kan medføre at banken har handlet ansvarspådragende.

Det bemærkes, at klagers nedlagte påstande må bero på en retsvildfarelse om de mulige konsekvenser af blandt andet de nævnte sager hos Forbrugerombudsmanden og retstilstanden generelt.

De nævnte sager har alene medført, at de pågældende kreditinstitutter har fortabt retten til renter, gebyrer og inkassoomkostninger til de pågældende lån, men naturligvis ikke til hovedstolen.

Såfremt der træffes afgørelse efter klagers påstande, så vil dette medføre en berigelse for klager, hvilket vil være i strid med grundlæggende erstatningsretlige principper.

Banken har udarbejdet fyldestgørende rådighedsberegninger baseret på årsopgørelse, lønsedler og budget.

Banken har således opfyldt kravene til anvendelse af dokumenterede oplysninger for kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.

Det bemærkes, at de pågældende lån og forhøjelser er etableret efter dialog med klager, på baggrund af de på tidspunktet afgivne oplysninger og som led i gentagne forsøg på at sikre en bedring af klagers økonomi ved sammenlægning af anden gæld, opstået som følge af blandt andet selvbestaltede overtræk.

Der er således ikke tale om kreditvurdering forud for låntagning til et bestemt formål, men løbende vurdering som led i et bestående helkundeforhold.

Klagers supplerende anbringender om aftalelovens § 33 og § 36 er ikke tilstrækkeligt underbyggede til at godtgøre, at lånene skulle være ugyldige.

En afgørelse, der indebærer manglende tilbagebetaling af hovedstolen, vil nødvendigvis medføre berigelse, og klagers henvisning til Højesterets dom U 2005.2371 H ses ikke at understøtte det modsatte. Den pågældende sag omhandler opgørelse af mellemværende efter salg af udlejningsejendom til andelsboligforening, og præjudikatværdien af denne sag må derfor anses for meget begrænset i dette tilfælde.

Et eventuelt erstatningsansvar for banken var forældet, da klager indgav klage til Ankenævnet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, hvoraf det følger, at et erstatningskrav for mangelfuld rådgivning forældes tre år regnet fra rådgivningstidspunktet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, som er kunde i Vestjysk Bank fik ydet et lån i august 2013, hvor banken på basis af årsopgørelse, lønsedler og budget lavede en rådighedsberegning, der viste, at klageren havde et rådighedsbeløb på 6.000 kr. Klageren var på daværende tidspunkt hjemmeboende.

I marts 2015 blev lånet forhøjet fra 20.000 kr. til 58.000 kr., og ydelsen blev ændret til 1.250 kr. pr. måned. Lånet blev etableret for at inddække et overtræk samt nogle få regninger, som klageren på daværende tidspunkt indvilligede i at få med under et nyt lån.

I august 2015 blev lånet forhøjet fra 55.000 kr. til 80.000 kr. Banken lavede i den forbindelse en vejledende budgetberegning, der viste et månedligt rådighedsbeløb på 2.476 kr.  Banken har oplyst, at klagerens rådighedsbeløb på daværende tidspunkt egentlig var for lavt til, at man normalt kunne tilbyde yderligere kredit, men at klageren var i en vanskelig situation, hvor han på ny havde overtrukket sin konto og manglede penge til at betale en mekanikerregning på 13.000 kr.

I februar 2016 blev lånet forhøjet til 130.000 kr. i forbindelse med sammenlægning af gæld, indfrielse af eksisterende kassekreditlønkonto samt mindre lån. Banken lavede på ny en rådighedsberegning. Også på dette tidspunkt boede klageren hjemme.

Den 20. oktober 2016 blev lånet forhøjet med 6.050,00 kr., som skulle afvikles med en ydelse på 2.735,00 kr. hver måned og en ekstraordinær ydelse på 1.300,00 kr. hvert år. Renten var på det tidspunkt 9,550 % p.a.

Den 24. juli 2020 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvoraf det blandt andet fremgik, at forliget var omfattet af kreditaftaleloven, og at klageren skyldte 130.804,11 kr. pr. 27. juli 2020.

Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort omstændigheder omkring stiftelsen af lånet og de senere låneforhøjelser, herunder den af banken foretagne kreditvurdering, der kan medføre, at klageren ikke hæfter for lånet, herunder for påløbne renter og gebyrer. Ankenævnet har også lagt vægt på, at flere af låneforhøjelserne er sket med henblik på at sanere klagers økonomi.

Ankenævnet finder heller ikke, at banken i øvrigt har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens låneoptagelse.

Hertil kommer, at et eventuelt erstatningskrav i forbindelse med lånoptagelserne i perioden 2013-2016 under alle omstændigheder var forældet, da klageren den 30. september 2020 indgav en klage over banken til Ankenævnet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, hvorefter den almindelige forældelsesfrist er tre år.  

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klager får ikke medhold i klagen.