Anvendelse af låneprovenu til nedbringelse af samlevers erhvervsgæld.

Sagsnummer:144/2008
Dato:15-10-2008
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Bent Olufsen
Klageemne:Realkreditbelåning - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Anvendelse af låneprovenu til nedbringelse af samlevers erhvervsgæld.
Indklagede:Sparekassen Lolland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav mod Sparekassen Lolland i anledning af dispositioner over et låneprovenu, der anvendtes til nedbringelse af klagerens samlevers erhvervsgæld.

Sagens omstændigheder.

Klageren erhvervede i august 2004 en fast ejendom. Købesummen var 1.215.000 kr. Ejendommen blev finansieret ved optagelse af et Totalkreditlån på 972.000 kr. via Sparekassen Lolland, hvor klageren og dennes daværende samlever S var kunder, et boliglån samt kontant udbetaling. Klageren og S hæftede begge for Totalkreditlånet samt boliglånet.

Sparekassen Lolland har oplyst, at der ved købet af ejendommen var overvejelser om, hvorvidt klageren og S begge skulle være købere. Det blev besluttet, at klageren skulle være eneejer ud fra betragtninger om kreditorbeskyttelse.

På daværende tidspunkt drev S i selskabsform en forretning. S kautionerede for selskabets engagement med Sparekassen Lolland.

I januar 2005 blev anpartsselskabet erklæret konkurs.

Klageren påbegyndte i august 2005 en uddannelse. Parret besluttede i denne forbindelse at omlægge det eksisterende Totalkreditlån til et afdragsfrit lån. S var da arbejdsløs.

Den 2. september 2005 tilbød Totalkredit klageren og S et afdragsfrit lån på 1.100.000 kr.

Omprioriteringslånet blev hjemtaget den 11. november 2005 med et provenu på 1.087.800 kr. efter fradrag af låneomkostninger. Provenuet blev indsat på en omlægningskredit.

Af en mail af 20. november 2005 fra S til sparekassen fremgår, at der skulle etableres et lån til afvikling af S' kautionsforpligtelse vedrørende anpartsselskabet, og at lånet "kun skal stå i mit navn, det er min gæld".

Af en mail af 24. november 2005 fra sparekassen til S fremgår: "Hvad siger [klageren] til at hun kommer til at hæfte for en del af [anpartsselskabets] gæld, når vi lægger det om til boliglån??" Som svar herpå meddelte S: "Vores boliglån skal forhøjes til t.kr. 228 med 1625 i månedlige afdrag. Provenuet fra låneomlægningerne (Totalkredit + boliglån) skal sammen med t.kr. 100, som jeg indsætter på min lønkonto bruges til at nedbringe gælden i [anpartsselskabet]".

I en mail af 29. november 2005 fra sparekassen til S er størrelsen af det afviklingslån, som skulle dække S' kautionsforpligtelse, beregnet. Det fremgår, at afviklingslånet skulle være på 340.950 kr. Ved beregningen var S' erhvervsgæld forinden nedbragt med 18.000 kr. fra "provenu fra forhøjelse af boliglån" og med 133.700 kr. vedrørende "overskud fra omprioritering".

Af posteringsoversigt for omlægningskreditten fremgår, at provenuet ved omprioriteringen efter omkostninger var på 133.731,26 kr. Den 13. december 2005 er der overført 233.000 kr. til nedbringelse af S' kautionsforpligtelse; på kontoen er umiddelbart forinden indbetalt 100.000 kr.

Den 14. december 2005 underskrev S gældsbrev på 340.950 kr. til sparekassen vedrørende et lån til afvikling af kautionsforpligtelsen. Klageren underskrev gældsbrevet som håndpantsætter af et ejerpantebrev på 200.000 kr. Af gældsbrevet fremgår, at lånets provenu på 340.950 kr. blev indsat på konto -97, der efter det oplyste var S' selskabs konto.

Klageren og S underskrev samtidig gældsbrev om forhøjelse af deres boliglån med 47.863,11 kr. til 256.000 kr. Låneprovenuet på 42.363,11 kr. blev indsat på konto -97.

I marts 2006 ophævede klageren og S samlivet, og S fraflyttede klagerens ejendom.

Klageren har anført, at hun først efter ophævelsen af samlivet med S blev klar over, at der i forbindelse med omprioriteringen af ejendommen i 2005 var anvendt beløb til nedbringelse af S' gæld.

