Kaution. Hæftelse efter frivillig akkord.

Sagsnummer:255/1989
Dato:18-10-1989
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution. Hæftelse efter frivillig akkord.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:

Sag. nr. 255/1989

Den 19. november 1979 påtog klageren sig selvskyldnerkautionsforpligtelse for en løbende kredit, som indklagedes Damhus afdeling havde bevilget et ægtepar til drift af selvstændig virksomhed. Ved påtegning på afdelingens skrivelse af 30. august 1982 tiltrådte klageren fortsat at hæfte som selvskyldnerkautionist for kreditten, hvis saldo på daværende tidspunkt udgjorde ca. 36.000 kr.

Ved skrivelse af 8. april 1986 tiltrådte indklagede overfor debitorernes advokat en frivillig akkordordning (gældssanering), som indebar en udbetaling af dividende på 23% af saldoen på kreditten, som pr. 20. januar 1986 blev opgjort til ca. 58.000 kr. Med skrivelse af 24. april 1986 fremsendte debitorernes advokat akkorddividenden.

Efter de foreliggende oplysninger omfattede den frivillige akkord samtlige kreditorer med et samlet krav på ca. 215.000 kr., og midlerne til akkorden blev tilvejebragt ved debitorernes optagelse af et kautionssikret lån. Debitorerne, der begge var omkring 35 år, havde opgivet erhvervsvirksomheden, og den ene havde fået beskæftigelse som lønmodtager, medens den anden fortsat var arbejdsløs.

Efter brevveksling med indklagede, der efter modtagelsen af akkorddividenden afkrævede ham restbeløbet i henhold til den afgivne kautionserklæring, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans kautionsforpligtelse er bortfaldet.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om frifindelse. Subsidiært har indklagede påstået kautionsforpligtelsen nedsat til den oprindelige hovedstol med tillæg af aftalte renter og med fradrag af den modtagne dividende. Mere subsidiært har indklagede påstået sagen afvist.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede har tiltrådt en frivillig akkord uden på forhånd at sikre sig hans tiltræden, hvilket må have virkning som en delvis eftergivelse af det skyldige beløb. Hans kautionsforpligtelse må derfor anses som bortfaldet eller i hvert fald nedsat til akkorddividenden, hvilket imidlertid er uden betydning, da denne som anført er betalt.

Indklagede har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at man forud for sin tiltræden af akkordforslaget havde modtaget fotokopi af debitorernes selvangivelser for indkomstårene 1983 og 1984, en kreditorfortegnelse med angivelse af beløb samt kopi af tingbogsoplysning vedrørende debitorernes faste ejendom. På grundlag af de tidligere erfaringer med debitorernes vilje og evne til at afdrage på gælden og de på det tidspunkt indvundne erfaringer med gældssaneringsinstituttet - som ville være det realistiske alternativ til en frivillig akkord - tiltrådte man den frivillige ordning, da det måtte forventes, at en gældssanering i konkurslovens former ikke ville frembyde et for kreditorerne mere tilfredsstillende resultat. På dette grundlag anså man det som ufornødent at indhente klagerens samtykke til, at man tiltrådte den frivillige ordning.

Indklagede har til støtte for den mest subsidiære påstand gjort gældende, at den bevisførelse, som må finde sted, hvis klageren vil bestride, at indklagedes accept af den frivillige akkord ikke har stillet ham ringere end en ordning gennemført i konkurslovens former, vil være af en art og et omfang, som gør, at sagen formentlig i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter bør afvises som uegnet til ankenævnsbehandling.

Ankenævnets bemærkninger:

Det forhold, at indklagede uden klagerens samtykke har tiltrådt en frivillig akkord for debitorerne, findes ikke som anført af klageren uden videre at medføre, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet. Såfremt indklagede kan godtgøre, at debitorerne alternativt kunne have opnået en tvangsakkord eller - måske mere nærliggende - en gældssanering i henhold til konkurslovens regler, og at indklagede ikke herved ville have opnået en større dividende, må klagerens kautionsforpligtelse fortsat bestå, smlg. herved konkurslovens § 191 og § 226, stk. 3.

Et sådant bevis findes ikke at være ført ved de foreliggende oplysninger, og den nødvendige bevisførelse findes efter sin art og sit omfang at ligge uden for, hvad der kan finde sted ved Ankenævnet. Nævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.