Kaution. Underretning. Retskraftig dom. Bevis.

Sagsnummer:628/1993
Dato:03-06-1994
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Ledetekst:Kaution. Underretning. Retskraftig dom. Bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren kautionerede i marts og december 1984 for to kreditter på henholdsvis 60.000 kr. og 25.000 kr. til hans søster ydet af et pengeinstitut, med hvem indklagede senere er fusioneret. Kreditterne skulle nedbringes med henholdsvis 3.000 kr. hvert kvartal og 500 kr. månedligt.

Ved skrivelse af 26. februar 1987 til søsteren opsagde indklagede de to kreditter, hvis saldi var henholdsvis ca. 122.000 kr. og 17.000 kr.; klageren modtog kopi af opsigelsesbrevet.

I april 1987 overgav indklagede engagementet med søsteren til retslig inkasso, og en afviklingsordning kom i stand. Efter misligholdelse af denne udtog indklagedes advokat i december 1988 stævning mod klageren og dennes søster med påstand om, at de in solidum tilpligtedes at betale indklagede saldoen på kassekreditten på oprindeligt 25.000 kr. Ved dom afsagt af Københavns byret den 27. februar 1989 blev klageren og dennes søster dømt til in solidum at betale indklagede det påstævnte beløb, 17.417,85 kr.

Inden sagens foretagelse i retten havde der fundet en korrespondance sted mellem indklagedes advokat og klageren gennem en retshjælpsinstitution, som anførte, at indklagede havde tilsidesat § 41 i bank- og sparekasseloven for så vidt angik kassekreditten på oprindeligt 60.000 kr.

Den 31. august 1989 foretoges på indklagedes anmodning fogedforretning mod klageren, under hvilken klageren afgav insolvenserklæring.

Den 24. september 1990 foretoges på ny fogedforretning mod klageren på indklagedes anmodning, og under denne foretoges udlæg i klagerens indestående på en konto hos pengeinstituttet S, idet fogedretten tilkendegav, at indklagede skulle iagttage reglen i retsplejelovens § 509 om trangsbeneficiet. På begæring af klageren genoptoges fogedforretningen, og ved kendelse af 23. november 1990 bestemtes, at indklagedes udlæg skulle begrænses til et beløb på 4.000 kr. I december 1990 gav klageren tilladelse til, at indklagede fik dette beløb udbetalt fra hans konto hos S.

Den 6. marts 1991 foretoges igen udlægsforretning hos klageren. I denne forbindelse afsagdes kendelse om, at klagerens indsigelse vedrørende bank- og sparekasselovens § 41 faldt uden for fogedrettens kompetence som følge af den i 1989 afsagte dom.

Der kom herefter en afviklingsordning i stand, hvorefter klageren indbetalte 200 kr. månedligt til indklagedes advokat. Efter misligholdelse af denne foretoges den 21. september 1993 fogedforretning mod klageren, gennem hvilken der foretoges udlæg i klagerens indestående hos pengeinstituttet G.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter som kautionist.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i maj 1987 accepterede, at der skete en nedsættelse af afviklingen af de to kreditter. I november 1988 eller 18 måneder senere meddelte indklagedes advokat, at afviklingen af kassekreditterne ikke var afholdt. Der er således tale om en overtrædelse af bank- og sparekasselovens § 41, hvortil kommer, at hans regreskrav er væsentligt forringet i dette tidsrum.

Indklagede har anført, at klageren til stadighed har været holdt orienteret om misligholdelsen og retsskridt, som har været foretaget mod debitor. Med hensyn til kreditten på 25.000 kr. er klageren dømt til at betaling af saldoen, uden at spørgsmålet om § 41 har været behandlet. Uanset om indklagede ikke måtte have iagttaget seksmånedersfristen i § 41, har en sådan overskridelse dog ikke betydning, idet klagerens regreskrav ikke er blevet forringet.

Ankenævnets bemærkninger:

For så vidt angår klagerens hæftelse for kreditten på oprindelig 25.000 kr. optaget i december 1984 foreligger en endelig dom afsagt af Københavns Byret den 27. februar 1989. Ankenævnet kan derfor ikke tage stilling til klagerens indsigelser vedrørende hæftelsen for gælden ifølge denne kredit, jf. vedtægternes § 5.

For så vidt angår kreditten på oprindelig 60.000 kr. optaget i marts 1984 foreligger der ingen oplysninger om baggrunden for, at gælden ifølge denne kredit udgjorde 122.000 kr. i februar 1987. Der foreligger heller ingen oplysninger om, hvilke meddelelser indklagede måtte have tilsendt klageren, om dennes eventuelle kendskab fra anden side til gældens udvikling eller om debitors økonomiske forhold i den omhandlede periode. Sådanne oplysninger foreligger heller ikke for perioden fra maj 1987, da en afviklingordning kom i stand, indtil der i december 1988 blev udtaget stævning mod debitor og klageren vedrørende den anden kredit. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt klagerens hæftelse for kreditten på oprindelig 60.000 kr. helt eller delvis måtte være bortfaldet som følge af tilsidesættelse af oplysningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41, ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet kan derfor heller ikke tage stilling til denne del af klagen.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.