I forbindelse med, at klageren efterfølgende rettede henvendelse til Sparekassen Lolland om dispositioner foretaget af S, anførte sparekassen i brev af 23. august 2007, at sparekassen var enig med klageren i, at hun ikke havde meddelt S en skriftlig fuldmagt til at foretage dispositioner på sin konto. En gennemgang af klagerens konto samt fælleskonti viste, at hævninger var gået til betaling af fællesudgifter, hvorfor klageren ikke havde lidt tab ved S' transaktioner. Det var subsidiært sparekassens opfattelse, at klageren gennem årene ved sin accept af/pas­sivitet over for S' dispositioner havde skabt en formodning for, at S kunne disponere på hendes vegne. Sparekassen oplyste samtidig, at klageren muligt havde et regreskrav over for S. For så vidt angik S' anvendelse af et låneprovenu til betaling af sin gæld for en kautionsforpligtelse, var det sparekassens opfattelse, at klageren muligvis kunne søge hele dette beløb tilbage fra S.

Klageren solgte i sommeren 2007 sin ejendom. I forbindelse med salget blev der anvendt 254.526,74 kr. af provenuet til indfrielse af klagerens og S' boliglån. Af et brev af 23. maj 2007 fra den medvirkende ejendomsmægler fremgår, at denne instruerede sparekassen om, at gælden vedrørende det tinglyste ejerpantebrev på 200.000 kr. skulle indfries i overensstemmelse med salgsbudgettet.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved brev af 20. september 2007 anmodede om nærmere oplysninger om omprioriteringen i efter 2005.

Ved brev af 10. oktober 2007 meddelte sparekassen, at provenuet fra omprioriteringslånet var indsat på en omlægningskonto. Med hensyn til rådgivning og drøftelser i forbindelse med realkreditlånet var dette sket med udgangspunkt i, at der var tale om parrets fælles optagelse af lån, og at parret levede i et ægteskabslignende forhold. Låneoptagelsen havde haft det sigte at reducere de økonomiske konsekvenser af S' selskabs konkurs mest muligt med henblik på at skabe et fornuftigt fundament for parrets fælles fremtidige økonomi. Der havde ikke da været grund til eller belæg for at foretage en specifik rådgivning ud fra en bodelings- eller skilsmissesynsvinkel.

I december 2007 rettede klageren skriftlig henvendelse til Sparekassen Lollands direktion. Klageren anførte, at der ved omprioriteringen i 2005, hvor der var fremkommet et provenu, var blevet handlet bag hendes ryg. Først efter S' flytning opdagede hun, at provenu fra omprioriteringslånet var anvendt til nedbringelse af S' gæld. Klageren forespurgte, hvorfor hun ikke var blevet orienteret og stillede krav om betaling af 133.000 kr. med tillæg af renter. Ved mail af 10. december 2007 besvarede sparekassens direktion henvendelsen med henvisning til sparekassens skriftlige redegørelse af 23. august 2007.

Klageren har fremlagt en e-mail af 1. april 2005 fra Sparekassen Lolland til S indeholdende oplysninger om posteringer på klagerens lønkonto for perioden 2. april 2004-31. marts 2005. Klageren har yderligere fremlagt et fuldmagtsblad om etablering af fuldmagt fra hende til S vedrørende hendes lønkonto. Fuldmagten er den 1. juni 2005 underskrevet alene af S.

Parternes påstande.

Klageren har den 1. april 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Lolland betaler 133.000 kr. med tillæg af renter samt kompensation som følge af, at S har fået oplysninger om hendes kontoforhold uden fuldmagt.

Sparekassen Lolland har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Sparekassen har under forberedelsen imødekommet et yderligere klagepunkt.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun og S var enige om, at gælden på ca. 600.000 kr. fra anpartsselskabet var hans gæld, hvilket sparekassen blev gjort opmærksom på.

Først efter at samlivet var ophævet, fandt hun ud af, hvordan det der var forholdt med pengene fra omprioriteringen. Uden hendes vidende blev der oprettet en konto for hende og S, på hvilken provenuet fra omprioriteringen gik ind.

Overskuddet fra omprioriteringen på 133.000 kr. er anvendt til nedbringelse af S' gæld til sparekassen. Hun står uforstående over for, hvordan beløb fra hendes ejendom har kunnet behandles på denne måde.

Hun blev også bekendt med, at provenuet fra det forhøjede boliglån blev indsat direkte på anpartsselskabets konto.

Hun bemærker, at sparekassens medarbejder på et tidspunkt forespurgte S om hendes reaktion på at komme til at hæfte for en del af hans erhvervsgæld. Medarbejderen burde have spurgt hende direkte. Hvorfor spurgte medarbejderen S, hvis man var sikker på, at S repræsenterede hende.

