| Sagsnummer: | 172/2023 |
| Dato: | 18-01-2024 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Morten Winther Christensen, Karin Sønder-bæk, Tina Thygesen og Finn Borgquist. |
| Klageemne: | Forældelse - øvrige spørgsmål Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i indsigelse om køb af værdipapir i strid med investeringsprofil. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om køb af værdipapir i strid med investeringsprofil. Spørgsmål om forældelse.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank.
Klageren har oplyst, at han i sommeren 2000 var til møde i banken, hvor køb af obligationer blev drøftet. Han gjorde i den forbindelse banken opmærksom på, at han ikke ønskede papirer med høj risiko.
Banken har oplyst, at den ikke længere er i besiddelse af referat fra det møde, som klageren henviser til. Banken har dog fundet en tidligere sag for Pengeinstitutankenævnet, sag nr. 371/2001, hvor klageren klagede over bankens køb af et andet værdipapir, og hvor der blev henvist til et møde mellem parterne den 7. juli 2000. Banken vurderer, at det er samme rådgivningsmøde, som klageren henviser til i nærværende sag. I den tidligere sag blev der henvist til bankens skrivelse af 11. juli 2000 om mødet den 7. juli 2000:
”Investeringsrådgivning/omlægningsforslag
………..
Jeg har noteret mig følgende investeringsprofil
• Anlægsinvestering
• Afkastkrav 5-7% p.a.
• Investeringshorisont 3-4 år
• En vis grad af risiko med en bedre fordeling mellem obligationer og aktier. (Ikke helt ud på spidsen af "vippen").
• Der skal ikke sælges ud af ØK aktierne.
Med udgangspunkt i vort møde skal en sammensætning af porteføljen se sådan ud
• 50% obligationer fordelt med 50% Danske og 50% Udenlandske obligationer
• 50% aktier fordelt med 35% Danske og 65% Udenlandske aktier
• Gerne via investeringsforeninger
Papirsammensætningen foreslås sammensat således
Sælg Oracle - provenuet incl. kr. 100.000 fra kontantkontoen anvendes til køb af obligationer ud fra den aftalte obligationsfordeling.
Løbende og når aktier med tab er i ligevægt eller der er gevinst omlægges til ovennævnte værdipapirfordeling.”
Klageren har bestridt, at hans sag for Pengeinstitutankenævnet har relevans for nærværende sag.
Klageren har oplyst, at han senere i juli 2000 kontaktede banken vedrørende køb af realkreditobligationer, som banken frarådede ham. I stedet foreslog banken køb af andre obligationer, der havde samme sikkerhed som realkreditobligationer, hvilket han accepterede. Den 26.-28. juli 2000 havde han opfølgende telefonsamtaler med banken, hvor investeringer blev drøftet.
I sagen er fremlagt brev af 21. april 2003 fra klageren til banken, hvori klageren refererer hændelsesforløbet i år 2000. Det fremgår heraf, at klageren under en telefonsamtale den 26. eller 27. juli 2000 accepterede, at banken kunne investere i andre papirer, men at han ikke ønskede risikofyldte aktier.
I et senere brev af 26. september 2013 til banken har klageren vedlagt et referat over hændelsesforløbet i år 2000. Det fremgår heraf, at han på mødet i juli 2000 blev spurgt af rådgiveren i banken, om han ønskede at investere i ”eksotiske” aktier og aktier med høj risiko, hvortil han svarede nej. Han bekræftede, at han ønskede at investere i aktier, men at han havde en forsigtig tilgang til investeringerne. Under en telefonsamtale den 28. juli 2000 anmodede han banken om at købe realkreditobligationer, hvortil banken svarede, at den ville købe andre obligationer, der var lige så sikre som realkreditobligationer.
Banken har anført, at klagerens breve og referat af hændelsesforløbet udelukkende er baseret på klagerens hukommelse. Banken er ikke længere i besiddelse af lydfiler fra de telefonsamtaler, som klageren påstår fandt sted, og banken kan hverken be- eller afkræfte mange af de omstændigheder, som klageren anfører i sine referater fra 2003 og 2013.
Den 28. juli 2000 blev der købt investeringsforeningsbeviser i investeringsforeningen Danske Invest International til klagerens depot i banken. Banken har oplyst, at Danske Invest International er en gammel obligationsfond administreret af Danske Invest Management A/S
Den 10. oktober 2000 blev der købt 1.140 stk. Danske Invest Vision til klagerens depot i banken. Banken har oplyst, at Danske Invest Vision er en gammel aktiefond, der ikke længere eksisterer. Aktiefonden var administreret af Danske Invest Management A/S.
Klageren har anført, at det var hans rådgiver i banken, der gennemførte købet uden drøftelse med ham. Banken har anført, at det ikke har været muligt for banken at be- eller afkræfte, hvorvidt klagerens rådgiver eller klageren selv gennemførte købet, da disse data ikke længere eksisterer.