Hun har flere gange modtaget en fuldmagtsblanket til brug for oprettelse af fuldmagt for S. Hun skrev aldrig under. Det undrer hende derfor, at S kunne foretage disposi­tioner vedrørende hendes konto. Sparekassen har aldrig kontaktet hende og spurgt, om det var i orden, eller rykket for fuldmagten. Hun stiller sig uforstående over for, at man fremsender fuldmagtsblanket til underskrift og handler, som om fuldmagten var underskrevet.

Sparekassen har tilladt sig at sende kontoudtog til S for hendes konto dækkende et helt år.

Hun stolede på S under hensyn til, at de boede sammen. Havde hun været bekendt med udvekslingen af mails og indholdet, ville hun have reageret.

Hun bestrider, at hendes handlemåde kan anses for en stiltiende accept med hensyn til S' dispositioner over hendes konti, herunder provenuet fra omprioriteringen.

Sparekassen Lolland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet bør afvise sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, idet en afgørelse vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

S, der var bankuddannet, var den aktive part i forhold til sparekassen.

Det var oprindelig S, der skulle være eneejer af ejendommen, men for at sikre familien mod kreditorforfølgelse blev det besluttet, at klageren skulle købe ejendommen alene.

I forbindelse med omprioriteringen i efteråret 2005 blev lånetilbuddet fra Totalkredit fremsendt til klageren og S med oplysning om, at der var tale om en forhøjelse i forhold til det eksisterende lån. Det må også forudsættes, at klageren gennemlæste pantebrevet, inden hun skrev det under, og hun kan derfor ikke have været uvidende om lånets størrelse.

Det må påhvile klageren som meddebitor at være opmærksom på, hvordan låneprovenuet anvendes. Klageren har modtaget kontoudtog for omlægningskreditten, hvoraf dispositionerne fremgik. Klageren har enten på forhånd godkendt dispositioner eller efterfølgende stiltiende accepteret dispositionerne ved passivitet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at rådgivningen af klageren og S i forbindelse med omprioriteringen og forhøjelsen af boliglånet blev foretaget ud fra et ønske om at være behjælpelig med at få familiens økonomi til at hænge sammen, efter at S' selskab var konkurs.

I hele forløbet har det været sparekassens opfattelse, at klageren enten på forhånd godkendte dispositionerne eller efterfølgende stiltiende accepterede dem.

Med hensyn til størrelsen af klagerens krav på 133.000 kr. bemærkes, at klageren højst vil kunne gøre krav på halvdelen af provenuet ved lånet, som blev optaget af klageren og S i forening.

Klageren bør rette sit krav mod S.

S modtog kontooplysninger om klagerens lønkonto uden at have fuldmagt hertil. Dette forhold ses ikke at have påført klageren et økonomisk tab.

Det forhold, at klageren alene har betalt afdrag på realkreditlånet efter ophævelsen af samlivet, er hendes eget valg, da de begge hæfter for gælden. Ved salget af ejendommen har hun haft fordel af nedbringelse af lånet. Det bemærkes i øvrigt, at det ikke er oplyst, hvordan der er blevet forholdt med provenuet ved klagerens salg af ejendommen. Udbetalingen på ejendommen blev i sin tid afholdt af S.

Der har kun været sendt fuldmagt til klagerens underskrivelse med hensyn til lønkontoen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren gør gældende, at hun hverken udtrykkeligt eller stiltiende har samtykket i, at nettoprovenuet på ca. 133.000 kr. ved omlægningen af Totalkreditlånet i slutningen af 2005 blev anvendt til nedbringelse af hendes daværende samlevers gæld til Sparekassen Lolland, mens sparekassen gør gældende, at et sådant samtykke må antages at have foreligget. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til dette klagepunkt ville forudsætte parts- og vidneforklaringer, herunder fra klagerens tidligere samlever, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Nævnet afviser derfor i medfør at vedtægternes § 7, stk. 1, sagen for så vidt angår dette klagepunkt.

Sparekassen har erkendt, at det var uberettiget, at man uden samtykke fra klageren gave hendes daværende samlever oplysninger om hendes lønkonto. Det kan imidlertid ikke antages, at klageren har lidt tab som følge heraf, og forholdet kan heller ikke begrunde, at der tilkendes klageren godtgørelse eller anden økonomisk kompensation. Dette klagepunkt tages derfor ikke til følge.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagerens krav om betaling af 133.000 kr. vedrørende låneomlægningen i slutningen af 2005. Klagerens krav om betaling af kompensation som følge af, at sparekassen uberettiget har givet hendes daværende samlever oplysninger om hendes lønkonto, tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.