Af en fondsnota af 10. oktober 2000 sendt til klageren fremgår købet af Danske Invest Vision, og at aktierne havde en samlet kursværdi på 132.924 kr.
Af årsoversigter af 31. december 2000, 31. december 2001 og 31. december 2002 over klagerens depot fremgår blandt andet hans aktiebeholdning i Danske Invest Vision, der på daværende tidspunkt havde en kursværdi på henholdsvis 106.270,80 kr., 79.800 kr. og 47.310 kr.
Klageren har oplyst, at han den 9. oktober 2003 blev kontaktet af banken, der bad ham tage stilling til at sælge investeringen i Danske Invest Vision, hvor han havde et tab på 64 %, svarende til 85.705,66 kr. Han bad banken om en forklaring på tabet, hvilket banken ikke imødekom. Han talte senere med en medarbejder hos banken, der oplyste ham, at Danske Invest Vision har en høj risikoprofil.
Klagerens beholdning af Danske Invest Vision blev solgt i 2003.
I perioden 2003 til 2016 var klageren i dialog med banken om købet af Danske Invest Vision. Han indgav flere klager over forløbet, som banken afviste med den begrundelse, at det ikke så mange år efter var muligt for banken at klarlægge forløbet.
Parternes påstande
Den 28. marts 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte hans tab på 85.705,66 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han på mødet med banken i sommeren 2000 anførte, at han ikke ønskede værdipapirer med høj risiko. Under en senere telefonsamtale foreslog banken, at han i stedet for realkreditobligationer kunne købe andre obligationer med samme sikkerhed som realkreditobligationer. Det indvilligede han i, men banken undlod at handle i henhold til aftalen, hvilket påførte ham et tab på 85.705,66 kr., som banken skal erstatte.
Det var ikke bankens investeringsrådgivers udtryk ”andre obligationer”, der var afgørende for hans beslutning, men det var derimod ordene ”har samme sikkerhed som realkreditobligationer”. Han og banken aftalte, at hans investering skulle foretages i papirer med samme sikkerhed som realkreditobligationer, og han gjorde netop banken opmærksom på, at han ikke ønskede at købe papirer med høj risiko. Han havde en forsigtig tilgang til investeringer og sagde nej til ”eksotiske” aktier. Han accepterede køb af andre obligationer forudsat, at risikoprofilen ikke afveg negativt fra realkreditobligationer.
Det var bankens rådgiver, der købte Danske Invest Vision. Købet blev aftalt under den klare forudsætning, at risikoprofilen var identisk med Danske Invest International, der tidligere var købt.
Banken har oplyst til ham, at Danske Invest Vision havde en høj risikoprofil, og de var dermed ikke lige så sikre som realkreditobligationer og afveg fra profilen for Danske Invest International. Bankens køb af Danske Invest Vision var således ikke i overensstemmelse med det aftalte grundlag for købet.
Han modtog bankens fondsnota og årsoversigter om, hvilke papirer han havde i sit depot, men det var en klar forudsætning, at han kunne forlade sig på, at bankens køb var i overensstemmelse med det aftalte grundlag for købet – at risikoprofilen ikke afveg negativt fra realkreditobligationer.
Det centrale i sagen er, at banken ikke gennemførte et køb som aftalt. Banken burde have kontaktet ham med de overvejelser, som rådgiveren havde i stedet for, at denne egenhændigt ændrede det aftalte mandat til købet den 10. oktober 2000.
Danske Bank har anført, at sagen er forældet i henhold til den treårige forældelsesfrist, jf. forældelsesloven § 3, stk. 1. Efter forældelsesloven § 30, stk. 1, må forældelse anses for at være indtrådt 1. januar 2011. Forældelsesfristen må regnes fra klagerens løbende modtagelse af årsoversigter i 2000, 2001 og 2002, jf. forældelsesloven § 2, stk. 1. Dette er det tidligste dokumenterede tidspunkt, hvor klageren burde være bekendt med sit tab. Alternativt må forældelsesfristen senest regnes fra den 9. oktober 2003, hvor klageren påstår, at banken ringede til ham og bad ham forholde sig til tabet. Uanset forældelsesfristens begyndelsestidspunkt vil sagen være forældet.
Finder Ankenævnet, at sagen ikke er forældet, gøres det gældende, banken ikke har handlet ansvarspådragende i sagen, og at banken ikke skal erstatte klagerens tab på 85.705,66 kr. som følge af investeringen i Danske Invest Vision.
Banken forstår klageren sådan, at han kun sagde ”ja” til obligationer, herunder realkreditobligationer. Dette er dog i modstrid med hans egne referater fra april 2003 og september 2013, hvoraf fremgår, at han gav banken lov til at købe andet end obligationer. Det er uklart, hvornår klageren mener, at han gav banken denne tilladelse. I referatet fra april 2003 var det først i telefonsamtale af 26./27. juli 2000, mens det af referat af 26. september 2013 blev aftalt på mødet den 7. juli 2000. Det sidste stemmer overens med bankens referat gengivet i sagen for Pengeinstitutankenævnet.
Klageren har ikke ført bevis for, at banken handlede i strid med, hvad der var aftalt med klageren. Der er uoverensstemmelse mellem, hvad der ifølge referaterne fra den tidligere Pengeinstitutankenævnssag, klagerens sagsfremstilling og klagerens referater fra 2003 og 2013, er sket. Den manglende tilgængelighed af dokumentation for hændelsesforløbet medfører, at det er uklart hvad der reelt er sket og aftalt.
I henhold til bankens skrivelse af 11. juli 2000 er det ikke noget, der tyder på, at banken handlede i strid med, hvad der var aftalt med klageren. Det følger heraf, at klageren havde en investeringshorisont på tre-fire år og ønskede en vis grad af risiko. Hans portefølje skulle sammensættes med 50 % aktier (35 % danske aktier og 65 % udenlandske aktier) og 50 % obligationer (50 % danske obligationer og 50% udenlandske obligationer), og investeringerne måtte gerne være via investeringsforeninger. Ud over Danske Invest Vision blev der også købt Danske Invest International. Begge fonde var investeringsforeninger, der investerede i aktier og obligationer. Investeringsforeningerne blev med overvejende sandsynlighed købt for at bygge en portefølje til klageren med den aftalte fordeling mellem aktier og obligationer.
Købet af Danske Invest International den 28. juli 2000, hvilket var dagen efter, at klageren i henholdt til hans referat fra 2003 (på dagen i henhold til hans referat fra 2013) påstår, at han talte med banken om køb af obligationer. Ifølge klageren anbefalede rådgiveren at købe andre obligationer end realkreditobligationer. Dette kan indikere, at rådgiveren købte Danske Invest International i overensstemmelse med klagerens specifikke ønsker i telefonsamtalerne den 26.-28. juli 2000, og ikke Danske Invest Vision. De opfølgende telefonsamtaler betyder dog ikke, at de overordnede investeringsrammer fastlagt på mødet den 7. juli 2000, blev ændret. Købet af Danske Invest International var ligeledes inden for disse rammer. Det ville derfor være rationelt, hvis rådgiveren købte Danske Invest International efter de opfølgende telefonsamtaler, da dette køb både kunne rummes i klagerens specifikke ønsker fra telefonsamtalerne og de overordnede investeringsrammer aftalt på mødet. Det stemmer også overens med, at Danske Invest Vision først blev købt den 10. oktober 2000. Det kan også indikere, at Danske Invest Vision blev købt i overensstemmelse med de investeringsrammer, der ifølge bankens skrivelse af 11. juli 2000 blev aftalt på mødet i juli 2000.
Klageren modtog både fondsnota og årsoversigter, hvoraf Danske Invest Vision fremgik, og han burde derfor være bekendt med, at de lå i hans depot, uagtet om det var ham selv eller banken, der gennemførte købet. Klageren havde således rigelig mulighed for at gøre indsigelse mod investeringen inden 2003.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren har oplyst, at han på et møde med Danske Bank i juli 2000 gjorde banken opmærksom på, at han ikke ønskede at købe værdipapirer med høj risiko. Ved efterfølgende telefonsamtaler med banken indvilligede han i, at der kunne købes obligationer med samme sikkerhed som realkreditobligationer.
Banken har oplyst, at den ikke længere er i besiddelse af referater eller lydfiler fra 2000, men henviser til klagerens tidligere sag for Pengeinstitutankenævnet, sag nr. 371/2001, hvor et referat fra et møde den 7. juli 2000 blev citeret.
Klageren har anført, at banken i strid med det aftalte købte Danske Invest Vision, som havde høj risiko, og at han først blev bekendt hermed i 2003. Banken har bestridt, at købet var i strid med parternes aftale.
Ankenævnet finder, at et eventuelt krav vedrørende køb af Danske Invest Vision til klagerens depot i 2000 er forældet.
Den almindelige forældelsesfrist er tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen først fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Den absolutte forældelsesfrist på ti år regnes fra begyndelsestidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, jf. § 2.
Købet af Danske Invest Vision til klagerens depot fandt sted den 10. oktober 2000. Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald den 9. oktober 2003 havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af købet af Danske Invest Vision til at rejse et eventuelt erstatningskrav mod banken. Ankenævnet finder, at klagerens eventuelle erstatningskrav vedrørende købet af Danske Invest Vision var forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 28. marts 2023, både efter den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, og efter den tiårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.